Weekendavisens udenrigsredaktør og korrespondenter ser i de første syv afsnit nærmere på de populister, som sætter afgørende præg på europæisk politik. Hvem er for eksempel Victor Orbán, Marine Le Pen og Matteo Salvini, og hvorfor stormer de frem?
Ole Nyeng og Martin Krasnik analyserer Europaparlamentsvalget, som nok gav højrepopulisterne fremgang, men ikke den indflydelse, de havde håbet på.
Marine Le Pen overtog Front National fra sin far og gjorde partiet spiseligt for en bredere vælgerskare. Nu venter hendes niece i kulissen, og hun kan måske blive Frankrigs næste præsident.
Tyskerne skal have lov at være stolte af deres land og deres fortid, lyder kravet fra Alternative für Deutschland, som vil gøre op med tysk indvandrerpolitik og fokuseringen på nazi-tiden.
Ingen troede på Jeremy Corbyn, men nu er han muligvis Storbritanniens næste premierminister. Samtidig er han et levende eksempel på, at populisme ikke kun trives på højrefløjen.
Han er tydeligt inspireret af Mussolini og kommunikerer gerne gennem madvideoer. Alligevel, eller måske derfor, er Matteo Salvini blevet utroligt populær blandt italienerne, og nu forsøger han at samle Europas yderste højrefløj.
Sverigedemokraternas Jimmie Åkesson gjorde op med partiets rod i nazimiljøet og har gjort det til landets tredjestørste. Endnu holdes det uden for indflydelse, men hvor længe?
Ungarns Viktor Orbán gav navn til et system, hvor demokratiet så at sige afskaffer sig selv. Han er den mest magtfulde af alle Europas populister.