I "Her lugter lidt af jul?" gennemgår veninderne Line Ryberg Rasmussen, Maria Wæver og Louise Falklund en rigtig juleklassiker: TV-julekalenderen. Tag med på en rejse, helt fra Grønland til Jerusalem, når vi gennemgår dem alle, afsnit for afsnit. Vi analyserer, riser og roser, hygger og skælder - men vigtigst af alt prøver vi at finde ud af: Hvor meget lugter det af jul?
Afgørelsens time er endelig kommet og de sidste stemmer er talt op. Så lyt med for at få de uddybende forklaringer på karaktergivningen.
Det er blevet d. 24 december, både i Tidsrejsen men også ude i den virkelig verden. Vi håber at I får en dejlig aften sammen med de mennesker (og kæledyr) i bedst kan lide - At I får slappet af og nydt hinandens selskab mens i hygger med jeres traditioner. Og så håber vi selvfølgelig at I har lyst til at høre afslutningen på Tidsrejsen, når tiden er til det. Rigtig glædelig jul! Fra alle os, til alle jer!
Vi er nået til sidste låge i vores adventspakkekalender, og sikke en rutsjebanetur det har været for os. Vi håber at du har kunne lide hvad du har hørt, og at vi har kunne bidrage med lidt julehygge. Vi slutter heldigvis af på toppen af rutsjebanen med en film fra 2018 som vi alle godt kan lide. Så lyt med for god stemning og Glædelig 4. søndag i advent!
Sofie og Dixie fortsætter med deres tidsrejse "eventyr", og det samme gør vi med gennemgangen af deres handlinger. Handlinger har konsekvenser og følelserne går højt - både i julekalenderen og i studiet, men ikke nødvendigvis af samme grund. Er du stadig ikke overbevist om at dette afsnit er noget for dig, så kan vi afsløre at stemningen til tider også bliver lidt lummer i studiet, hvilket bestemt er et lyt værd.
Det er blevet 3. søndag i advent - En glædens dag, fyldt med jul, familie, hygge og hvad man ellers kan finde på. Nå jaa, og så den her film.. Den er fra 2009, og i har selv stemt på den. Disclaimer: Vi er absolut ikke det rigtige publikum til filmen, og stemningen i lokalet smittede desværre af på mikrofonerne. Så lyden er derefter, og al lytning må foregå på eget ansvar! Vi kan ikke love julehygge denne gang, men du kan evt. gøre det til en leg og tælle hvor mange gange vi siger "sjovt".
SÅ blev det december! Og med det følger en ny julekalender. Denne gang har vi valgt ingen ringere end DRs Tidsrejsen fra 2014, som også genudsendes i år. Hvis du ikke har tid til at følge med hver dag, på DR, eller bare rigtig gerne vil høre vores "kommentarspor", så kommer vi her med en gennemgang af de første 10 afsnit.
Glædelig 2. søndag i advent! Vi er tidsmæssigt rykket lidt op af skalaen, i den forstand at denne film er fra 1992, men også i forhold til mængden af jul i filmen. Vi har aldrig været i tvivl om at dette er en julefilm, dog sendte vi alligevel en afstemning ud i sommers og flertallet var heldigvis enige. Det er en film vi rigtig godt kan lide, og altid kan se - så lyt med for god stemning og 3 voksne kvinder der husker hvordan de var lidt for vilde med hovedpersonen, da de selv var børn/unge!!
Halli hallo, og liiige et øjeblik! Hvad er nu det? I anledningen af jul og advent har vi lavet en lille adventspakkekalender til jer. Vi holder os, selvfølgelig, stadig til juletemaet, men denne gang har vi bevæget os ind i julefilmenes verden. Vi lægger ud med en film fra 1968 der, efter gensyn, måske ikke indeholder så meget jul som husket. Ikke desto mindre håber vi at i vil lytte med, og at det kan være med til at skabe lidt julehygge.
Hvis du bare ikke kan få nok af Pagten, eller hvis du synes at uddelingen af karakter gik lidt hurtigt i sidste episode - så frygt ej. Du får her vores ufiltrerede samtale og begrundelser for hvorfor karakterer blev givet som de gjorde.
Nogen tager nej-hatten på, andre har aldrig taget den af. Ikke desto mindre er vi kommet til sidste del af Pagten. Karla er stadig lyspunktet i mørket og så trækkes der tråde til både Harry Potter og MGP, hvilket altid er dejligt. Hvis du har hørt de foregående afsnit ved du at vi ikke alle sammen er enige om denne julekalender, så lyt med for at finde ud af hvor den placerer sig på vores Store Julekalenderliste.
Vi fortsætter ufortrødent med afsnit 9-16 af Pagten. Eller, stemningen mod Pagten er stadig splittet imellem os, så nogen af os fortryder det måske lidt. Ikke desto mindre, eller lige præcis derfor, har vi stadig masser at tale om. Er Ærlige Malte så ærlig som navnet lægger op til?, hvordan siger man "undskyld for at vores barn har gjort utilgivelige ting mod jeres barn"? og hvad kan man egentlig tillade sig at gøre på sin fars frostdag? Få "svar" på det, og meget mere i denne episode.
Nu sker det - det som de fleste af jer har ventet på (eller i hvert fald jer som stemte på den her julekalender). Vi har set Pagten! Og uden at sige for meget kan vi godt afsløre at vi vores holdninger til den er meget forskellige. Til gengæld giver det en masse at snakke om, så i kan godt glæde jer til hele 2 timers lækker lyd til øregangen.
Endelig sker det! Alletiders Jul skal placeres på Den Store Julekalenderliste. Men inden vi kommer så langt bliver i taget med på sidelinjen af samtaler om alle kongernes klamme blikke, den ubehagelige fadæse mellem Bertramsen og Josefine og onani. Og som en ekstra bonus får vi (eller julekalenderen) simpelthen også et barndomstraume til at forsvinde.
I denne episode af Alletiders Jul får vi diskuteret hvilke metoder der ikke egner sig til effektiv rengøring og hvad Freja egentlig skal bruge gær til. Vi får grint en masse, snakket om gamle skoleforestillinger, og om hvorfor man ikke altid deltager så meget i samtalen. Og så bliver der muligvis lidt presset stemning i studiet over Bertramsen på et tidspunkt... Lyt med for at finde ud af hvad det hele handler om!
Nøj, hvor har vi bare glædet os til det her! Ikke nok med at vi vender stærkt tilbage med en julekalender skrevet af Martin Miehe-Renard - manden der gav os Jul på Slottet. Vi er også fuldtallige i studiet igen! I denne episode vil vi besvare alles spørgsmål om hvordan der mon lugter i arkivet og hvordan man nævner Pyrus og Star Wars i samme sætning. Og så får vi vendt spillereglerne for trylleri, vores kærlighed til sangene, de computer-genererede kulisser og barndomsforelskelser i Pyrus.
Rutinerne med nisseteater, risengrød og sovetid vender stærkt tilbage i denne episode. Men da det ikke er så spændende at høre om i længere tid, får vi (heldigvis) også vendt emner som Karius og Baktus, Luntes klatterier og nissernes mafia. Og så finder vi også ud af hvor Nissebanden ender på ranglisten: The Almighty Excelark!
Denne gang er vi tilbage med DR's Nissebanden fra 1984, hvor vi følger dem i deres jagt på en fryd for øjet, en liflen for øret, en kildren i næsen og en rislen ned ad ryggen. I kan glæde jer til en blanding af nisser, magi (til tjenstlig brug), en uopdragen hund, gruppearbejde når det er bedst og fællessang fra nisserne og os.
Obs! Denne episode indeholder minimale spoilere for Wonder Woman 2! Udover det, er frustrationerne store i denne episode - bl.a. over manglende sympatiske kvindefigurer og generel dumhed fra karaktererne. Og så har vi haft kuglerammen fremme for at få svar på et par spørgsmål som: Hvor hurtigt kan man flyve med rensdyr fra Bangkok til Grønland og fra Børglum til Grønland? Hvor lang tid tager det at gå fra Rubjerg Knude Fyr til Børglum? Og selvfølgelig for at få et (korrekt) gennemsnit til placeringen på Den Store Julekalenderliste!
I har stemt og vi har lyttet. Så denne gang har vi set Ludvig og Julemanden (eller i hvert de første 12 afsnit til en start). Tag med os til Børglum kloster, hvor det vrimler med spøgelser, julemænd og hemmelige skatte. Og hvis det ikke er nok til at lokke dig ind, kan vi afsløre at castet indeholder vores allesammens yndlingscreeper prins, omend i en anden rolle - men ikke nødvendigvis mindre creepy.
Lyt med til snakke om blandt andet nisserne som en del af finansloven, dårlige kys og kys-blue-balls samt den totale forvirring omkring hvor mange sølvknappede spadserstokke der egentlig er på slottet. Få svaret på om Montanias prins ender med at få kongens vægt i guld eller prinsesse Miamaja som brud, og vigtigst af alt - lyt med for at finde ud af hvor på skalaen vi ender med at placere Jul på slottet.
For længe siden, faktisk så længe siden at slet ingen husker det (1986) blev klassikeren Jul på slottet sendt for første (og heldigvis ikke sidste!) gang på DR. Lyt med til vores begejstring for dialogerne og castet, udregningen over hvor mange nisseår der går på et menneskeår, vores undren over hvor langt der egentlig er fra kongeslottet til Montania og om man kan slippe for alle sine problemer ved at aflyse julen.
I de sidste afsnit af Jesus og Josefine bliver det hele vendt på hovedet i rigtig julekalenderstil. Sagaen med de alternative navne er tilbage. Har vi set det samme? Er der en kulkælder til familier uden kæledyr? Stopper Josefine nogensinde med at lyve? Og hvad har Britney Spears slangen med Jesus og Josefine at gøre? Vi har mange spørgsmål, og ikke nødvendigvis lige så mange svar.
Vi er tilbage med episode 2 af Jesus og Josefine! Om vi kan huske hvad vi har set og om vi er blevet bedre til at tale finder vi ud af mens vi gennemgår afsnit 9-16 hvor trafikken gennem krybbespilsekspressen intensiveres, hvilket bl.a. resulterer i at Jesus kommer en tur til psykolog og at Oskar tages til fange af romerne og er ved at blive sendt til galejerne.
Vi har denne gang taget fat i TV2's julekalender, Jesus og Josefine, fra 2003. I denne episode kan der blandt andet høres gentagne grineflip over egne udtalelser og samtaler om krybbespilsekspressen, telefonsignalet i Nazareth i år 12 og krøluld.
“Julekalenderen” Den Anden Verden er endelig ved at være ved vejs ende. Får Søren sine nisser? Lever Sara lykkeligt til sine dages ende? Hvad sker der med Den Anden Verden? Og når alt kommer til alt, lugter den så egentlig af jul? Hør dette og meget mere i denne episode omhandlende afsnit 19-24.
Vi gennemgår afsnit 13-18 og er nu halvvejs i Den Anden Verden. Sara (15år) skal giftes, Søren går nisseamok, Askepot bliver til Hans og Grete og spillereglerne i Den Anden Verden skifter stadig efter behov og gør os om muligt endnu mere frustrerede.
I denne episode gennemgår vi afsnit 7-12 af Den Anden Verden. Vi får bl.a. vendt lækkerhedskurven ved sindssyge, Covid-19 og sågar nekrofili, alt imens vi forsøger at finde hoved og hale i hvilke spilleregler der egentlig gør sig gældende i Den Anden Verden.
I denne første episode af "Her lugter lidt af jul?" forsøger Louise, Maria og Line at finde frem til julestemningen i DR's TV-julekalender, Den Anden Verden, fra 2016.