Døde mink, slettede sms'er og en siddende statsminister i vidneskranken. Minkkommissionen kører og skal inden maj opklare, hvornår den socialdemokratiske regering vidste, at det ikke var lovligt at beordre samtlige mink slået ned. Mink i maskinen følger kommissionen, som afhøringerne nærmer sig magtens midte.
Statsminister Mette Frederiksen og tidligere miljø- og fødevareminister Mogens Jensen kan gå på sommerferie iført to politiske næser. Næserne er et udtryk for kritik af de to politikere, og de blev uddelt af et flertal i Folketinget bestående af de Radikale, SF, Enhedslisten - og så Socialdemokratiet selv. Mens Enhedslisten kalder næsen et gult kort til Mette Frederiksen, er de borgerlige partier rystede over, at den massive kritik fra Minkkommissionen kan ende uden reelle politiske konsekvenser for Mette Frederiksen. I dette afsnit ser vi nærmere på de to næser.
Mette Frederiksens skæbne hviler i hænderne på Det Radikale Venstre. Enhedslisten og SF er hurtige til at frede regeringen, da Minkkommissionen kommer med sin kritik, men de Radikale har brug for betænkningstid. Kan partiet leve med en statsminister, der ifølge kommissionen groft vildledte på et pressemøde og kom med en klart ulovlig instruks, da hun sagde, at alle mink skulle aflives - også selvom det ikke var bevidst? En statsminister, der står i spidsen for et ministerium, der har handlet meget kritisabelt, og hvor departementschef Barbara Bertelsen har begået tjenesteforseelser af en sådan grovhed, at der er grundlag for en disciplinærsag? I dette afsnit ser vi på minksagens politiske konsekvenser. Og på hvordan et telefonopkald fra Frankrig bliver afgørende for Mette Frederiksen.
Minkkommissionens rapport har sendt chokbølger gennem Slotsholmen. Samlet set fylder den ni bind og 1.649 sider, og kritikken af regeringen og en stribe topembedsmænd er massiv. Især bliver skytset rettet mod Statsministerens departementschef Barbara Bertelsen. Men også statsminister Mette Frederiksen får kritik for sin rolle. Vi dykker ned i rapporten. Hvem får kritik, for hvad, og hvor står sagen nu? Med i studiet er politisk journalist Anders Svendsen og korrespondent Christine Cordsen, der har fulgt sagen fra start til slut.
Fredag blev der sat endeligt punktum for afhøringerne i minkkommissionen. Tre helt centrale embedsfolk fra Fødevareministeriet har - igen - afgivet deres forklaring. Nu er der ikke flere, der skal i den varme stol. Blev der trukket nogle kaniner op af hatten her på falderebet? Og hvem peger pilen nu på? Vi spørger politisk journalist Anders Svendsen og korrespondent Christine Cordsen, der har fulgt afhøringerne af de 74 vidner fra start til slut.
Danmarks mest omtalte og omdiskuterede embedsmand har sat sig i vidneskranken i minkkommissionen - Igen. Statsministeriets departementschef Barbara Beatrice Bertelsen er én af seks vidner, som kommissionen har valgt at genafhøre. Hendes kontroversielle sms'er var genstand for spørgsmål, og så lægger hun ansvaret for den manglende lovhjemmel over på ét ministerium. Hvilket ministerium, som Barbara Bertelsen peger på, overhørte politisk korrespondent, Christine Cordsen, og politisk journalist, Anders Svendsen, da de fulgte afhøringerne i kommissionen.
Afhøringerne i minkkommissionen er slut. 74 personer har været en tur i vidneskranken, og nu skal vi vente fem måneder på kommissionens konklusion. Hvad har været de største overraskelser? De vildeste udsagn? Hvem sidder i fedtefadet? Og hvorhen peger den berømte pil? Vi gør status og spørger politisk korrespondent Christine Cordsen og politisk reporter Anders Svendsen.
Den danske minkbranche er færdig. Sådan lyder det fra to repræsentanter for minkavlerne, som beskriver regeringens beslutning om at aflive alle mink som et meteornedslag. En meteor der ramte som et chok. Kun 32 timer inden den slog ned i branchen, havde frontfigur for Statens Serum Institut, Kåre Mølbak, sagt, at det værste scenarie ville være, at minkavlerne kun måtte beholde avlsdyrene. Politisk reporter Anders Svendsen hørte beskrivelsen af meteorens effekter, da han sad med i minkkommissionen.
60 politielever ringer ud til minkavlerne, efter regeringen beslutter, at alle mink skal aflives. Men lovhjemmelen er endnu ikke på plads, og det ved toppen i Rigspolitiet. I hånden har politieleverne en telefonmanual, som vejleder dem til, hvad de skal sige til avlerne. Det såkaldte actioncard, som har været udskældt for at presse minkavlerne og været omgærdet af mystik. For hvem gav ordren til, at det skulle laves, og hvem godkendte det? Efter 14 måneder har vi nu fået svar på de spørgsmål. Politisk reporter Anders Svendsen var på pletten i Frederiksberg Byret, da mysteriet blev opklaret.
Topembedsmand i Statsministeriet Pelle Pape blev landskendt, da hans "Luk lortet"-sms kom frem i offentligheden. Nu har han igen stjålet overskrifter. Dagen før at Barbara Bertelsen og statsministeren blev informeret om, at der ikke var lovhjemmel til at slå alle mink ihjel, fik Pelle Pape en mail. I den mail blev han advaret om den manglende hjemmel, men han gav ikke den advarsel videre til sine chefer. Journalist Jakob Chor var til stede i minkkommissionen og hørte Pelle Papes forklaring om hvorfor.
Nordjylland kan blive det nye Wuhan, hvis ikke minkene bliver slået ned. Sådan siger Kåre Mølbak til minkavlernes brancheforening sidste år og fortæller dem om Cluster 5 - den nye minkvariant af coronavirus. Men frontfiguren for Statens Serum Institut har glemt at fortælle det til regeringen. Med ordene om Wuhan og en snak om 20 petriskåle sætter Kåre Mølbak en lavine i gang i regeringen og blandt embedsmændene i centraladministrationen. Nu skal der handles hurtigt, før udlandet lukker ned for Danmark. DR's politiske korrespondent Christine Cordsen fortæller om baggrunden for beslutningen om at aflive alle mink i Danmark.
Beskyttet af livvagter og under massivt politiopbud ankommer minkkommissionens absolutte hovedperson til byretten på Frederiksberg - statsminister Mette Frederiksen. Buh-råb og fuckfingre flyver om ørene på hende, da hun går forbi flere hundrede vrede demonstranter. Denne dag skriver hun danmarkshistorie, fordi det er første gang nogensinde, at en siddende statsminister skal afhøres i en kommission. DR's politiske korrespondent Christine Cordsen fulgte med i den historiske afhøring.
SMS-beskeder fra en utilfreds Barbara Bertelsen stjal igen rampelyset i minkkomissionens seneste afhøringer. Hun kaldte Kåre Mølbak for en "fej kujon", fordi han ikke krystalklart bakkede op om regeringens beslutning om at aflive alle mink, da han fik ordet på det historiske pressemøde. Og netop et spørgsmål om Barbara Bertelsen fra kommissionen fik statsministerens stabschef til at klappe i og forlade salen, da han blev afhørt. Politisk journalist Anders Svendsen overværede dramaet i kommissionen fra tilskuerrækkerne.
Sundhedsminister Magnus Heunicke trækker en kanin op af hatten, da han bliver afhørt i minkkommissionen. En kanin der betyder, at vi nu har fået et bud på, hvem der foreslog "den tredje model" om, at alle mink i Danmark skulle aflives. Vores politiske journalist Anders Svendsen så kaninen med egne øjne, da han overværede afhøringen.
Hun bliver kaldt Mette Frederiksens højre hånd. Landets mest magtfulde embedsmand, Barbara Bertelsen, der er departementschef i Statsministeriet. Netop derfor er hun et af kronvidnerne i minkkommissionen - for hvornår vidste hun, at der ikke var lovhjemmel til at beordre minkene slået ned? Men BBB, som hun kaldes, mødte torsdag op i kommissionen velforberedt til fingerspidserne og gav udspørgerne sved på panden med sine fuldendte svar på tiltale. Så hvor efterlader det kommissionen? DR's politiske korrespondent Christine Cordsen udlægger sagen i Mink i Maskinen.
En glemsom minister og en embedsmand med hukommelse som en elefant. Tilsæt derudover en række modstridende forklaringer. Det var minkkommissionens afhøringer i den forgangne uge. Det var den tidligere fødevareminister Mogens Jensen, der havde problemer med hukommelsen, mens afdelingschef fra Justitsministeriet ord for ord huskede, hvad der skete, da minkskandalen rullede. I sit vidneudsagn fik hun sagt sin departementschef direkte imod, ligesom direktøren for Fødevarestyrelsen sagde Mogens Jensen imod, da han vidnede. DR's politiske korrespondent Christine Cordsen sad med under de tre begivenhedsrige dage i Minkkommissionen og udlægger sagen i Mink i maskinen.
Karrierekomet Tejs Binderup er uforvarende endt som en af minkkomissionens hovedpersoner. Som afdelingschef i Fødevareministeriet er han indtil nu det mest belastende vidne for regeringen. For da han i lørdags afhøres, retter han skytset mod regeringens tinder. Ifølge ham var regeringen advaret om, at det ikke var lovligt at beordre alle mink i Danmark slået ned. Journalist Anders Svendsen sad med i kommissionen, da hvert eneste af Tejs Binderups ord blev vendt og drejet over otte timer.