Jeg plejede at tro på for evigt

Jeg plejede at tro på for evigt, kommer rundt i landet med tre livearrangementer i Odense, København og Aarhus! Vi glæder os helt vildt til at se jer. Billetlink til Kulturmaskinen i Odense: https://livogdoed.dk/vare/jeg-plejede-at-tro-paa-for-evigt-live-paa-kulturmaskinen-i-odense/ Billetlink til Huset i København https://livogdoed.dk/vare/jeg-plejede-at-tro-paa-for-evigt-live-i-huset-koebenhavn/ Billetlink til Dokk1 i Aarhus https://livogdoed.dk/vare/jeg-plejede-at-tro-paa-for-evigt-live-paa-dokk1-aarhus/  

“Está mal”. Jeppe bliver ringet op af sin brors spanske kæreste. Morten er faldet om med et hjertestop midt i Barcelona. Hele familien flyver til Spanien, og da de ankommer må Jeppe agere tolk på hospitalet, mens broren svæver mellem liv og død. Sæsonen sidste afsnit handler om sorgens kærlighed, og om sorgens vrede. Om den ‘rene' sorg og den, man har svært ved at være i. Dagens afsnit er også Pernilles sidste, så til sidst siger værts-Jeppe tak for 70 fine afsnit.

I næsten parallelle forløb mister Patricia både sin mor og mormor til cancer. Hun tager plejeorlov for at tage sig af sin mormor, der langsomt mister lysten til livet. Hør Patricia fortælle om et udmattende forløb, om at påtage sig mange roller og om at føle sig alene med plejen og derefter alene i sorgen.

Emilie mister sin søster til en overdosis. I dagens afsnit fortæller hun om kærligheden til den søster der ikke er her mere, om akavede samtaler, om at finde nye venskaber i sorgen, og om de særlige tidspunkter, hvor Katrine mangler ekstra meget.

“Der er dage hvor jeg ikke vil livet. Ikke fordi jeg gerne vil døden. Men jeg vil ikke livet”. Følgende citat er et af mange fine fra samtalen mellem Jeppe og Ditte, der mistede sin mand, Søren, for tre år siden. Hun fortæller også, at var hun sikker på at møde Søren på “den anden side”, så sad hun her ikke i dag. Stærke, rørende og fine citater er det helt særlige ved dagens afsnit.

Amanda og hendes familie har oplevet flere tab end de fleste. Hun har begravet både en en mor, en fætter, en onkel, en morbror og flere bedsteforældre. I dagens afsnit taler vi derfor både om det at miste en mor som barn, men også at hvordan forskellige, og mange, tab - måske - ændrer et menneske, og en familie.

“Han bragte andre værdier ind i vores familie”. Sådan beskriver Isabella sin farbrors betydning for familien. Bjarne, der er født med Down Syndrom, var et sprudlende, og anderledes indslag i familien. Han dør af cancer, og på grund af Bjarnes handicap skal familien træffe vigtige beslutninger på vegne af ham. Familien valgte at takke nej til livsforlængende behandling - hør Isabella fortælle om hvorfor dét var den rigtige beslutning, om at finde Bjarnes livsglæde i den kunst han efterlod og om svære samtaler.

Thor mister, ligesom Jeppe, sin mor i starten af 20'erne til cancer. Han fortæller om at blive vred på verden, at blive distanceret fra døden, men også om at tage kampen op mod tabuet omkring død, sorg og det at have mistet. På mange måder minder Jeppe og Thors historier om hinanden, hvorfor samtalen også handler om nogen at spejle sig i.

Kan man sørge færdig på forhånd? Da Kims hustru, Dianne, bliver syg af kræft starter et to år langt farvel. Mens Kim må tage mere og mere over som far, forsvinder den hustru han kendte, langsomt for øjnene af ham, mens sygdommen tærer på funktioner og overskud. Kim fortæller ærligt om sige ordentligt farvel, at føle lettelse og om at finde kærligheden igen.

Freja mister sin far i et trafikuheld, og fortæller om sårbarhed, om at miste meget pludseligt, om at se et ulykkessted, om hvornår man fortæller om sin døde far og at have lyst til at mindes alt det gode og fine i det levede liv. Jeppe, som er afsnittes vært, har faktisk mødt Freja før, lige da hun havde mistet sin far, og sammen taler de om hvordan sorgen over en forælder udvikler sig over tid.

Må man lade være at fortælle sine børn at man skal dø?Olivias mor får konstateret ALS, en nervesygdom der unægtelig ender med døden, men vælger ikke at fortælle sine børn om det. I dagens afsnit fortæller Olivia hvordan der er at have en mor, der bliver tiltagende syg, om vrede og sorg og forskellige behov blandt søskende.

Laura formår på næsten befriende vis at fortælle om vreden og frustrationen over det at have en syg far. Dagens afsnit handler om at miste en forælder, og om alle de følelser der hører til, når vi mister dem, der egentlig skulle passe på os. Laura fortæller også om have fundet “Jeg plejede at tro på for evigt”, om at blive nødt til at holde pause fra podcastens historier og om at vende tilbage til historierne fra andre efterladte.

Julie vågner en morgen og går ned til sin 10 mdr gamle søn, Bille. Allerede da hun ser ham i døråbningen er der på en eller anden måde noget galt. Bille har mistet livet over natten, uden varsel og uden årsag.En tid med politi, obduktion og forvirring følger, men også en tid hvor hjemmets andre børn skal forstå at Bille ikke kommer tilbage. Julies historie er mere end noget andet en historie om at være mor. Både til de børn her på jorden, og dem der er taget herfra.

“Jeg kan jo godt se jeg har en syg mor, der er afkræftet, men hun er stadig mor, det er det vigtigste for mig” siger Victor kort tid inde i dagens afsnit. Victors mor har været syg det meste af hans barndom, og ender med at dø kort tid inden studentereksamenen. Victor fortæller om at blive voksen midt i en ungdomstid, om “dommedage” på hospitalet, om kaninhuller på netdoktor og at leve med at have en syg mor derhjemme. Victors mor ligger desuden kun ganske få meter fra Pernilles bror, Jonas, på kirkegården i Hillerød, og de har mistet på næsten samme tidspunkt. Sammen taler de om at tabe ungdomsnaiviteten midt i en gymnasietid.

Da Agnes er lille drømmer hun at hendes far slet ikke er død, men i virkeligheden har en lejligheden på kirkegården, lige under gravstenen. Men Agnes' far er død. Hun mister ham til selvmord da hun er tre år gammel, efter han i flere år har lidt af psykisk sygdom. Agnes fortæller om at savne en far hun aldrig kendte, og at stykke en historie sammen bid for bid, og om hvordan det stadig gibber i hende, når faren bliver nævnt.

Mia mister sin forlovede i en drukneulykke, og det bliver startskuddet til en ny karrierevej; hun bliver bedekvinde. Hun fortæller her om at være både den praktiske mor og partner, og samtidig være den sørgende kæreste der bliver revet rundt af og i sorg. Hun fortæller også om svære og gode beslutninger i tiden efter, at have Michael hjemme i stuen og om at have en fotomappe som sørgested.

Allan Køster har i det meste af sit liv beskæftiget sig med sorg som forskningsobjekt. Han beskriver på fin vis sorgen som en menneskeligt fænomen og sætter lup på selve oplevelsen af at være i sorg. Vi taler om begreberne distance, længsel og livshistorie og taler også om hvorfor det at miste en forælder kan være definerende for et barn.

Janne mister sine forældre efter de begge i en længere periode har haft en alkoholmisbrug. De misbrug ender med at præge de sidste år, forældrene lever. Men hvor Jannes mor sidste år er præget af ventesorg, en sorg på forhånd, er sorgen efter faren helt anderledes. Vi taler også om hvordan sorgen efter faren og moren adskiller sig, og hvordan farens sidste år var fyldt med glæde og livslyst der vendte tilbage. Til sidst runder vi også at Jannes far havde doneret sin krop til videnskaben, og med Janne taler vi om det valg og tiden efter.

På seks uger mister Thale både sin lillesøster, til kræft, og sin far, til alkoholmisbrug. Thale fortæller om en presset familie, om at bo på et hospital, at blive væltet bagover af livet, og at gribe sig selv igen. Men hun fortæller også en konflikter mellem søsteren og faren og om at tilgive både farens misbrug og sig selv.

Tobias mister på seks uger både sin tante og sin ven, begge af kræft. Vi taler både om venskaber der transcenderer generationer, og om at sørge alene og i fællesskab, for mens Tobias føler sig lidt alene i sorgen til tanten, Gitte, er vennen, Christian, en del af en drengegruppe, der kan følge og forstå hinanden i sorgen. Efter de to begravelser tager Tobias på en længere rejse, med kultur, mad, fordybelse og sorgbearbejdelse, ikke for at flygte for sorgen, men for at møde den.

“Du var en stor idiot, men det her fortjente du ikke”, siger Camillas mor, da de står over morfaren begravelsessted. Camillas historie er ikke som de flestes. Hun har i mange år ikke kontakt til sin morfar, da to uniformerede betjente en dag dukker op ved familiens hoveddør og fortæller ikke bare at morfaren er død, men også at han har været død i noget tid. Meget lang tid. Camilla beskriver hvordan morfarens hårde skæbne påvirker hendes, både i social og psykologisk forstand og hvordan hun efterfølgende har fundet roen og en plads til den sorg der er knyttet til en morfar hun ikke rigtig kendte.

Sæsonafslutning. I dette særafsnit får Jeppe og Pernille besøg af Niels Overgaard, forfatter til bogen “Det hele handler ikke om dig”. Niels fortæller både om at miste sin far, men også om hvordan antikkens stoiske principper er relevant for det moderne menneske; både som generel livsfilosofi, og hos de sørgende. For de gamle grækere handlede det om at være fornuftig og acceptere livet som der er, men hvor findes fornuften når man mister en kær? Det og meget mere, vil Niels Overgaard dykke ned i dagens afsnit.

Rikke siger selv, at hun mister sin datter to gange. En gang under fødslen, hvor datteren mangler ilt og bliver svært handicappet, og en gang mere da hun endeligt forlader denne verden 18 måneder senere. Med Rikke taler vi om at leve med et sygt barn, lettelsen og afmagten da hun dør, og om muligheden for at have sit døde barn hjemme hos sig selv. Vi taler også om en vej og en tid ud af den altoverskyggende sorg; om mindekasser og bøger dedikeret til Lea.

En ufattelig tragedie. Det er måske det tætteste man kommer på en beskrivelse af Bentes historie. Hun mister først sit barnebarn til vuggedød, og nogle måneder senere sin mand, datter og svigersøn i en brand, startet af svigersønnen. Bente bliver derfor værge for sit ældste barnebarn, Nina på tre år. Bente fortæller om blive automatisk, at finde hinanden og sig selv i en ny hverdag og om at finde fodfæstet igen.

William mister først sin kusine og nogle år senere, da han er på efterskole, sin far. I årene efter farens død, får William ikke arbejdet med den sorg der følger med. Først efter gymnasiet eksploderer følelsen af at være utilpas, uheldig og alene; han får angst og angstanfald, og begynder at dulme livet i stoffer og alkohol. Han begynder i terapi i tyverne, og psykologen hjælper William til at gå ind i sorgen, at arbejde med den. Verden bliver lysere og bedre, og William finder for alvor fodfæste i livet.Vi taler med William om angst, forskellen på kusinens og farens død, terapi, vrede og livet i dag

Jens mister sin mor som barn, og fortæller i dette afsnit om at mangle en voksen mor i sit liv, men også om at finde både troen og roen i tabet og manglen på moren. Inden Jens' mor dør, efterlader hun en række bøger til Jens, både med og uden noter. Og selvom det er længe siden, mangler Jens endnu at læse de sidste, for det vil være de sidste døre der kan åbnes ind til historien om den mor, der ikke er her længere. Slutteligt spiller Jens selv sit musiknummer, for ingen udgave af “Håndslag til Tonny” rammer helt den rigtige stemning.

Vi har skiftet sendetid og udkommer nu i radioen hver søndag kl. 13.00. Det betyder også, at podcasten er rykket til næste uge - samme tid samme sted, men derfor skal I ikke snydes for en lille hilsen fra os og en juleanbefaling

Line Kirsten mister sin lillesøster på tre år, da hun selv er seks, til cancer. I afsnittet fortæller hun om at være barn i sorg, at rumme dødens uundgåelighed som voksen og at formidle begge dele i Line Kirstens egen podcast der netop handler om søsterens død.

Stine vokser op med sin far alene, fordi hun og søsteren bliver skilt ad da forældrene bliver skilt. Hun fortæller om at føle sig alene i en sorg, på trods af at have søskende, at opleve tabet af en forældre helt forskelligt. Men hun fortæller også at sørge i andre sammenhænge, og at finde sine egne fællesskaber.

Kristian mister sin far til kræft. I tiden efter er han både ekstra voksen for sin lillebror, men også en ung mand, der skal håndtere sorgen og tabet af en forælder. Kristians far kommer aldrig til at acceptere at han kommer til at dø tidligt, og frygten for og tankerne om døden, fylder stadig hos Kristian i dag.

Rikkes mor fik svær demens, inden hun døde. Da det var værst, kunne hun komme på besøg mange gange i træk med 10 minutters mellemrum, fordi hun havde glemt, at hun lige havde været der. Undervejs i forløbet mistede Rikke flere gange og da døden kom var det både en sorg og en lettelse.

To uger efter Julie er startet i gymnasiet, mister hun sin mor til selvmord. Julie beskriver tiden som en dobbelt identitetskrise: At stå midt i ungdommens løsrivelse, og samtidig skulle sige farvel til en forælder alt for tidligt. Vi taler også om det tabu som selvmord kan være, og hvilke følelser der er, eller ikke er, knyttet til det. Julie tilgiver nemlig sin mor fra dag et, og det er ikke alle der kan forstå den tilgivelse.

En smuk afsked med livet, kærligheden og tilværelsen. Sådan kunne man beskrive Kenneths fars afsked med verden. I familien taler de åbent om farens sygdom, om døden og om tiden efter. Kenneths far, Anders, dør hjemme i sit eget hus, med en søn i hver hånd og sin kones hånd på panden, og Kenneth fortæller om, hvad den afsked og åbenhed har gjort for et ellers trist farvel til en forælder.

Nicoline mister sin søn da han bare er fire år gammel. Han dør efter at have levet med et transplanteret hjerte siden han var 1½ år. Hvordan er man mor til et barn der ikke er her mere? Og hvilke valg er de bedste man kan tage? Nicoline fortæller om et stort kærlighedstomrum, begravelsesbeslutninger og om at slukke for sit barns respirator.

Rosa bor kun sammen med sin mor i sine allerførste leveår, og under ti år senere dør moren alene i sin lejlighed. I dag er Rosa 23 år, og netop selv blevet mor. Men hvordan er man den bedste mor, når man ikke selv har en at spejle sig i? Og har man mere “ret” til at sørge når man ikke kan huske at have boet med sin mor. For første gang har vi også en baby med i studiet, nemlig Rosas datter, Sommer.

I en eller alder af 28 er Thorbjørn forældreløs. Han mistede sin far som barn, og sin mor som ung voksen. Vi taler med Thorbjørn om forskellen på at miste en forælder når man er et barn, og når man selv er voksen. Vi taler om facader, og om det at løbe fra sorgen - helt bogstaveligt talt.

Trines historie og liv er spundet omkring både døden og livet. Som ung mistede hun sin bror til cancer, og som voksen sygeplejerske har hun valgt at arbejde på hospice. Med Jeppe og Pernille taler hun både om at være på rette hylde som voksen og om at finde sine ben i en rystet familie, mens man står midt i ungdommen.

Yasmins far bor i Tyrkiet og dør af corona. Et lidt kaotisk forløb med forsøg på at komme til begravelsen bliver et kapløb mod tiden og coronarestriktioner, som Yasmin taber. Det betyder at hun ikke får den afsked med sin far hun drømmer om, og stadig mangler. Yasmins historie er også en historie om at være ‘ny' i sorgen, og om at se ind i en fremtid uden sin far.

Sara mister som barn sin mor efter et længere sygdomsforløb. Morens personlighed ændres over årene, fordi kræften sidder i hjernen. Sara fortæller om at være barn i et hjem med en meget syg mor, om at længes efter en værdig afsked og om at skrive tekster om og til sin mor.

Frederikke fortæller om at miste sin storebror, der hele sit liv var fuld af glæde, energi og livskraft, men som ændrede sig drastisk, efter han blev syg. Derfor føles det næsten som at miste ham to gange. Efter sin brors død oplevede Frederikke en forsinket sorgreaktion og taler med Jeppe og Pernille om, hvordan hun bearbejdede sit tab i årene efter.

Jeg plejede at tro på for evigt er tilbage med en ny sæson. I første afsnit taler Jeppe og Pernille med Sara, der har mistet sin far. Det udvikler sig til en rørende snak om en fantastisk mand og far, der var ufatteligt livsglad, men samtidig bevidst om døden, da den kom tæt på og gjorde, hvad han kunne, for at klæde sin familie på til tiden efter.

Hvem har ret til at sørge, når et menneske går bort? Anne oplever, at folk negligerer hendes sorg. Men for Anne handler det ikke om længden, men om dybden af en relation - og det er den, der har defineret Annes sorg ovenpå tabet af kæresten Kristian. Det og meget mere taler hun med Jeppe og Pernille om i denne sæsons sidste afsnit af Jeg plejede at tro på for evigt.

"Det sker jo ikke for vores familie". Sådan forsøger mange at distancere sig fra døden og sorgen, når andre har mistet - og især hvis den, de har mistet, begik selvmord. Men det passer ikke. Det kan desværre ske for alle - også helt almindelige kernefamilier. Det er Lines budskab i dagens podcast, hvor hun fortæller om at miste sin datter, Mathilde, til selvmord efter en spiseforstyrrelse.

Selvom Jeppe og Pernille er vant til at tale om at miste og om sorg, oplever de stadig, at det kan være svært at tale om selvmord. Men hvorfor er selvmord så tabuiseret? Oplever man en særlig sorg, hvis man mister til selvmord? Og hvilke - ofte modstridende - følelser kan de efterladte føle i forbindelse med selvmord? De spørgsmål og mange flere stiller Jeppe og Pernille til overlæge og professor i psykiatri, Merete Nordentoft, i dette særafsnit.

Sorg er som en elefant, der altid vil være i rummet. Nogle gange er den lille, andre gange stor, men man kan spise små bidder af den hele tiden - især hvis man får hjælp af andre. Sådan tænker Mads på sin sorg over tabet af sin mor, som han fortæller om i dette afsnit af Jeg plejede at tro på for evigt.

Cecilie har mistet sin lillebror Sebastian til et uforklarligt hjertestop i sommeren 2020. Her fortæller hun, hvordan det påvirkede familiens sorg, at Sebastians dødsårsag var uvis i månedsvis efter hans død. Cecilie taler også med Jeppe og Pernille om følelsen af at ville bytte sig selv ud med den, man har mistet og om at være midt sorgen og savnet til sin lillebror.

I dette afsnit er Ole på besøg i studiet hos Jeppe og Pernille. Han har mistet to koner, men holder fast i vigtigheden af at tale om død og om at miste på trods af sin sorg. Ole er en fantastisk og generøs fortæller, som inspirerer med sit sprog om alt det, der er rigtig svært.

Som 15-årig mistede Daniel sin mor i et voldsomt biluheld, hvor han også selv kom slemt til skade. Daniel har efterfølgende været igennem mange sorgfaser i sit liv. I ugens afsnit fortæller han om, hvordan sorgen har fulgt ham i hans liv, og hvordan den føles i dag - 26 år efter tabet af hans mor.

Mange mennesker, der mister til selvmord går igennem en bebrejdelsesproces og spørger sig selv, om de kunne have gjort mere. Det er også tilfældet for Nicoline, der er gæst i ugens afsnit. Nicoline har mistet to bedste veninder til selvmord, og her fortæller hun om at blive ramt af sorg to gange, om stærke venskaber, evnen til at knytte bånd igen og retten til at sørge - også selvom man "bare" er en veninde.

"Han var jo også handicappet", var der flere der sagde til Line, efter hun mistede sin bror til et epileptisk anfald under en ferie i Bulgarien. Det gjorde hende både ked af det og uforstående overfor, hvad folk egentlig mener med det. Det og historien om hendes brors liv fortæller hun om i ugens afsnit.

Kirstens mand, Jan døde af ALS - en sygdom der gør at man langsomt mister kroppens funktioner og til sidst dør. Da han fik diagnosen troede de derfor, at de havde tid til at forberede dem selv og deres to døtre på døden, men alligevel var de alle uforberedte, da det skete.