Danmarks officielle Chelsea-fanklub. Vi udgiver podcastet Romans Disciple, der diskuterer alt i og omkring Chelsea - fra John Terrys snørrebånd til Antonio Contes taktiske finter.
Chelsea har oplevet to vidt forskellige uafgjorte resultater gennem de seneste fire dage, så hvor langt er Lampard egentlig med at finde sine faste startere? Og hvad ligger til grund for de utroligt svingende præstationer, The Blues fortsat oplever? Alt dét og meget mere bliver vendt i denne udgave af Romans Disciple. Værter: Mads Oddershede & Martin Kring
En fornem sejr over Crystal Palace, et berusende transfervindue og en usexet Champions League-lodtrækning. Der er nok at dykke ned i i denne udgave af Romans Disciple, der også lufter påstande om det resterende af Chelseas 2020 samt forsvarskædens stabilitet. Værter: Mads Oddershede & Martin Kring
Det har været en underlig og undervældende start på sæsonen, Chelsea har fået, men hvilken forfatning er holdet egentlig i? Det bliver diskuteret i denne udgave af Romans Disciple, som også går tæt på opgørene mod WBA og Spurs. Værter: Mads Oddershede & Martin Kring
Det var ærgerlige 90 minutter mod Liverpool, der både bød på en rød billet til AC og en kæmpefejl fra Kepa. Men var den oprindelige plan fra Frank Lampard egentlig god nok? Der er uenighed i studiet. Eduard Mendy er snublende nær et skifte til Chelsea, så måske ser målmandsposten ud til at blive løst. Hvad er perspektiverne i den tilgang? Værter: Mads Oddershede & Martin Kring
Det var ikke en sæsonpremiere, der blæste os bagover, men ikke desto mindre fik Chelsea de tre point, som trods alt var det allervigtigste. Det haltende spil til trods er der dog en masse spændende perspektiver at tage fat i fra 3-1-sejren. Værter: Mads Oddershede & Martin Kring
Chelsea har handlet stort og ambitiøst ind og har i den grad kørt kanonerne i stilling til den kommende sæson, der starter om ganske få dage. Hvor langt kan Chelsea drive det i denne sæson? Hvordan ender top 6 med at se ud? Og skal der ske endnu mere på transferfronten i Vestlondon, inden vinduet lukker? Værter: Mads Oddershede & Martin Kring
Der er gang i svingdøren i Vestlondon denne sæson, og der ser ud til at være meget mere i vente! Fire nye navne er kommet til i skrivende stund, men der er flere gode navne i horisonten. I denne transferspecial bliver der kigget nærmere på Chillwells ankomst og set på, hvad Thiago Silva ser ud til at kunne bringe til Chelseas defensiv. Og kan det give mening at hente en lille argentiner til offensiven? Værter: Mads Oddershede & Martin Kring
Med en sejr over United i FA Cuppen og et nederlag til Liverpool i Premier League venter der nu to store finalekampe for The Blues; På søndag skal Champions League-kvalifikationen - forhåbentlig - sikres, mens der den 1. august er FA Cup-finale på menuen. Men hvordan er Lampards mandskab stillet forud for opgøret på søndag mod Wolves? Det bliver vendt i denne udgave af Romans Disciple, som også tager den store diskussion om, hvorvidt Chelsea har brug for - og plads til - Leverkusens offensive es Kai Havertz, som angiveligt har fået de personlige detaljer på plads med Chelsea. Værter: Mads Oddershede & Martin Kring
På søndag venter et brag af en semifinale, når Chelsea og Manchester United tørner sammen i FA Cuppen. Normalt ville The Blues gå ind i turneringen med alt, hvad de har, men kan det også lade sig gøre, når et så intenst ræs om top 4 står på? Det bliver diskuteret i denne udgave af Romans Disciple, som kun fokuserer på FA Cup-semifinalen. Værter: Mads Oddershede & Martin Kring
Det er stadig The Blues, der sidder på tredjepladsen, men spændingen om de sidste Champions League-givende pladser er fortsat intakt. Kan Lampards mandskab holde hele vejen i mål, eller glipper det på målstregen? Det bliver dissekeret i denne udgave af Romans Disciple, hvor der også bliver kigget med lys og lygte efter manden, som kan få orden på bagkæden. Værter: Mads Oddershede & Martin Kring
Chelsea har fået en fremragende genstart i både Premier League og FA Cuppen, og det skyldes blandt andet Lampards evne til at gå ind og ændre kampene fra trænerbænken med brandtaler og udskiftninger. Hvad betyder det for den resterende del af sæsonen, og hvad er det konkret der er sket i Chelsea, som har resulteret i så solid en genstart? Dét og meget mere vendes i denne udgave af Romans Disciple. Værter: Mads Oddershede & Martin Kring
De tre point kom i hus på Villa Park, men præstationen var langt fra prangende i Chelseas genstart. Hvilke spillere leverede, og hvem har stadig rust at banke af efter opgøret mod Aston Villa, og hvordan er Lampards mandskab nu stillet forud for opgøret mod City på torsdag? Værter: Mads Oddershede & Martin Kring
Premier League vender denne uge endelig tilbage, efter coronakrisen har resulteret i en lang pause for verdens bedste liga. Men hvor står Chelsea nu, hvor ligaen igen skal i gang? Hvilken forfatning er holdet i, når det skal krydse klinger med Aston Villa på søndag? Og hvordan er chancerne for en top 4? Dét og meget mere bliver vendt i denne udgave af Romans Disciple. Værter: Mads Oddershede & Martin Kring
Super Frank har nu haft roret i Chelsea i syv måneders tid, så Romans Disciple er stoppet op for at gøre status over legendens første måneder som træner. Er han levet op til forventningerne? Hvad mangler han og holdet? Der er desuden et transfervindue i gang, selvom det ikke for alvor ses i Chelsea - i hvert fald ikke på trafikken ind i klubben. Hvorfor er der ikke sket noget, og på hvilke positioner bør klubben forstærke sig, inden vinduet smækker i? Værter: Mads Oddershede & Martin Kring
Chelsea skal for første gang krydse klinger med Bayern München siden den vidunderlige nat i München den 19. maj 2012. Det kommer til at ske i 1/8-finalerne i Champions League, men hvordan er de to hold stillet anno 2019/20? The Blues er kommet ind i sin første rigtige spillemæssige krise under Frank Lampard med kun én sejr i de seneste fem kampe. Hvad er der gået galt på det seneste, og hvordan får Lamps rettet op tingene? Værter: Mads Oddershede og Martin Kring
En sand transferbombe på managerfronten er sprunget denne uge, hvor José Mourinho er skiftet til endnu en rival. Hvor ondt gør det i Chelseafans' syn på den portugisiske taktiker, og hvordan er hans umiddelbare chancer for at revitalisere Spurs? I weekenden venter et vaskeægte topopgør på Etihad, når The Blues bliver sat på en af sæsonens største prøver. Spørgsmålet er, hvilke taktiske kaniner Lamps hiver op ad hatten, og om det er nok til at overvinde Guardiolas garde.
Det er bare aldrig kedeligt at se Chelsea denne sæson. Intet mindre end 4-4 blev slutresultatet i et hæsblæsende opgør i Champions League mod Ajax, som endte med at blive et medrivende comeback til Lampards tropper. Resultatet var vigtigt for holdets videre færd i Champions League, men hvordan er The Blues egentlig stillet med to runder tilbage af gruppespillet? Igen er der to kampe på samme uge, og på lørdag venter Crystal Palace. En kamp, som kan være med til at tage Chelsea op på mindst en tredjeplads i ligaen eller øge afstanden yderligere til Arsenal, som er nærmeste forfølger. Værter: Mads Oddershede og Martin Kring
Fem blev til seks, og seks blev til nu syv sejre i træk! Takket være vores nye Captain America blev kampene mod Ajax og Burnley et nyt succesrigt kapitel til fortællingen om Lampards forrygende Chelsea-hold. Euforien bobler i studiet, hvor Mads og Martin endnu en gang gennemvrider kluden. Der bliver også leget gætteleg inden United-kampen, og så er der minsandten også plads til en quiz. Værter: Martin Kring og Mads Oddershede.
Der er liv og glade dage i Chelsea, som har fem sejre på stribe! Lamps har virkelig fået styr på sit mandskab, men måske er det også båret godt på vej af de modstandere, man har mødt på det seneste? Jorginho er officielt klubbens nye vicekaptajn. Den årvågne spilfordeler er på rekordtid gået fra at være symbolet på alle problemerne med Sarri ball til at være True Blue. Hvordan er det sket, og hvad har ændret sig for Chelseas nummer 5? Ajax Amsterdam er næste opgave for The Blues, og det bliver bestemt ikke en nem opgave at gæste Johan Cruyff Arena. Hvad skal vi forvente af kampen mod sidste års Champions League-semifinalister? Alt det vender Romans Disciple, som for en gangs skyld tæller både Johan Strange, Mads Oddershede og Martin Kring.
Chelseas tilbagevenden til Champions League blev desværre langt fra, som håbet. Nederlaget til Valencia føjer endnu et kapitel til fortællingen om den store mangel på kontinuitet, der er på Lampards mandskab. Men hvordan stiller det Chelsea i Champions League-gruppen, og hvilke perspektiver skaber det forud for søndagens brag mod Liverpool? Bliv klogere på det, og hør også en af Londons skarpeste Chelsea-korrespondenter Liam Twomey give sin vurdering af Super Franks forvandling af Chelsea. Værter: Mads Oddershede og Martin Kring
Landsholdspausen er ENDELIG slut, og Chelsea skal igen på jagt efter tre point, som i den grad er vigtige for at holde trit med i top 4-klubberne. Men har starten under Lampard været for naiv og for romantisk? Har Lamps haft for stor tiltro til ungdommen og glemt pragmatismen? Alt det diskuterer Romans Disciple, som endelig har fået opgraderet mikrofonerne! Værter: Mads Oddershede og Martin Kring
Torsdag aften var der lodtrækning til Champions League, hvor Chelsea blev parret med Ajax, Valencia og Lille i Gruppe H. Hvad skal vi forvente af puljen, og hvad er det egentlig for tre modstandere, Lampards tropper kommer til at stå over for? Johan Strange og Mads Oddershede dykker ned i den ottende og sidste CL-pulje og hæfter sig især ved én rigtig fed statistik! *Vi beklager i øvrigt den lidt forringede lydkvalitet*
Back to winning ways! To af vores egne, Abraham og Mount, sikrede os en smuk første sejr mod Pukki og de andre kanariefugle. Vi vender det hele i Romans Disciple og kaster også et blik på den forestående CL-lodtrækning samt opgøret mod en anden oprykker Sheffield United. Dine værter er Martin Kring og Mads Oddershede.
David Luiz blev til stor overraskelse solgt til lokalrivalerne Arsenal på Deadline Day. Umiddelbart en strategisk dum beslutning af Chelsea, men er salget egentlig så skidt endda? Det mener TV3 Sports kommentator Niels Christian Frederiksen ikke. Vært: Mads Oddershede
Om få dage sparkes en ny Premier League-sæson i gang. I Romans Disciple vender vi i denne episode ALT om pre season og kigger grundigt frem mod premierekampen, hvor De Røde Djævle tager imod. Dine værter er Martin Kring og Mads Oddershede.
Frank Lampard er udpeget som ny førsteholdstræner, og flere klubfolk, heriblandt Petr Cech, er blevet hentet ind som en del af organisationen. Det hele lader til at være fryd og gammen i øjeblikket, men hvad kan vi forvente os af det Chelseamandskab, der skal tørne ud mod Manchester United den 11. august? Er en top 4-placering stadig realistisk, og bør vi forvente nogen trofæer i trofæskabet denne sæson? Alt dét samt en gennemgang af den nuværende førsteholdstrup får du i denne udgave af Romans Disciple - med en helt ny medvært! Værter: Mads Oddershede og Johan Strange
Romans Disciple er tilbage med en sommerspeciel sprængfyldt med alle de store aktuelle historier. Hazard-skifte, Sarris farvel, transferkarantænen og den nye strategi. Altsammen krydret med en quiz og et drys poesi. Dine værter er stadig Martin Kring og Mads Oddershede.
N'Golo Kanté er en af de vigtigste spillere både i Chelsea og på det franske landshold, men den lille destroyer på midtbanen får ikke helt den opmærksomhed, som han burde - synes Romans Disciple. Derfor er der dedikeret en hel udsendelse til Frankrigs mest ydmyge mand og verdens - formentlig - bedste defensive midtbanespiller. Værter: Mads Oddershede & Martin Kring
Romans Disciple er taget til Nice for at dække Chelseas træningskamp mod Inter. I podcasten kan du høre et interview med ESPN's Chelseakorrespondent, Liam Twomey, som ikke anser Kasper Schmeichel som en god målmandsløsning for the Blues. Stortalentet Callum Hudson-Odoi blev også fanget i mixed-zone, hvor Mads og Martin fik spurgt ind til, hvordan han ser sin kommende sæson i Chelsea. Værterne er som altid Mads Oddershede og Martin Kring, og podcasten er sponsoreret af Chelsea Support Danmarks officielle rejsepartner, Travel Sense.
Romans Disciple er taget til London for at overvære Chelseas opgør mod West Ham. Et sløjt resultat opvejes heldigvis af et spændende interview med ESPN's Chelsea-korrespondent Liam Twomey, som fortæller vidt og bredt om klubben og den sæson, Chelsea har været igennem. Podcasten er sponsoreret af Chelsea Support Danmarks rejsepartner, Travel Sense, og dine værter er Mads Oddershede og Martin Kring.
Der var ikke meget at glæde sig over, da the Blues gæstede Etihad Stadium, hvor Manchester City overlegent vandt 1-0. Men er kritikken af Antonio Conte overdreven, eller er den på sin plads? Der er uenighed i studiet, hvor holdets næste kamp mod Crystal Palace også bliver vendt.
Der er fyret godt op i optaktskedlen forud for det store brag mod Barcelona på tirsdag, når the Blues tager hul på Champions League 1/8-finalerne. Men sejren over West Bromwich skal også vendes godt og grundigt, for hvordan kan AC være så vigtig for holdet, og hvad viste Giroud i sin hjemmebanedebut? Romans Disciple vender det hele - og tager selvfølgelig også et kig på det kommende FA Cup-opgør mod Hull City.
Nyt afsnit af Romans Disciple er ude. Desværre med stort fokus på blamagen mod Bournemouth og Contes pressede situation ovenpå en vaklende januar måned. Vi slår samtidtig en sløjfe på transfervinduet, der lukkede i nat. Dine værter er Martin Kring og Mads Oddershede.
Den, der venter på noget godt, venter aldrig for længe. Og nu skal I ikke vente længere, for Romans Disciple er tilbage med et spritnyt afsnit. Her vender vi bl.a. en lang række prekære transferrygter og kigger frem mod returkampen i Carabao-Cup'en mod ærkerivalerne fra Arsenal. God fornøjelse!
Vi dissekerer 4-0-sejren over Manchester United og Mourinhos tilbagevenden til Broen som Rød Djævel. Og hvordan er Conte uden videre lykkedes med at gå fra 4-2-3-1-systemet til 3-4-3? Vi har desuden fundet på nogle spændende påstande om fremtiden og powerranker klubbens bedste spillere.
Romans Disciple drog til Østrig for at overvære Chelseas anden træningskamp mod WAC RZ Pellets - og fik sneget et spørgsmål ind til Antonio Conte på den efterfølgende pressekonference.
Romans Disciple er tilbage! Og denne gang med to sejre i træk at tale om. Vi vender desuden frisparksmonsteret Willian og vurderer mulighederne for videre avancement i Champions League. Dine værter er Martin Kring og Mads Oddershede.
Romans Disciple tog til London for at opleve Chelsea på stadion. Her blev det blandt andet til et spændende interview med Jan Palsgaard, der har været fan af klubben siden 1958, mens det også lykkedes at fange Peter Grønborg og Stig Tøfting fra TV3+ ude foran stadion.
1, 2, 3 sejre på stribe. Det begynder efterhånden at ligne noget i Chelsea, og i denne uges afsnit vender vi den sidste uges succeshistorier og kigger frem mod en endnu en potentiel en af slagsen på lørdag mod Newcastle.
Krisen kradser, men forhåbentlig vender det hele i aften mod Maccabi Tel Aviv. Vi forsøger at finde ud af, hvad det er, der går galt, og hvad der skal laves om, før hjulene kører, som de skal.
Endelig kom The Blues tilbage på sporet med en sejr - og det ikke mindst på grund af den nye dreng i klassen, Pedro, der scorede debutmål. Vi bliver klogere på den spanske spirrevip og vender både den forestående Champions League-lodtrækning og transfervinduet, der snart lukker.
Romans Disciple er tilbage! I det første afsnit i den nye sæson forsøger vi i selskab med Niels Christian Frederiksen fra TV3 Sport at finde ud af, hvorfor det slet ikke kører for mesterklubben i øjeblikket. Dine værter er Martin Kring og Mads Oddershede.
Av av av. 0-3 mod West Bromwich gjorde ondt. Vi vender selvfølgelig det forsmæderlige nederlag i denne uges afsnit. Derudover taler vi med Peter Piil om denne og næste sæson, og finder en vinder af den ultimative Chelsea-bog.
I denne uge taler vi om den nye Chelsea-bog "Alt om Chelsea," som er skrevet af journalist Peter Banke. Derudover ser vi tilbage på kampen mod Liverpool og frem mod West-Brom på mandag. Dine værter er Martin Kring og Mads Oddershede.
Så kom mesterskabet i hus hele tre runder før tid. Vi fejrer det i Romans Disciple sammen med radiovært og mangeårig Chelsea-fan Jacob Panum.
Romans Disciple er langt om længe tilbage! Denne gang taler vi med Mikkel Bischoff om årets hold og diskuterer Mourinhos taktiske genistreger i søndagens 0-0 kamp på Emirates.
Vi vender og drejer i denne uges Romans Disciple de seneste Chelsea-præstationer med kommentator på Tv3 Sport Niels Christian Frederiksen. Dine værter er Martin Kring og Mads Oddershede.
Vi hører i denne uges udgave af Romans Disciple om Martins tur til Stamford Bridge. Derudover begræder vi i fælleskab Champions League-exiten i sidste uge. Dine værter er Martin Kring og Mads Oddershede.
Kommentator på 6'eren Peter Piil hjælper os i denne uges Romans Disciple med at komme ned på jorden igen ovenpå søndagens Capital One Cup-triumf. Vi dedikerer afsnittet til det første trofæ i denne sæson.
Vi har hele to gæster i denne uges program. Først snakker vi med Thomas Lundberg, der var i Paris i sidste uge til Champions League-opgøret mellem Chelsea og PSG. Derefter kommer 6'erens ekspert Morten Bruun i studiet og giver sin forklaring på, hvorfor holdet i øjeblikket er inde i en spillemæssig krise.
Champions League er endelig tilbage! Derfor snakker vi med Niklas Lind, der er Ligue 1-ekspert på TV3 Sport om aftenens modstander. Derudover har Eden Hazard forlænget sin kontrakt, og det giver os anledning til at lovprise den lille belgier.