Moderne Filantropi podcast

Renovering af ældre bygninger har haft ry for at være kedeligt og usexet. I den brede offentlighed, blandt politikere og i byggebranchen har der været langt mere prestige i nybyggeri. Med redskaber fra katalytisk og strategisk filantropi har Grundejernes Investeringsfond haft held med at vende den tankegang. I denne episode af podcasten Moderne Filantropi kan du høre et uddrag af interviewet med adm. direktør Lars Axelsen om arbejdet i GI, der uddeler 30-40 mio. kr. om året.

Fonden Ensomme Gamles Værn har skarpt fokus på at afhjælpe ensomhed og marginalisering blandt ældre mennesker. Det sker ved at støtte og iværksætte forskning, formidling og sociale indsatser til gavn for de ældre mennesker, der har mindst – både socialt og økonomisk. Fondens direktør og forskningsleder Christine E. Swane gør desuden en stor indsats for at støtte op om unge studerendes interesse i dette felt. Hør interviewet med Christine E. Swane i dette afsnit af Moderne Filantropi.

I denne episode af podcasten Moderne Filantropi fortæller Egmont Fondens direktør for Fondens Støtte- og bevillingsadministration Henriette Christiansen om fondens strategi. Interviewet blev optaget i 2017.

Novo Nordisk Fondens ekspertkomitéer sikrer videnskabelig kvalitet Podcastvært Trine Gammelgaard er taget til Novo Nordisk Fonden for at tale med Head of Research and Innovation Grants, Niels-Henrik von Holstein-Rathlou og Head of Com­mu­ni­ca­tion and Stakeholder Relations, Steffen Lüders. De fortæller om den enorme ud­vik­ling, som fonden har gennemgået over de seneste ti år. Og om hvordan bestyrelsen benytter uafhængige eksperter til at organisere vurderingen af ansøgninger ud fra et arms­længdeprincip i bestræbelserne på at sikre videnskabelig kvalitet. Med tre forskellige, overordnede uddelingsben og et eksplosivt voksende uddelingsniveau er Novo Nordisk Fonden en kompleks fond med en betydelig samfundsmæssig indflydelse. Fon­den støtter både lægevidenskabelig forskning, hospitalsforskning inden for diabetes samt humanitære og sociale formål. I denne udgave af Moderne Filantropi søger Trine Gammelgaard svar på, hvordan fonden for­holder sig til den udvikling, og hvordan den rent praktisk håndterer an­søg­nings­pro­ces­ser­ne inden for de mange uddelingsområder. ”Hvis man kigger på Novo Nordisk Fondens udvikling bare alene de sidste ti år, så ser man en fond, der er vokset rigtig meget takket være de økonomiske resultater, der er skabt på grund af udviklingen i især Novo Nordisk. Det har gjort det muligt at uddele meget mere, end man havde forestillet sig for ti år siden. Og i takt med det er aktiviteterne steget i fonden og der­med også behovet for at kommunikere, om alt hvad vi gør. Vi føler, at vi har en pligt til at væ­re helt transparente om alt hvad vi gør,” siger Head of Communication and Stakeholder Re­la­tions, Steffen Lüders, der også fortæller, hvorfor fonden anser det for vigtigt at være i lø­ben­de dialog med bla. politikere og universiteter. Eksperter i uddelingskomitéer Med uddelinger på 4,2 mia. kr. i 2017 (5,8 i 2017, red.), hvoraf hovedparten går til vi­den­ska­be­li­ge formål, trækker Novo Nordisk Fonden på en lang række eksterne eksperter for både at sikre armslængde i behandlingen af ansøgninger og for at sikre den vi­den­ska­be­li­ge kvalitet, fortæller Head of Research and Innovation Grants, Niels-Henrik von Holstein-Rathlou. ”Langt de fleste af ansøgningerne kommer via de opslag, vi laver. Når vi har modtaget an­søg­ning­erne, bliver de sendt til vores ekspertkomitéer, der består af uafhængige forskere, som er eksperter inden for deres område. Eksperterne må ikke have relation til hverken fonden eller selskaberne i Novo-gruppen,” siger han. Fonden har i øjeblikket 18 ekspertkomitéer, som vurderer ansøgninger inden for de emner og virkemidler, som bestyrelsen har beskrevet. Fondens forskningsstøtte går alene til almennyttige forskningsmål og ikke til den forsk­nings­ind­sats, som foregår i Novo-gruppen. ”Reglerne er sådan, at det slet ikke er fonden tilladt at støtte forskning, der foregår forskning i regi af Novo Nordisk. Der er vandtætte skotter på den måde, at fondens forskningspenge ik­ke kan gå tilbage til selskaberne,” siger Niels-Henrik von Holstein-Rathlou. ”Novo Nordisk A/S har et forsknings- og udviklingsbudget på omkring 20 mia. kr. De penge er ikke nogle som fonden, hverken bestemmer over, eller har indflydelse på,” siger Steffen Lüders.

Ansøgninger er den primære drivkraft i Det Obelske Familiefonds filantropiske arbejde inden for kunst, forskning og det sociale område. Desuden har Nordjylland en særlig plads i fondens strategiske fokus, som skyldes, at familien bag står i en form for positiv til gæld til egnen. Og så er fonden ikke bange for at støtte drift i en periode. Det for­tæl­ler fondsdirektør Michael Bjørn Nellemann i dette afsnit af podcasten Moderne Filantropi. ”Helt overordnet set ønsker fonden at gøre en forskel på den måde, at vi gerne vil øge sum­men af det gode,” siger direktør i Det Obelske Familiefond, Michael Bjørn Nellemann i dette afsnit af podcasten Moderne Filantropi. I samtale med podcastvært Trine Gammelgaard fortæller han blandt andet om fondens ind­sats­om­råder og de filantropiske redskaber, som fonden benytter. Med almennyttige uddelinger for mere end 200 mio. kr. om året er Det Obelske Familiefond en af de større fonde, der lægger stor vægt på ansøgningsdrevet filantropi. ”Jeg tror ikke, vi er en af de mere opsøgende fonde, men vi er meget lydhør overfor folk, der gerne vil blive klogere, inden de ansøger. Og vi tager gerne en indledende snak, ikke for at skubbe projektet i en given retning, men for at blive klogere på det og få noget mere at vide. Men jeg vil skynde mig at sige, at man også bare kan sætte sig ved tastaturet og skrive en ansøgning. Det kan der også godt komme en bevilling ud af. For nogle gange er der behov for at udbygge fortællingen om et projekt. Men andre gange er projekterne per definition bare gode og passer godt ind i vores strategi, og så skal man jo bare ansøge,” siger direktør i Det Obelske Familiefond, Michael Bjørn Nellemann. Fonden har tre strategiske, faglige indsatsområder, nemlig kunst, forskning og sociale for­mål. Derudover er Nordjylland en vigtig del af fondens uddelingsområde, hvilket skyldes at fonden oprindeligt var baseret på ejerskabet af tobaksvirksomheden C.W. Obel i Aalborg. ”Jeg tror, at fondens stifter og familiens efterkommere føler sig i en form for positiv gæld til Nordjylland. Derfor giver det mening, at vi uddeler penge, så egnen Nordjylland udvikles, så­dan at det er attraktivt at blive boende, og det er attraktivt at flytte dertil. Inden for alle tre indsatsområder støtter vi mange projekter i Nordjylland. Jeg vil ikke sige, at det er lettere at få et projekt igennem til Nordjylland, men vores hjerte banker særligt for Nordjylland af hi­sto­ris­ke årsager,” siger Michael Bjørn Nellemann. At Det Obelske Familiefonds fokus dog i høj grad også er landsdækkendes, afspejles blandet andet i, at fonden i dag både har kontor i Aalborg og i København. Risikovillighed og plads til intuition Fondsdirektøren fortæller endvidere om fondens indsats på kunst- og kulturområdet, og han forklarer, hvordan han ser på fondenes samarbejde med stat og kommuner i en tid, hvor de offentlige besparelser sætter kulturlivet under pres. Han fortæller desuden om fordelen ved at uddele penge til almennyttige formål ud fra et tan­ke­sæt, som er noget mere risikovilligt og langsigtet end det ofte er tilfældet, når det offentlige investerer. ”Vi kan være en lille smule mere intuitive, end man kan med offentlige midler. Vi kan tro på et givet projekt og bevilge hjælp til det, selvom det kan have lange udsigter, inden det bliver selvbærende eller drevet for offentlige midler,” siger Michael Bjørn Nellemann. Derudover peger han på, at det ofte er en myte, at fonde ikke ønsker at investere i eller støtte drift. I hvert fald er Det Obelske Familiefond ikke bange for drift. ”Som udgangspunkt vil vi ikke ind og støtte drift i tid og evighed. Vi vil gerne tage en in­ve­ste­rings­rol­le på os i en given periode. Vi er ikke som sådan bange for drift, men vi vil gerne se, at noget udvikler sig, og at det kan blive – om end ikke helt – så næsten selvbærende over tid. Men hvis der skal driftsmidler til i den indledende fase, så gør det ikke os noget,” siger Michael Bjørn Nellemann.

I dette afsnit af Moderne filantropi taler Trine Gammelgaard med direktør, Martin Vang Hansen, om Færchfondens arbejde med at fremme kulturliv, erhvervsudvikling og iværk­sætteri i Nordvestjylland. Martin Vang Hansen fortæller bl.a. om fondens strategi med at bruge fondsmidler til at investere i f.eks. socialøkonomiske virksomheder som alternativ til donationer. Færchfonden opnår større filantropisk effekt, når pengene bruges flere gange via impact investeringer. ... (Martin Vang Hansen er fratrådt stillingen som direktør for Færch Fonden per 1. maj 2018. Han er afløst af Ole Bridal) ... Færchfondens milliardformue er tjent i og omkring Holstebro. Derfor skal familiefondens al­men­nyttige uddelinger også gøre gavn indenfor det geografiske område Nordvestjylland. Det fortæller direktør i Færchfonden, Martin Vang Hansen i denne udgave af Moderne Fi­lan­tro­pi, hvor man også kan høre om de forskellige moderne redskaber, som fonden benytter i det filantropiske arbejde. Martin Vang Hansen kom til Holstebro fra en stilling som vicedirektør i Vækstfonden, og med den erfaring i bagagen har han sat sig i spidsen for et strategiarbejde, der skal tiltrække ar­bejds­kraft, iværksættere og uddannelsessøgende til Nordvestjylland. Fonden arbejder inden for fire søjler: Kultur, erhverv, iværksætteri og uddannelse. Og derfor er fremme af det lokale kulturliv fortsat en væsentlig del af Færchfondens almennyttige stra­te­gi. ”Færchfonden har altid beskæftiget sig meget med kulturudviklingen i og omkring Holstebro. Vi skal både have noget at leve af, men vi skal også have noget at leve for. Og her kan kul­tur­ud­bud­det betyde meget for, hvor rart det er at være i og omkring Holstebro. Ikke fra 8 til 16, men fra 16 til 8. Derfor arbejder vi også med kulturtilbuddene i byen – hvordan kan de blive forstærket og selvbærende? Hvordan kan kulturinstitutionerne befrugte hinanden, så de kan gøre hinanden bedre?” siger Martin Vang Hansen. Fondsmidlerne kan bruges flere gange Som en del af strategien arbejder fonden målrettet med såkaldte impact investeringer, hvor det er muligt at finansiere og investere i virksomheder og projekter i stedet for at uddele pen­ge­ne som donationer. For der er en oplagt fordel ved for eksempel egenkapitalinvesteringer fremfor uddelinger, siger Martin vang Hansen. ”Hvis det går godt over tid, så har vi mulighed for at få vores investering igen inden for en horisont på fem til ti år. Det giver os mulighed for at lave mere, end hvis vi havde givet pengene væk. For vi kan kun give pen­ge­ne væk én gang, men hvis vi kan investere os til en effekt, som er lige så god, så kan vi faktisk bruge pengene flere gange.” En anden fordel er, at investerings­perspektivet også gør det lettere for fonden at finde sam­ar­bejds­part­nere, som er et andet centralt element i fondens arbejde. ”Det er nemmere at samle andre aktører omkring opgaverne, hvis man har en bæredygtig til­gang til de effekter, man gerne vil skabe. Det kan for eksempel være socialøkonomiske virk­som­he­der, som vi har haft held med at finansiere i stedet for at donere til,” siger Martin Vang Hansen. Som eksempel på et af fondens projekter, som både rummer impact investering, samarbejde med lokale partnere og med andre fonde, fremhæver han Dansk Talentakademis nye campus i Holstebro, som er det eneste talentakademi i Danmark for unge mellem 15 og 25, der be­skæf­ti­ger sig med de kunstneriske retninger. ”En rød tråd gennem de fire søjler, vi fokuserer på, er talentudvikling. Hvordan kan vi være med til at tiltrække talenter til området? Campus for Dansk Talentakademi er en satsning, som Færchfonden har lavet, inden jeg kom til. Jeg har en forventning om, at det kommer til at betyde rigtig meget for vores muligheder for at tiltrække kunstnerisk talent til Holstebro,” si­ger Martin Vang Hansen.

I dette afsnit af podcasten Moderne Filantropi fortæller direktør for Poul Due Jensens Fond, Christian Hartvig, om fondens nye strategi. Vi hører bl.a. om vand­pro­jek­ter i udviklingslande og støtte til universiteter og inklusions­projekter i det midtjyske. Vi hører om, hvorfor man må lede forgæves på fondens hjemmeside efter en ”ansøg her”-knap. Og hvorfor det ikke nø­dvendi­gvis er klogt at støtte ildsjæle. Vi kommer også om­kring direktørens blik på det danske fondslandskab. For et par år siden tog Poul Due Jensens Fond sin uddelingsstrategi op til revision. Tidligere uddelte man bredt til velgørende formål og ildsjæles gode idéer. Nu ville man gøre en større indsats for at sikre, at fondsmidlerne blev uddelt respektfuldt til formål, der rent faktisk virkede efter hensigten og løste de problemer, man ønskede at fokusere på. Så man tog hul på en strategiproces, der tog udgangspunkt i Grundfos’ historie og gik i stifteren Poul Due Jensens fodspor. I interviewet fortæller Christian Hartvig, hvordan man nåede frem til at fokusere på de tre hovedområder, som i dag udgør kernen i fondens daglige arbejde med uddeling af fonds­mid­ler. Nemlig rent drikkevand til samfund på ”the very last mile” i udviklingslande, udvikling af tekniske og naturvidenskabelige forskningsmiljøer og styrkelse af social inklusion i Midt­jyl­land. Alt sammen formål, der ligger i forlængelse af Grundfos’ forretning og Poul Due Jensens interesser. Christian Hartvig forklarer, at fonden har droppet den traditionelle ansøgningsprocedure for i stedet at arbejde ud fra en såkaldt partnerskabsmodel. Han fortæller om balancen mellem at sikre bæredygtighed i projekterne og samtidig sikre, at fonden agerer risikovilligt ved at bi­dra­ge til at afprøve nye, utraditionelle metoder til at løse et givent problem. Og han forklarer, hvordan fonden tager sig af kommuners ”flytteomkostninger” i disse pilotprojekter. Fonden arbejder opsøgende og med en klar strategisk effekt for øje. ”Hvad så med alle ild­sjæ­le­nes gode idéer?”, bliver han spurgt. Christian Hartvig forklarer, hvorfor det kan være spildte penge at støtte den slags projekter, og at fonden helt bevidst har valgt ikke at støtte ildsjæles såkaldte selvrealiseringsprojekter for i stedet at fokusere på strategisk pro­blem­løs­ning. Christian Hartvig karakteriserer den danske fondsbranche som dynamisk. ”Den flytter sig med lynets hast i disse år”. Og han forklarer, hvorfor han ikke er tilhænger af forslaget, der popper op fra tid til anden, som går ud på at samle de private fondes formuer i en pulje, som de folkevalgte derefter skal stå for at uddele ud. Hensigten er at gøre fondsuddelingerne mere demokratiske. ”Jeg er ikke sikker på, at de 179 folkevalgte er de bedst egnede til at disponere over fondenes formuer. Jeg kan ikke se, hvad det er for særlige kompetencer, de har til at disponere på den måde,” siger han og henviser til, at fondene i øvrigt ikke er født ud af en demokratisk tra­di­tion. ”Men hvis man alligevel accepterer præmissen et øjeblik, kan man sige, at den form for bru­ger­ind­dra­gel­se, som finder sted i vores vand­projekter, univer­sitets­pro­jekter og sociale an­svar­lig­heds­projekter er jo demokrati på et meget nært niveau,” siger han.

Nordea-fonden: ’Jo flere penge, vi deler ud, desto mere ydmyge skal vi være med at håndtere dem’ I dette afsnit af podcasten Moderne Filantropi fortæller Nordea-fondens direktør Henrik Lehmann Andersen blandt andet om sit fokus på at bevare ydmygheden i fondsarbejdet samtidig med at fastholde bestræbelsen på at gøre en forskel med fondsmidlerne. Han fremhæver desuden behovet for, at fondene bliver endnu bedre til at kommunikere. ”Vi er ikke en klassisk uddelende fond i den forstand, at vi går ud og åbner postkassen hver morgen for at se, om der er kommet noget, som vi så behandler på næste bestyrelsesmøde, og så er det det. Vi er derimod ekstremt fokuserede på at gøre en forskel med vores ud­de­ling­er,” siger Henrik Lehmann Andersen i podcasten. Nordea-fonden er en erhvervsdrivende fond stiftet i 1989 af Sparekassen SDS, da denne blev omdannet til aktieselskab. I dag uddeler fonden midler til et bredt felt af projekter, som frem­mer gode liv inden for sundhed, motion, natur og kultur. Det er blandt andet Nordea-fondens baggrund i sparekassebevægelsen, Henrik Lehmann And­er­sen henviser til, når han forklarer årsagen til, at fonden fastholder sit brede ud­de­lings­om­råde og sit fokus på folkelighed i såvel uddelinger som i fondens kommunikation med om­ver­de­nen. Fondsmidler kan ikke redde verden Nordea-fonden har uddelt 4,6 mia. kr. siden stiftelsesåret, og har fået flere og flere midler til uddelinger hen over årene. ”Vi prøver at leve efter mantraet ’Jo flere penge, vi deler ud, desto mere ydmyge skal vi være med at håndtere dem’, siger Henrik Lehmann And­er­sen og forklarer, at fremfor at fokusere på at vokse og sætte et større aftryk ude i samfundet, er Nordea-fondens tilgang at motivere og stimulere de miljøer, som fonden uddeler midler til. Han gør sig ikke illusioner om at kunne redde verden med fondsmidler. I stedet fastholder han en pragmatisk tilgang og understreger, at det er det offentlige, det private og ci­vil­sam­fund­et, der skal drive forandringerne og udviklingen i samfundet. Fonden skal være med til at understøtte de gode dagsordener og katalysere sunde bevægelser i samfundet. Lehmann Andersen lægger vægt på, at Nordea-fonden skal bevare en åbenhed i ud­de­lings­ar­bej­det, så det ikke altid er de samme mennesker, fonden er i kontakt med og uddeler midler til. Fonden skal være udadvendt og i tæt kontakt med sin omverden. Men han kunne aldrig drømme om at sætte egne projektfolk ind i nogle af de projekter, som fonden støtter. ”For vi er ikke eksperterne – det er dem derude i virkeligheden, der er det,” understreger han. Denne tilgang til fondsarbejdet er med til at forklare Nordea-fondens stærke fokus på kom­mu­ni­ka­tion. Fonden kommunikerer dels for at gøre opmærksom på sin uddelingsstrategi ude i de ansøgermiljøer, som fonden har fokus på, og dermed tiltrække de gode ansøgninger. Dels kommunikerer fonden om de gode projekter og initiativer, den støtter, for at inspirere og sti­mu­lere flere til at skabe lige så gode projekter. Desuden er legitimitet et vigtigt kodeord i kom­mu­ni­ka­tions­ar­bej­det. ”Vi skal vise det omgivende samfund, at det vi laver er med til at understøtte det, vi alle sam­men gerne vil. Vores legitimitet er uhyre vigtig, og den bliver vigtigere og vigtigere, som åre­ne går,” siger Lehmann Andersen og appellerer til, at alle fonde bliver dygtigere til at kom­mu­ni­ke­re og dermed legitimere deres arbejde. Også de små fonde.

Direktør Thit Aaris-Høeg fra Fonden for Socialt Ansvar belyser de filantropiske fonde fra ansøgersiden i dette afsnit af podcasten Moderne Filantropi. Hun oplever, at det er blevet langt sværere for de små og mellem­store civil­sam­funds­orga­nisa­tioner at søge fonds­mid­ler hos de større fonde. Det skyldes, at fondene arbejder langt mere strate­gisk end tid­li­ge­re med fokus på lang­sigtede indsatser. Kapløbet om fondsmidler er blevet hårdere de senere år, oplever direktør Thit Aaris-Høeg, fra Fonden for Socialt Ansvar. Fonden er – modsat de øvrige fonde, der portrætteres i podcasten Moderne Filantropi – ikke en uddelende fond. I stedet er der tale om en ikke-erhvervsdrivende almennyttig fond, som arbejder med frivilligt socialt arbejde på flere niveauer. Fonden driver blandt andet ind­sat­ser­ne Natteravnene og Bydelsmødre og beskæftiger sig derfor også med at søge midler til fri­vil­ligt socialt arbejde hos de uddelende fonde. De større fonde i Danmark har i høj grad professionaliseret deres arbejde med uddeling af fonds­midler. I den forbindelse har deres interesse bevæget sig væk fra de mindre sociale pro­jek­ter, båret af lokale ildsjæle rundt omkring i landet. I stedet ønsker de at satse på større, langsigtede, strategiske indsatser. Fondene ønsker at bidrage til at løse de tunge sociale problemer i samfundet og søger derfor i langt højere grad end tidligere at samarbejde med stat og kommuner samt de større ci­vil­sam­funds­or­ga­ni­sa­tio­ner i bestræbelsen på at opnå en reel og dokumenterbar effekt af de ind­sat­ser, som fondsmidlerne er med til at finansiere. Fondene er dermed blevet mindre risiko­vil­lige, oplever Thit Aaris-Høeg. Denne udvikling har konsekvenser for de små og mellemstore civilsamfundsorganisationer, siger direktør Thit Aaris-Høeg i podcasten. Hun oplever det som langt sværere end tidligere at opnå såvel fondsstøtte som støtte fra offentlige instanser på grund af denne tendens. Fundraising kræver akademikere ”I dag er det en højakademisk proces at søge fondsmidler,” siger Thit Aaris-Høeg. Det kræver langt mere forarbejde og er dermed blevet dyrere for organisationerne at søge fonds­midler. Fondene ønsker mere dokumentation end tidligere og en intens dialog allerede i den indledende fase, inden den endelige ansøgning kan sendes afsted til fonden. Det lange for­ar­bej­de kræver en dygtig akademisk medarbejder, hvilket er en stor udfordring for de små og mellemstore organisationer at finde finansiering til. Fondene ønsker desuden i højere grad end tidligere at agere sparringspartnere før, under og efter, at de pågældende projekter er søsat. Den tætte kontakt mellem fond og ansøger kræver stor gensidig respekt og en villighed til at lytte og tage ved lære af hinanden, påpeger Thit Aaris-Høeg. Men hvis parterne anerkender hinandens rammevilkår og ekspertiseområder, er det kun godt at arbejde tæt sammen. Hun fortæller, at Fonden for Socialt Ansvar følger samarbejdet og koordineringen på tværs mellem staten, kommunerne, fondene og civilsamfundet med stor interesse og gerne vil bi­dra­ge til at udvikle og forbedre samskabelsen. Et godt samarbejde på tværs sikrer, at der ikke bliver dobbeltfinansieret og dobbeltorganiseret, forklarer hun. I podcasten fortæller Thit Aaris-Høeg desuden om fondens frivillige indsatser og om arbejdet med konceptet Rugekassen, som tilbydes visionære frivillige sociale iværksættere, som har behov for hjælp til at kvalificere og videreudvikle nytænkende indsatser.

Bikubenfonden: “Vi har smurt smørret for tyndt ud” I dette afsnit af podcasten Moderne Filantropi hører vi om Bikubenfondens bevægelse væk fra den traditionelle måde at uddele fondsmidler på til en tilgang, der minder om tænketankes. Det betyder blandt andet, forklarer direktør Søren Kaare-Andersen, at fonden fremover vil modtage færre ansøgninger for i stedet at opsøge mulige løsninger på konkrete udfordringer i samfundet, som fonden ønsker at være med til at løse. Potentielle ansøgere og samarbejdspartnere får også nogle råd med på vejen. De senere år har Bikubenfonden været på en udviklingsrejse. Først og fremmest har fonden set sine uddelinger efter i sømmene. Har de været nyttige? ”Vi har smurt smørret for tyndt ud,” konstaterer direktør Søren Kaare-Andersen i podcasten og fortsætter: ”Hvis vi skal skabe varige ændringer i samfundet, skal vi arbejde mere i dybden.” Denne konklusion har fået Bikubenfonden til at fokusere mere strategisk på nogle enkelte områder i samfundet, hvor fonden ønsker at bidrage til at skabe varige forbedringer. Selve arbejdet med uddelingerne har også ændret sig. Fremfor at støtte projekter med en begrænset varighed ønsker fonden nu at fokusere på langsigtede tiltag, der skal løse specifikke udfordringer. Det betyder, at fonden er midt i en transformation fra at modtage og behandle mange ansøgninger spredt ud på flere støtteområder til i stedet at arbejde langt mere målrettet og proaktivt. Indgår alliancer for at løse udfordringer Bikubenfonden støtter stadig både det sociale og det kulturelle område, men inden for disse områder er uddelingerne indsnævret til få emner, som fonden har udpeget i samarbejde med relevante samfundsaktører og fageksperter på områderne. Eksempelvis har fonden valgt at indsnævre sin indsats på det sociale område til et fokus på den gruppe, som fonden kalder unge på kanten af samfundet. Fonden har bl.a. skabt en alliance med kommuner, regeringen og relevante civilsamfundsaktører på hjemløseområdet som reaktion på, at antallet af unge hjemløse er steget med ca. 80 pct. inden for de seneste 6 år. Fondens mere udfarende rolle vil uvægerligt få kritiske røster til at melde sig. For er det ikke dyrere for fonden at uddele midlerne på denne måde, fordi det kræver en større indsats fra fondens side? Og hvordan kan fonden vide, at den sætter ind de rigtige steder i samfundet? Søren Kaare-Andersen medgiver, at den nye måde at arbejde på kan give indtryk af en selvforståelse, der bygger på ”Vi alene vide”. Hør ham forklare i podcasten, hvordan fonden samarbejder med de rette aktører for netop at sikre sig imod dette og for at sikre, at fondsmidlerne opnår størst nytteværdi. ”Det bør være en nålestiksoperation at søge fonde” I podcasten kommer Søren Kaare-Andersen desuden med klare pointer til ansøgerne. Hans generelle råd til alle ansøgere af fondsmidler er at være ekstremt målrettede: ”Det med at søge penge hos en fond, det er en nålestiksoperation. Det er noget, man gør med riffel – det er ikke noget, man gør med maskingevær.” Desuden er det blevet tæt på umuligt at modtage støtte fra Bikubenfonden udelukkende på baggrund af en ansøgning, forklarer han. Og det skyldes netop fondens nye tilgang til uddeling af fondsmidlerne, som betyder, at fonden i de fleste tilfælde indgår i tætte partnerskaber fremfor blot at sende et tilsagn om penge. ”Når jeg holder møder med folk, så prøver jeg at finde ud af, om ilden brænder i øjnene på dem. Og hvis den ikke gør det, så er jeg ikke interesseret. Man skal brænde for det, man laver. Man skal ville den forandring, som man vil skabe,” forklarer Søren Kaare-Andersen.

Realdania – filantropi efter amerikansk forbillede Realdania lægger stor vægt på at bringe parter sammen om at løse problemer i samfundet, fortæller adm. direktør Jesper Nygård i dette afsnit af podcasten Moderne Filantropi. Foreningen Realdania er i sit filantropiske arbejde inspireret af amerikansk fondspraksis – og af Pipi Langstrømpe. ”Der er jo rigtig mange, som tænker: ’Nå, du arbejder i en fond? Der kommer vel syv ansøgninger. Du møder vel ved 10-tiden. Du har en venlig sekretær til at åbne ansøgningerne. Du læser dem, og så siger du ja til tre og nej til fire. Og så spiser du en frokost, så du kan holde kampvægten. Og så går du hjem der ved et-tiden, ikk’?’. Det kan godt være, at fondsverden var sådan for 50 år siden,” siger Realdanias adm. direktør Jesper Nygård i dette afsnit af podcasten Moderne Filantropi og forklarer videre, at sådan ser virkeligheden ikke ud hos Realdania. For hvis man vil have en reel effekt af sit filantropiske arbejde, så kræver det hårdt arbejde. Realdania blev stiftet som filantropisk forening i 2000 men bygger på en historie, der rækker helt tilbage til 1795, da København brændte, og realkreditten opstod som låneform med henblik på at få opbygget byen på ny. I interviewet fortæller Jesper Nygård om udviklingen i det filantropiske arbejde fra 2000 og frem til i dag. Amerikansk fondspraksis og Pipi Langstrømpe Realdania har fra første færd arbejdet meget strategisk med at uddele ”kloge penge” med henblik på at skabe en reel effekt af de filantropiske uddelinger men har taget flere forskellige værktøjer i anvendelse hen over årene. Jesper Nygård fortæller blandt andet om katalytisk filantropi, bevillinger til foranalyser og begrebet ”prædrift”. ”Vi er med før, under og efter”, forklarer Jesper Nygård om Realdanias arbejde med de mange projekter, som foreningen støtter i det byggede miljø. Det vil sige, at Realdania kun i sjældne tilfælde bevilger midler på baggrund af en almindelig ansøgning men i stedet er med til at udvikle projekterne og følge dem helt til dørs i bestræbelserne på at være med til at gøre det danske samfund ”en my bedre hver dag”. Det filantropiske arbejde er inspireret af amerikansk fondspraksis med udgangspunkt i en problemdrevet, dagsordenssættende og samarbejdsorienteret tilgang. Det er Realdanias rolle at være den risikovillige, langsigtede og modige aktør, der bidrager til at afprøve nye metoder til at løse udfordringer i samfundet, siger Jesper Nygård: ”Hvis nu udfordringerne med de udsatte boligområder kunne have været løst, så havde en boligminister eller en statsminister jo gjort det. For den sikre måde at blive genvalgt på er jo at løse problemerne. Så når det ikke bliver løst, er det jo fordi, at hverken borgmesteren eller boligministeren eller statsministeren har haft værktøjerne til at løse det. Og det er der, hvor jeg synes, at sådan nogle som os kommer ind i billedet med en grundlæggende teori om samskabelse.” ”Sammen kan vi noget, vi ikke kan hver for sig”, forklarer Jesper Nygård og tilføjer med et glimt i øjet: ”Når jeg skal prøve at være morsom, så plejer jeg at kalde os filantropiens svar på scor.dk” og henviser til Realdanias ønske om at bringe relevante aktører sammen om at løse problemer i samfundet. Jesper Nygård er meget bevidst om, at Realdania er en magtfuld spiller på sit felt med en formue på knap 22 mia. kr. Det kræver, at man er en ordentlig samarbejdspartner, forklarer han under interviewet og peger op på sit favorit Pipi Langstrømpe citat, som er kommet i glas og ramme og hængt på væggen: ”Den, der er vældig stærk, bør også være vældig rar”.

‘Den frække lillesøster’ i Carlsberg-familien I dette afsnit af podcasten Moderne Filantropi fortæller Tuborgfondets direktør Anne-Ma­rie Skov om fondens arbejde med 'De tre F’er': fællesskab, frivillighed og det folkelige. Fonden har et særligt fokus på de unge, hvilket også skinner igennem i deres måde at kom­munikere på. Tuborgfondet er 'den frække lillesøster' i Carlsberg-familien, som tør tage nogle frække initiativer og eksperimentere med formerne, fortæller Anne-Marie Skov. Allerede når man klikker sig ind på Tuborgfondets hjemmeside og ser logoet og den meget le­vende, visuelle kommunikation aner man, at fonden henvender sig til ungdommen og sam­ti­dig har et nært slægtskab til bryggerikoncernen. Tuborgfondet får sine midler fra Carlsbergfondet og har været en selvstændig afdeling i den erhvervsdrivende fond siden 1991. ”Vi er en selvstændig fond. Vi har vores egen fundats, og vi er almennyttige, så det betyder jo, at vi ikke er et spon­so­rat eller en CSR-afdeling. Når det så er sagt, så synes jeg jo, det er utrolig vigtigt, at vi som fond er be­vid­ste om, at Carlsberg har 40.000 medarbejdere, som meget gerne skulle være stolte af, at de arbejder for en koncern, som giver sit overskud tilbage til samfundet,” siger Anne-Marie Skov bl.a. om forholdet til brygge­ri­kon­cer­nen. ”Vi er også den frække lillesøster, som tør tage nogle frække initiativer og eksperimentere med formerne,” siger hun videre, og forklarer, at Tuborgfondet har arbejdet meget med at udvikle en kommunikation i øjenhøjde med deres primære målgruppe – de unge. Blandt andet har fonden arrangeret et åbent bestyrelsesmøde på Folkemødet på Bornholm, hvor fondsbestyrelsen sad på scenen og argumenterede for, hvorfor nogle projekter skulle have støtte og andre ikke. Fonden har også præsenteret Tuborgfondets årsskrift live, hvor de inviterede folk fra projekter, fonden havde støttet, på scenen for at vise og fortælle om projekterne. Fokus på de tre F’er ”Tuborg gør noget ved musikken” hedder Tuborgs slogan, og Tuborgfondet har også altid støttet op om musik og festivaler for at støtte ungdommens fællesskaber. Fra at have fungeret som en mere traditionel mæcen, der støttede ”næsten alt og dermed intet” har Tuborgfondet inden for de senere år indskærpet sin uddelingsstrategi til at fokusere særligt på ”De tre F’er”: Fællesskab, frivillighed og det folkelige. Det vil sige, at fonden støtter foreninger og projekter, der er drevet af frivillige ildsjæle med særligt henblik på at støtte unges deltagelse og engagement i samfundet. Desuden er fonden begyndt at arbejde langt mere proaktivt og ønsker desuden at agere katalysator for at bringe civilsamfundet, erhvervslivet og det offentlige tættere sammen og samarbejder også med andre fonde. På ønskelisten over mulige udviklingspunkter står støtte af projekter, baseret på frivillige organisationer og ildsjæle i udlandet. Til spørgsmålet om, hvorvidt Anne-Marie Skov oplever myter og fordomme om fondene, svarer hun: ”Ja, jeg synes, at vi som fonde i fællesskab stadigvæk har et stort arbejde at gøre med at fortælle, hvad det egentlig er, vi laver.” Hun oplever, at fondene befinder sig i en brydningstid, hvor der stadig er et stort behov for at nedbryde myter om fondene, men også at der sker rigtig meget, som betyder at fondenes omdømme er ved at ændre sig. I hvert fald for nogle af de grupper, der har haft glæde af fondsmidlerne. ”Men der er et stykke vej endnu, og det, synes jeg, er noget, vi skal arbejde med”.

“Vi går efter det excellente” I andet afsnit af den nye podcast Moderne Filantropi fortæller administrerende direktør Frank Rechen­dorff Møller blandt andet om den udvikling, der er sket i Augustinus Fonden de sid­ste 10 år mod øget transparens og professionalisering i sekretariatet. Og han for­tæl­ler om fon­dens rundhåndede støtte til kunst- og kulturinstitutioner, som får tildelt næsten 80 pct. af fondens samlede bevillinger på i alt godt 300 mio. kr. Augustinus Fonden har ikke tradition for at råbe særligt højt i forhold til offentligheden, for­tæller adm. direktør Frank Rechendorff Møller. Han tror, det først og fremmest skyldes en bestemt opfattelse af mæcenrollen og en tradition for diskretion, som er dybt forankret i fon­den, der har 75 års jubilæum i år. En tradition som har ført til, at fon­den ikke har kom­mu­ni­keret væsentligt til omgivelserne om sine aktiviteter. “Det laver vi om på og efter min opfattelse i en accelererende bevægelse”, siger Frank Rechen­dorff Møller i podcasten. De sidste ti år har fonden været i stand til at øge sine bevillinger til almennyttige aktiviteter, og der er langsomt sket en fokusering på nogle særlige indsatsområder. De seneste fem år er der desuden sket en professionalisering af administrationen og af håndteringen af hele det filantropiske område. I 2011 lancerede fonden sin første hjemmeside, og for cirka tre år siden gik fonden i luften med sin nye ansøgningsportal. Frank Rechendorff Møller nævner den nye lovgivning for erhvervsdrivende fonde som en af årsagerne til denne udvikling. Erhvervsstyrelsen har som bekendt indført retningslinjer for corporate governance i fondene og opfordrer til øget transparens. ”Så på den måde er der jo skubbet blidt og kærligt til en fond som os”, siger han. Augustinus Fonden er en tung spiller i det danske fondslandskab. Særligt på kunst- og kul­tur­området, som fonden uddelte godt 232 mio. kr. til i 2016 ud af den samlede be­vil­lings­sum på i alt godt 300 mio. kr. Familiens kærlighed til kunst og klassisk Fonden har en lang tradition for at støtte kulturarven, kulturhistorien og alle facetter af museernes aktiviteter inden for forskning, publicering og udstillinger. Der har eksempelvis været et tæt samarbejde med Louisiana helt siden museets stiftelse i 1958, og Augustinus fami­liens kærlighed til den klassiske musik spiller stadig en rolle i fondens uddelinger i dag. Fondens samarbejde med Nationalmuseet om bevaring af gamle møller og kalkmalerier i dan­ske kirker er blandt nogle af de øvrige områder inden for kunst og kultur, som nyder godt af fondens støtte. Fonden fokuserer meget specifikt og støtter kun den højeste kvalitet, forklarer Frank Rechen­dorff Møller. Det er ikke væsentligt for fonden at sikre en bestemt spredning i uddelingerne. ”Vi går efter det excellente,” siger han i interviewet, ”det skal ikke være nogen hem­me­lig­hed”. Særligt to spørgsmål melder sig uundgåeligt, når man taler om fondes støtte til kunst og kultur. Dels spørgsmålet om, hvorvidt fondes generøse støtte kan risikere at skabe en usund af­hængig­hed for kulturinstitutionerne. Har fonden eksempelvis direkte indflydelse på Det Kongelige Teaters repertoire i Operaen og Louisianas indkøb af kunst qua deres mangeårige støtte til disse institutioner? Og dels spørgsmålet om fondes manglende lyst til at støtte driftsomkostninger. Disse spørgs­mål svarer Frank Rechendorff Møller på i podcasten, hvori han også forklarer, hvad der skal til for, at et projekt anses for støtteværdigt hos Augustinus Fonden.

”Vi kan ikke bruge jeres ansøgninger til noget. I skal ikke ansøge.” I første afsnit af den nye podcast Moderne Filantropi fortæller Esben Danielsen om, hvorfor Lokale- og Anlægsfonden ikke støtter færdige løsninger og hvorfor, man ikke skal udarbejde forkromede ansøgninger til dem. Man skal have lyst og vilje til at gå ind i en udviklingsproces, hvis man ønsker at samarbejde med Lokale- og Anlægsfonden, forklarer Esben Danielsen, der er administrerende direktør i fonden. Derfor skal man ikke få en arkitekt til at tegne en færdig løsning til de fritidsfaciliteter, man ønsker fondsmidler til, og sende den ind til fonden med en detaljeret beskrivelse. I stedet skal man turde præsentere sin problemstilling. Lokale- og Anlægsfonden arbejder i disse år hen imod en tilgang, der er 100 pct. problembaseret og ønsker rent faktisk slet ikke at få tilsendt ansøgninger. ”Vi et videnscenter og en udviklingsfond for fritidsfaciliteter”, siger Esben Danielsen. Det vil sige, at fonden tager udgangspunkt i en given problemstilling og udvikler nye løsninger på denne problemstilling ud fra den viden, de har opsamlet på området. ”Vi har brug for problemet og partnerskabet for løsningen og slutbrugeren i kvalificeringen af løsningen”, forklarer han. Og netop slutbrugeren arbejder Esben Danielsen på at komme endnu tættere på. Ligesom han søger de ”reelle, betydningsfulde og oplevede problemer. Det skal være nogle, der gør en forskel”. Fondens første donation til et projekt er altid en videns- og udviklingsproces, og ofte kan det slutte der. Eksempelvis hvis løsningen på problemet viser sig at være noget, der er prøvet før. ”Vi skal løse et problem med den bedste viden, vi har samlet op. Og vil man så udvikle en ny løsning, som ikke er prøvet før, så kan vi finde penge til det,” forklarer Esben Danielsen og kalder den slags projekter for eksempelprojekter. En central målestok for om fonden gør sit arbejde godt nok er, ifølge Esben Danielsen, at folk får noget ud af dialogen og udviklingsprocessen med dem – også selvom de ikke får penge til den endelige løsning. ”Hvis det vi laver, ikke har værdi for dem, vi ikke kan give penge, så har vi fejlet”, siger han. Desuden er det vigtigt for ham, at ansøgere og samarbejdspartnere taler rent ud af posen over for ham og fortæller, hvis noget af det, de oplever i en udviklingsproces med Lokale- og Anlægsfonden, ikke giver mening for dem. ”Det er udfordringen ved, at man hedder fond til efternavn. Folk tør ikke sige, hvordan de virkelig oplevede det, der foregik”, siger han. ”Vi sorterer ikke projekter fra, fordi de siger, at noget af det vi har lavet, giver da ikke helt mening. Det gør det nærmest mere interessant.” I podcasten forholder Esben Danielsen sig også til den kritik, som han og andre fondsdirektører ofte møder i relation til det at arbejde problembaseret som fond. De kritiseres for at bevæge sig meget aktivt ind i udviklingen af projekterne fremfor at overlade det til ansøgerne selv at pege på konkrete løsninger, som de mener er rigtige for dem. Han mener, kritikken er forfejlet: ”Vi lavede jo virkelig vores arbejde dårligt, hvis vi ikke havde tænkt over, hvad pengene gik til, men bare delte dem ud på lykke og fromme. Så jeg synes, kritikken er meget forfejlet og faktisk er en opfordring til uansvarlig opførsel som fond.”