Oder om alting

Jeg mødte to kvinder, der på hver deres vis hjalp mig med at komme videre ... komme forbi en hurdle i livet. Mange, der oplever dette, lægger ikke andet i det end, at de føler sig glade over, at heldet var med dem.Er man spirituel, udlægger man det nok mere, som om universet sendte den hjælp, som det så, vi manglede. Forskellen er måske ikke den store ... men jeg tænker, livet bliver lidt rigere, når man tror, der er noget eller nogen, der vil os det bedste..Læs her eller klik på pilen for at lytte.

Jeg var i Himmerige … og jeg var ikke død … nærmere på en kort, fransk visit. Og jeg så årsagen til, at jeg så tit bliver rørt … ofte helt uden synlig grund. Jeg erkendte, at denne årsag har en langt større rolle i livet og i alting, end jeg havde tildelt den. Og jeg glædede mig over, at universet havde gjort mig en lille smule klogere.Læs her eller klik på pilen for at lytte.

Jeg mødte to kvinder, der på hver deres vis hjalp mig med at komme videre ... komme forbi en hurdle i livet. Mange, der oplever dette, lægger ikke andet i det end, at de føler sig glade over, at heldet var med dem. Er man spirituel, udlægger man det nok mere, som om universet sendte den hjælp, som det så, vi manglede. Forskellen er måske ikke den store ... men jeg tænker, livet bliver lidt rigere, når man tror, der er noget eller nogen, der vil os det bedste..Læs her eller klik på pilen for at lytte.

Jeg mødte en 1000-års sjæl. Jeg var længe om at opdage det ... vidste ikke den slags eksisterede ... og slet ikke, at man kunne møde dem. Men da først erkendelsen kom, var det så lige til ... så enkelt og klart, at jeg må smile af min egen langsommelighed og svage opfattelsesevne.Læs her eller klik på pilen for at lytte. Hosted on Acast. See acast.com/privacy for more information.

Jeg mødte to svenske kvinder på nettet … dyreelskere og flittige skribenter som jeg. De havde aldrig fået udgivet deres skriverier og var ikke i en økonomisk situation, hvor de kunne gøre det. Så jeg besluttede at lave en bog med dem … med os alle tre. Den kom til at hedde ”Sjæle rejser om natten (Nordisk version)”, fordi jeg forestillede mig, det var sådan, vi mødtes … en nat over det mellemste Sverige … tre sjæle på rejse … vi fandt sammen.Da jeg skulle lave min anden samling af udvalgte oder (udkommer januar 2023), blev jeg nødt til at tage dette tema op igen, fordi det virkede så stærkt på mig. Jeg måtte skrive en ode, der forklarede, hvorfor sjæle rejser om natten. Og den er lige her, og derfor er der to helt forskellige bøger med titlen ”Sjæle rejser om natten”.Læs her eller klik på pilen for at lytte.

Jeg har det svært med Gud. Der er for meget, der ikke giver mening. Jeg kan ikke forstå, at troende menesker ikke stiller flere spørgsmål … er mere kritiske. Men jeg har også tænkt, at jeg måske nærmer mig Gud på den forkerte måde … med for meget fornuft og for få følelser?Men så stillede en veninde mig et spørgsmål, der pludselig forklarede alt … ikke med fakta, men med følelser.Læs her eller klik på pilen for at lytte.

Jeg havde droppet Gud … dømt ham uinteressant, ikke-eksisterende … ude! Alle mine analyser pegede på, at Gud ikke eksisterede, og jeg skrev to oder (#117 og #118), der i mine øjne var fuldgyldige beviser for min påstand.Og nu forberedte jeg mig så på at leve resten af livet uden den støtte, som jeg trods alt havde mærket, at troen gav. Det var ikke rart, men jeg har aldrig været typen, der lod mig forlede af det behagelige, hvis fornuften sagde 'nej'. Jeg havde dog ikke sagt 'nej' til det spirituelle, og få dage senere besøgte jeg en meditationsgudstjeneste i en lokal kirke … se her, hvad der skete.Læs oden eller klik på pilen for at lytte.

Da jeg begyndte min spirituelle rejse, var det uomtvisteligt, at jeg en dag ville komme forbi Gud. Og selvom jeg var skeptisk og ikke mente, jeg havde brug for troen, tog jeg den til mig … ikke fuldt og helhjertet – det forbød min sunde fornuft mig – men dog i tilstrækkelig grad til at mærke den glæde og tryghed, der var i troen.Men jeg følte mig svigtet … følte ikke, at Gud gav mig det, som jeg ville have givet en, der bad om hjælp. Så jeg tænkte … hvorfor denne dialog … hvorfor bøn? Og jeg besluttede at sætte Gud på hold og fortsætte min søgning med alle muligheder åbne og tavlen blank.Læs her eller klik på pilen for at lytte.

Mine oder fortalte mig mange sandheder om mig selv, og jeg mener, det lykkedes mig at blive et lidt bedre menneske … men jeg oplever også, at der er adfærd, som jeg forsøger at ændre igen og igen … med begrænset eller helt manglende succes.Hvad er det, der sker? Hvad gør jeg forkert? tænkte jeg. Hvorfor bliver jeg ustandseligt sendt tilbage til start, når det gælder disse grundlæggende egenskaber? Endnu en gang stod jeg med et spørgsmål, der krævede en rejse til min indre verden.Læs her eller klik på pilen for at lytte.

Jeg har - som du vil vide, hvis du har læst bare ganske få af mine oder - et lidt anstrengt forhold til det 'bare at være'. Jeg synes, livet er for vigtigt til 'bare at være her' ... der må da være noget, vi skal ... en mission eller en livsopgave.Efter at have tænkt over dette lige så længe, som jeg har skrevet oder, meldte spørgsmålet sig ... 'Jamen, er du sikker på, at du ved, hvordan det er bare at være'? Måske skulle du tjekke det? Hvordan gør man det? Hvad nu, hvis jeg forestiller mig, at jeg bare er et ganske lille fnug i universet? Kan jeg så lære og forstå og mærke, hvad det vil sige bare at være ... og måske finde ud af, at det ikke er så tosset endda?Og så skrev jeg denne ode.Læs her eller klik på pilen for at lytte.

Lige siden mine teenageår har jeg forceret livet ... været på forkant med alting ... forberedt mig på alting. Hver eneste ledige stund op igennem livet, der kunne være brugt på at skabe relationer og blive lykkeligere, blev brugt på at sikre succes og indtægt.Selv da jeg fik muligheden for at begynde forfra på livet, forcerede jeg ... lige indtil jeg opdagede, at forceringen havde en alvorlig bagside. Og selv da var det svært at stoppe.Læs oden eller klik på pilen for at lytte.

Hvad er religion? For mig er religion den organiserede udbredelse af troen ... altså kirken i alle dens afskygninger. Men hvorfor opstod religionen ... hvorfor tog forskellige organisationer troen til sig for at udbrede den?Eksisterede der i kirken et oprigtigt ønske om at hjælpe mennesker trygge gennem livet? Eller var det ren og skær kynisme, fordi de så, at troen ville give dem mulighed for at knytte folket og dermed magten til kirken?Mens jeg fantaserede og filosoferede over dette emne, kom jeg til at tænke på Marcel ... mit alter ego eller måske min skytsengel.Havde han en andel i dette? Han er jo en ånd ... han har levet i århundreder ... han kunne godt havde spillet en rolle i disse begivenheder? Her er historien fortalt af Marcel selv.Læs oden eller klik på pilen for at lytte.

Efter næsten fire års kamp og skriverier. Og efter mere end 100 oder ser jeg nu, at den vigtigste evne er åbenhed ... evnen til at åbne sig mod livet. Vi skal finde modet til at træde væk fra rorpinden og lade livet vise os vejen ... vove at møde alle livets tilskikkelser med visiret oppe og stål i øjnene.For det er, når vi risikerer det ene øje og fortæller livet, at vi vil det, at det viser os sit sande jeg og sender den ene erkendelse efter den anden vores vej ... og det er på den vej, vi en dag møder meningen med alting ... også med os selv.Læs oden eller klik på pilen for at lytte.

Jeg var ved at male mig selv op i et hjørne. Jeg følte, jeg havde ledt efter meningen med livet og alting ... overalt. Men svaret lod vente på sig. 'Måske er der ingen, der kender det', tænkte jeg ... 'eller også stiller jeg spørgsmålet de forkerte steder'.Så jeg udvidede søgeområdet ... jeg søgte i 'stilheden' og i 'kaos' ... og jeg fandt godt nyt, men alligevel ikke helt nyt. Og da jeg var tæt på at støde panden mod muren og give op, hjalp min intuition mig med et nyt forslag ...Læs oden eller klik på pilen for at lytte.

Kender du følelsen af at være slået tilbage til start? Sådan havde jeg det, da jeg havde skrevet ode #109. Møde i kaos. Jo ... jeg var tilfreds med oden ... den indeholdt væsentlige erkendelser, som jeg kunne bruge som basis for at komme videre ... MEN ...Men var den for kryptisk? Var jeg kommet for langt ud af en tangent? Efterlod jeg læseren bagude, mens jeg fløjtede afsted på fantasiens vinger? Det troede jeg ... men sandheden var en anden.Læs oden eller klik på pilen for at lytte.

Hvor skal jeg finde svarene? Hvor skal jeg stille spørgsmålene? Det virker som om, jeg har stillet dem overalt ... i den ydre verden og i den indre. Jeg ved, at jeg ikke har undersøgt min nyopdagede stilhed særligt grundigt ... måske er det der, jeg skal begynde? Men ... hvad skal jeg lede efter? Min intuition siger mig, at jeg skal kigge de mest usandsynlige steder ... dér, hvor ingen ville finde på at lede efter noget som helst ... hvad med at kigge i kaos? Men ... hvor er kaos, eller ... hvor er kaos ikke?Læs oden eller klik på pilen for at lytte.

Og så fandt jeg stilheden ... den stilhed, som jeg håbede kunne give mig de svar, jeg tørster efter. Jeg bliver budt op af en usynlig dansepartner, der hjælper mig med at formulere stilhedens natur ... det er så enkelt, at det nødvendigvis må være sandheden.Men stilheden har en ekstra bonus til mig ... for her møder jeg én, som jeg kun har mødt få gange tidligere ... én, som jeg håber kan give mig alle de svar, jeg søger.Denne ode er DEL 3 af trilogien 'Danser med stilheden'.Læs oden eller klik på pilen for at lytte.

Min hjerne havde beordret mig på en ekspedition efter nye udfordringer og nye erkendelser ... havde foreslået mig at søge i 'stilheden'. Jeg mærkede, den opfattede stilheden som et sted - ikke bare fraværet af lyd.Jeg er nogenlunde bekendt med den ydre verden - tror jeg da, så jeg tænkte, at mulighederne for at finde stilheden ville være størst i min indre verden. Så en formiddag kort efter at bøgen var sprunget ud, begav jeg mig af sted mod min indre verden.Denne ode er DEL 2 af trilogien 'Danser med stilheden'.Læs oden eller klik på pilen for at lytte.

Trilogien 'Danser med stilheden' handler om den rejse, min krøllede hjerne sendte mig af sted på, da det gik op for den, at der ikke var nogen mission, der kunne give mit liv mening.'Stilheden'? spurgte jeg, da min hjerne foreslog mig at søge nye udfordringer og nye erkendelser i stilheden. Men der kom ikke flere forklaringer, så jeg besluttede at begynde at lede efter stilheden ... hvad skulle jeg ellers? Jeg havde ikke andet at gå efter.Denne ode er DEL 1 af trilogien 'Danser med stilheden'.Læs oden eller klik på pilen for at lytte.

Det er vigtigt for mig, at du forstår, hvorfor jeg skriver mine oder. Jeg gør det af nødvendighed. Jeg gør det, fordi jeg ikke har lyst til at forlade denne jord uden at forstå, hvorfor jeg blev placeret her for over 70 år siden. Hvad skulle jeg her? Hvad SKAL jeg her? Hvordan får jeg disse mange år til at synes bare en lille smule meningsfulde? Og ... ikke mindst: Hvad skal jeg nu? LIGE NU !?Læs oden eller klik på pilen for at lytte.

Når man begynder at interessere sig for det spirituelle, kommer man på et tidspunkt forbi Gud. Det gjorde jeg også, og jeg blev et par år. Nu er jeg imidlertid på vej væk igen … tro skal ikke bare være rart og trygt … det skal også være sandsynligt, logisk og fornuftigt, og sådan ser jeg ikke troen lige nu.Måske kommer jeg tilbage igen – måske ikke … jeg skal lige ud og se, hvad der ellers kan friste i det store univers.Læs oden eller klik på pilen for at lytte.

Så nåede jeg det magiske tal ... ethundrede oder. Ikke at det er et mål i sig selv, men en milepæl ... jo, det er det. Hver eneste ode er skabt af en tanke .... måske endda en lille bitte tanke ... en smule undren ... lidt frustration ... eller måske vrede.Så denne ode nummer ethundrede er en milepæl ... ganske kort samler den op på mit udbytte af tre et halvt års skriverier ... og så åbner den for de næste oder ... hvis der kommer flere ... jo, det gør der nok - dog ikke ethundrede mere.Kommer der andet ... ja, måske ... er begyndt på bog nummer to. Bliver den færdig ... det vides ikke ... bøger er svære ... især de gode.Læs oden eller klik på pilen for at lytte.

Én ting er sikkert ... der sker ikke noget nyt, hvis du bliver ved med at gøre det, du altid har gjort. Jeg styrede og kontrollerede mit liv, fordi jeg var overbevist om, at det var den eneste måde at komme derhen, hvor jeg gerne ville.Da jeg nåede pensionsalderen, måtte jeg erkende, at jeg IKKE var nået dertil. Men så trådte livet til og viste mig, at der er andre måder at leve det på ... og efter lidt tid og lidt tilvænning opdagede jeg, at det gav god mening.Læs oden eller klik på pilen for at lytte.

Jeg oplever en stor følelse af tab forbundet med fortiden. En fornemmelse af, at alt, der var, er væk. Men jeg nægter at acceptere det, for et eller andet sted inden i mig selv fornemmer jeg, at det er her stadig. Eller også er det bare indbildning, fordi jeg ikke kan bære, at det er væk.Nu er jeg heldigvis forsynet med en god fantasi, så det, der er umuligt for andre, er måske muligt for mig ... fx. at hente minderne hjem, hvor de hører til.Læs oden eller klik på pilen for at lytte.

Spørgsmålet om at kende mig selv er helt centralt for den proces, jeg befinder mig i. Jeg ønsker at forstå livet ... universet ... det guddommelige ... jeg vil forstå alting ... og jeg ved ... det hele begynder med mig selv. Forståelsen af mig selv er ganske enkelt broen til mere viden. Så jeg må kigge indad ... for jeg er selv det hele ... alting findes i mig. Der er kun én hindring ... kun ét spørgsmål, som jeg må stille mig selv: Tør jeg kigge?Læs oden eller klik på pilen for at lytte.

Jeg har svært ved at slippe min interesse for samfund og politik, selvom denne interesse primært bidrager til at øge min frustration. Vores politikere er på ingen måde deres opgave voksen … ja det virker faktisk, som om de slet ikke har den egentlige opgave for øje … det handler kun om magt.Man siger, at magt korrumperer … det synes jeg, vi ser beviserne på overalt i det politiske liv. Men måske er der et lille håb … måske er der lidt anstændighed bag masken?Læs oden eller klik på pilen for at lytte.

Når man følger dialogen i samfundet … på TV, sociale medier og i aviser … så er det slående så lidt følelsen af et medansvar for klodens velbefindende og menneskets mulighed for overlevelse fylder. Det virker nærmest, som om alle er fast overbevist om, at en messias vil indfinde sig og løse alle problemerne.Og hvis det ikke ligefrem bliver en messias, så efter al sandsynlighed teknologiske fremskridt, som vil gøre det muligt for os at fortsætte vores misbrug af kloden. Ja, det kan vi da håbe på … men hvad nu, hvis teknologien ikke leverer miraklet??? Det er måske en god idé at forberede et svar, når dit barnebarn en dag spørger dig: 'Hvorfor gjorde I ikke noget?'Læs oden eller klik på pilen nedenunder for at lytte.

Jeg tænkte, om mine lejlighedsvise nedture og problemer med at finde mig til rette i livet handlede om min manglende opfyldelse af menneskets mest grundlæggende drift ... ja, vel nærmest pligt: Forplantningen. Men da jeg satte mig for at skrive oden, endte jeg et helt andet sted ... og det sted gav meget mening. Så må det andet emne vente til en anden gang.Læs oden eller klik på pilen herunder for at lytte.

Jeg havde aldrig besøgt en healer. Jeg er skeptisk overfor den slags. Jo, jeg tror, at nogle mennesker kan heale ... gøre andre raske på måder, som ikke er anerkendt og forstået i dag. Men jeg tror også, at der er mange, som tror de kan - som slet ikke kan. Men jeg besluttede at prøve det ... fordi jeg kender en healer, som jeg stoler på, og fordi en god ven rådede mig til det.Nu fejler jeg ikke andet end de mange småting, som alderen fører med sig, så jeg forventede ikke nogle mærkbare ændringer i helbredet. Men jeg forventede, at en lille flig af en ukendt verden ville blive vist for mig ... jeg forventede en spirituel oplevelse ... og det fik jeg.Læs oden eller klik på pilen herunder for at lytte.

Marcel er på banen igen med nye og provokerende tanker ... denne gang om det at tro. 'Indrøm det' sagde han til mig. 'Du er ikke altid sikker på, at der er nogen i den anden ende, når du beder til Gud'.På vej hjem efter mødet med ham kom jeg til at tænke på, om det mon overhovedet gør en forskel ... altså om der er en Gud eller ej. Vel hjemme igen, satte jeg mig ved computeren og skrev denne ode ... #92. Tro.Læs oden eller klik på pilen herunder for at lytte.

Nogle mennesker føler, at retten til selv at bestemme over deres liv trues i disse år ... de kræver deres frihed tilbage. Men det forekommer mig, at de tror, frihed er gratis ... at de ikke er opmærksomme på, at der altid følger ansvar og konsekvens med frihed.Hvad nu, hvis deres frihed begrænser andres frihed? Og hvis der følger nogle konsekvenser med fastholdelsen af deres frihed ... er de parate til at leve med disse konsekvenser?Læs oden eller klik på pilen herunder for at lytte.

Mange mener, at vi alle er en del af guddommen … eller skaberen … eller altet. Kald det, hvad du vil … det er det samme, vi taler om. Hvis det er tilfældet, så er vi jo altvidende, altfavnende, altmagtfulde … men sådan er det jo ikke. Hvordan er det så?Er det sådan, at jo mere vi udvikler os … jo mere, vi åbner os for alting … jo flere små glimt får vi af den store viden, der ligger i os? Jeg tænkte: Måske, men jeg vil ikke vente … jeg har min kreativitet og intuition … hvad mon jeg kan finde, hvis jeg rejser i tankerne?Læs oden eller klik på pilen herunder for at lytte.

Jeg mærker arrogancen i mit indre ... jeg ved, at den springer frem, hvis jeg ikke tøjler den med min ydmyghed. Jeg blev påtvunget ydmygheden, og jeg må leve med den, men som tiden er gået, og jeg har lært den bedre at kende, har jeg opdaget ...... at ydmygheden er en langt bedre ven ... en meget stærkere allieret end arrogancen. Og sådan er der så meget ... det er godt at blive ældre ... og klogere :-)Læs oden eller klik på pilen herunder for at lytte.

Jeg følte mig trist. Selvom meget var godt i livet, så kunne jeg ikke nyde det. Glæden indfandt sig sjældent, og selv når den prøvede at muntre mig op, vendte jeg mig fra den … havde ikke lyst … ikke lyst til noget overhovedet.Men da jeg satte mig ned og skrev denne ode, viste der sig alligevel en mening med galskaben … en måde at håndtere tristheden på.Læs oden eller klik på pilen herunder for at lytte.

Idéen til denne ode blev til under en samtale med pigen i skoven … vi fik denne enestående, lille tanke om, at livet begynder, når det lille fosters hjerte slår sit første slag. Det er bare så sødt, og det griber mig og rører mig at skrive og læse oden … og ved du hvad: Så behøver jeg ikke mere.Men det er også den trøstende tanke om, at vi er her for en grund … fordi vi gennem det at være noget for andre udvikler os selv. Og når tiden er inde til at drage videre, sker det uden sorg … vores ånd glæder sig til rejsen hjem til kosmos, hvor den kan fordøje og undersøge den megen nye lærdom, før et nyt lille hjerte igen kalder på den.Læs oden eller klik på pilen herunder for at lytte.

Jeg bryster mig af, at jeg tør kigge kritisk på mig selv. Jeg plejer at sige, at hvis du vil lære dig selv at kende, må du ikke frygte … du skal turde se dine dårlige såvel som gode sider i øjnene … du skal turde kigge bag hver en dør.Det prøver jeg i vid udstrækning at holde fast i omkring mig selv … men er der døre, som jeg ikke kan få op … er der døre, som min frygt ligefrem forhindrer mig i at se? Det tror jeg … og jeg tror, at det er bag disse døre, de virkelige sandheder ligger.Læs oden eller klik på pilen herunder for at lytte.

Jeg har ikke høje tanker om den måde, som jeg har håndteret mit liv på ... faktisk synes jeg, at jeg har spildt det godt og grundigt. Hele tiden vendt ryggen til det, jeg gerne ville have ... enten fordi jeg var genert, eller fordi der var noget, som var vigtigere.I mine sidste år arbejdede jeg hårdt for at kompensere for dette sløseri ... for at skabe en følelse af sand værdi. Det var i den proces, jeg måtte revidere min opfattelse af mine første mange år.

Marcel dukkede op, da jeg skrev min første ode, og over årene kom han tæt på mig ... blev mit alter ego. Jeg kunne ikke forestille mig at leve uden ham ... og det kom jeg heldigvis heller ikke til.Læs oden her.

Hjælper det at bede til Gud? Er der overhovedet nogen, der lytter? Hvordan ved man, om man får hjælp, eller om det er livets tilfældigheder, der pludselig arter sig vel?Jeg må indrømme, at jeg altid har ment, at jeg nok skulle klare livet selv. Jeg så ingen grund til at bede til en, som jeg ikke havde noget forhold til, og som jeg ikke interesserede mig for ... én som kirken med dens dogmer, ritualer og forventninger for længst havde stemplet som ”no go” i mine øjne. Men man har lov til at skifte mening ... (NB. Kosmologien er Martinus' lære).Læs oden eller klik på pilen herunder for at lytte.

Det har nok ikke undgået din opmærksomhed, at jeg indimellem har det svært med den ydre verden – mine medmennesker. Ikke med de mennesker, jeg møder, men med den store flok, som jeg ikke kender og ikke møder. Derfor har jeg med jævnlige mellemrum tanker om …… tanker om bare at trække stikket. Melde mig helt ud af samfundet. Finde et ensomt lille sted langt oppe i de svenske skove, hvor jeg kan få lov til at gå i et med alting. Skal jeg være helt ærlig, ville det nok ikke være lykken … men dagdrømme har man da lov at ha'.

Da jeg først én gang havde rejst i kosmos, fik jeg smag for mere. Og selvom træer er langt mere tålmodige end mennesker, kunne jeg mærke, at mit rejsetræ på kanten af Østersøen glædede sig over at se mig og hunden Snar, da vi nærmede os fra syd.Jeg tror, det kedede sig lidt. Der sker ikke vildt meget på kanten af Østersøen, selvom klimaforandringerne har gjort vejrliget lidt voldsommere. Det korte af det lange var, at det keeedede sig … så det livede op, da jeg kom med en ny rejseopgave til det. Der var én rejse, jeg havde ønsket mig længe …

Man skal ikke have læst ret mange af mine oder for at vide, at jeg ikke er noget lykkeligt menneske. Jeg vil dog ikke kalde mig selv “ulykkelig” … men den der grundlæggende fornemmelse af lykke, som jeg tror eksisterer … er det ikke lykkedes mig at finde …… indtil nu … i hvert fald? Lykken har stået som et mysterium for mig … hvad er lykke? Hvor er den? Hvordan lokker man den frem? Og så kom den faktisk fra en helt uventet kant … den kom fra et sted, som jeg troede, jeg havde “dækket af” …

Jeg er en rastløs natur … jeg vil næsten altid hellere være et andet sted end der, hvor jeg er. Når jeg er i gang med det ene eller det andet, er jeg i tankerne allerede i gang med dagens næste opgave. Så jeg tænker … jeg er den rejsende … jeg kan lide at være på vej … jeg kan lide at udforske og opdage nye muligheder. Og jeg har fået fantasiens gave … der hvor jeg ikke kan rejse i virkeligheden, rejser jeg bare i tankerne … jeg ser de mest fantastiske steder og oplever ting som ingen andre. Men de er jo ikke rigtige – ikke virkelige, siger du … det generer mig ikke … oplevelsen er stadig lige stor … og i øvrigt … vi kan jo ikke vide, om de er virkelige … ikke sådan helt sikkert … vel?

Jeg bliver let meget rørt. Jeg har spekuleret over hvorfor. I de senere år er jeg blevet stadig mere opmærksom på, at det skal forbindes med følelsen af tab.Så jeg satte mig og skrev: Marcels tab. Version 1 blev nogenlunde. Version 2 røg ud af en forkert tangent. Version 3 læser jeg her. Jeg kan mærke, der er meget, der rammer rigtigt, selvom spørgsmålet endnu ikke er helt afklaret. Men alting er en proces … det her er så langt, jeg kan komme nu. Måske kommer jeg lidt længere, næste gang jeg forsøger.

Mange mennesker lever et fuldt tilfredsstillende liv med partner, hus, vovse, børn og børnebørn. Det kan jeg ikke … der er for mange kampe, der skal kæmpes! Når man føler, man har en mission – når der er noget, man føler, man skal … så slutter kampen aldrig. Jeg søger altid udfordringer … jeg søger altid at gøre tingene lidt bedre end sidst, og det betyder kamp. Sværdet er aldrig i skeden … min indre kriger sover aldrig. Og når livet bliver for stille, opsøger jeg ny kamppladser. Stressende? Ja, men jeg tror ikke, jeg kan gøre noget ved det … disse tanker og incitamenter ligger i de bedst skjulte gener et eller andet sted i mit dna.

Livet har budt mig mange chancer og muligheder, som jeg ikke evnede at gribe. Jeg bebrejder ikke nogen – ikke engang mig selv, men det giver mig en fornemmelse af tab. Jeg troede ikke, jeg orkede mere, men så fandt jeg en kamp, jeg ikke havde set komme.

Jeg skrev denne ode i december 2018. Allerede dengang var der brug for, at vi allesammen tager ansvar … for hinanden og for kloden. Og det er der også i dag – nu mere end nogensinde … vi kan ikke bare lade stå til og tænke “det må andre tage sig af”.Det ALLERVIGTIGSTE er at bevare troen på, at det gør en forskel, hvad vi hver især gør … for når mange nok gør det rigtige, så sker det rigtige. Vi kan alle være frelseren – det handler bare om at beslutte at være det.

Martinus fortæller om de seks riger, som vi besøger igennem tusindvis af inkarnationer. I hvert rige opsamler vi erfaringer og udvikler vores humanisme og vores jeg, så vi til sidst er i stand til at understøtte alt liv i kosmos. Når vi er færdige i det 6. rige, starter kredsløbet igen … i al evighed. Det begyndte aldrig, og det slutter aldrig … det har altid været og vil altid være. Jeg kunne ikke lade være med at fantasere over, hvordan det mon ville være at opleve de 6 riger … så jeg pakkede rygsækken og tog afsted.

Jeg synes egentlig, at jeg er en mærkelig mand. Jeg har gjort sååå mange mærkelige ting i mit liv. Men giver det mening at fokusere på de ting? Ja, fordi det hjælper mig med at forstå mig selv. Og måske til at opføre mig lidt mindre mærkeligt fremover.Nogle gange når jeg går i skoven eller på stranden med min hund, kommer jeg til at tænke på en af de ting, som jeg har gjort, og så føler jeg det, som om jeg kunne komme ned i en skostørrelse 35. Men så affærdiger jeg det: “Sket-er-sket”. “Det-er-jo-sådan-du-er”. “Og-du-er-jo-en-dejlig-dreng-alligevel”. Det giver jo ikke mening at hade sig selv, vel?

Jeg har gået på stranden i 19 år. Jeg går og tænker. Man tænker så godt, når man bare går, og hunden snuser rundt. Og så var det i øvrigt på stranden, jeg mødte mig selv – igen.Forleden tænkte jeg på, hvorfor mit liv blev, som det blev. Jeg tænkte: Du mistede noget vigtigt som barn. Hvornår var det? Du må prøve at tænke tilbage og huske hændelser. Og når du ikke kan huske længere tilbage, så var det måske der, der skete noget. Kom med mig på en lille rejse tilbage i tiden.

Den danske skov er fantastisk. Jeg har boet midt i den i 11 år. Men skovens liv forstyrres af jagt. Jægere, der synes, det er deres ret at jage og dræbe såvel skovens dyr som tusindvis af fasaner, der indkøbes til formålet. Og formålet er kun én ting … sjov.Jagt er deres sport … de dræber, fordi det er sjovt. De prøver at bilde os ind, at mængden af dyr skal reguleres. Det er korrekt, men det er kun en lille bitte del af de jagter, som de gennemfører. Regulerende jagt er nødvendig, men den skal KUN udføres af professionelle jægere. Og jagt for sjov skal forbydes.