Lyt med når Jakob Stegelmann og venner diskuterer alt det, folk ikke altid forstår, at vi elsker. Film, spil, tegneserier og meget andet.
Hvad kendetegner en Boomershooter? Det spørgsmål prøver Troels og Benjamin at svare på i denne Stegelcast, samtidig med at anbefale deres yndlings-boomershootere. Kig med, der er i hvert fald et spil eller to du ikke kender.
Ole Knudsen gæster i dag Stegelcast, for at snakke om Bamse og Dukkelise og Søren Spætte med Jakob Stegelmann. Ole må indrømme, at ikke alle tegneserier er skabt lige - men der er nu nogle guldkorn imellem alligevel.
I Sovjettiden var Ukraine en del af imperiet og ukrainsk og russisk kultur lånte flittigt fra hinanden. Den russisk-ukrainske forfatter Nikolai Gogol fra det 19.århundrede var pensum på linie med Holberg og Andersen: han skrev både uhyggelige eventyr og satire om sin egne - hans "Døde Sjæle" er en klassiker, og mange af hans gysere er filmatiseret i flere lande, f.eks. Italien. Men her er nu en Gogol-film, som Christopher har fundet i en smuk restaureret udgave: Viy fra 1967. Jeg havde kun hørt om den, men aldrig set den, og det blev en fantastisk og mærkelig oplevelse, som bare måtte med i den nye udgave af Stegelcast. Der indgår hekse, religion, besværgelser og en nat med et lig - det hele i en sær blanding af russisk filmstil og Hammer horror. Filmen kan købes på Bluray hos f.eks. Faraos Cigarer og Laserdisen.
Hun er fra Mars, og hun er på Netflix. For Netflix har heldigvis plads til klassikere, der måske var glemt - men som vi fandt. Benjamin og jeg har set denne utrolige film om en invasion fra Mars, hvor der åbenbart er mangel på mænd. Hør mere om Mars-boernes mission og den engelske film, når vi fortæller om vores oplevelser i denne nye Stegelcast-episode med video. DEVIL GIRL FROM MARS blev indspillet i England i 1954, med de amerikanske Danziger-brødre som producenter og skotten David MacDonald som instruktør. I hovedrollerne ses den mystiske Patricia Laffan som Mars-kvinden og Hugh McDermott som den mandlige helt fra jorden. Lyt med her og se de utrolige klip fra filmen, som altså kan streames på Netflix.
Jeg har længe gerne ville revitalisere Stegelcast, så vi også udkom med video på youtube. Og nu er det lykkedes. Ideen er den samme - jeg mødes med mine venner - eller mine venner mødes med hinanden - og snakker om ting, vi elsker og som vi synes, verden skal høre om. Det er jo ikke sikkert, at verden deler vores synspunkt, for hverken min eller mine venners smag er den bedste.... Den første udkommer i dag, og man kan så vælge om man vil se det med video på youtube - eller bare høre det som før i podcastudgaven. Første episode handler om den lidt glemte næsten-superhelt DOC SAVAGE, og især den helt specielle filmatisering, han blev udsat for i 1975, og som Christopher Leo og jeg har set på dvd. Der er meget ved DOC SAVAGE, som så dagens lys i 1933, der minder om de første superheltes universer - og Stan Lee har da også nævnt, at DOC var en stor inspiration for ham, da han søsatte de mange nye Marvel-helte i 60'erne. Så han er jo et oplagt tema: Håber i vil se eller lytte med i den første STEGELCAST i det nye format. Kommende gæster er Ole Knudsen, Benjamin Stegelmann, Troels Møller og mange flere, og vi regner med at udkomme engang om ugen indtil vi løber tør for emner (og tid - det her er, som alle Stegelcast indtil videre, ganske gratis og uhonoreret).
Stegelcast har ligget stille længe, mest fordi vi har været underdrejet af produktionen af TROLDSPEJLET SPECIALS og SCIENCE VS FICTION - begge noget større produktioner, som tilmed er lønnet - i modsætning til Stegelcast, som vi indtil videre laver helt pro bono, som amerikanske advokater siger, når de arbejder frivilligt i samfundets og det godes tjeneste.... Men en enkelt episode er det blevet til, og den kommer her. Ole Knudsen og jeg satte os i studiet i sommervarmen, og lavede denne episode, som nu er klippet færdig og klar til at blive lyttet til i juledagene. Meget passende derfor at Ole starter med at fortæller om sine to julebøger, der også blev til i hedebølgen. VED JULELAMPENS SKÆR 2022, som Ole har redigeret, og LOKUMSBOGEN 2023, som han har skrevet sammen med Sten Wijkmann Kjærsgaard (som vistnok er en re-inkarnation af Tycho Brahe). Den sidste er en oplagt værtindgave til nytårsfesten og en guldgrube af læsestof, i år nu timed også med billig gas.
Peter Jacksons genudgivelse af de gamle optagelser fra Let It Be-indspilningerne har været solgt med stor fanfare på Disney+. Så hvorfor ikke bruge en hel Stegelcast på John, Paul, George og Ringo? Ole har set hele serien, Jakob kun noget, man så til gengæld den oprindelige film i biografen i 1970... Men så er der jo så mange andre ting fra samlingerne, som man kan tale om, og Beatles er jo en uudtømmelige kilde. Det kunne f.eks. være den store bog, bygget over den nye tv-serie - GET BACK af John Harris, som Ole har med. Den er fyldt med dialoger og billeder og er egentlig bedre end tv-serien...
Lettere forsinket kommer her en ny episode, som vi optog sidste år og ikke fik gjort klar til udgivelse. Ole Knudsen og jeg ser på ting og sager fra vores samling af film, bøger og tegneserier - og vi begynder med James Bond, som Ole er begyndt at lytte til som lydbog, på engelsk - det gør han på Amazons Audible. Og den, der har overrasket ham mest er You Only Live Twice, for den har en meget mærkelig handling.
Med en vis overvægt på emner fra det vilde vesten. Men vi starter med sci-fi - Duncan Jones følger sine to film MOON og MUTE op med et kæmpemæssigt tegneseriealbum, som Ole selvfølgelig har købt i en deluxe deluxe sjælden udgave - eller rettere, støttet...
Hvor finkulturel kan Stegelcast blive? Vi tager tryk-testen i denne nyeste udgave, hvor Ole Knudsen er gæst - og det første han har med er en tegneserie bygget over....Marcel Proust!
Det bliver forventeligt detaljerne, der er i centrum endnu engang i Stegelcast, fordi Ole Knudsen er forbi og fortæller om noget af det, han er stødt på for nylig.
Det er tre klassiske universer, Ole Knudsen og jeg kommer forbi i denne nye episode af Stegelcast. For nogle gange er man bare nødt til at indrømme, at det ikke kan være sært, og lost og kuriøst altsammen.
Vi har endnu engang sat os i studiet - Ole Knudsen og undertegnede - for at vise hinanden ting vi har fundet - og som vi synes fortjener lidt kommentarer.
Så er der en ny Stegelcast, hvor Ole Knudsen er kommet forbi og vi sammenligner en stak gode ting. Ole fortæller om det gamle tegneserie-humor-blad KYSTBANE KOMIX. Så har Jakob en bog om Gøg & Gokkes live-optrædender, bl.a. dem i Danmark 1947. Ole fortæller om en dansk bog, der snart bliver til Netflix-serien Against the Ice. Jakob har endelig fundet The Beast With Five Fingers på DVD. Mens Ole er blevet fascineret af den engelske skuespiller og musiker Anthony Newley (kendt fra musikken til den oprindelige Charlie & Chokoladefabrikkren. Især hans mærkelige tv-serie The Strange World of Gurney Slade, som er kommet på dvd. Og til sidst har Jakob en engelsk film 1959, der fascinerede ham - og som ligger på Youtube. Den hedder Sapphire. God fornøjelse!
Nu, hvor podcast-markedet er blevet strømlinet og store podcastere slutter sig til Podimo og leverer flot producerede og gennemarbejdede værker, der kan leve evigt, er det tid til at se på, om selv Stegelcast kræver fornyelse. Umiddelbart er svaret nej. Men alligevel. Sidste forår arbejdede jeg og Ole Knudsen, Stegelcasts hyppigste gæst med det faste Lost Comics format, på at gøre det på en ny måde. Vi lavede to episoder af en ny slags Stegelcast, og droppede det så igen. Hvorfor? Aner det ikke, men det har nok spillet ind, at podcasteksperter sagde, at det var slut med den slags podcasts, hvor to venner bare sludrede om noget, de godt kan lide. Men efter moden overvejelse blev vi enige om at gøre det alligevel. Så her den første af et nyt spor i Stegelcasts verden - Stegelcast med Knudsen & Stegelmann - eller hvad man nu vil kalde det. I første episode taler vi om Solaris, både filmene og bogen, om Zarak, en mærkelig engelsk eksotisk action-film fra 1956 og Kiplings Junglebogen i de nye udgaver. God fornøjelse!
Det er blevet tid til en ny Stegelcast med Ole Knudsen i studiet og en stak LOST COMICS på bordet.
På utallige opfordringer - eller rettere, fordi vi igen fik tid - er her en ny udgave af Stegelcast, hvor Ole Knudsen og jeg igen snakker tegneserier. Mest ukendte, men også nogle ret kendte, som vi synes, det kunne være sjovt at fortælle om. Vi har som altid tre tegneserier med hver - og som en særlig service har vi nu også optaget podcasten på video, så den kan ses på youtube: https://youtu.be/zQRYosYCs8A
Stegelcast er tilbage med en ny Lost Comics-episode, hvor Merlin P. Mann er gæst. Han har besøg podcasten tidligere, men da var det for at fortælle om sin arbejde som manuskriptforfatter. Nu er han på besøg med den særlige opgave, der er Lost Comics: Han har tre tegneserier fra sin samling med, som helst skal være ukendte, eller glemte, eller bare helt specielle - serier, som han synes man skal læse. Og jeg forsøger så at matche det med tre serier fra min samling.
Disneys klassikere omfatter ikke blot de velkendte film, men også en række antologi-film med kortfilm - ofte med musikalsk tema. Det er var ikke film, der havde Disneys store bevågenhed, men der er flere af dem - og de er fyldt med gode sager for Disney-fans. Så med Hans Perk som gæst i Stegelcast tager vi nu hul på disse film - og den første er 1946-filmen Make Mine Music, der havde premiere i 1946, og som i Danmark blev kaldt Spil for mig!
Ole Knudsen er igen forbi Stegelcast studiet - og det betyder tegneserier fra gemmerne - nogle mere "lost" end andre - men alle værd at stifte bekendtskab med. I dag er der især lidt nyere ting med, selv om der også er noget helt gammelt. Og en enkelt, som blev sendt til os af en anonym lytter! Spændende!
Jakob Hjort Jensen er en af de mange fantastiske kunstnere, der besjæler animerede film med det liv, der gør dem vedkommende for os, der sidder i mørket og kigger på. Han er dansker, men han har lagt det meste af sit arbejdsliv på Dreamworks-studierne i Los Angeles, for han er en af dem, der bekender sig til klassiske amerikansk character animation. Jeg er så heldig at have kendt ham i mange år - og han har også optrådt i indslag i Troldspejlet. Han er en af dem, der virkelig elsker sit fag, og hans talent har landet ham en del store roller - som titelfiguren i Sinbad - Legend of the Seven Seas, Hiccup i How to Train Your Dragon og Guy i The Croods. Sidstnævnte skaffede ham også en Annie Award for bedste figuranimation i 2014. Men hvad fik ham til at vælge en vej som animator? Og hvordan fungerer arbejdet på så store animerede produktioner, som dem, Dreamworks står for. Og hvordan gik det med at skifte fra tradionel 2D-animation til moderne 3D CGI. Det og meget andet fortæller han i denne nye episode af Stegelcast. Jakob Jensen ses her foran forsiden til den børnebog, han udgav i 2014. Den nåede vi ikke at tale i podcasten, men den er vikelig sjov og charmerende - og original. Han skrev den sammen med sin danske animatorkollega på Dreamworks, Rune Bennike. Den ser sådan ud og kan købes hos Amazon
Eumig super 8-fremviseren er tændt igen og vi ser på super 8 film, mig og Andreas Nederland. Men denne gang med special guest: Niels Paridon, kendt filmnørd fra den ældste danske filmpodcast Filmnørdens Hjørne. Niels har nemlig fundet et par klenodier, og da han ikke selv er i besiddelse af en fremviser, måtte vi selvfølgelig invitere ham forbi. Det viste sig at være en absolut klassiker, en af de bedste super 8 film nogensinde, og en meget mærkelig overraskelse. Lyt med, når vi ser hele fire film igennem.
Tim Burton har lavet en ny udgave af Dumbo. Det er den oplagte anledning til denne udgave af Stegelcast, hvor jeg endnu engang har besøg af Hans Perk, så vi sammen kan snakke klassisk Disney. Vi taler om den originale films usædvanlige tilblivelse og om forholdene på Disney-studiet på samme tid - med den berømte strejke. Vi ser også på filmens originale "draft" - som Hans har fra sin samling, hvor animatorerne på de enkelte scener står.
Ole Knudsen har været forbi Stegelcast-studiet med en stak tegneserier, hvoraf nogle bestemt ikke burde være i Lost Comics-kategorien, men det har vi en fornemmelse af, at de alligevel er ved at være. En af ideerne med podcasten er også at holde liv i store klassikere, der er på vej i glemsel. Men vi har også noget nyt med - her er de fantastiske serier, vi taler om idag.
Netflix har haft stor succes med den animerede fantasy-serie The Dragon Prince, skabt af Aaron Ehasz og Justin Richmond. Ehasz er især kendt for serien Avatar - The Last Airbender, og det kan man sådan set godt se i Dragon Prince-stilen. Serien startede sidste år, og Netflix har netop meddelt, at der også kommer en sæson 3. Dragon Prince-serien produceres i Vancouver, og instruktør er danskeren Villads Spangsberg. Men hvem er han?
Den er uden tvivl den mest skelsættende superheltefilm nogensinde. Marvel Cinematic Universe ville ikke have eksisteret, hvis ikke Salkind-brødrene i 1978 havde lanceret en stjernespækket, seriøs og højt budgetteret filmatisering af Siegel & Schusters SUPERMAN. Alt fungerede i denne milepæl - og derfor er det fantastisk, at vi nu skal se den i en ny 4K-scanning på et stort lærred i Cinemaxx. Jeg har fået lov til at introducere den ved denne særvisning den 24.marts kl. 13.00. Jeg inviterede i den anledning Troels Møller og Christopher Leo Andersen i Stegelcast-studiet, så vi kunne tale om filmen - og alt det, den har betydet for os og for superhelte-genren.
I går - 7.marts - rundede en af Danmarks mest berømte dubbing-skuespillere og instruktører 60 år - samtidig med at han kan fejre 30 års jubilæum i sit erhverv. Lars har skabt de danske udgaver af en lang række klassiske figurer, så det er klart, at jeg længe har glædet mig til at han ville gæste min podcast. Og sammenfaldet med fødselsdag og jubilæum...det ligner jo god planlægning (men det er nu tilfældigt). I vores snak kommer vi ind på mange forskellige facetter af den helt særlige kunst - og industri - dubbing er. Og Lars er heldigvis klar til fortælle om mange af de serier, der normalt ikke får så megen bevågenhed - han har tilmed taget ting fra arkivet med, som jeg får lov til at studere.
27.december 2018 døde Børge Ring, 97 år gammel. En af de helt store i dansk tegnefilm lagde dermed endegyldigt sin blyant, som han i et langt liv havde brugt til at vække figurer til live og fortælle gode historier med. Min hyppige gæst i Stegelcast, Hans Perk, har kendt Børge Ring siden hans var ganske ung, hvor han blev hans assistent. Selv siger Hans, at Børge er den person, der har haft størst indflydelse på hans arbejde med animation - og da jeg selv har kendt Børge og arbejdet sammen med ham, var det logisk at vi i anledning af den vemodige besked om hans bortgang måtte lave en podcast-episode om hans liv og arbejde.
Årets sidste udgave af Stegelcast har intet som helst nytårsagtigt over sig - men den emmer dog af hygge og nostalgi. For Andreas Nederland er igen kommet forbi og vi har tændt op i hans restaurerede Eumig-super8-fremviser. Tre film er sat på - forkortede versioner af store biograffilm, og vi forsøger så - som altid - at videregive oplevelsen.
Forfatteren John August besøgte Danmark for nylig for at lancere den danske udgave af bogserien om Arlo Finch, fik jeg lejlighed til at tale med ham. Til TV-brug skulle interviewet jo klippes voldsomt ned - men det var så spændende, at jeg synes det hele er værd at lytte til. Så denne nye udgave af Stegelcast er derfor min samtale med John August uklippet. Og det handler selvfølgelig om hans bogserie, som er en trilogi, og som forlaget Alvilda udsender i Danmark.
Få tegnere i verden mestrer den rene streg, Hergé gjorde verdenskendt i Tintin. Den er måske ikke smart og moderne - men den er til gengæld tidløs og en af de mest klare og effektive måder, hvis man vil fortælle en god historie til mange forskellige mennesker. Sussi Bech er en af de få, der kan den rene streg, og hun har praktiseret den fra sine første serier i slutningen af 1970'erne. Hendes mest kendte og længste albumserie er den nu klassiske Nofret, men hun har også brugt den i f.eks. Aida Nur. Sussi Bech er gæst i denne udgave af Stegelcast - lyt med, når hun fortæller om sine mange tegneserier og om sin helt særlige tilgang til tegneserier. Hun har også et udvalg med af de tegneserier, der har betydet mest for hende. Et spændende indblik i en af Danmarks bedste serietegneres arbejde!
Så er vi klar med en ny udgave af Stegelcast, hvor Ole Knudsen er på besøg for endnu engang at se på glemte eller oversete serier i vores Lost Comics-format. Men fordi vi gerne vil hylde den store Stan Lee, har vi sat os for at finde seks tegneserier, han har haft med at gøre - og som vel at værke ikke er dem, han er mest kendt for. Der er vel ikke egentlige ukendte Stan Lee-værker, men ikke alle blev nævnt i forbindelse med de mange nekrologer for nylig, så vi hev noget frem fra gemmerne.
Længe før Afdeling Q og dermed længe før Jussi Adler-Olsen var en international bestseller-forfatter mødte jeg ham i hans forretning Tegneserieparadiset Pegasus i Blågårdsgade i København. Her havde han skabt et miljø, hvor man købte, læste og talte med hinanden om tegneserier, tegnefilm og alt det, jeg elskede. Pegasus var en af grundene til, at jeg selv turde tage springet og åbne en forretning med super 8 film - og at jeg turde tro på, at man godt kan være så heldig, at man kan bruge sit liv på noget, man holder af - og tilmed leve af det.
Han er en af de bedste danske serietegnere - og en af dem, der har haft størst indflydelse på den danske albumtegneseries udvikling siden 1980'erne. Han har lagt Valhalla på hylden - men den er jo stadig en klassiker, og det er selvfølgelig meget den og dens ret markante udvikling, vi taler om. For Peter Madsen er gæst i Stegelcast, og det er blevet til en fantastisk episode for alle, der kan lide tegneserier. Peter og jeg arbejdede sammen på Valhalla-filmen - så vi har sammen oplevet det store skift fra tegneserie til tegnefilm. Men der er masser af ting fra hans arbejde, jeg har glædet mig til at spørge ham om - og han er heldigvis en mand, der gerne vil fortælle om sit arbejde.
Den gode gamle (restaurerede) Eumig Mark S 710D blev igen tændt, da jeg havde besøg af Andreas Nederland. Efter lidt tekniske vanskeligheder med at få projektoren til at sluge filmen, kom vi igang. Et par indløb blev krøllet, og det gør ondt, men det er den slags farer, man som super 8-biografdirektør må kunne se i øjnene. Vi fik dem løst, for vi havde glemt at man skal træde filmen (som det hedder, når man sætter film i den automatiske filmkanal) med 18 billeder i sekundet og ikke 24, som den skal vises med (hvis det ikke er en original stumfilm).
Jeg har endnu en gang haft fornøjelsen af at have besøg af Hans Perk, så i denne udgave af Stegelcast handler det selvfølgelig om ægte Disney, altså Disney fra dengang det var Walt Disney selv og hans stab, der stod bag filmene. For hvad de end gør - og hvor meget de end anstrenger sig - vor tids Disney-folk, så kan det jo (mener Hans og jeg) aldrig komme op på siden af mesterværkerne fra dengang.
Så er sommeren forbi og Stegelcast er på banen igen med spændende nye emner. Og gode gamle emner. Som f.eks. Ole Knudsen i dag, en af vores podcasts faste, og altid en fornøjelse at snakke kulturgods med. Vi laver Lost Comics, så vi har hver haft 3 klenodier/klassikere/samlerobjekter med.
Ja, vi er klar med en ny omgang Super 8, for Andreas Nederland er med i studiet igen, og vi har lavet lidt om på formen. Vi synes efterhånden at vi har talt nok om super 8 formatets historie, om charmen ved super 8 film og hele kulturen omkring smalfilm. Så nu starter vi en omgang, hvor vi hvergang ser tre af de legendariske nedklipninger af spillefilm eller klip fra lange film. 7 (eller færre minutter), hvor en hel films handlingen oprulles i smuk sorthvid, uden lyd og med undertekster eller mellemtekster, der lige får fortalt det vigtigste af det, der bliver sagt. *** DESVÆRRE HAVDE VI EN TEKNISK FEJL VED OPTAGELSEN, SOM GØR AT ANDREAS' STEMME ER DÅRLIGT OPTAGET. VI BEKLAGER, MEN VI SYNES ALLIGEVEL VI VILLE UDGIVE DEN. ***
Ole Knudsen er igen på besøg i Stegelcast, men denne gang ikke i den sædvanlige Lost Comics-stil. For Ole er nemlig indgrebet af en klassisk samler, der ikke kan nøjes med at samle på én ting, og blandt hans helt store svagheder er at samle på alt, hvad David Bowie har haft med at gøre. Og det forstår man jo godt - og hvis ikke man gør, er det bare at lytte med her. Men det handler ikke om denne Bowies musik. Det har mange andre brugt tid på. Her er det alt det, Bowie har lavet i vores verden - film, tegnefilm, tegning, kunst og computerspil. Og alle områderne har han forsøgt sig i.
Man kan finde hans navn overalt - fra bøger til radiodrama, tegneserier og Taynikma, den banebrydende og stilskabende hybrid mellem tegneserie og traditionel bog. Og han er en ægte fan, så der er meget, han kan fortælle om. Jeg har glædet mig til at have ham så gæst - vi når ikke rundt i hele hans brogede karriere, men synes vi får meget med, især om de ting, der intereserer mig. Der dukker også ting op, som jeg ikke anede - og så går vil helt tilbage til dengang han med sin optræden i TV var med til at øge både angsten for og kærligheden til rollespil. Lige nu har han som altid gang i meget ambitiøse projekter, som han fortæller om - måske for første gang i den store offentligthed? Lyd med i denne nye udgave af Stegelcast!
Så er det tid til endnu en gang Lost Comics, serien hvor vi ser på mere eller mindre ukendte tegneserier, som vi synes fortjener ikke at blive glemt. Og jeg har haft besøg af manden, der løftede arven fra Marvel-Morten, da han stoppede - selveste Kim Helt, alias Kim Schou. Kim har taget tre tegneserier med, og jeg må sige, at han imponerede med overraskende og meget kuriøse sager - lige det, der er meningen med Lost Comics.
Dagens gæster i Stegelcast er selveste Jacob Wendt Jensen og Christian Mongaard - store filmkendere og fans - og forfatterne bag det store værk om danskere i Hollywood: Drømmen om Hollywood, som udkom sidste år - resultatet af et kæmpemæssigt researcharbejde. I bogen er der portrætter og livshistorier om mængder af kendte og knap så kendte danske filmfolk, der i tidens løb har forsøgt sig - med skiftende held - i den amerikanske filmbranche.
Findes der en mere ikonisk eller banebrydende tegnefilm? Næppe. Så den kaster vi os over, for uden Steamboat Willie ville animationsfilmen næppe have udviklet sig, som den har gjort. Hans Perk er gæst igen, og vi tager sammen fat i denne klassiker, som Hans har mange spændende deltaljer om - og også en del om det tekniske, som jo var revolutionerende. Verdens første tegnefilm med synkron lyd vakte opsigt, og den er stadig ret utrolig, især når man tænker på dens produktionsvilkår.
Walt Disney havde mere end almindeligt teknisk snilde, men af de mange opfindelser, der blev gjort på Disney-studiet, er der kun et enkelt patent, der bærer hans navn personligt. Den opdagelse gjorde Hans Perk, og det er en af grundene til, at han og jeg i denne udgave af Stegelcast taler om kortfilmen Three Blind Mouseketeers, for det var her den fantastiske Shadowgraph første gang blev taget i brug. Lyt med, når Hans fortæller om den - og om det mere berømte multiplanekamera, som vi taler om i sammenhæng med den legendariske og banebrydende kortfilm The Old Mill.
Er Super 8 fremtidens filmformat? Det kan i hvertfald holde hjemmebiografen igang, hvis der er digitalt nedbrud, så efter apokalypsen er det helt sikkert de små Eumig-maskiner med filmrullerne, der har de største chancer. Så vi gemmer apparatet og filmene - og sammen med Andreas Nederland tager vi her endnu en tur tilbage til da hjemmefilmen var smalle - og DYRE! Andreas har fundet det gamle Panoptikon-katalog, og han er faktisk lidt rystet, da han opdager, hvor meget filmene kostede dengang.
Gøg & Gokke, Laurel & Hardy, er stadig verdens mest kendte komikerpar og snart emne for en ny biografi-film: Stan and Ollie. De lavede deres bedste film hos producenten Hal Roach fra 1927-40, og det er disse korte og lange film, vi stadig ser og elsker. Perfekte farcer med alt det, der har gjort dem til ikoner. Men da de stoppede hos Roach i 1940, fortsatte de karrieren hos 20thCentury-Fox og M-G-M. Filmene var bare ikke nær så gode, for de havde ikke selv styr på sagerne. Hvis man er Gøg & Gokke-fan, er det derfor ikke film, man regner for noget - lidt som en Star Wars-fan og ewok-filmene. Men er de så ringe? Jeg har set dem for nylig, og det har Brian Iskov også, så vi besluttede os til at lave en podcast, hvor vi gennemgår dem og lader vores tvivl komme dem til gode. Nej, de er ikke fremragende, men de har øjeblikke, der er morsomme, og de viser os også nye sider af de to komikere.
I en omfattende serie på fem artikler har Troels Møller afsløret, hvor meget tid han har brugt på at sætte forskellige former for LED-lys på sit gamer-udstyr. Men hvorfor gør man det? Det forklarer artiklerne ikke så meget om, så derfor har vi lavet en udgave af Stegelcast, hvor vi sammen forsøger at finde ud af, hvad det går ud på. Artiklerne kan med fordel læses, mens man lytter til denne uges udgave af Stegelcast, som altså forsøger at komme til bunds i en LED-misbrugers tankegang - og mere om detaljerne i det ret imponerende udstyr.
Velkommen til årets første Stegelcast - som dog ikke er det fjerneste aktuel eller fremsynet. Andreas Nederland er gæst og vi er tilbage i fortiden (for der har vi det jo så godt). Vi har tre glemte tegneserier med hver - som vi forsøger at beskrive - serier, vi har fundet, som vi har læst engang, og som vi synes, det er værd at fortælle om. Også selvom de ikke alle er klassikere.
Han har lukket grotten og smidt kappen, så nu er den berømte Marvel-Morten i civil. Det var med andre ord hans hemmelige identitet, Morten Søndergaard, der besøgte mig i denne uge - og vi skulle IKKE tale Marvel, men bryde type-castingen og tale om helt andre serier. I vores Lost Comics-format havde vi tre serier med hver, som vi viste hinanden og fortalte om. Men selvom det er tre avisstriber og tre ikke-superhelte-blade... så kom vi ikke udenom superhelte, Marvel og mange andre ting. Det var meget hyggeligt! Håber det også er godt at lytte til.
Indtil 1996 læste alle danske horrorfans bladet Inferno. En fantastiske fanzine i topkvalitet, hvor nogle af landets største eksperter skrev, anmeldte og fortalte. Men så blev redaktøren Peder Pedersen filminstruktør, og bladet lukkede med nr. 11. En af årets gode nyheder er, at Inferno er genopstået. Peder Pedersen har taget sig tid til at udgive nr.12, og midt i en internet-tid kan man pludselig læse et rigtigt trykt blad - lavet af folk, der elsker horror, sci-fi og fantasy - og som har sans for det obskure! Heldigvis sagde Peder Pedersen ja til at være med i StegelCast - så her kommer han - vi taler selvfølgelig en masse om Inferno, men også om Peders fantastiske tidlige amatør-horror-film, hans karriere som instruktør af musikvideoer, reklamefilm og Lego-animationsfilm.