Trailcast handler om trail- og ultratrailløb med danske øjne. Hør interviews og snak om løb, grej og gode steder at løbe. Trailcast er for dig, som kan lide at løbe i naturen, uanset om du er ny eller erfaren.
Set på overfladen er der ikke meget, der taler for, at en skægget jyde og en tidligere militærmand fra Storkøbenhavn kan finde sammen om ret meget. Men skindet bedrager, for det er lige præcis, hvad der skete. Det var nemlig et sammentræf af de gode, da Rune Falch Yates og Knut Korczaks veje krydsedes, en dag i Rødovre. Rune havde længe haft lyst til at prøve kræfter med Europas hårdeste trail på Korsika, den 180 km lange GR20. GR20 er ikke bare kendt for sværhedsgraden, men også for længden. Den normale tid at gennemføre på er 15 dage, men Rune havde andre planer. Da han nævnte det for Knut, sagde han: Jeg er klar. Og sådan blev det. I sommeren 2016 tog de afsted og her er deres fortælling. — Håndbogen som Knut og Rune refererer til er Cicerone Guides’ GR20: The High Level Route
Når danskere tager til Peru for at løbe Jungle Ultra, så er der efterhånden tradition for et godt resultat. Ikke færre end fire danskere har vundet det 5 dage lange løb, det går gennem jungle, floder og grusveje. Kristina Schou Madsen stod i juni på startlinjen og havde alt andet end en sejr på dagsordenen. Hør, hvordan det gik Kristina - som blandt andet tilmeldte sig
Velkommen til sommerferieudgaven af Trailcast! Forleden var jeg med familien på Klitmøller Strand. Vinden var hård og bølgerne høje, og det er præcis sådan de gerne vil have det på stranden, der i surferkredse er kendt som 'Cold Hawaii'. Klitmøller tiltrækker surf ridere, windsurfere og kitesurfere fra hele Europa. Og så alle os turister, der bare kan lide at blive blæst godt igennem og få lidt underholdning samtidig. Dagens episode foregår også på Hawaii, om end den Hawaii, hvor man ikke skal have våddragt på for at holde varmen. Det er nemlig her, at 100-miles løbet HURT 100 afholdes hver januar. Og i år fik Claus Rasmussen - eller Posemand, som du måske kender ham - en af de eftertragtede pladser til løbet. Hør, hvordan det gik i det løb, som indtil for nylig var det hårdeste, Claus nogensinde havde løbet.
Vi samler op på et fantastisk år for den danske landsholdsløber, Katrine Villumsen. Efter en alvorlig skade i august 2015 (som du kan høre om i episode 51), gik det fremad for Katrine, der blev stærkere og stærkere. I starten af 2016 flyttede hun til Schweiz og begyndte at træne bjergløb på fuld tid. I juni havde hun sit hidtil bedste løb ved ResegUp i Italien, hvor hun trods en skadet ankel klarede at vinde løbet - i rekordtid. Hør blandt andet, hvordan man fejrer løbere i Italien - det er noget anderledes, end hvad vi er vant til herhjemme!
Da Maria Bonne i 2014 fik sig en coach, skete der ting med hendes løb. Flere af jer har set Maria på skamlen ved Hammer Trail og andre løb. Og da Marathon des Sables dukkede op som en mulighed, slog hun til. Det legendariske etapeløb i Marokkos ørken blev i år gennemført for 31. gang. Med 257 kilometer var løbet i år længere end normalt, men Maria var velforberedt, både fysisk og mentalt. Mens andre måtte have lægehjælp eller helt gik ud af løbet, bed Maria tænderne sammen og satte et ben foran det andet.
Al Andalus Ultimate Trail er et 230 kilometer langt etapeløb over 5 dage. Det er et lille løb, som finder sted i Andalusiens bjerge, ikke langt fra Malaga. Løbet har alligevel tiltrukket flere danskere og i år var Vibeke Bache med for første gang, sammen med sin barndomsveninde, Susanne Juul Hastrup. Begge var de i god form, men varmen og de mange kilometer blev stadig en hård modstander.
Der er bjergløb og der er Bjergløb. Katrine Villumsen fra København tager en gang om måneden til udlandet for at træne i bjergene. Ved et tilfælde blev Katrine udtaget til at repræsentere Danmark ved EM i bjergløb på Madeira i år, og gjorde det rigtig godt. Men årets store begivenhed var Dolomite Skyrace med 10.000 højdemeter opad og 12.000 højdemeter nedad. Næsten i mål havde Katrine et alvorligt styrt. Hør hvordan det endte.
20-årige Aske Christensen har sat et år af til at løbe Danmark rundt - med den ene fod i vandkanten. Det er 7.000 kilometer i alt. Aske tager også så mange af de små øer med, som han kan. Projektet startede for alvor ved den dansk-tyske grænse i begyndelsen af Juli 2015, og da jeg snakkede med Aske, var han nået til Vedersø Klit, hvor han holdt hviledag. Hør, hvordan Aske kom i gang med det projekt.
For Carsten Nøhr Nielsen kom det som en uventet overraskelse, da han to dage inde i det ugelange og meget hårde etapeløb, Crossroads Portugal, pludselig så sig selv i spidsen af løbet. Carsten havde planlagt en oplevelsestur, men nu fik han blod på tanden og besluttede at gå efter sejren. Det blev en hård omgang, fuld af udmattende etaper og Carstens manglende erfaring med løb, hvor man selv skal bære det hele gav ham udfordringer. En spændende fortælling om at kunne række længere end man selv troede.!
Firkløver Ultra Trail lød som en tur i parken. Bevares, 50 miles skal man ikke kimse af, men på det lækreste spor i Nordsjælland og omegn! Vejrudsigten for 2. pinsedag lovede gråvejr og en smule regn, men også håbet om at se solen op ad dagen. Den var der mange, som hoppede på - mig selv inklusiv. Jeg tænkte, at denne gang skulle jeg ikke snydes af varmen så jeg besluttede at 1 lag var rigeligt. Jeg havde jo også jakke i vesten, hvis det skulle blive koldt. Denne gang var jeg velforberedt, så hvad kunne overhovedet gå galt?
Lørdag den 30. maj 2015 vender vi endnu et kapitel i dansk trailhistorie. For første gang vil 13 løbere forsvare de danske farver ved VM i trail i den franske by, Annecy. Ruten er 85 kilometer og 5300 højdemeter, og der venter alle en hård dag. Søren Rasmussen er landsholdets koordinator. Han introducerer de 13 deltagere: Kvinder: Annemette Skov, Tejn IF Camilla Gry Elmann, Silkeborg OK Dorte Dahl, Blovstrød Løverne Maibritt Skovgaard, Sparta IF Pia Joan Sørensen, Sparta IF Mænd: Allan Lyngholm, Tejn IF Christian Grøn Nørfelt, Tejn IF Henrik Westerlin, HG Atletik Jacques Dehnbostel, Tejn IF Jesper Noer, Tejn IF Kenneth Kofod, Køge Atletik Simon Grimstrup, Silkeborg OK Søren Rasmussen, Viborg AM Løbet starter lørdag morgen kl. 03:30. Find links til livestream på Trailcast.dk/vm2015
Hvis du ikke bryder dig om bandeord, vindstøj og forskellige kropslyde, så er det nu du skal finde på noget andet at lytte til, for denne episode har det hele! 500 løbere var i år tilmeldt Fyr til Fyr, det 59 kilometer lange løb fra Dueodde Fyr til Hammer Fyr på Bornholm. Alle snakker godt om løbet, så I år ville jeg selv opleve sagen. Lyt med fra start til slut, fra strand til asfalt til klipper til smuk, smuk single track. Og naturligvis til opstigningen mod Hammer Fyr.
Man skulle mene, at sne i Alaska var lige så sikkert som Amen i kirken. Men sådan var det ikke i år. Og heller ikke sidste år for den sags skyld. Moses Løvstad stod i marts måned klar lidt uden for Anchorage med 20 kilo i pulken og 350 miles - cirka 560 kilometer - foran sig. Hør om opture og nedture. Om snemangel og snestorm. Om venlige og mindre venlige møder ad sporet, som startede på en bar uden for Anchorage og endte i en dagligstue i McGrath, en uge og ni timer senere.
Sidst vi hørte fra John Dybkjær var han på vej op ad den jyske vestkyst, for at samle penge ind til en kammerat. Siden har John været i Marokko og løbe Marathon des Sables. I februar 2015 tog han til den finske by Rovaniemi for at løbe 150 km langs floder og skove. Det blev en kold, blæsende og hård omgang, første gang at John skulle prøve at løbe med pulk. Men inden løbet over hovedet kunne begynde, måtte John gennem en ubehagelig oplevelse i lufthavnen. Hør John Dybkjærs fortælling fra forberedelse til mål.
VUMB er et af de meget populære vinterløb. Og det er ikke for ingenting. To dage i Mols Bjerge og overnatning på Fregatten Jylland vil nok kunne få det til at gibbe i de fleste. Også Torben Tronborg Beck og Jakob Lunøe, der til daglig er arbejdskolleger i København. De to løb distancen 70+ hen over weekenden, den 7.-8. februar 2015. Hør Torben og Jakob fortælle om turen, deres forberedelser og hvad de har lært af at være i gang i to dage i træk.
29-årige Kristina Schou Madsen har løbet på de flade strande ved Thy og i verdens højeste bjerge. Hun har løbet i sne til midt på lårene og i sandørkenens hårde varme. Og hun er slet ikke færdig. Kristina er bidt af de hårde løb, som kræver en ekstra indsats at komme i gennem. Mød Kristina Schou Madsen i årets sidste episode af Trailcast. Vi snakker blandt andet om: Thy Trail Marathon, Mount Everest Marathon Zugspitze Polar Circle Marathon Eilat Desert Marathon Og meget mere.
Anne-Mette Vire er ny på sporet. Faktisk, har hun kun løbet i et års tid, og har tidligere været hæmmet af besværligheder i fødderne, når hun forsøgte at komme i gang. Men nu er det lykkes, og Anne-Mette har besluttet sig - inspireret af Trailcast - til at træne til VUMB 2016. Det synes jeg, skal belønnes. Derfor er Anne-Mette julekonkurrencens sidste vinder. Tak til alle, som deltog i julekonkurrencen. Og tak til jer, som året gennem har været med på en lytter. Jeg glæder mig til at møde jer ude på sporene - Må I få et fantastisk løbeår i 2015!
Der er kun en enkelt trækning tilbage, så det er nu, hvis du skal nå at være med i julekonkurrencen. Der er 10 poser energi fra Tailwind Nutrition, et par Feetures uldsokker og en bodyglide fra Ultrarun.com i julestrømpen. Så hvis du går på Trailcast.dk/jul og indtaler dit nytårsforsæt, så er der en chance for en ekstra julegave. Denne uges vinder hedder Carsten Nøhr Nielsen, og han får et travlt år.
Trailskrald er lidt som lommeuld: Ingen vide, hvor det kommer fra, men pludselig er det der bare, der midt på stien. For to løbevenner, Kenneth Andersen og Søren Knudsen, blev det i 2013 for meget at se på. De startede Facebooksiden Trailskrald, og siden har projektet udviklet sig temmelig meget. Tidligere på året vandt de prisen for mest innovative projekt i Frivillighedens Dag, og det blev løftestangen til et pilotprojekt sammen med Naturstyrelsen og Hold Danmark Rent. For nylig blev et antalt standere sat op i flere sjællandske skove. På standerne kan man tage en pakke med affaldsposer, som man kan tage med rundt i skoven.
I 2014 var Mads Fredborg involveret i et trafikuheld, og som genoptræning begyndte han at løbe. Hurtigt fandt han hurtigt ud af, at det var meget sjovere at løbe i naturen, end på asfalten, så nu er han trailløber. Mads' ambition er at løbe 50 kilometer. Måske i udlandet, Mont Blanc er i hvert fald meget inspirerende. Det kommer til at kræve noget energi, for hans faste løbemakker, hunden, er desværre blevet aflivet. Derfor er han vinder af denne uges 10 portionsposer Tailwind Nutrition. Du kan stadig nå at være med Hver onsdag til og med juleaften trækker jeg en vinder, som har indtalt sit trail-nytårsforsæt for 2015. Jeg vil også høre fra dig! Gå på trailcast.dk/jul og fortæl om dine planer og ambitioner for næste år: Hvor skal dit trailløb føre dig hen?
Decembers første vinder i Trailcasts julekonkurrence blev Kim Munk fra København. Kim vil gerne prøve at løbe langt i 2015. Han overvejer at prøve kræfter med Fyr til Fyr eller Molsruten. Kim har stadig til gode at løbe over 25 kilometer, som han prøvede for første gang i år. Tillykke til Kim, du har vundet 10 portionsposer Tailwind Nutrition og når du står ved startlinjen næste gang kan du sætte den præstationsfremmende kokopelli fra Trail Runner Nation på benet - den virker også selv om man ikke tror på det! Du kan være med i næste uge, hvis du går på http://trailcast.dk/jul og indtaler dit nytårsforsæt for 2015.
I december trækker jeg hver uge lod om otte portionsposer energi fra Tailwind Nutrition. Alt du behøver at gøre er at gå på Trailcast.dk/jul og indtale dit nytårsforsæt med emnet: Hvor skal dit trailløb føre dig hen i 2015? Det er op til dig, hvad du vil fortælle og det bedste indlæg vinder. Første trækning er på onsdag den 3. december, så skynd dig at smide dit lod i hatten. Vinder du ikke i denne omgang, er du stadig med i konkurrencen. Der er lodtrækning hver onsdag frem til juleaften. Som er 24. december, hvis du har glemt det :-)
DM i trailløb er blot to måneder væk. Til januar 2015 afvikles det første DM i trail nogensinde. Den bornholmske løbeklub Tejn IF tog initiativet for et par år siden, og i oktober sagde Dansk Atletik Forbund endeligt ja til to mesterskaber på kort og lang distance. Jakob Vestergaard fra Tejn IF fortæller dig alt, hvad du bør vide, hvis du tænker på at stille op til danmarksmesterskaberne i trail.
Vi kommer ind ved løbets vendepunkt i Passau. Tonni er godt løbende og Jakob gør sit for at holde ham ude af depoterne, længere end nødvendigt.Følg med og hør blandt andet om Jakobs opdateringer på Facebook at alt for mange kaster sig ud i ultraløb uden ordentlige forberedelser Turens smukkeste passage - som blev væk Hvorfor Jakob kommer tilbage og løber Goldsteig igen Du kan høre første del i episode 33
Første del af to. Den 27. september startede Tonni Bager og Jakob Vestergaard på Nordeuropas længste non-stop ultraløb, Goldsteig. Jakob Vestergaard fik hurtigt alvorlige problemer med væskebalancen og måtte udgå. Resten er historie, som man siger. De to kendte ikke hinanden særlig godt, men blev alligevel et seriøst makkerpar, hvor Jakobs fokus var at holde Tonni i gang længe nok til at komme i mål. Du kan høre Tonni fortælle om alt det der gik forud i episode 31 Musik i denne episode er med Acherontia: Human.
En kort episode, hvor vi checker ind hos Simon Grimstrup, som er i Vietnam. Trods ømme fødder fra UTMB, valgte Simon alligevel at stille op til Vietnam Mountain Marathon. Det blev et hårdt løb for Simon, men trods et ekstra hårdt terræn i år, så lykkedes det alligevel Simon at vinde løbet. Simons gamle ven fra Ry, Asger Køppen, står bag løbet og fortæller om, hvorfor man arrangerer ultratrail i Vietnam. Løbet går gennem flere lokalområder, hvor der ikke sker ret meget og det sætter sit præg på begivenheden, på godt og ondt. Simon Grimstrup løb UTMB få uger før Vietnam. Hør hans beretning i episode 30 Hør også Simons beretning fra Jungle Ultra Peru 2013
Denne episode har over 53.000 højdemeter, så måske skal du lige varme op med en af de kortere, inden du giver dig ud på denne to timer lange rejse med Tonni Bager! Inden for få måneder har Tonni løbet over 400 kilometer. Hans største udfordring til dato ligger dog stadig foran ham: Goldsteig Ultra Race og 661 kilometer / 30.000 højdemeter, som starter 28. september 2014. Tonni fortæller også om Julsø Ultra og det noget specielle løb Rütli Ultra Trail. Episodens længste beretning er fra Swiss Iron Trail, som Tonni løb i midten af august i år. Selv om Tonni er en meget erfaren ultraløber, så var det første gang, han skulle ud på 100+ miles. -- Hvis du synes om Trailcast, så del episoden med dine venner eller giv programmet en god anbefaling på iTunes.
Simon Grimstrup gennemførte årets UTMB som definitivt bedste dansker. Hans 25 timer og 7 minutter er sandsynligvis den hurtigste danske tid på ruten og rakte til en samlet 29. plads. UTMB startede ellers rigtig skidt for Simon Grimstrup. Helt bogstaveligt - i bar nervøsitet havde han nemlig spist alt for meget inden start, og det kostede ham adskillige ufrivillige pauser, og rigtig mange frustrationer på de første 70 kilometer. Heldigvis, fejlede benene ikke noget, og da Simon endelig fik styr på maven, kom der gang i løbet. Alligevel mener Simon, at der mangler noget, og han overvejer - sådan bare lidt - om han skal forsøge at gøre det bedre en anden gang. Og ja: Det VAR altså 25 timer og 7 minutter og en samlet 29. plads. Hverken Simon eller jeg havde taget os den tid at se på den officielle resultatliste, inden vi snakkede sammen, og så smuttede den.
"Fra 0 til Winforce 100" kunne denne episodes titel også hedde. Jannik Trinderups andet forsøg på at komme til at løbe Winforce 100 blev i 2013 bremset af en fremskreden lymfekræft. Han måtte gennemgå adskillige omgange kemoterapi og fik to måneder på hospitalet med en grim følgesygdom, der satte sig i hans venstre ben. I dagene efter behandlingerne var Jannik så træt, at han knap kunne træne uden at sove i flere dage bagefter. Alligevel var Jannik klar til start i år, og trods et ømt knæ, lykkedes det ham at gennemføre. Kræften har påvirket Jannik på mange måder, men især omkring de mål han sætter sig, og den livsstil han har valgt, er der sket ændringer. Hør Janniks histore, og hør hvad han kunne bruge sin løbeerfaring til, da det så allerværst ud med sygdommen.
Episoden er optaget den 4. juli 2014. Frederik Blankson-Gregaard kom gennem nåleøjet til det eftertragtede Western States 2014. Det skabte først lidt panik, for tidspunktet faldt sammen med en planlagt bryllupsrejse, men heldigvis var Frederiks kone helt med på ideen om, at han skulle løbe 100 miles i Californiens bjerge. Efter at have sundet sig, besluttede Frederik at få en træner. Frederik løber normalt som det passer ham, men træneren fik snart struktur på hans træning. Målet var at gennemføre på mindre end 24 timer, for at vinde sølvspændet, som kun de hurtigste løbere kan tage hjem med.
"Jeg har hørt andre forklare det som et løg, hvor man lag for lag bliver skåret helt ind. Til sidst står der bare en helt nøgen Thomas tilbage." Som mange andre løbere er Thomas Skov også tiltrukket af de lange distancer. Thomas har ikke ret meget på resumeet, til gengæld er han ikke bange for en udfordring. Så i starten af juni 2014 stod Thomas på en parkeringsplads i den nordvestjyske by Agger, parat til at finde sig selv i Thy Ultra Trail. En rejse, der startede blot et halvt år tidligere. Thomas lagde ud med et kæmpe benspænd, da han havde glemt at pakke al sin energi til turen, hjemme på Sjælland. Hør, hvordan Thomas løste det problem og alle de andre, han stødte ind i undervejs fra Agger til Bulbjerg og tilbage igen.
"Rimelig forfærdeligt" - sådan åbner Sune Hundebøll sin fortælling om etapeløbet "100 Kilometer del Sahara". Få meter inde i løbet blev han nemlig klar over, at noget var rigtig galt. Sune blev inspireret til at løbe et ørkenløb efter et besøg i Tunesien for mange år siden. I år blev det virkelighed, men festen var ved at ende i en katastrofe for Sune, næsten inden han var kommet i gang.
Henrik Westerlin har du nok ikke hørt så meget om. Til daglig bor og arbejder han i Asien og har mere kontakt med det asiatiske og amerikanske trailmiljø, end med det danske. I 2013 løb han sig til en flot 32. plads i Western States - en placering, han ikke var helt tilfreds med. I april i år dukkede hans navn op et par gange her hjemme, først og fremmest da han tog en topplacering ved Fyr til Fyr, mens han sparede kræfterne til forårets store løb. Episoden handler nemlig i sær om Ultra Trail Mont Fuji, som Henrik løb få dage senere, og måtte trække sig ud af med få kilometer igen. Vi snakker også om Henriks træning, hvorfor han foretrækker vegetarisk kost, hvad meditation og yoga kan gøre for en løber. Hør også om Henriks udstyr, og hvad han lægger vægt på. Til sidst giver Henrik tre gode råd, han selv har haft glæde af: 1) Lær at holde en hurtig kadence 2) Træn under realistiske forhold 3) Bliv god til at restituere.
Hvad sker der, når Danmarks asfaltdronning snører et par trailsko på og tager til Bornholm for at løbe sit første trailløb? Annette Fredskov er nok en ny trailløber, men hun en af de mest erfarne løbere her hjemme. Flere end 500 marathonløb har hun gennemført og 366 af dem løb hun på bare et enkelt år. Lyt med, Annette har ret meget at byde ind med, også for dig! --Musikken i denne episode: Emmy Curl "Turn off the Light"
Trailløbere har ofte en stor trang til at dele de oplevelser vi får ud i naturen. Men vi kender nok alle sammen det der lidt fjerne blik vores bedre halvdel eller nærmeste sagesløse person får i øjnene, når vi - høje på indtryk føler trang til at gengive samtlige kilometer i små detaljer. Socialløb er blevet svaret, der har opfyldt manges behov for at være sammen om en oplevelse, og er vel en af de ting, der gør vores sport lidt anderledes end andre slags løb. Henrik Olsen og Søren Knudsen fortæller i episode 23 om Vadehavs Tour, Danmarks eneste sociale serietrail. Løbet har udviklet sig fra en lille rundvisning til tre løb med hundreder af deltagere, og et partnerskab med Nationalpark Vadehavet.
I denne episode skal vi høre om to små løb, som du sandsynligvis ikke har hørt om endnu. Men som begge har noget interessant at byde på. Trænger du for eksempel til en hurtig men krævende 7,5 km, så tag til Skanderborg, hvor Skævt Skovløb afvikles på søndag den 6. april. Ugen efter den 12. til 13. april kan du tage til Hornsherred og løbe et af de helt små løb. Det er Puma etapen Hornsherred, som arrangeres af Whiteout Adventures. Men først skal vi til Bornholm. Jakob Vestergaard fra Tejn IF har netop sendt klubbens forslag til kriterier for et DM i Trail ind til Dansk Atletik Forbund.
Den 7 marts er det præcis et år siden, at I kunne høre Trailcast for første gang. Første episode blev lavet med næsten ingen forberedelse. Men I, kære lyttere, har taget programmet til jer - I har hørt så mange episoder, at det svarer til over 875 døgns Trailcast - I træk. I denne episode fortæller Camilla Gry Elmann, som vi sendte af sted til Ice Ultra i forrige episode 20, om sine oplevelser på 230 kilometer spor i det allernordligste Sverige. Camilla kom med tre sejre og et dårligt knæ i baglommen. Og hun opdagede hurtigt, at dette løb skulle give hende noget, hun ikke var vant til.
Karina Palmquist på eventyr i Mols Bjerge sammen med sin veninde, Lone Bech. Det var lige ved ikke at blive til noget, da Karina stod med et skadet knæ. Alligevel stillede de til start. Her får du resten af fortællingen fra Vinter Ultra Mols Bjerge 2014 20:00 Jeg snakker med Camilla Gry Elmann, som er på vej til Lappland for at se, om hun kan hive sin fjerde sejr hjem i Beyond The Ultimate-seriens arktiske afdeling, etapeløbet Ice Ultra. Ud over en grejsnak, så fortæller Camilla også om, hvad der vil motivere hende under de ekstreme arktiske forhold. Og hør med, der er helt sikker noget for dig også. Du får også tre gode råd af Camilla, hvis du skal ud at løbe i kulden. Hør dem sidst i programmet
Velkommen til årets første Trailcast! Denne episode handler om etapeløbet Vinter Ultra Mols Bjerge. Jeg har snakket med en af hjernerne bag: Thomas Kjerstein, og jeg har snakket med Karina Palmquist fra Aarhus, som sammen med en veninde skal løbe distancen 2x35 km. VUMB er et anderledes ultraløb: Det er et etapeløb og der er overnatning på Fregatten Jylland, der også bruges aktivt under løbet. Thomas Kjerstein fortæller om løbet og om, hvad man kan forvente sig i år. På Trailcast.dk er der kommet nyt design. En af nyhederne er, at du kan kommentere hver episode. Har du spørgsmål til deltagerne, så skal jeg sørge for at bringe dem videre. Hører du Trailcast på iTunes, så vil jeg blive rigtig glad, hvis du vil gå ind og anmelde programmet med fem stjerner. Det betyder meget i forhold til, hvor synlig Trailcast bliver på iTunes. Du kan også dele episoderne på Facebook. Jo mere du 'Synes om', kommenterer og deler, jo mere synlig vil Trailcast være på Facebook.
For øjeblikket er Danish Adventure Film Festival på vej rundt i landet. På plakaterne i år er hele tre trailfilm: A Fine Line om Kilian Jornet, Anton Krupicka-portrættet In the High Country den danske film Tales From the Trails af Thomas Dupont. Hør mine anmeldelser af filmene. Jeg taler også med Casper Wakefield og Thomas Dupont. Med mindre du har boet i et hul de sidste måneder, så har du nok opdaget, at julen banker på. Trailcast og Grejguide.dk giver dig i denne episode trailløberens ønskeliste Rigtig god jul! Trailcast holder juleferie og næste gang vi høres ved, er i 2014.
02:00 Et danmarksmesterskab i trail er pludselig ved at blive en realitet fra 2015. Initiativtagerne er de erfarne løbsarrangører fra Bornholmerklubben TEJN IF, der blandt andet arrangerer Salomon Hammer Trail. Klubben har invitereret Dansk Atletik Forbund til at overvære næste års Hammer Trail og der i gennem gøre trailløb til en officiel løbedisciplin. Jakob Vestergaard fra TIF udlægger teksten for os. 16:40 Tænk, hvis du en dag opdagede, at du var rigtig god til noget – og ikke bare sådan rigtig god, men virkelig rigtig god? Pia Joan Sørensen, dansk mester på 100 km asfalt, opdagede først i foråret, at hun havde et særligt talent for at løbe langt. Forleden var hun inviteret med til at sætte den første officielle rekordtid rundt om Bornholm. Ud over Pia, stillede fire andre løbere til start, klokken 05:00 uden for Moses Løvstads barndomshjem i Gudhjem: Claus “Posemand” Rasmussen, Knut Korczak, Chistina Panduro og Jens Kriger Røyen 15 timer og 22 minutter senere stod Pia Joan Sørensen og Jens Kriger Røyen samme sted igen. Nummer tre blev Claus Rasmussen, som løb det meste af løbet alene.
02:00 Sidste afdeling af Hareskovens Fire Årstider var kold og våd, men forrygende sjov, selv om jeg nåede at blive et skovsvin under vejs. 14:45 Andreas Hedensted fra Ebeltoft har både i overført betydning og helt bogstavelig talt løbet få centimeter fra afgrunden. Andreas er en af landets yngste ultraløbere, og sidst i programmet skal du høre ham fortælle om, hvordan det er at opdage, at man ikke er helt så uovervindelig, som man selv gik og troede - og om, hvordan man så kommer tilbage igen, som en stærkere og klogere løber. Men først tager Andreas os med til Pembrokeshire i Wales, hvor han forleden var ovre og løbe en tredobbelt marathon.
Med over 330 kilometer teknisk hårdt terræn og 24.000 højdemeter op og ned, kan man roligt sige, at Tor de Geants er i en klasse for sig. Løbet varer en lille uges tid og deltagerne har 150 timer til at gennemføre. Løbet starter og slutter i Courmayeur, og så kan flere sikkert regne ud, at vi er i området omkring Mont Blanc og Aosta-regionen, hvor de store UTMB-løb også afvikles. Moses Løvstad og Ravn Hamberg har brugt et år på at forberede sig til løbet. Alligevel var det ved at gå i vasken allerede efter 36 timer.
Nu er det DIN tur til at komme i Trailcast! Er du trailløber og har du en interessant historie, som måske kan inspirere andre, så skriv til mig og fortæl lidt om, hvem du er. Adressen er redaktion@trailcast.dk. Du kan også høre om en ny podcast om ultraløb, og sidst i programmet tager jeg dig med til en hæsblæsende Salomon Trail Tour-finale i Rude Skov. Først skal du høre om Tracy Høeg, som efter et år hvor hun har givet den alt, hvad hun kunne, også må indse, at der er vigtigere ting end løb i verden. Lyden på det sidste indslag er ind i mellem ret dårlig og hvis du har problemer med at blive stønnet i øret, så skal du måske bare spole frem til denne episodes musikindslag, som er Stray Dogg med "Time (Feat. Devendra Bandhart).
Maibritt Kristoffersen blev bidt af ultratrail ved et tilfælde. Men når hun nu var i gang, hvorfor så ikke satse og prøve kræfter med det helt store: Ultratrail du Mont Blanc. UTMB, som det også kaldes, er 168 kilometer og inden løberne når tilbage til mål, har de været gennem tre lande: Frankrig, Italien og Schweiz. Løbet har en tidsgrænse på 46 timer, og Maibritt nåede lige at klemme sig indenfor på 45 timer og 17 minutter. Hvis nu du venter en lang snak om grej og gear, så bliver du med sikkerhed skuffet. Maibritt har et meget pragmatisk forhold til den side af sagen, som du nok vil opdage. Og nå ja - jeg kommer til at sige, at der er 3.200 deltagere. Det er der ikke. Der er kun 2.300, som om det ikke var nok.
Episoden er tilegnet alle de, som dagligt hjælper en løber med at nå sit mål. Winforce 100 i nordvestsjælland er et nyt og lille løb. Få får mulighed for at stille op og færre gennemfører de 100 kilometer og godt 2200 højdemeter, som ruten byder på. Hør hvordan det gik, da jeg skulle løbe længere, end jeg nogensinde havde gjort. En historie med hjerteblod, sved og tårer.
Kl. 22:30 "Træt, glad og nyvasket", sådan beskriver John Dybkjær sig selv til aften. Sidste dag bød på en følelsesladet afslutning af et utroligt projekt, som få troede kunne lade sig gøre. John reflekterer over dagen og den seneste uges strabadser. Med god tid og kort afstand til slutmålet nær Skagen, havde John Dybkjær det bedste udgangspunkt for at afslutte sit projekt til fordel for sin alvorligt syge ven, Patrick Behrens Larsen. Sidste del var en social halvmarathon, og selv om det kneb for John at holde smerterne ud, så kom han igennem som planlagt. --Baggrund: John Dybkjær cykler fra Grenen til grænsen og løber 500 kilometer tilbage langs Vestkysten. Formålet er at samle penge ind til vennen Patrick Behrens Larsen, som er alvorligt syg af leukæmi, men som ikke kan få hjælp fra sin forsikring.
John Dybkjær har nu kun ganske få kilometer tilbage. Han er klar til det sidste, korte stræk i morgen og den afsluttende halvmarathon ved Kandestederne med start klokken 12:30. Hjælpsomheden fra folk, der har hørt om hans projekt fortsætter. I dag fik John således en hel campingplads til rådighed. I aften overnatter han derfor i en campinghytte. Inden da brugte han en time under den varme bruser for at få løsnet musklerne op. --Baggrund: John Dybkjær cykler fra Grenen til grænsen og løber 500 kilometer tilbage langs Vestkysten. Formålet er at samle penge ind til vennen Patrick Behrens Larsen, som er alvorligt syg af leukæmi, men som ikke kan få hjælp fra sin forsikring. Jeg har en længere snak med John Dybkjær i episode 7. Hør eller genhør alle updates fra John
Det seneste døgn har været en fysisk og følelsesmæssig rutsjetur for John Dybkjær, som nu er oven på efter nogle alvorlige nedture i går. John fortæller også om den venlighed og hjælpsomhed, han møder over alt.
Dag 3 og 4 har været forholdsvis begivenhedsløse for John Dybkjær, som er godt på vej tilbage til Skagen. Stærke smerter i højre hofter har plaget ham siden i går. Og så har han afleveret næsten al sin mad.
02:00 Hvis du følger Trailcast på Facebook eller får nyhedsbrevet, så ved du, at jeg i øjeblikket følger John Dybkjærs 1.000 kilometer lange tur fra Skagen til grænsen og tilbage igen, ret tæt. Formålet med turen er at samle penge ind til en ven, som trods en alvorlig sygdom ikke kan få hjælp fra sit forsikringsselskab, og nu står uden indtægt. John tog afsted den 3. august men lige inden havde jeg ham på Skype for at høre, hvordan det gik. Husk du kan høre mine aftenupdates med John Dybkjær på Facebook og på Trailcast.dk, hvor han fortæller om dagens tur. Hvis du abonnerer på iTunes eller RSS, så kommer de også automatisk ind i dit feed. 22:30 Mathias Kolringen laver lidt af hvert, når han ikke går på arbejde. Blandt andet arrangerer han løbeture. Sidst i dagens program kan du høre Mathias fortælle om sit rejsekoncept og hvad det vil sige at løbe fem dage i træk på Færøerne. Du kan læse mere om Mathias' løberejser på http://whiteout.eu/