Programmet med de bedste numre fra musicals før og nu. Følg med i de aktuelle forestillinger, hør klassikerne, kom bag om kunstnerne og bidrag selv med spørgsmål og musikønsker. Skriv til musical@dr.dk eller følg programmet på facebook og dr.dk/klassisk. Værter: Stine Rosengren og Silas Holst.
Temaudsendelse om de gamle danske syngefilm med Daimi, Dirch, Ove Sprogø, Lone Hertz, Poul Richardt, Bodil Kjer, Otto Brandenburg m.fl. Værter: Stine Rosengren og Silas Holst. (Sendt første gang 3. april 2017).
Årtiet hvor der blev eksperimenteret med historierne på musicalscenen som i den absurde Tissebyen og Next to Normal, der beskæftiger sig med psykiske lidelser. Manderollen blev udforsket i Billy Elliot, hvor styrken ligger i at stå fast på den man er - i øvrigt et gammelt tema i musicals. 00'erne var også årtiet, hvor Disney for alvor kørte underholdningsmaskinen ind på de skrå brædder med Aladdin, Den lille havfrue, Tarzan og Mary Poppins. Omvendt var det også årtiet hvor mange musicals blev til film for det var DVD'ens årti. Den største musicalsucces på dvd var dog født på lærredet: Moulin Rouge. Årtiet bød også på forestillinger som The Producers, Newsies, Flashdance, og Hairspray og herhjemme Sebastians Klokkeren fra Notre Dame. Værter: Stine Rosengren og Silas Holst. www.dr.dk/p2 (Sendt første gang 15. marts 2020).
Kan vi lave et program udelukkende med kvindelige musicalkomponister blev vi spurgt. Selvfølgelig kan vi det, og musikken er vild, rå, svedig, funky, kærlig og kun få gange storladen og patetisk, som når flæbende mænd skriver musicals. Mange kender Dolly Parton og Cindy Lauper, men hvad med Jeanine Tesori, Jull Santoriello, Juliana Nash, Amanda Green, Lucy Simon og Brenda Russell? Det gør du, når du har hørt programmet. Værter: Stine Rosengren og Silas Holst. www.dr.dk/p2 (Sendt første gang 8. marts).
Der er mange musicals i gang i det tidlige forår. Vi kigger rundt i landet på de mange forestillinger, og vi har gæster i studiet: Julie Steincke, der er aktuel i Dance of the Vampires på Det Ny Teater; Mille Gori, der er med i Vild med Dans på Østre Gasværk og Christine Astrid, der er på turnee med Kim Larsen forestillingen Midt om Natten. Værter: Stine Rosengren og Silas Holst. www.dr.dk/p2
Der er ikke èn opskrift på en god finalesang i en musical. Der er flere. Den skal hænge sammen med historien, moralen og budskabet - hvad enten det er ...snøft... uforløst kærlighed eller at livet skal leves og der skal danses til sidste punktum. Tag med på et ræs gennem rørende og energiske finaler. Værter: Stine Rosengren og Silas Holst. www.dr.dk/p2
En musical om prinsesse Diana er på vej. Det har inspiret os til at se på musicals med royale personer, og dem er der en håndfuld af. The King and I er et klassisk eksempel og en omskrivning af eventyret om den almindelige pige og kongen. Camelot tager fat i King Arthur legenden og Spamelot laver sjov med den. Flere danske musicals har royale toner både fra fiktion og den historien: Leonora Christine, Den evige ild og Atlantis. Værter: Stine Rosengren og Silas Holst. www.dr.dk/p2
Komponisten til Hello Dolly og La Cage aux Folles døde i slutningen af 2019. Han var til udstyr, optrin og fjerboa, og var på den måde en musicalperson der hyldede en blanding af dancehall fra starten af 1900-tallet og Broadways gyldne periode omkring 2. verdenskrig. Han kunne skrive den enkle melodi, der sætter sig fast, og sangen I am what I am fik stor betydning for den homoseksuelle frigørelse fra 80'erne og frem. Tag med på denne tour gennem Jerry Hermans karriere fra Milk & Honey i 1961 til han i 2009 fik en Tony Award for hans livslange bidrag til genren. Værter: Stine Rosengren og Silas Holst. www.dr.dk/p2
Programmets endeligt var nær. Vi skulle have sendt sidste program lige før nytår. Det fik mange lyttere til at skrive kondolencebreve, men vores lyttere gider ikke stilhed og surt gravøl - de vil hellere feste med favoritnumre fra de musicals de elsker. Vi har fundet musikken frem til dem, der har skrevet til os. Glæd dig til en fest, hvor vi kan afsløre, at vi har fået lov til at lave 12 nye programmer i 2020. Den Store Farvelsang er udskudt. Værter: Stine Rosengren og Silas Holst. www.dr.dk/p2
Med gæster i studiet kigger Silas og Stine på det næste halve år. De får besøg af Peter Hjorde, der er med i Vampyrdansen på Det Ny Teater. Tammi Øst kommer forbi og fortæller om Sunset Boulevard, der bliver sat op på Den Jyske Opera. Maria Lucia har både Den Skaldede Frisør på Falkonerscenen og She Loves You på Fredercia Teater i kalenderen, og derudover lægger hun stemme til Eliza i Frost 2 der rammer biograferne 2. juledag. Du kan også glæde dig til 2020, der byder på masser af musicalfilm, hvor Spielbergs West Side Story sætter store forventninger. Værter: Stine Rosengren og Silas Holst. www.dr.dk/p2 (Sendt første gang 8. december 2019).
Mange mænd i musicals kæmper med mørkets kræfter. Sweeney Todd nøjes ikke kun med hævn, men bliver lystmorder. Dr. Jekyll vil isolere ondskaben, men bliver besat af den. Judas forråder den han elsker, mens Frollo i Klokkeren fra Notre Dame vil kurere sit begær ved at slå begærets objekt ihjel. Har vi et valg når mørket banker på? Stine og Carsten taler med Frederik Rolin, der synger rollen Toby - og Palle Knudsen, der synger hovedrollen i Sweeney Todd, der lige har haft premiere på Operaen. Værter: Stine Rosengren og Carsten Wolf Andersen. www.dr.dk/p2
Vil du gøre oprør? Så har vi playlisten der passer til. En flok studerende på Københavns Universitet der er trætte af nedskæringer og fagsammenlægninger har skrevet til programmet og efterlyst musik der opildner til oprør. Silas og Stine har fundet en perlerække af eksempler på sange, der handler om oprør og protest. Hvad enten det er det personlige oprør for retten til at være sig selv, eller det er det politiske oprør. Manifestationer kræver sange og dem får du i denne specialudgave. Værter: Stine Rosengren og Silas Holst. www.dr.dk/p2
Musicalgenrens nye sangskriverpar hedder Pasek and Paul. De startede sammen på college. Den ene skriver primært musikken, den anden teksterne, men de underskriver sig altid som makkerparret Pasek & Paul. De lavede musikken til The Greatest Showman, musicalen Dear Evan Hansen, hvor albumudgivelsen har regereret på de britiske hitlister, de har leveret til La La Land, Trolls, Aladdin fra 2019 og arbejder p.t. på Snehvide for Disney. Dette program er blevet til på opfordring af en trofast lytter. Værter: Stine Rosengren og Silas Holst. www.dr.dk/p2
De dyreste musicalproduktioner på Broadway er ikke altid dem der har solgt flest billetter. Den dyreste nogensinde kostede 75 millioner dollars, og ganske få har set den, så investorerne tabte 60 millioner. Stine gennemgår de 10 dyreste og Silas får ledetråde og gætter undervejs. Send musikønsker og en hilsen til musical@dr.dk Værter: Stine Rosengren og Silas Holst. www.dr.dk/p2
Hvilke musicals har indtjent flest penge på Broadway? Der er nogle der giver sig selv, og så er der et par overraskelser, for der er mange faktorer der spiller ind: Billetprisen, hvor mange sæder teatret har, hvor dyr produktionen er. Silas laver en gennemgang af de 10 musicals på Broadway, der har indtjent flest penge. Stine får lov til at gætte undervejs og du kan gætte med. Man bliver svimmel af beløbene. Værter: Stine Rosengren og Silas Holst. www.dr.dk/p2
Forfatteren til Mary Poppins kunne ikke lide børn. En af litteraturens mest berømte barnepiger er opfundet af australske P.L. Travers, der skrev 8 bøger i serien i 30'erne og 40'erne. Walt Disney så potentialet, men opgaven med at købe filmrettighederne af den stædige dame blev en af hans største udfordringer. Stine og Silas får besøg af musikeren Jacob Beck, når de udfolder historien og spiller musikken fra både den gamle udgave fra 1964 og fra den nyeste Mary Poppins returns, der kom i 2018. Værter: Stine Rosengren og Silas Holst. www.dr.dk/p2
Så kom den omsider. Filmen om en af de største amerikanske stjerner fra det 20. århundrede. I dette program laver Stine og Silas et eget take på historien om hvordan livet formede sig for pigen der blev den første musicalstjerne i biografens mørke, og hvor galt det går, når branchen allerede fra første færd hælder drugs i et barn. Værter: Stine Rosengren og Silas Holst. www.dr.dk/p2
Historien om Broadway. The great white way med rullende lys over indgangen. Fra de første operettelignende shows omkring år 1900 til varietéshows i begyndelsen af det nye århundrede til de første egentlige musicals, hvor sangene spiller en vigtig rolle for fortællingen. Hør hvad tonefilmen, børskrak og 2. verdenskrig kommer til at betyde for Broadway, der overlevede det hele. I dag taler man om at genren skal til at genopfinde sig selv, men Broadway sælger flere billetter end nogensinde. Værter: Stine Rosengren og Silas Holst. www.dr.dk/p2
Succes-makkerpar fra den amerikanske musicals guldalder. Først var komponisten Richard Rodgers sammen med Lorenz Hart, der ulykkeligvis ikke kunne administrere sit liv som han kunne skrive gode tekster. Da han kastede håndklædet i ringen foreslog han selv at Rodgers skulle finde sammen med Oscar Hammerstein. Rodgers kunne ikke have fundet en mere værdig afløser og succes'en nåede nye højder. En perlerække af hits, der fylder godt i the Great Amercan Songbook. Her får du foldet historien ud om en magisk tid i musicalens historie. Værter: Stine Rosengren og Silas Holst. www.dr.dk/p2
The Sound of musical er taget på tur! Stine og Silas besøger 3 teatre, der hver især har en særlig tilgang til det at opføre musicals. Aarhus Teater, Det Ny Teater og Fredericia Teater. Tredie stop: Fredericia Teater - hvor de kommer bag kulisserne og taler med alle de mange mennesker der er med til at få en forestilling på benene. Værter: Stine Rosengren og Silas Holst. www.dr.dk/p2
The Sound of Musical er taget på tur! - Stine og Silas besøger 3 teatre, der hver især har en særlig tilgang til det at opføre musicals. Aarhus Teater, Det Ny Teater og Fredericia Teater. Andet stop: Det Ny Teater, hvor de møder Tommy Kenter, Instruktør Daniel Bohr, scenografen, kostumieren, kapelmesteren, direktøren og rundviseren. Værter: Stine Rosengren og Silas Holst. www.dr.dk/p2
The Sound of Musical er taget på tur! Stine Rosengren og Silas Holst besøger 3 teatre, der hver især har en særlig tilgang til det at opføre musicals. Aarhus Teater, Det Ny Teater og Fredericia Teater. Første stop: Aarhus Teater - da de var i gang med prøver på David Bowies Lazarus. Vi kommer bag kulisserne og taler med teatermaleren, instruktøren, den unge og den garvede performer, direktøren, lydmanden og arkivaren. www.dr.dk/p2
Vi ser på anden halvdel af 2019, hvor David Bowies musical Lazarus har premiere i Aarhus, hvor selv Broadway kommer til smilets by. Fredericia genopsætter succesforestillingerne Tarzan og den storsælgende Klokkeren fra Notre Dame. I studiet kommer Gry Trampedach på besøg og afslører nyt om hendes livs rolle som Sanne i Sanne -The Musical. Komponisten Kim Sørensen fortæller om musikken til forestillingen Lyset over Skagen. På Det Ny teater instruerer Daniel Bohr Spillemand på en tagryg, og finder ud af, at han er jøde. Sweeney Todd bliver opera-barbarisk i København. Hermed åbner Stine og Silas op for sidste sæson af The Sound of Musical, og funderer over, om det er op eller ned ad bakke, at programmet stopper ved udgangen af 2019... Værter: Stine Rosengren og Silas Holst. www.dr.dk/p2
Hen over sommeren er der musicals og især én produktion er faldet os i øjnene. The Sound of Music har 60 års jubilæum og opføres i amfiteatret Opera Hedeland i slutningen af juni måned. Vi har fået fat i scenograf Nina Schøttz for at høre hvordan hun har tænkt sig at gribe den opgave an. Hvordan bygger man et slot, hvordan laver man et udendørs soveværelse, og hvordan gør man rollerne tydelige så dem på bagerste række også er med hele vejen? Teatrene lukker ned for sommeren, men der er masser af forestillinger med musik i rundt om i landet. Mulan opføres i starten juni på Lolland, Rocky Horror Picture Show kører stadig på Aarhus Teater frem til midten af juni. Kong Arthur fra Ulvedalene spiller ved Moesgaard frem til slutningen af juni. Prinsen af Egypten fra Fredericia Teater gæster Det Kongelige Teater hen over sommeren og det gør Flashdance også, og der er flere. Værter: Stine Rosengren og Silas Holst. www.dr.dk/p2
Størst af alt er kærligheden - det gælder i livet og derfor også i musicals, hvor der som regel er en kærlighedserklæring mellem to mennesker. I de fleste musicals er det boy meets girl, og den store kærlighedsduet er helt eksplicit, men der er variationer over temaet. I Annie get Your gun er de kun på vi-driller-hinanden-kærligt-stadiet, og i RENT er det for første gang i en musical et lesbisk par. Der bliver sunget til en døende pige på barrikaderne i Les Misérables og i Cyrano ved pigen ikke hvem hun i virkeligheden er forelsket i. Tag med på en veloplagt tour de force i store duetter fra musicals. Værter: Stine Rosengren og Silas Holst. www.dr.dk/p2 (Sendt første gang 19. maj 2019).
Der er altid et vendepunkt for den mandlige hovedrolle. Der hvor han indser, at kvinden havde ret, at han skulle have valgt kærligheden, eller venskabet. At han ikke skulle have kørt sit eget løb. At det var forkert, at det var ham der overlevede og ikke de heltemodige. Det er der vi får ondt af ham og der vi trækker vejret med ham, og holder vejret når han tager den uundgåelige lange tone henimod slutningen af sangen. Hør i dette program hvor forskellig den kan tage sig ud i vidt forskellige musicals. Værter: Stine Rosengren og Silas Holst. www.dr.dk/p2
Handler musicalen om kærlighed, kan man være sikker på at den kvindelige hovedrolle meget tidligt i forestillingen har en sang, hvor hun fortæller hvor uskyldig, skøn, sød, dominerende, drømmende, beregnende, snedig eller genial hun er. Tag med på en humørfyldt tur gennem et musicallandskab med utroligt mange forskellige kvindetyper, der dog har den ene ting til fælles - at de har en stor sang i starten af musicalen - og at de også får deres vilje eller drømme opfyldt henimod slutningen, for det er naturligvis kærligheden der sejrer. Værter: Stine Rosengren og Silas Holst. www.dr.dk/p2
En af de mest succesrige filmmusicals i nyere tid spiller på alle klichéerne fra slutningen af 1800-tallets Paris og gør dem endnu mere farvestrålende, groteske og ekstreme. Som i La Bohème og andre operaer fra dengang er heltinden både smuk og dødsdømt. Den ægte kærlighed har trange kår, og fattigdommen er ufattelig, men der er fest og glade dage når showet går i gang i den gamle mølle. Instruktøren Baz Luhrmann lader skuespillerne Nicole Kidman og Ewan McGregor synge selv, mens mange andre numre bliver sunget af professionelle sangere som Pink, Christina Aguilera, Fatboy Slim, Beck, David Bowie og Rufus Wainwright. Tag med på en gennemgang af den sansebombarderende filmmusical fra 2001. Værter: Stine Rosengren og Silas Holst. www.dr.dk/p2
Så kom det endelig. Programmet som mange af vores lyttere har efterspurgt. Et program hvor vi sammen med Sebastian taler om hans musicals og hans rejse igennem musicallandskabet - en rejse med sorger og glæde. Vi lægger ud med Skatteøen, kommer med til Sverige for at tale med Astrid Lindgren om Ronja og Pippi, vi kommer forbi Gladsaxe Teater i 90'erne med bl.a. Cyrano og H.C. Andersen. Vi taler om hans samarbejde med Mastodonterne og slutter med Hodja i denne åbenhjertige samtale med Sebastian. Værter: Stine Rosengren og Silas Holst. www.dr.dk/p2 (Sendt første gang 10. februar).
Stine og Silas tager igen fat på spørgsmålet om hvad der er det bedste nummer fra en given musical. Den ene spiller ud og får kun spillet lidt af nummeret. Den anden trumfer og får spillet hele nummeret. De kender hinandens udspil, men ved ikke hvad der bliver trumfet med. Værter: Stine Rosengren og Silas Holst. www.dr.dk/p2 (Sendt første gang 27. januar 2019).
Musicalgenren op gennem tiden. I 90'erne vågner dansk musical med bl.a. Atlantis, Andrew Lloyd-Webber forstærker sin position med Sunset Boulevard, Rent bliver udråbt til at være den amerikanske ungdoms afløser for Hair, men årtiet bliver især præget af at Disney går fra lærredet til scenen og producerer Skønheden og Udyret og Løvernes konge. ABBA drengene følger op på Chess med den hjemstavnsnostalgiske Kristina från Duvamåla, men må indse at verden elsker dem for ABBA's bagkatalog, så Mamma Mia - The musical bliver uungåeligt en succes. Gæst i studiet: Michael Eigtved. Værter: Stine Rosengren og Silas Holst. www.dr.dk/p2 (Sendt første gang 13. januar 2019).
Musicalgenren op gennem tiden. Fattigfirserne gav os de store udstyrsstykker og konceptmusicals, hvor der ikke må ændres et komma. Andrew Lloyd-Webber introducerer product placement i Cats, ungdomskultur på rulleskøjter i Starlight Express og 1800-tals operaæstetik i Phantom of the Opera. Årtiet lægger ud med verdens mest populære musical: Les Misérables og de franske ophavsmænd lukker tiåret med Miss Saigon, hvor der med en halv helikopter på scenen ikke er sparet på noget. Yuppietidens drøm om individets succes manifesterer sig i Fame, mens Blood Brothers' tvillingehistorie undersøger hvad arv og miljø betyder for den enkeltes fremgang. I Danmark vågner musikteatret så småt med Frit fald fra 82 og Sebastians Skatteøen sætter kursen mod det næste årtis fokus på familieforestillinger og Disneys snarlige dominans. Værter: Stine Rosengren og Silas Holst. www.dr.dk/p2 (Sendt første gang 9. december 2018).
Musicalgenren op gennem tiden. 70'erne gav os en lang række musicals der stadig bliver sat op på teatrene i dag. Musicals der med tematikker som sex og individets rolle gav publikum noget at tænke over sammenlignet med det klassiske ubekymrede musikteater. Jesus Christ Superstar problematiserer berømmelse og idoldyrkelse - en tematik Webber giver en drejning i Evita. Musicalgenrens første abort finder vi i Grease. Chicago udstiller at du kan alt med penge - slå ihjel og blive berømt på én gang - samtidig med at det er samfundet der får skylden for det hele. A Chorus line viser den seksuelle diskrimination der finder sted i showbiz 40 år før #Metoo. Enkelte musicals flirter med tanken om at mennesket en dag flytter ud i rummet. Programmet har besøg af lektor i teater og performancestudier Michael Eigtved. Værter: Stine Rosengren og Silas Holst. www.dr.dk/p2 (Sendt første gang 18. november 2018).
Musicalgenren op gennem tiden. 60'erne var præget af nostalgi, men var samtidig årtiet der bød på den første musical med ungdommens rockmusik. Hair indvarslede helt nye musikalske muligheder for genren, mens musicals som Spillemand på en tagryg og Sweet Charity hver især bidrog med små nyskabelser. Cabaret blandede Berthold Brechts teatralske virkelighedsgreb med tidens stigende krav om seksuel frigørelse. Ungdomsoprøret er ellers svært at få øje på både på Broadway og i West End. Programmet har besøg af lektor i teater og performancestudier Michael Eigtved. Værter: Stine Rosengren og Silas Holst. www.dr.dk/p2 (Sendt første gang 11. november 2018).
En rædselsbuket af uhyggelige musicals. Nogle tager gyset alvorligt, andre har et glimt i øjet og nogle går ligefrem hen og bliver romantiske. Stephen Kings roman Carrie om moderen der gør datteren fortræd er blevet til en ond musical, Roman Polanskis sort-hvide film Vampyrernes nat er lavet til musicalen Tanz der Vampire, hvor der er storladne romantiske duetter, Little shop of horrors er fuld af fis i al sine kødædende gru og den klassiske fortælling om Jekyll og Hyde er i sagens natur et psykologisk gys. Gæst: Benjamin Martin. Værter: Stine Rosengren og Silas Holst. www.dr.dk/p2 (Sendt første gang 4. november 2018).
Hvis du vil vide, hvor Michael Jackson har sine moves fra, så lyt med på denne specialudgave, der retter spotlightet ind på koreografen og instruktøren Bob Fosse. Han har som ingen anden sat sit præg på den amerikanske musical I anden halvdel af det 20. århundrede. Vi tegner et portræt af danseren, der skabte sin egen stil med kantede og til tider naturstridige kropspositurer. Danseren der insisterede på at trin ikke kun skulle være flotte og yndefulde, men også skulle kunne udtrykke smerte, fortvivlelse og give karaktererne et ekstra fortællende element. Vi følger ham fra begyndelsen af 1950'erne i Kiss me Kate frem til hans død, der kom få år efter filmen All that jazz fra 1979. Skriv til musical@dr.dk eller følg programmet på facebook og dr.dk/klassisk. Værter: Stine Rosengren og Silas Holst. www.dr.dk/p2 (Sendt første gang 22. april 2018).
Cabaret var i mange år John Kander og Fred Ebbs mest berømte musical. Cabaret udspiller sig i Berlin i starte af 30'erne ved slutningen af Weimarrepublikken, hvor nazismen banker på døren. I denne specialudgave får du styr på ikke alene Cabaret, men også hele Kander og Ebbs dystre og dragende univers, som vi også kender det fra Chicago, der er parrets største succes i nyere tid. Stine og Silas har besøg af Kim Hammelsvang, der er Kander&Ebb afficionado. Han indvier os flere af deres andre musicals og hvilke performere der har været deres muser. Skriv til musical@dr.dk eller følg programmet på facebook og dr.dk/klassisk. Værter: Stine Rosengren og Silas Holst. www.dr.dk/p2 (Sendt første gang 15. april 2018).
Specialudgave om Jesus Christ Superstar, der begyndte som konceptalbum og kort efter blev til en musical og film. Historien om Jesus' sidste tid har siden J.S. Bach været basis for mange musikalske værker, men intet musikdramatisk værk står i nyere tid ved siden af Andrew Lloyd Webbers i popularitet. Mange af sangene fik umiddelbart hitstatus, og musicalen bliver til stadighed sat op på teatre rundt om i verden. Lyt med når Stine Rosengren gennemgår musicalen sammen med Webberspecialisten Benjamin Martin og Rasmus Olsson Nøjgaard, der er præst og Ph.D i Det Ny Testamente. Få svaret på hvilken tolkning Webber lægger i musikken, og hvordan teksforfatteren Tim Rice har grebet alle tiders største fortælling an. Skriv til musical@dr.dk eller følg programmet på facebook og dr.dk/klassisk. www.dr.dk/p2 (Sendt første gang 1. april 2018).
Specialudgave om Sunset Boulevard, som Andrew Lloyd Webber har baseret på filmen fra 1951. Norma Desmond var engang en stor stumfilmsstjerne, der nu lever i vrangforestillinger i et hus, der er ved at forfalde. Joe Gilles er forfatteren, der vil have en bid af Hollywoodkagen, flygtende fra pantelånere havner han i Normas spindelvæv og ender som en holdt mand. Gode venner forsøger at få ham på rette kurs, og vi håber til det sidste, men "ingen forlader en stjerne"! Vær med på denne humørfyldte gennemgang af en melodramatisk musical af de helt store når Stine Rosengren har inviteret Benjamin Martin i studiet. Skriv til musical@dr.dk eller følg programmet på facebook og dr.dk/klassisk. www.dr.dk/p2 (Sendt første gang 18. marts 2018).