Velkommen til Workflow, en podcast om fremtidens arbejdsliv. Vi lever midt i en tid med voldsomme omstillinger, hvor både ny teknologi, ny viden og globale udfordringer former den måde vi skal arbejde på i fremtiden. Det er en tid med både muligheder og
Først en servicemeddelelse: Dette er den allersidste omgang Workflow, som lukker og slukker ved årets udgang. Workflow har haft besøg af mange kloge hoveder og hørt masser af gode historier. Fremtidens arbejdsliv vil fortsat udvikle sig, men vi synes, vi har været rundt om de vigtigste aspekter af den udvikling. Det virker derfor som et godt tidspunkt at slutte af. I denne sidste episode får Workflow besøg fra Future Work Lab. Future Work Lab er et projekt, som har udført små eksperimenter hos deltagende virksomheder og undersøgt, hvordan vi hver især kan være med til at udvikle fremtidens arbejdsliv. Det har blandt andet handlet om at gå tur med en kollega, droppe slaviske KPI'er og finde tid til fordybelse i en hektisk hverdag. Gæsterne er Signe Bjørg Lyck fra Future Work Lab, der har været projektleder på FWL, og konsulent og rådgiver David Karstensen, der har drevet tre af de eksperimenter, som arbejdslaboratoriet har kørt i forløbet. Links / shownotes Læs mere om Future Work Lab på deres hjemmeside. Future Work Lab – mental sundhed i det digitale arbejdsliv — Podcast Find frem til Workflow - en podcast om fremtidens arbejdsliv Find Workflow på Apple Find Workflow på Spotify
Workflow ser denne gang nærmere på de paradoksale udviklinger i økonomien, der sker i tiden efter Corona-krisen, og på hvad det betyder for din løn. Din løn og lønudvikling afhænger selvfølgelig af din individuelle markedsværdi på arbejdsmarkedet. Men alt andet lige, så er det de økonomiske konjunkturer, der sætter rammerne for, hvordan markedet ser ud – og for hvad din løn er værd, altså din realløn. Her bliver vi ramt af inflationen. At inflationen er så høj lige nu, skyldes en række ting, som alle er kendetegnet ved, at de er udefrakommende faktorer med udgangspunkt i udviklinger i verdensøkonomien. Derfor peger prognoserne for vækst og konjunkturer altså også i den lidt triste retning, samtidig med at din løn er blevet mindre værd. Men hvordan ser det det ud for din løn de kommende måneder og år? Det gør cheføkonom i IDA, Thomas Søby, dig klogere på i denne episode. Links / shownotes Læs om Thomas Søbys ansættelse i IDA Læs prognosen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd Læs også artiklen: Er du nervøs for at skifte job i en krisetid?
Hvad gør du, hvis du er blevet ét med dit arbejde? Du kan gøre som Kim Johannesen og lukke firmaet, og tage en pause, ”jeg var Kim fra Shift, men jeg kunne bare godt tænke mig at være Kim” Kim var først og fremmest sit arbejde, indtil han valgte at tage en hård, men nødvendig beslutning om at lukke sit eget firma ned. Ikke fordi det gik dårligt, tværtimod, men fordi han havde brug for at finde sig selv. Efter den dag åbnede han ikke sin computer i hele fem måneder. Til glæde for både Kim selv og ikke mindst hans familie. ”Folk omkring mig synes, det var fedt, at jeg turde tage en pause, for at tømme hovedet fuldstændigt. Min kæreste var også rigtig glad for, at jeg gav mig selv tid til at falde til ro.” I denne episode af Workflow kan du møde Kim Johannesen og fire andre, der har dét til fælles, at de har sagt deres job op for at tage en pause fra karrieren enten for at rejse jorden rundt, leve som digitale nomader eller som Kim for at finde sig selv igen. Udover Kim kan du møde: Rasmus og Lea, som har lidt arbejde med hjemmefra på deres 9-måneders tur rundt i verden Mette og Martin, der har solgt alt i Danmark og er blevet digitale nomader, som arbejder fra fjerne steder på kloden Kunne du bruge en pause fra dit job? Links / shownotes Læs også IDAs artikel om karriereskift Besøg Mette og Martins rejsesite Besøg Freeliving.dk - professionelt community med kurser for digitale nomader
”Fagbevægelsen er mere end røde roser og ølmaver” Sådan lyder det i denne episode af Workflow, hvor Frederik Enevoldsen, der er konsulent i Dansk Metal er inviteret til en snak om, hvorfor fagforeningerne har svært ved at organisere sine medlemmer. Især de unge er nemme at få ind i varmen, men de fordufter hurtigt igen. De fleste unge tænker fagbevægelsen som et abonnement, de betaler til hver måned, og det er et dyrt abonnement, hvis man ikke kan se værdien af det - så hellere have abonnement i fitnesscenteret, for der kan man se klare resultater. Det er en erfaring, Frederik Enevoldsen har gjort sig i sit arbejde. Det er et problem, for fagbevægelsen har brug for sine medlemmer, ligesom medlemmerne har brug for fagbevægelsen, når der skal forhandles løn, barsel og ferie. Derfor mener Fredrik Enevoldsen, at fortællingen om fagbevægelsen skal have mindre fokus på rabatter og mere fokus på fællesskab. I denne episode ser Workflow nærmere på, hvorfor fagforeningerne er udfordret på organiseringen af medlemmer, hvad der skal til for at organisere særligt de unge, og hvilken rolle fagforeningerne overhovedet kan og vil spille på fremtidens arbejdsmarked? Workflow har besøg af Christian Lyhne Ibsen, der er lektor, cand.scient.pol og ph.d. ved Forskningscenter for Arbejdsmarked og Organisationsstudier (FAOS), og Frederik Enevoldsen, der blandt andet er konsulent i Dansk Metal. Hør her, hvorfor fagbevægelsen er vigtig på det danske arbejdsmarked.Links / shownotesLæs mere om Christian Lyhne Ibsen fra FAOSKontakt Frederik Enevoldsen fra Dansk Metal Læs debatindlægget: Fremtidens fagforening er en app
Bruger du også memes i teamschatten eller på Workplace, når du skriver med kollegaerne? Memes kender du måske bedst fra dit sociale medie feed, men de har efterhånden sneget sig ind i kontorlandskaberne. Det er bare ét ud af mange eksempler på, at det private og professionelle gradvist smelter sammen. Mange af os kæmper med den omdiskuterede work-life balance, især i en tid hvor digitale- og sociale medier udvisker grænserne for, hvornår vi er professionelle, og hvornår vi er private. ”Mit problem med work-life balance er, at det bliver anskuet som en vippe, hvor arbejdslivet og privatlivet er hinandens modsætninger - det kommer til at virke som en kamp. Jeg synes det giver mere mening at anskue balancen mellem det private og professionelle som en cirkel.” Sådan reflekterer værten Anders Høeg Nielsen over denne episode af Workflow, hvor hjernen bag projektet “Personalizing the Professional” Stine Lomborg gæster studiet. Projektet har undersøgt, hvordan grænsen mellem det private og arbejdslivet ser ud, ikke mindst efter to år med Corona. Links / shownotes Læs mere om projektet "Personalizing the Professional" Lyt også til Workflow episode 19 om distribuerede arbejdspladser Find frem til Workflow - en podcast om fremtidens arbejdsliv Find Workflow på Apple Find Workflow på Spotify
Er det okay, at din arbejdsgiver holder øje med din digitale opførsel?”Det er ikke fordi vi skal fornægte den digitale udvikling, men vi skal være kritiske” udtaler Christina Colclough, der er fagforenings-ekspert, sociolog og med i seneste udgave af IDAs podcast Workflow. Emnet er digital overvågning på arbejdspladsen. I takt med at mere og mere af vores daglige arbejde sker på digitale platforme, er det også blevet muligt for arbejdsgiverne i højere grad at indsamle data om alt hvad vi laver, hvilke mails vi sender og hvor ofte vi taler i telefon.På den ene side kan det måske være med til at hjælpe os til at planlægge vores arbejde bedre, sørge for mere fokustid, optimere møderne og gøre os mere produktive (og måske endda gøre os sundere), på den anden side risikerer man naturligvis at den slags medarbejderovervågning bliver en kæmpe overskridelse af grænserne for vores privatliv.Links / shownotesRådgivning fra IDA: Bliver du overvåget på jobbet?Læs mere om Peter SvarreChristina Colcloughs Why Not LabADD-projektet: Algoritmer, Data & DemokratiLæs mere om HK LAB
Er en fire dages arbejdsuge ensbetydende med et bedre arbejdsliv? Hvis det betyder at du skal løbe hurtigere eller længere for at kunne holde fri om fredagen? Workflow spørger i denne episode Mads Hofman Hansen fra virksomheden Abtion, der har indført en fire dages arbejdsuge. For selvom det lyder tiltalende med en forlænget weekend i sommerhuset eller en weekendtur til Paris, så er der ifølge arbejdslivsforsker Janne Gleerup også en bagside af den korte arbejdsuge. ”Arbejdstiden er fuldstændig fleksibel, du gør bare hvad du vil, du behøver ikke møde ind, og det er jo dejligt, du kan hente børn og gå til yoga. På sigt kan omkostningen være et individualiseret arbejdsliv, hvor du mister gode tætte relationer til kollegaerne, sparring og meningen med arbejdet.” Janne Gleerup, arbejdslivsforsker ved Roskilde Universitet. Links / shownotes Læs mere om arbejdsforsker Janne Gleerup Læs mere om virksomheden Abtion på deres hjemmeside Gå til portal for forsøg med firedages-uger
Det mest bæredygtige køkken er det, du aldrig køber, men dernæst kommer det køkken, du aldrig smider ud. Vi danskere smider alene 150.000 velfungerende køkkener ud om året. Lyt med i denne episode af workflow, hvor vi er på besøg hos Stykka, der forsøger at bekæmpe køkkenspild. Firmaet hedder Stykka, holder til i Glostrup og designer først og fremmest køkkener, som både kan holde længe, repareres, hvis de går i stykker, og opgraderes, hvis deres ejere får lyst til noget nyt. Udover solide materialer og en gennemtænkt opbygning består løsningen også af detaljerede digitale modeller af alle køkkener, inklusive QR-koder der gør det nemt at se, hvordan man kan reparere eller udskifte hver enkelt del. Forestil dig at du køber en Christianshavnertærte i Lagkagehuset og får opskriften med hjem – næste gang du har lyst til Christianshavnertærte sender de ingredienserne, så du selv kan bage den. Det er logikken bag Stykkas digitale 3d tvilling af alle deres køkkendele. Målet er at lave køkkener, du aldrig smider ud, men derimod cirkulerer. Næste gang du vil hoppe med på den nyeste køkkentrend, så kan du scanne en QR-kode og få tilsendt nye fronter og sende de gamle tilbage.Episoden er også en slags opfølgning på episode 23, hvor vi havde fokus på 'sense of purpose' og en vision om bæredygtighed i arbejdet. Links / shownotes Læs Dansk Design Centers skriv om cirkulær økonomi Læs om Dansk Design Centers 8 værktøjer til udviklingen af cirkulære designs Læs mere om Stykka på deres hjemmeside Lyt til Workflow episode 23: Er der overhovedet mening med dit arbejde?
For nogle er arbejde givetvis noget, man laver for at tjene penge nok til at overleve eller have det hyggeligt, når man ikke arbejder. For andre er arbejdet (også) noget, man gør, for at få en fornemmelse af at man bidrager til at gøre verden bedre – i det store eller det små. Det handler om at finde en 'sense of purpose.' Netop det taler Workflow om i denne episode. Workflow har besøg af Tania Ellis, der er strategisk rådgiver med ekspertise i at kombinere økonomisk og social værdi med forretningsstrategi og -innovation, og Lasse Alfastsen, som er strategisk direktør, medstifter og partner i Partnerskabshuset Krydsfelt. De forsøger begge selv at finde 'purpose' i deres arbejde, men også at hjælpe virksomheder med at forstå, hvorfor dette er vigtigt - måske især for de yngre generationer på jobmarkedet. Lyt med, når de giver gode råd til, hvordan du kan finde dit eget formål med at gå på arbejde. Der er også råd til virksomheder, som gerne vil samarbejde med de ansatte om at skabe en mening med jobbet. Links/shownotes Læs mere om Tania Ellis på hendes hjemme side Læs mere om Lasse Alfastsen hos Krydsfelt Se mere om Sustainable Change Maker-netværket Du kan også læse Tania Ellis og Lasse Alfastsens blog om purpose Find frem til Workflow - en podcast om fremtidens arbejdsliv Find Workflow på Apple Find Workflow på Spotify
Robotics Process Automation eller RPA handler om at tage it-processer med masser af gentagelser og slaviske procedurer, og automatisere det, så man ikke selv behøver sidde og gøre det hele, igen og igen, men kan overlade arbejdet til en softwarerobot – en digital assistent. Et af de steder man i en del år efterhånden har arbejdet med RPA, det er i Koncern IT – en enhed under Økonomiforvaltningen i Københavns Kommune, der sagt helt kort er kommunens it-serviceafdeling. Vi har talt med fagkoordinator Berit Dam fra Koncern IT, der fortæller om nogle af de gode eksempler, deler erfaringer fra udviklingen – og afslører hvornår en software-robot måske skal sendes på pension…Links / shownotesLæs mere om Koncern IT herHvad er RPA? Bliv klogere på Robotics Process Automation Læs mere RPA-software fra UiPath Interview med UiPath's direktør om muligheder, udfordringer - og fremtiden
Firmaet Woba (Work Balance) forsøger at strømline både Arbejdspladsvurderinger (APV) og løbende trivselsmålinger, i håbet om at gøre det nemmere at fange problemer i tide, og hurtigere sætte gang i handlingsplaner. I denne udgave af Workflow skal vi møde den unge direktør i firmaet Woba, der beskæftiger sig med at samle data og input fra medarbejdere, både som Arbejdspladsvurderinger (APV) og løbende trivselsmålinger. Woba er en forkortelse for ‘work balance' og ideen er at tage temperaturen på virksomhederne, blandt andet med fokus på de situationer og arbejdsforhold, der måske kan føre til stress. Håbet er naturligvis at fange udfordringerne før de vokser sig for store, og en del af Wobas løsning er også at komme med input til handlingsplaner for de virksomheder, som oplever problemer. Vi har besøg af Malene Madsen, der er stifter og CEO i Woba, og som for nyligt er udnævnt til TALENT100 af Berlingske Tidende og har vundet prisen som Årets CEO ved Danish Diversity Awards.Links / shownotesLæs mere om Woba herFå styr på reglerne om ArbejdsPladsVurderinger – APV'erLyt også til Workflow om Jobindex Lyt også til Workflow om stress og compassion
Vi elsker vores chefer mest, når alt går af * til. I hvert fald hvis man spørger Jobindex, der, med en halv million unikke brugere og over 35.000 jobannoncer om ugen, er det sted, hvor blandt andet Beskæftigelsesministeriet henter deres data. Det viser sig nemlig, at når der er lavkonjunktur (finanskriser, rentestigninger og energikriser), så stiger medarbejdertilfredsheden markant, mens den daler, så snart der er højkonjunktur. I denne uges udgave af Workflow taler Nana Wesley Hansen og Anders Høeg Nissen med administrerende direktør for Jobindex Kaare Danielsen. Hør med, hvis du vil vide, hvor muntert du cykler på arbejde, når verden står i flammer. Links / shownotes Besøg Jobindex hjemmeside her Læs den lange historie om Jobindex og den danske webbranche Lyt til den tidligere Workflow episode om personlighedstests i ansættelser
Skal alle have det samme i løn, uanset om de bor i Californien eller Svendborg? Er det nødvendigt at have overlappende tidszoner for at kunne samarbejde? Og kan man skabe en firmakultur, hvis man kun mødes nogle få dage om året? I denne episode af Workflow har vi talt med tre personer, der alle er ansatte i firmaer, der er 'fuldt remote.' Dvs. at firmaerne ikke har noget hovedkvarter, og medarbejderne mødes kun meget sjældent i den fysiske verden, fordi de bor og arbejder fordelt rundt omkring på hele kloden. Mød Niklas Stephenson, der bor i Svendborg og er VP of Products i Whimsical, Amir Salihefendic, der bor i Barcelona og er direktør i firmaet Doist, og Jakob Knutzen, der er medstifter og direktør i Butter og bor og arbejder i København. De har hver deres perspektiv på hverdagen, på møder, på løn, på ledelse og på udfordringerne med at skabe en firmakultur, hvis man kun skriver e-mails og chatter og deler dokumenter via nettet, og sjældent ser kollegerne ude i den fysiske verden. Links / shownotes Niklas Stephenson arbejder i Whimsical Læs mere om Whimsical på deres hjemmeside Amir Salihefendic er direktør i Doist Læs mere om Doist på deres hjemmeside Sådan fungerer den asynkrone arbejdsplads hos Doist Jakob Butter er CEO i Butter Læs mere om Butter på firmaets hjemmeside Vil du vide mere om at arbejde remote? Gå til Gitlabs store håndbog for remote og WFH
Stress er relateret til både vores privatliv og vores arbejde, men mange angiver arbejdslivet som det område i deres hverdag, hvor de oplever stress. Helt overordnet taler fagkundskaben om livstruende situationer, ubalancer i vores arbejdsliv og krænkelser som tre faktorer, der skaber stress. Vi er ikke altid selv herre over vores arbejdssituation, men måske kan viden om forebyggelse hos en selv og ens leder være med til at reducere ubalancer og krænkelser. Derfor sætter vi fokus på forebyggelse – og her kan ‘compassion' – omsorg, indlevelse og medfølelse – måske være vejen fremad? Workflow har i dag besøg af erhvervs-psykolog og autoriseret arbejdsmiljørådgiver Vibeke Lunding-Gregersen. Hun skal fortælle os om, hvordan vi forebygger stress på arbejdspladsen og om begrebet ‘compassion'. Links / shownotes Besøg Vibeke Lunding-Gregersens website Mindwork.dk Få hjælp hos IDA ved stress
Der er næppe tvivl om, at en af bagsiderne ved den fortsatte digitalisering er truslen fra både hackere, industrispioner, cyberterrorister og andre med skumle hensigter. Danskere og danske virksomheder bliver fortsat ramt af en bølge af angreb - fra phishing over CEO-svindel til ransomware. Nogle gange handler den dårlige sikkerhed specifikt om teknik – fx huller i firewalls, dårlige passwords, ubeskyttede netværk eller den slags – men ofte handler det om menneskelig adfærd. Det er åbenbart svært for os at huske, at vi ikke bare kan stole på, at en mail kommer fra chefen, eller være opmærksomme på, om vi benytter et offentligt wifi til at læse fortrolige dokumenter på firmaets intranet. For at høre mere om hvad man kan gøre, og om hvordan it-sikkerhed generelt bliver tacklet ude i de danske virksomheder, har Workflow talt med Eva Roland fra Erhvervsstyrelsen og sitet SikkerDigital. Eva er uddannet antropolog og har derfor naturligt også et fokus på, hvilken rolle adfærd spiller i spørgsmålet om it-sikkerhed i virksomheder – både hos medarbejdere, it-afdeling og ledelse. Links / shownotes SikkerDigital for virksomheder SikkerDigital: Syv gode råd om digital sikkerhed SikkerDigital: Gør dine medarbejdere klogere på it-sikkerhed Tjek din virksomheds it-sikkerhed på virk.dk Læs IBMs trusselsrapport fra 2022
Crowdfunding handler kort fortalt om, at man som virksomhed eller organisation rejser kapital ved at søge støtte fra en hel masse mere eller mindre almindelige borgere i stedet for at låne pengene i en bank eller gå efter en investering fra en kapitalfond eller lignende. Støtterne forbestiller en tegneserie eller en smart mobiloplader, eller hvad det nu kan være – ofte med et godt tilbud – og firmaet får penge til at lave den sidste udvikling og sætte gang i produktionen. På nogle måder trækker det tråde tilbage til andelsbevægelser og kooperativer, på andre måder er det måske bare en smart måde at lave digital, viral markedsføring af sine produkter? Workflow har talt med Pierre Bennorth, der er stifter af firmaet Grøn Sky, og som drømmer om at lave cloud-lager á la Dropbox, men spare miljøet for 90 procent af CO2-udslippet. Lyt med! Links / shownotes Læs mere om virksomheden Coolest Cooler Bliv klogere på hvad crowdfunding er Læs mere om Grøn Sky på deres hjemmeside Find Grøn Sky på IDA Crowdfunding Der er flere firmaer som hjælper med crowdfunding-projekter, fx ReadyFundGo og funded.today Husk at betale skat af støttepengene - læs om skattereglerne for crowdfunding på skat.dk Er crowdfunding sælig velegnet til bæredygtige projekter? Læs den videnskabelig artikel her
Det kan være dyrt og tidskrævende at ansætte nye medarbejdere. Der skal laves opslag, læses ansøgninger og afholdes samtaler. Ofte risikerer man endda at skulle gøre det hele igen, hvis den ansatte senere viser sig ikke at være den rigtige til jobbet.I denne episode af Workflow har vi besøg i studiet af ireren Mark Gray, der arbejder i Danmark. Mark har brugt værktøjer fra det tyske firma Retorio til ansættelser af flere hundrede medarbejdere. Det er en af grundene til, at man arbejder på alternative løsninger, der involverer algoritmer og kunstig intelligens i stedet. Nogle laver analyser af ansigtsudtryk, andre af sprog og gestik. Alt dette i håbet om at kunne afgøre ansøgernes personlighed og deres 'fit' til jobbet ud fra de såkaldte ‘fem store' egenskaber: åbenhed, samvittighedsfuldhed, ekstraversion, empati og neuroticisme. Drømmen er at lave systemer, der kan læse hundredevis af ansøgninger og vælge den bedste, så man i HR nærmest bare skal klikke ‘ja tak' og automatisk sende dem en kontrakt. Helt så langt er vi dog absolut ikke endnu, men AI-værktøjer bliver allerede brugt af en række af USAs største virksomheder, og flere millioner ansøgere har allerede været igennem processen. Det sker dog ikke uden masser af modstand – for kan algoritmer overhovedet ‘neutralt' vurdere ansøgeres personlighed eller deres match til et job, og hvad gør det egentlig ved en ansøger, at de skal sidde og gøre sig til overfor et kamera og en bagvedliggende algoritme uden helt at vide, hvad de bliver målt på? Links / shownotes Se mere om Mark Gray på LinkedInLæs mere om Retorio - forskningsprojektet der blev til et firma, som laver videoanlyse af ansøgereLæs en artikel fra Scientific American om videoanalyse med Mark som case Læs en artikel fra Washington Post om det kontroversielle video-ansættelsesfirma HireVue
For mange kontoransatte og vidensarbejdere er skrivebordet næsten et andet hjem. Vi indretter det med kaffekopper, papirbunker og nips, og vi kan slet ikke udholde tanken om at skulle dele det med nogen - eller flytte til et andet.Rumdesigner Anja Toxværd arbejder med at indrette kontorer. Hun har også skrevet master-opgave om, hvorfor skrivebordet betyder så meget for mange vidensarbejdere?Hun opererer blandt andet med begrebet 'dwelling' for at indfange den følelse af socialt tilhørsforhold, som mange har til deres arbejdsplads i almindelighed, og til deres bord i særdeleshed.Lyt med i denne episode af Workflow, hvor vi også taler om kravene til fremtidens kontor og om skrivebordene på hjemmearbejdspladsen. Links / shownotes Er du nysgerrig på Anja Toxværd og hendes arbejde? Læs mere om Anja Toxværd på JJW Arkitekters hjemmeside. Hvordan har kontoret udviklet sig gennem tiden? Læs en kort historie om kontoret her. Hvad har du på skrivebordet? Det spørger Techmediet The Verge om i denne fine lille "portræt"-serie: Se hvad andre har på skrivebordet.
I denne episode af Workflow hjælper vi dig med at få styr på den travle hverdag – når du har alt for mange opgaver, og du ikke kan finde ud af, hvordan du skal få tid til det hele. Du kan blive klogere på metoden ‘time blocking'. Time blocking handler basalt set om, at man sætter tids-blokke af i sin kalender til at arbejde på de forskellige opgaver, man har – og husker at indlægge godt med buffertid. Du planlægger tiden i din kalender, som om du holdt møder med dig selv. Det giver overblik, viser et realistisk billede af, hvor meget tid du har til dine opgaver, og det fremmer fokus på den opgave, du arbejder med lige nu.Anders fortæller om time blocking og sine egne erfaringer – og giver Nana en opgave. Lyt med – og få inspiration til at få bedre styr på din tid. Links / shownotes Den (selvudnævnte) produktivitets-ekspert Paul Minors har lavet en fin introduktion til time blocking: Læs Paul Minors' introduktion til time blocking her Firmaet Doist, der står bag appen, Todoist, har også lavet god introduktion med begreber som 'deep work', 'task batchin' og andet nørderi: Læs Doist introduktion her Anders har samlet sine noter men en hel masse forklaringer, tips tricks, advarsler og andet fra egne erfaringer med at tidsblokke: Læs Anders' noter og erfaringer med at tidsblokke
I denne episode af Workflow ser vi nærmere på tracking af medarbejdere – med sensorer, kameraer, id-kort og hele balladen. Tracking af medarbejdere er et stort emne, så vi snævrer i første omgang fokus ind på et konkret forsøg med sensortracking af medarbejdere på et hospital. I forsøget indsamlede man data om medarbejderes bevægelser og arbejdsprocesser på hospitalsgangene, blandt andet for at kortlægge indretningen af et af de kommende supersygehuse. Vi har talt med lektor Naja Holten Møller fra Datalogisk Institut på Københavns Universitet, om hvordan forskerne indsamlede og behandlede data, og hvordan både forskere og ansatte forholdt sig til spørgsmålet om overvågning. Links / shownotes: Læs mere om adjunkt Naja Holten Møller på Datalogisk Institut. Læs den videnskabelige artikel om sporingsforsøget på Bispebjerg Hospital (kræver adgang). Læs artikel om et lignende forsøge med elektrikere (kræver adgang).
Der er fuldstændig åbenhed om løn - det er nemlig en fast takst, alt efter hvor mange år, du har været ansat i Triple Topping Games. Det hele ligger til frit skue på internettet. Spilvirksomheden Triple Topping Games har ikke bare valgt at lave en medarbejderhåndbog, der er meget forskellig fra de fleste andre. De har også valgt, at alle interesserede kan læse den. Og måske blive inspirerede? For hvordan lyder det med fx. Tvungen fri fredag kl. 13 Alle siger goddag, når de kommer og farvel, når de går Åben og transparent lønkultur Skemalagt stilletid, hvor alle koncentrerer sig Personalehåndbogen er ikke kun punkter til efterlevelse. Den er også et levende dokument, som sætter ord på, hvordan man fokuserer på at skabe en divers og inkluderende arbejdsplads. “Det er sådan her vi godt kan lide at være sammen, og det betyder utroligt meget for folks privatliv, hvordan deres arbejdsliv former sig,” siger co-founder Astrid Refstrup i dette afsnit af Workflow. Er medarbejderhåndbogen så bare chefernes forsøg på at vise, at de er woke? Slet ikke. Medarbejderundersøgelser ligger til grund for flere tiltag. “Der er stilletid på arbejdspladsen for koncentrationens skyld. Vi blev opmærksomme på behovet ud fra medarbejderundersøgelser, men vi har sikret, at der kommer en respons på et erkendt behov,” forklarer Astrid Refstrup. LINKS Nysgerrig? Personalehåndbogen ligger frit tilgængelig for alle på nettet – og kan forhåbentlig give god inspiration til andre, der gerne vil udvikle deres virksomheds interne kultur. https://tripletopping.com/wp-content/uploads/2021/08/How-to-Triple-Topping-1.pdf
Coronakrisen har ramt os alle - også lederne rundt omkring i de danske virksomheder. Nogle har klaret det bedre end andre, men mange har oplevet de samme udfordringer. Nogle udfordringer har handlet om praktiske ting i forhold til videomøder eller hvem, der har skullet have adgang til produktionen. Andre udfordringer har været mere eksistentielle og har givet anledning for nogle ledere til at tage deres (manglende) fleksibilitet og kriseberedskab op til overvejelse. De fleste leder har dog – forhåbentlig – lært af deres erfaringer, og er klar til at dele. Workflow taler i denne episode med lektor Steen Navrbjerg fra FAOS – Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisations-studier ved Københavns Universitet. Han har været med i et forskningsprojekt, som har undersøgt lederes reaktioner under coronakrisen, især i de første måneder, men faktisk også med opfølgende interviews senere på året 2020. Bagefter besøger vi kommunikationschef Nikolina Olsen-Rule på Designmuseum Danmark, der bestemt også blev ramt af Coronakrisen og måtte ændre både på hverdagen, opgaverne og samarbejdet. LINKS Bliv klogere på FAOS projektet "Virtuel Ledelse under Coronakrisen" Læs mere om lektor Steen Navrbjerg, FAOS, Københavnhavns Universitet Besøg Designmuseum Danmarks hjemmeside
Løn er jo en eller anden form for betaling for vores tid og arbejde, men løn er ikke "kun" noget med kroner og øre. Det kan også handle om fleksible arbejdstider, mobiltelefon, pension eller et 'sense of purpose', altså en fornemmelse af at vores arbejde betyder noget - også i det større perspektiv. Workflow ser denne gang på, hvad løn egentlig er, hvordan det hænger sammen med produktivitet og mening i hverdagen, og helt konkret hvad ingeniører egentlig tjener for tiden. Vi har nemlig besøg af chefanalytiker Finn Tidemand fra IDA, der har dugfriske tal med fra lønstatistikken for 2021. Finn fortæller samtidig om "lønnens tvilling", som er alt det andet, der betyder noget for medarbejderens fornemmelse af at være værdsat korrekt. LINKS Læs om ingeniørernes pæne lønstigninger IDAs Lønstatistik (kun for medlemmer)
I denne episode ser vi nærmere på indretningen af fremtidens fysiske (ingeniør-)arbejdsplads med fokus på at underbygge teknologisk innovation og tværfagligt samarbejde. Det gør vi med et besøg på DTU Skylab, der er bygget til at understøtte innovations-projekter, og skabe rum hvor studerende, videnskab og erhvervsliv kan mødes, og hvor forskningsbaserede startups kan blomstre i et miljø med alt fra 3D-printere og fødevarelaboratorier til bløde sofaer og en stor espressomaskine. Vi bliver vist rundt af direktør Mikkel Sørensen fra DTU Skylab og arkitekt og direktør Nicolai Overgaard fra Rørbæk og Møller, der har stået for den seneste udvidelse af bygningen. Links / shownotes: Læs mere om DTU Skylab Læs mere mere om Rørbæk og Møller arkitekter
Hypen om Virtual Reality er dukket op igen – ikke mindst i kølvandet på Facebooks re-branding og erklæringen om at de nu er et "metaverse company" med fokus på virtuelle virkeligheder, særligt når det gælder spil og underholdning, men også til chat og møder og andre professionelle anvendelser. I denne episode af Workflow ser vi selvfølgelig nærmere på det med at arbejde i de virtuelle verdener. Vi undersøger især, hvordan man kan bruge VR (og AR) til oplæring, uddannelse eller anden træning. Nana skal fx lære at teste et farligt el-panel – inde i Virtual Reality! Det sker hos Khora i Kødbyen i København, der i en årrække efterhånden har udforsket mange af teknologierne og mulighederne i de forskellige slags blandede virkeligheder. Vi besøgte trænings- og simulationsspecialist, Jonathan Komang-Sønderbæk, som først hjalp Nana med at blive en bedre elektriker og bagefter satte sig ned i den fysiske virkelighed for at fortælle mere om VR i en arbejdssammenhæng. God fornøjelse! Links / shownotes Læs mere om Khora og deres arbejde med træning og simulation i VR.
Seniorarbejdslivet skal vare længe, men hvordan skal det indrettes, så du kan holde ud at være i det, når du bliver 60 og måske endda 70 eller 80 år – og er arbejdspladserne overhovedet interesseret i at beholde de aldrende medarbejdere? I denne episode af Workflow taler vi med Lars Louis Andersen, professor MSO i arbejdsmiljø, om seniorlivet på vidensarbejdspladserne, og med journalist Abelone Glahn, der har skrevet en bog om at være ‘Senior og Selvstændig'. De er enige om, at det især for mange vidensarbejdere i vid udstrækning handler om at kunne arbejde fleksibelt, og at man som senior kan tilrettelægge sit arbejde på nye måder, efterhånden som man bliver ældre. LINKS Lars Louis Andersen – det Nationale Forskningscenter for ArbejdsmiljøSeniorArbejdsliv - Muligheder og barrierer for et langt og sundt arbejdsliv i Danmark. Tidsudvikling fra 2018 til 2020SeniorArbejdsLiv - 2.rundeAbelone Glahn Bogen "Senior og selvstændig"
I denne episode af Workflow ser vi nærmere på søvn – for det er i de senere år blevet stadigt mere tydeligt, at søvn er en af de allervigtigste parametre i vores liv, når det handler om produktivitet, kreativitet og generel velvære - både hjemme og på arbejdet. Det betyder ikke nødvendigvis, at du bare er superkreativ, hittepåsom og produktiv, hvis du sover godt. Det er til gengæld ret sandsynligt, at du er ufokuseret, langsom og underperformer, hvis du sover dårligt – især hvis det er længere tid ad gangen. Det er med andre ord enormt vigtigt at være opmærksom på sin søvn. Vi har talt med søvnforsker Birgitte Rahbek Kornum, som både fortæller, hvad søvn egentlig er for noget, hvad det gør ved os, når vi ikke sover nok, og hvad du kan gøre for at få mere af den livsvigtige søvn.
Det er ikke altid nemt at tackle hybridmøder - altså møder hvor nogle af deltagerne er til stede fysisk, mens andre "kun" er med online. Det kræver god mødeledelse og måske også nogle nye og bedre digitale tjenester. Uanset om det er online, hybrid eller fysiske møder, så er det dog vigtigt at forstå hvilke faktorer der påvirker vores kommunikation og sociale interaktion. I denne episode af Workflow taler vi med to forskere, der studerer videomøder og hybridmøder, for at forstå – og måske forbedre – hvordan vi kan kommunikere i krydsfeltet mellem det fysiske og det virtuelle. Og så deler Nana og Anders deres egne oplevelser med både hybridkonferencer, hybrid-interviews og meget mere. Mød Dr. Pæd. Theresa Schilhab fra DPU, Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse, der fortæller om tavs information i vores kommunikation, og hør postdoc Jens Emil Grønbæk fra Aarhus Universitet fortælle om Mirrorblender – en prototype på et anderledes videomøde-værktøj, som kan gøre det nemmere for deltagerne at være fælles om et hybridmøde. LINKS Theresa Schilhab, DPU, Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse Jens Emil Grønbæk, postdoc, Aarhus Universitet – læs mere om MirrorblenderSe Jens Emils video, hvor han forklarer mere om Mirrorblender, og viser hvordan det virker10 gode råd til at holde bedre hybridmøderGode råd til at lede hybridmøder
De fleste har nok prøvet det med at skulle løse et problem, og simpelthen bare gå i stå. Der kommer bare intet brugbart ud af hjernen, uanset hvor mange post-it-noter man smider op på et whiteboard eller hvor mange workshops man holder. Men så tager man en lur eller står under bruseren eller går en tur – og pludselig, så dukker det helt rigtige op. Men man er ikke nødvendigvis færdig, bare fordi man har fået den gode idé. For man skal også sørge for at huske den, så man kan bruge den eller arbejde videre med den, når man er kommet ud af badeværelset eller hjem fra gåturen, eller når man sidder på kontoret næste morgen. Det er måske en lidt overset udfordring, men den er ikke desto mindre vigtig, og derfor er noter, apps og andre værktøjer faktisk helt centrale i mange arbejdsprocesser – også når det gælder teams og organisationer, hvor mange gode ideer ellers risikerer at blive overset eller glemt. Det ser vi nærmere på i denne episode af Workflow, i selskab med Peter Dalsgaard, der er professor på Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus universitet. LINKS Peter Dalsgaard, professor, Aarhus Universitet (her kan man også kontakte Peter, hvis man vil høre mere om hans og kollegernes projekter). Oversigt over projekter med fokus på kreativitet og digitale værktøjer Spaced repetition (også kendt som distributed practice) – huskemetode til læring
Der bliver mangel på STEM-professionelle i de kommende år – men måske ligger noget af løsningen i at lave mere inkluderende naturfags-undervisning? Verden oplever i øjeblikket en markant øget digitalisering og står også overfor gevaldige udfordringer i form af klimakrise og behovet for at udvikle mere bæredygtige produktionsprocesser og forbrugsvaner. Det er udviklinger der kalder på kompetencer indenfor STEM - altså naturvidenskab, teknologi, ingeniørskab og matematik – men der er stor mangel på studerende og professionelle med præcis den baggrund. Det er dog nemmere sagt end gjort at skaffe flere STEM-folk og øge talentmassen – men det handler måske grundlæggende om inklusion af dem, der ikke traditionelt har været i fokus i STEM-fagene. En del af løsningen handler derfor også om, hvordan vi får skabt mere diversitet i hvem der bliver uddannet med STEM-kompetencer, og kan være med til at levere fremtidens teknologiske løsninger. Som en ekstra bonus viser undersøgelser, at teams med stor diversitet blandt medarbejderne som oftest præsterer bedre på stort set alle parametre. Workflow har talt med lektor Henriette Tolstrup Holmegaard fra Institut for Naturfagenes Didaktik på Københavns Universitet om 'science capital', diversitet og fremtidens STEM-fag. LINKS - Vi kommer til at mangle STEM-folk i fremtiden: https://ida.dk/om-ida/nyt-fra-ida/danmark-vil-mangle-22000-it-professionelle-i-2030 - Henriette Tolstrup Holmegaard: https://www.ind.ku.dk/ansatte-automatisk-liste/?pure=da%2Fpersons%2Fhenriette-tolstrup-holmegaard(bc622573-dbe6-4d64-ace0-6fe07399c353).html), Institut for Naturfagenes Didaktik - Hvad er science-kapital? https://www.stem.org.uk/sites/default/files/pages/downloads/Science-Capital-Made-Clear.pdf - Diversitet giver bedre teams: https://hbr.org/2016/11/why-diverse-teams-are-smarter
I denne episode af Workflow ser vi nærmere på begrebet 'flow' – en tilstand, hvor man arbejder fokuseret og ubesværet og ofte glemmer tid og sted. Når vi er i flow, er vi i en særlig tilstand af fordybelse, hvor vi er engagerede og har fuld opmærksomhed på det vi laver. Flowoplevelsen er præget af en oplevelse af mestring – at vi er kompetente og kreative og virkelig leverer varen – samtidig med at vi er helt opslugte. Flow kan både være en personligt tilfredsstillende oplevelse i arbejdslivet og samtidig – måske – øge produktiviteten. Vi har talt med Frans Ørsted Andersen, der er lektor på DPU, Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse ved Aarhus Universitet. Han har forsket i læring og didaktik, og ikke mindst i den positive psykologi, som flow er en del af. LINKS Begrebet flow er opfundet af ungareren Mihaly Csikszentmihalyi: https://en.wikipedia.org/wiki/Mihaly_Csikszentmihalyi Wikipedia har en fin artikel om flow https://en.wikipedia.org/wiki/Flow_(psychology) Frans Ørsted Andersen, DPU: https://pure.au.dk/portal/da/persons/frans-oersted-andersen(c6f5831e-9598-4a44-b703-d72c66f03b46).html Syv tips til at komme i flow https://altomledelse.dk/flow/ Cal Newports bog om Deep Work: https://www.calnewport.com/books/deep-work/
Velkommen til Workflow, en podcast om fremtidens arbejdsliv. Vi lever midt i en tid med voldsomme omstillinger, hvor både ny teknologi, ny viden og globale udfordringer former den måde vi skal arbejde på i fremtiden. Det er en tid med både muligheder og udfordringer, og hvor begreber som fleksibilitet, medbestemmelse og relationer er vigtigere end nogensinde. Det kan fx handle om at skabe en god hybrid mødekultur, om gig-økonomi, om indretning og indeklima, om kunstig intelligens og automatisering, eller om hvordan man kan tackle behovet for efteruddannelse og vidensmæssig opgradering. I hver episode sætter Workflow fokus på ét emne eller tema, sammen med en gæst. Det kan være en forsker eller en anden ekspert, eller det kan være én, som fortæller om sine egne erfaringer på godt og ondt. Værterne er: - Nana Wesley Hansen, lektor på Sociologisk Institut på Københavns Universitet - Anders Høeg Nissen, selvstændig techjournalist og podcaster Workflow udgives af IDA, som er en fagforening, en faglighedsforening og en interesseorganisation for alle der arbejder indenfor tech og science. IDA tror på, at der er sammenhæng mellem at brilliere på job og forløses som menneske, og det er derfor IDA har valgt at udgive Workflow – til glæde for alle der er interesseret i hvordan de kan udfolde sig i livet og i arbejdslivet. Workflow bliver produceret af podLAB.