Bloom

Evolutionshistorien har en blind vinkel: kvindekroppen. Den amerikanske videnskabsforfatter Cat Bohannon fortæller evolutionshistorien på ny og trækker tråde tilbage til vores glemte formødre blandt evolutionsbiologiens mange ”Eva'er”. “Vi skal have kvindekroppen tilbage i billedet. Hvis ikke vi får det, er det ikke kun feminismen, der bliver kompromitteret. Både den moderne lægevidenskab, neurobiologien, palæoantropologien og selv evolutionsbiologien tager skade, når vi ignorerer det faktum, at halvdelen af os har bryster.”  Derfor har Bohannon genskrevet evolutionshistorien og sat kvindekroppen og dens særlige egenskaber i forgrunden.  I stedet for den bibelske Eva sporer Bohannon kvindekroppens historie tilbage til en række evolutionsbiologiske ”Eva'er”.   Fra ‘Morgie', der som det første pattedyr producerede mælk, over det egern-agtige væsen ‘Donna', der var først til at udvikle en livmoder, og frem til de tobenede hominider ‘Ardi' og ‘Lucy', der med tidlige værktøjs- og omsorgsevner lagde grundlaget for Homo Sapiens' mange teknologiske og sociale fremskridt.    Oplev Cat Bohannon på årets Bloom, når hun med videnskabeligt klarsyn og oprørsk humor understreger kvindekønnets evolutionære – og revolutionære – betydning for, hvordan mennesket er endt med at blive planetens dominerende og teknisk mest succesfulde dyreart.

Mennesket er blevet mørkeræd. Siden den industrielle revolution har vi dækket planeten i et tæppe af elektrisk lys fra gadelamper, projektører, butiksvinduer og skyskrabere.  Lys, som har overtaget kloden i et omfang, der har store konsekvenser for alt fra fugles navigationsevner og insekters jagtmønstre til menneskers søvn og udsigt til nattehimlen.  Denne teknologiske nyhed har forstyrret den ellers så stabile rytme af lys og mørke, som livet har tilpasset sig, siden de første cyanobakterier indtog kloden for godt 3 milliarder år siden. Med solen, stjernerne og månen som de eneste lyskilder, har rytmen skabt et indre ur i cellerne på alle levende organismer.  Dette biologiske urværk kaldes også den cirkadiske rytme, og den er sat til cirka 24 timer i os alle sammen.   Men ifølge den svenske flagermusforsker Johan Eklöf har vi mennesker skudt den rytme godt og grundigt ud af kurs og skabt store problemer for os selv og andre arter i processen.  Lysforurening er nemlig et overset problem i biodiversitetskrisen, hvis man spørger ham. Manglen på mørke fragmenterer arters levesteder, forstyrrer deres parringsmønstre og gør det sværere for rovdyr at holde sig skjult for deres bytte.  Hør Johan Eklöf i samtale med interviewer Victor Boy Lindholm, når han udfolder, hvorfor vi bør slukke lyset noget oftere og lære at blive venner med mørket.

Tilbage i 1802 stod den tyske videnskabsmand Alexander von Humboldt nær toppen af vulkanen Chimborazo i Ecuador og blev ramt af en erkendelse, som sidenhen har formet vores forståelse af, hvordan verden sammen: alt er forbundet.    På vejen op havde han krydset adskillige klimazoner og kæmpet sig gennem jungle, tågeskov og højslette til den gletsjerdækkede vulkantop.     Knap 200 år senere gentog makroøkolog Carsten Rahbek turen gennem det forunderlige landskab i de sydamerikanske Andesbjerge. Også for ham satte den friske bjergluft og det artsrige økosystem gang i tankerne.     For Rahbek blev det tydeligt, at biologerne hidtil havde undervurderet livet i bjergene, og hans opdagelser skulle sidenhen omskrive en af biologiens fundamentale love. Han har sidenhen forsøgt at komme tættere på at besvare på biologiens fundamentale spørgsmål: Hvordan fordeles livet på jorden?     Men der er stadig uforklarlige observationer fra verdens bjergkæder, som ikke passer ind i forskernes modeller. Så måske biologiens love skal omskrives endnu en gang?     Sammen med naturformidler Alexander Holm kaster Carsten Rahbek et nysgerrigt blik på klodens højest beliggende økosystemer. For hvilke nye svar skal findes i bjergene? Skal biologiens gåder ved hjælp af gummistøvler eller computerkraft? Og kan naturkrisen løses ved at tænke som et bjerg?

Fysiker Peter Ditlevsen forsker i tipping points og har sammen med sin søster, statistiker Susanne Ditlevsen, forudset, hvornår et af Jordens vigtigste natursystemer kollapser: havstrømmene i Atlanterhavet, også kaldet AMOC (‘The Atlantic meridional overturning circulation').  AMOC-kredsløbet sikrer opvarmning af landmasserne her i Nordeuropa og nedkøling i området omkring Ækvator og har afgørende betydning for opretholdelsen af vejrforhold og vandstande verden over.  Systemet af havstrømme kommer ifølge de to forskeres beregninger til at nå sit tipping point omkring år 2057 – et faretruende kollaps, der kan sammenlignes med, hvis Amazonas blev til en ørken, eller hvis indlandsisen smeltede fra den ene dag til den anden.  Hvis ikke udledningen af drivhusgasser falder drastisk inden for de næste 5-10 år, vil AMOC-kredsløbets kollaps ifølge de to Ditlevsen-søskende sandsynligvis være uundgåeligt.   Hvad er konsekvenserne af sådan et kollaps? Og hvor mange andre tipping points skal vi samtidig være opmærksomme på?  Få greb om videnskaben bag forudsigelsen af tipping points, når de to Ditlevsen-søskende i selskab med videnskabsretoriker Frederik Appel Olsen dykker ned i klimamodellerne.

Den amerikanske biolog Rob Dunns originale forskningseksperimenter viser, at der efterhånden finder lige så meget evolution sted i vores kornmarker, vores vægge og vores kropsbehåring, som der gør i den vilde, uberørte natur. Der er en livlig mangfoldighed af bakterier og mikroorganismer på og omkring os – fra bakterierne på vores hud og gæren i surdejen til stankelbenet på badeværelset og svampen på husmuren.   I sin bog ‘Belly Button Biodiversity' beskriver Dunn et eksperiment, hvor han fandt intet mindre end 2.300 arter i menneskelige navler. Og i hans undersøgelser af biodiversiteten i amerikanske hjem fandt han og kollegerne næsten 200.000 arter – alene på første sal.  Men hvis vi skal have blik for vores bofæller, kræver det, at vi vænner os af med trangen til at sterilisere vores nære omgivelser og holde naturen ude af vores hjem.  For evolutionen finder sted, om vi vil det eller ej – og hvis vi smider de gode organismer ud med badevandet, skabes der gunstige forhold for antibiotikaresistente bakterier, skadedyr og parasitter.  Oplev Rob Dunn på årets Bloom, når han giver sit bud på fremtidens naturhistorie og vores sameksistens med mikroberne.

2024 blev året, hvor techmilliardæren Elon Musks firma Neuralink for første gang succesfuldt indopererede en hjernechip i et menneske, som gjorde patienten i stand til at kontrollere sin telefon – kun ved tankens kraft.     Det lille, bioteknologiske vidunder har potentiale til at lindre symptomer fra neurodegenerative sygdomme, kurere mennesker med kropslammelser og få blinde til at se. Og det er bare begyndelsen.     Målet med chippen er en dag at opnå en komplet symbiose mellem menneske, internet og kunstig intelligens, som kan øge hjernens kognitive funktion og potentielt gøre os alvidende fra den ene dag til den anden.     Men drømmen om menneske-maskine-symbioser er også et moralsk minefelt. For der er stadig meget, videnskaben ikke ved om vores komplekse hjerner.    Hjernekirurg Jens Christian Hedemann Sørensen og hans team har på dansk allerede haft held koble en gris på nettet. Og han mener, at det i vores levetid vil blive muligt at sammensmelte menneske og computer.     I selskab med lektor i filosof og etik Jens Christian Bjerring og moderator Lasse Foghsgaard tackler de nogle af de store spørgsmål, som den nye bioteknologi rejser.

2023 blev året, hvor de danske farvande oplevede det værste iltsvind i 20 år.    Iltsvindet skaber et feedback-loop af voldsomme konsekvenser for havbundsmiljøet – planter forsvinder, fisk søger væk, og den manglende ilt lader giftig svovlbrinte og metan stige op fra undergrunden, som dræber det tilbageværende liv.     Verdens havbunde er – med alt fra dybhavets sletter og undersøiske vulkaner til ålegræsskovene og stenrevene i de danske farvande – hjemsted for et væld af liv, som i dag trues af landbrugsudledninger, minedrift og klimaforandringer.    Hvordan ser fremtiden ud på havets bund? Hvad sker der, hvis landbruget bliver ved med at udlede kvælstof, hvis temperaturerne stiger, og hvis vi begynder at høste mineralerne i dybhavet? Og ved vi overhovedet nok om, hvad der foregår dernede?    Dybhavsforsker Ronnie Glud og marinøkolog Dorte Krause-Jensen har forsket i, hvad der gemmer sig på verdenshavenes dybeste dybder og i de nære danske farvande.    Sammen med moderator Daniel Flendt Dreesen tager de to forskere os en tur med under overfladen for at gennemskue, hvad konsekvenserne er af menneskets aktiviteter på havets bund. 

“Det siges, at alt i universet forfalder. Det siges, at mennesket er et destruktivt væsen. Men mennesket er også et ordnende, organiserende fænomen i universet.” Sådan lyder det i forfatter Theis Ørntofts seneste storroman ‘Jordisk'. I et årti har han undersøgt planetens store kriser og taget livtag med de eksistentielle spørgsmål, der følger med. I hans litteratur lurer enden altid lige om hjørnet. Naturen, mennesket og civilisationen befinder sig i en tilstand af kaos og forfald – det, naturvidenskaben har døbt entropi. Men Ørntoft er nået til en skillevej. Han er begyndt at spørge til, om de planetære krisers altoverskyggende nærvær har skabt en brist i vores kollektive forestillingskraft. Har vi – måske mere end nogensinde før – nemmere ved at forestille os undergang end overgang? For at slippe ud af dommedagssaksen må vi skabe nye forestillinger om vores fremtid på kloden. Ifølge Ørntoft har vi behov for nye genfødselsmyter og overgangsritualer, der kan give os troen tilbage på menneskets evne til at genopbygge og reparere. For hvad kommer efter kaostilstanden? Skal svarene findes i litteraturen, videnskaben eller i naturen selv? Eller måske hinsides det globale nord – for eksempel i Den Tibetanske Dødebog? 

En dag vil historien om menneskeheden være skrevet i sten. I sin bog ‘The Earth After Us' spørger den britiske geolog Jan Zalasiewicz ind til, hvad nysgerrige væsner millioner af år fra nu vil finde, når de begynder at grave i jordlagene efter tegn på hedengangne civilisationer. Men hvordan vil mindet om menneskeheden tage sig ud, når vi ikke længere blot er en geologisk kraft – men faktisk geologi, indlejret i Jordens skorpe? Vil fremtidige forskere være i stand til, som vi har gjort med dinosaurerne, at rekonstruere vores kroppe – og hvad med vores kulturer og sprog? Og vil en anden art – en abe, måske, eller ligefrem en forvokset, opretgående rotte, som Zalasiewicz er kendt for at overveje – kunne udvikle evner, der gør den i stand til at træde i vores sted? Hvis vi gerne vil efterlade et godt indtryk af os selv til fremtidens geologer, skal vi til at overveje, hvor mange biler, mikrobølgeovne og plastikkopper vi efterlader som fossiler. For de aftryk, vi sætter nu, vil kunne aflæses i Jordens geologi millioner af år fra nu.

Siden de gamle grækere har det både i videnskab og hverdagsliv været en grundantagelse, at følelser er naturlige reflekser, der udløses af ydre påvirkninger – tænk bare på Pixar-filmen ‘Inside Out'. Vi har bildt os ind, at de er medfødte, hører hjemme bestemte steder i vores hjerner og er færdigformede fra evolutionens side. Og så har vi troet, at følelser kan afkodes helt umiddelbart af vores ansigtsudtryk og stemmeføring. Men det beror ifølge Feldman Barrett på en helt forkert beskrivelse af, hvad der foregår i vores fleksible hjerner. Som hun skriver i bogen 'How Emotions Are Made': ”Følelser er ikke indbyggede, men varierer fra kultur til kultur. De udløses ikke – du skaber dem. De opstår i kombination mellem din krops fysiske egenskaber, en fleksibel hjerne der programmerer sig selv alt efter, hvilke omgivelser den udvikler sig i, og den kultur og opvækst, der tilbyder de omgivelser.” Feldman Barretts teori om følelser er et paradigmeskift, der gør, at vi skal gentænke følelsernes biologi og kultur og genoverveje alt det, vi tror, vi ved om deres rolle i alt fra personlige forhold til den måde, vores samfund er indrettet på. Oplev en af vor tids vigtigste hjerneforskere, når Lisa Feldman Barrett på Bloom vender det menneskelige følelsesliv på hovedet.

I årtusinder har filosoffer, videnskabspersoner og kunstnere forsøgt at finde frem til kærlighedens væsen. Men hvad er kærlighed egentlig? Hvad sker der i vores hjerner, når vi elsker – og mister? Er det et eksklusivt, menneskeligt fænomen at blive ramt af amors pil? Og hvordan har kærligheden udviklet sig evolutionært fra savannens sletter til nutidens hyperdigitaliserede samfund? Det satte vi til Bloom 2024 to af årets hovedtalere til at forsøge at svare på. Hjerneforskeren Lisa Feldman Barrett, hvis forskning lærer os, at kærlighed udspringer af vores hjerners sociale forbindelse og deres særlige evne til at påvirke hinanden på tværs af geografi, tid og kultur. Og videnskabsforfatteren Cat Bohannon, som undersøger kærlighedens dybe, evolutionshistoriske betydning – fra vores tidligste formødres første omsorgsevner til nutidens komplicerede landskaber af lyst, afhængighed og tryghed. Oplev to af tidens skarpeste videnskabelige stemmer, når de i selskab med kulturjournalist Felix Thorsen Katzenelson forsøger at svare på et af menneskehedens ældste spørgsmål: hvad er kærlighed?

Den medicinske forskning kommer stadig til kort, når den skal forklare, hvorfor svær overvægt i løbet af det seneste halve til hele århundrede er blevet så udbredt, som det er. Fedme er et moderne fænomen, som er svært at forklare, men noget tyder på, at der er et evolutionært mismatch mellem vores levevis og vores biologi. Den gængse fortælling om vægttab er ellers simpel: Spis mindre, og bevæg dig mere. Men kalorieregnskabet går ikke altid op. Måske derfor er vi endt i en situation, hvor overvægt er så stort et problem for mange, at decideret slankemedicin bliver tillokkende. Tilsyneladende vidundermidler som Wegovy og Ozempic bliver revet af hylderne verden over. Men det er samtidig et stort eksperiment med det menneskelige stofskifte, som vi ikke helt kan gennemskue konsekvenserne af. Vær med, når epidemiolog Thorkild Sørensen, videnskabshistoriker Adam Bencard og epidemiolog Janne Tolstrup retter blikket mod fedmens fremtid og undersøger mulighederne og usikkerhederne ved de nye slankemidler.

Kan verdens oprindelige folk få os til at genoverveje vores forhold til naturen her i klimakrisens tidsalder? To antropologer og en idéhistoriker udfolder natursyn – eller mangel på samme – fra Amazonas til Borneo. Antropolog Stine Krøijer har i 25 år har hun arbejdet med spørgsmål om jordrettigheder og klima i Amazonlavlandet på grænsen mellem Ecuador, Peru og Colombia. Hun løber tit ind i oversættelsesproblemer, når det kommer til at forstå oprindelige folks forhold til naturen. Det samme gælder en af Danmarks mest hædrede antropologer, Ida Nicolaisen, der i mere end seks årtier har studeret og levet med nomadefolk. Hun er især knyttet til Punan Bah-folket på Borneo, hvis sprog hun har lært for at kunne forstå deres natursyn. Og idéhistoriker Rhitma Kreie Engelbrecht Larsen forsker i, hvordan selve idéen om oprindelige folks viden har udviklet sig, og hvordan den bliver aktiveret i samtaler om klima og natur. Få vendt op og ned på dit natursyn, når Ida Nicolaisen, Stine Krøijer og Rithma Kreie Engelbreth Larsen i samtale med moderator Emma Holten undersøger, om oprindelige folks viden kan få os til at genoverveje vores forhold til naturen.

Om cirka 250 millioner år vil klodens landmasser udgøres af et Pangæa Ultima – et superkontinent, der vil gøre det muligt at rejse fra det sydlige Argentina til det nordøstlige Rusland helt uden at booke færge- eller flybilletter. Hvis altså ikke der var en gigantisk ørken med voldsom vulkanaktivitet og en årlig gennemsnitstemperatur på 40 grader i vejen. Pangæa Ultima ser ikke ud til at være et sted for mennesker. Eller særligt mange andre pattedyr, for den sags skyld. Men hvordan forholder vi os til geologiens ufattelige tidsskalaer og til visheden om, at Jorden en dag bliver ubeboelig? Er der håb for, at mennesket kan tilpasse sig – som Fremen-folket på ørkenplaneten Arrakis i sci-fi-romanen 'Dune'? Eller skal vi finde et andet sted at bo? Og hvordan ser mennesket overhovedet ud til den tid? Tag de spekulative fremtidsbriller på og dyk ned i de mange spørgsmål med et stjernepanel bestående af kunstner Katie Paterson, geolog Jan Zalasiewicz og biolog Rob Dunn, som hver især arbejder med Jordens dybe tid. Samtalen modereres af journalist Peter Stanners.

Hvor er de? På en gåtur i det midtjyske trænger spørgsmålet sig på hos forfatteren Mathilde Walter Clark. Med en årlig produktion på tohundrede millioner dyr er Danmark det mest dyretætte land i verden – men køer, grise, høns og mink lever en usynlig tilværelse i vindueløse bygninger.  Med lige dele anfægtelse og filosofisk nysgerrighed sætter Clark sig for at genskrive fortællingen om landbruget. Hun gennemtrevler med en grundighed som få landbrugsnyheder, forskningsresultater og reklamefremstød i forsøget på at forstå, hvad der sker inde i de effektiviserede staldanlæg.  I essayet 'Hvordan man laver dyr' retter hun blikket mod hele den danske husdyrproduktion. Med sanselige detaljer og et skarpt blik for de store, historiske linjer og det floskelfyldte sprogbrug er bogen som et slagteri med glasvægge, der blotlægger den usynlige animalske produktion.  På Bloom 2024 fortsatte Mathilde Walter Clark sin grundige granskning af landbruget. Sammen med miljøantropolog Frida Hastrup kommer hun ind på, hvordan effektiviseringen har formet måden at producere dyr på, og om der findes en anden fremtid for de toptunede landbrugsdyr. Moderator er videnskabsretoriker Frederik Appel Olsen.

Hun er blevet kaldt Kornets Gandhi. Ifølge den indiske videnskabsaktivist Vandana Shiva skal fødevarekrisen overvindes med lige dele kvantefilosofi og plantefrø. Oplev hende i denne samtale med journalist på Politiken Lotte Folke om fortiden og fremtiden for vores fødevaresystem. Fysik var Vandana Shivas store passion som ung. Hun blev uddannet i atomfysik, men blev bevidst om atomkraftens potentielt ødelæggende virkninger og vendte sig mod kvanteteori i jagten på en fuld forståelse af naturen. I modsætning til den klassiske fysik, så Shiva i kvantefysikken en verden af vibrationer og forbindelser, hvor delene aldrig adskiller sig fra helheden.  Samtidig var skovene i Himalaya-bjergene, hvor hun er vokset op, truet af træfældning. Hun engagerede sig derfor i Chipko-bevægelsen i 1970'erne – den gruppe af indiske kvinder, der som de første i verden begyndte at kramme træer for at sætte sig til modværge mod skovindustrien. Med Chipko-bevægelsens miljøbevidsthed og kvantefysikkens principper om forbundethed såede Shiva frøene til en aktivistisk karriere i naturens, jordbrugets og klimaets tegn. Siden hun i 1981 forlod den klassiske universitetsverden har hun fundet nye måder at kombinere videnskab og forskning med socialt og økologisk ansvar.  Lyt med, når hun i denne samtale med Lotte Folke forsøger at svare på, hvordan vi skaber balance i et fødevaresystem, som er blevet skævvredet af århundreders kolonialisme og årtiers monokulturelt landbrug.  

Hvorfor er kvindekroppen så underrepræsenteret i sundhedsforskningen? Og kan menstruationsblod åbne døren til et fornyet fokus på kvinders helbred? En professor i gynækologi og en menstruationsblodsforsker tager sammen med Emma Holten temperaturen på ligestillingen i sygdomme. Mandekroppen har historisk set været sundhedsforskningens standardmodel. Den dag i dag fortsætter kvinder med at være underrepræsenterede – eller helt fraværende – i kliniske forsøg inden for alt fra kræft- og hjerteforskning til udvikling af medicin.  Det er trods alt gået den rigtige vej med ligestillingen i det nye århundrede – men det går langsomt. Hvis vi fortsætter med nuværende hastighed, har vi ifølge professor i gynækologi Henriette Svarre Nielsen først ligestilling i sygdomme om 131 år. Isabella Jarsmer er en af dem, der har taget kampen op mod underprioriteringen af kvindesygdomme. De seneste år har hun på egen hånd indsamlet og undersøgt sit eget og andre kvinders menstruationsblod. Hør de to åbne Bloom 2024 sammen med moderator Emma Holten, når de undersøger, hvor vi står med ligestillingen i sygdomsforskningen.

I Grønland har man tolv forskellige ord for is – blandt andet ét, der beskriver is, der brækker, når man stikker i den med en harpun.     For at få en dybere forståelse for isens enorme betydning for kloden – ikke bare som den ser ud i dag, men som den kommer til at se ud i fremtiden – må vi nærme os isen med både krop og sprog. Men hvordan gør vi det bedst, når det tætteste forhold, vi har til isen, er til klumperne i fryseren eller isbjergene på tv-skærmen?     Forfatteren Victor Boy Lindholm og glaciologen Sebastian Mernild gør et forsøg på at trænge dybere ind i isens verden, når de i deres seneste bog ‘Isbogen' kaster et både kulturhistorisk og videnskabeligt blik på isen og dens betydning for livet på Jorden.     Og betydningen er stor – Jorden har nemlig ikke altid været en blå planet. Først da isen kom flyvende på kometer fra det ydre rum og bragte en kaskade af klimaforandringer med sig, begyndte betingelserne for livet her på kloden at udvikle sig.

I 1780 satte den italienske læge Luigi Galvani strøm til en død frø og kunne fra dens spjættende lår konstatere, at livet er elektrisk. Siden da er vores viden om såkaldt bioelektricitet kun blevet dybere og mere raffineret. Elektriske ladninger strømmer gennem celler, væv, muskler og hjernedele i både menneske- og dyrekroppe. Flere hajer, fisk og sågar næbdyr har udviklet evnen til at sanse og udnytte elektriske felter omkring dem. Og på havets bund har forskere for nylig opdaget nogle forunderlige bakterier, der kan samle sig til kabelagtige superorganismer, som kan lede strøm. Hverken fysikken eller mikrobiologien kan endnu forklare kabelbakteriernes evne til at føre strøm, og selv kalder elektromikrobiologerne, der studerer dem de mærkværdige væsner for livsformen, som ingen havde forestillet sig. Samtidig har neurobiologer i dag fået en uhyre nuanceret forståelse for de komplekse måder, neuroner skaber forbindelser i vores hjerner og nervesystemer ved hjælp af elektrokemiske signaler. Men hvor forskellig er kabelbakteriernes strømføring i grunden fra processerne i komplekse organismers kroppe? Taler de besynderlige, flercellede havbundsorganismer samme sprog som cellerne i vores hjerner – eller er det en helt anden elektrisk forbundethed, der er på færde? Spids ører, når neurobiologen Jakob Balslev Sørensen og kabelbakterieforskeren Lars Peter Nielsen kaster lys over bioelektricitetens mystiske verden.

Kan en mere vild natur vinde frem? De seneste ti år er en stribe af rewilding-eksperimenter skudt frem både i Danmark, men også ude i Europa – drevet af biologer, frivillige naturentusiaster og organisationen Rewilding Europe. Forfatteren Andreas Vermehren Holm har kastet sig ud i en litterær undersøgelse af naturtilstanden i vores verdensdel. Som led i sin research har han været på Færøerne og i Italien – bevæbnet med en ukuelig nysgerrighed på, hvad rewilding-bølgen fortæller os om natursynet her til lands og i det hele taget. Spørgsmålene er mange: Hvor meget plads skal vi overlade til naturen? Kan vi etablere habitatkorridorer, hvor vilde arter kan bevæge sig uden at være udsat for vores trafik? Er fåreavlen ved at forvandle den færøske natur til en økologisk ødemark, hvor der ikke lever andet end græs? Hvor godt har bjørnene i de italienske Apenniner-bjerge det sammenlignet med de jyske ulve? Og kan det hele blive til poesi? I dialog med den færøske botaniker Kolbrún í Haraldsstovu, som står i spidsen for Færøernes største naturgenoprettelsesprojekt til dato, og biolog og rewilding-forsker Jens-Christian Svenning, der sidder i bestyrelsen for Rewilding Europe, tegner Vermehren Holm et nyt, forvildet kort over den europæiske natur. Og hvem ved? Måske kan netop de andre europæiske erfaringer med rewilding og en forfatters intervention være med til at opbløde den til tider fastlåste, danske naturdebat.

Kan det ske i virkeligheden? Det spørgsmål kom pludselig på alles læber, da serie-udgaven af PlayStation-spillet 'The Last of Us' indtog verden på epidemisk vis i begyndelsen af året. Det epidemiske skrækscenarie, som serien tager op, henter sin præmis i biologiens verden – nemlig hos svampeslægten cordyceps, der i den virkelige verden forvandler visse insekter til asociale og ukontrollerede zombieudgaver af dem selv, hvis eneste formål er at inficere nye værter for derved at videreføre svampens arvemateriale. Den store forskel? At det i 'The Last of Us' er menneskene, der står for skud i stedet for myrer og hvepse. Men hvorfor smitter virkelighedens cordyceps myrer og ikke mennesker? Hvad er op og ned med truslen fra svampene set fra et biologisk perspektiv? Og kunne 'The Last of Us' have fået mere drama eller mere skrækindjagende zombieadfærd ud af sine små mycelieskurke? Blooms podcast sender 'The Last of Us' i peer review, når vi inviterer de to evolutionsbiologer og svampeforskere Michael Poulsen og Henrik de Fine Licht til sammen med videnskabsjournalist Lasse Foghsgaard at kaste et kritisk blik på den rolle, cordyceps-svampene spiller i serien.

I hele videnskabens historie har bevidstheden været et mysterium, som har fået talrige videnskabsfolk og filosoffer til at give fortabt. Den britiske professor i neurovidenskab Anil Seth har som få andre beskæftiget sig med bevidsthedens mysterium, og han har i mange år været optaget af at forstå og samtænke vores perception og dens biologiske grundlag – særligt gennem sin egne neurovidenskabelige undersøgelser, som af mange fagfæller bliver anset for at være nogle af de mest spændende studier i nyere tid. I 2021 udgav Anil Seth ‘Being You' – en både medrivende og tilgængelig opsummering af hans videnskabelige forskning. Det er en syntese af de indsigter, han er nået frem til i sit forsøg på at løse bevidsthedsforskningens centrale gåde – nemlig hvad det vil sige at have en oplevelse af verden og sig selv, hvad det vil sige at “være dig”. Hans svar på gåden? At vi lever i en kontrolleret hallucination. I bogen argumenterer Seth for, at vi ikke perciperer verden, som den rent faktisk er, men at vi konstant opfinder den verden, vi opfatter. For hjernen er en forudsigelsesmaskine, der kører hurtigere, end vores sanser kan tage verden ind, og derfor hele tiden må rette sine egne fejl. Både verden og vores eget selv er med andre ord konstruktioner, som vores hjerne er med til at skabe. Anil Seth støtter sig op ad den banebrydende forskning, der i disse år i stigende grad gør det muligt for forskere at observere de komplekse biologiske mekanismer, der styrer denne proces. Anil Seth er en internationalt anerkendt professor i neurovidenskab på University of Sussex i England. Han er forfatter til bogen ‘Being You: A New Science of Consciousness', og hans TED Talks er blevet set mange millioner gange.

Den australske blækspruttefilosof Peter Godfrey-Smith er ikke i tvivl. Intelligent liv er opstået to gange på Jorden: hos os mennesker og hos blæksprutterne. Hvis vi vil finde andre intelligente livsformer, behøver vi ikke lede i fjerne galakser med dyre rumteleskoper. De findes her på vores blå planet – og kan observeres med snorkel og dykkermaske. Siden 2009 har Godfrey-Smith sammen med marinbiologer studeret blækspruttesamfundet Octopolis i Jervis-bugten ud for Sydney og forsøgt at sætte sig ind i blækspruttens verden. Med sine mærkelige arme med mere end tusind sugekopper er den ottearmede blæksprutte lidt af en alien på jord. I sin bog 'Other Minds – The Octopus and the Evolution of Intelligent Life' fra 2016 genfortæller Godfrey-Smith denne aliens fascinerende evolutionshistorie. Siden vores seneste fælles forfader, der var en hjerneløs fladorm, levede for 600 millioner år siden, har blæksprutten fulgt en helt anden vej i livets træ end os og udviklet et ejendommeligt centralnervesystem, hvor 320 millioner af dens mere end 500 neuroner findes i armene, der kan agere mere eller mindre uafhængigt af dens hjerne. Selvom vi i dag ved en masse om blækspruttens mærkværdige fysiologi, er dens verden efter alt at dømme radikalt anderledes end vores. For hvordan er det i grunden at være en blæksprutte? Og hvad siger det om bevidsthed og intelligens i det hele taget? ** Peter Godfrey-Smith er en af verdens førende videnskabsfilosoffer og professor ved University of Sydney i Australien. Han er forfatter til flere bøger, heriblandt de internationale bestsellere ‘Other Minds' og ‘Metazoa'.

Den 17. august 2017 blev en voldsom kollision mellem to neutronstjerner observeret.  Albert Sneppen har i en alder af blot 24 år sat sit betydelige aftryk i astrofysikkens verden med sin forskning i blandt andet sorte huller, galaksers udvikling og senest kolliderende neutronstjerner.  Han står bag et nyt studie af den kosmiske kollision med det mundrette navn GW170817. Studiet er for nyligt blevet udgivet i Nature, der er et af verdens førende tidsskrifter. Her fremsætter Sneppen og et hold af astrofysikere en banebrydende beskrivelse af, hvordan der i hjertet af den såkaldte kilonova foregår så ekstreme processer, at de muligvis kan skubbe til vores nuværende forståelse af fysikkens grundlag og universets udvidelseshastighed.  Kilonovaen er karakteriseret ved at forme en ildkugle, der er lige så fascinerende af astrofysiske årsager som af æstetiske. Eksplosionens sfæriske geometri er anderledes end for eksempel supernovaens – som er formet mere som en pandekage end her som en fodbold – og det er netop denne geometriske symmetri, der er ny for astrofysikerne og har trukket de store overskrifter.   Selv kalder Sneppen begivenheden for den perfekte eksplosion.   ** Albert Sneppen er ph.d.-studerende ved Niels Bohr Institutets Cosmic Dawn Center, hvor han forsker i sorte huller, udviklingen af galakser og kolliderende neutronstjerner.

Kan geologien vise vejen til en fremtid, hvor Jorden fortsat er beboelig?   Ifølge Minik Rosing giver geologisk forskning os muligheden for selv at vælge vores og Jordens fremtid.   Rosing genskrev planetens historie, da han i 1999 fandt et grønlandsk klippestykke og påviste, at der var liv på jorden for 3,7 milliarder år siden – 300 millioner år tidligere, end man hidtil havde troet.   Men geologien fortæller ikke kun historien om vores dybe fortid – den kan også læses som en brugsanvisning til den nære fremtid for en planet, vi i forvejen er godt i gang med at påvirke og bringe ud af balance. ** Minik Rosing er professor i geologi ved Globe Institute på Københavns Universitet. Rosing forsker i det dynamiske samspil mellem fast jord, hav, atmosfære og levende organismer, og han er verdenskendt for at have påvist, at fotosyntesen fandt sted, før man hidtil havde antaget.

Det er ikke kun i bakteriernes verden, at der findes ekstrem-elskende organismer. Nogle fisk og insekter har vist sig at være tilpasningsdygtige i ekstreme miljøer – men ingen andre dyr kan hamle op med de fascinerende, mikroskopiske bjørnedyr, når det kommer til at udholde ekstremstress.  Bjørnedyr lever i massevis i vores tagrender, haver og skovbunde. Men faktisk kan de overleve massiv stråling, ekstreme temperaturer og det voldsomme tryk uden for Jordens atmosfære.  Bjørnedyrene har nemlig en helt særlig evne til at lukke ned for vitale systemer og reparere deres celler efter at være blevet udsat for ekstremstress.  Hvad vi kan lære af studiet af de ekstremt tolerante bjørnedyr, kan du her høre bjørnedyrsforsker Nadja Møbjerg og ekstrembiolog Hans Ramløv tale nærmere om med moderator og idéhistoriker Steffen Krejberg Knudsen.  Dette afsnit af Blooms podcast er en live-podcast fra arrangementet ‘Den ekstremofile natur', som Bloom lavede i samarbejde med IDA Bioscience den 18. september 2023.

Nogle livsformer er mere hårdføre end andre.  Der findes bakterier, som kan overleve og endda trives i ilttomme områder på havbunden, dybt inde i permafrosten eller i udkanten af vores atmosfære. Steder som mildest talt har umenneskelige forhold.  Studiet af ekstremofile bakterier kan måske lære os, at mennesket ikke er alt livs målestok – og hjælpe os med at forstå, hvordan livet altid kan finde en vej, selv når omgivelserne bliver mere og mere ekstreme.  Astrobiolog Kai Finster og mikrobiolog Peter Stougaard giver i denne podcast et indblik i de ekstrem-elskende bakteriers verden. Moderator er idéhistoriker Steffen Krejberg Knudsen.  Dette afsnit af Blooms podcast er en live-podcast fra arrangementet ‘Den ekstremofile natur', som Bloom lavede i samarbejde med IDA Bioscience den 18. september 2023.  

Hvad vil det sige at være et dyr? For eksempel en grævling eller en odder? Et krondyr, en ræv eller måske en mursejler? Det har forfatter og forsker Charles Foster givet et af litteraturens mest nuancerede svar på. I sin excentriske bestseller 'Being a Beast' forsøger Foster at krydse de porøse artsgrænser og leve som et vildt dyr i den britiske natur. Han bor i en grævlingehule i ugevis og spiser regnorme. Han følger mursejlernes lange vintertræk fra Oxford til Vestafrika. Som byræv spiser han skrald i Londons East End. Og dog insisterer han på, at alle hans uhyre udførlige forsøg er gået skævt.   Charles Foster er en teoretisk altædende og evigt nysgerrig forfatter. Når han ikke lever som et af den engelske naturs ikoniske dyr eller læser, alt hvad der er at læse om dyrs sansefysiologi, er han professor i medicinsk lov og etik på Oxford University, fra tid til anden praktiserende advokat og dyrlæge med interesse i akupunktur for dyr. Som forfatter til et hav af bøger inden for både evolutionsbiologi, antropologi, filosofi og jura har han forsøgt at besvare grundfilosofiske spørgsmål som: Hvem er vi? Og hvad i alverden laver vi her på Jorden?   I Blooms podcast kan du tage del i Charles Fosters dyrepsykologiske udforskning af den danske fauna, når Foster søger at besvare spørgsmålet: Hvad laver en byræv om natten i Søndermarken? For nok har byræven lusket rundt i København siden 1800-tallet. Og nok ligner det danske dyreliv langt hen ad vejen det britiske. Men først nu får Søndermarken et eftersyn af Charles Foster.

Hvordan skaber vi balance i et fødevaresystem, som er blevet skævvredet af århundreders kolonialisme og årtiers monokulturel dyrkning? Måske er svaret at gå baglæns ind i fremtiden. Længe før den masseproducerende og ensrettende industrialisering af fødevaresystemet har verdens oprindelige befolkninger dyrket, tilberedt og spist alverdens afgrøder, og i dag synes bevaring af gamle teknikker og sorter at gå hånd i hånd med udviklingen af nye tilgange til at tænke på, nyde og i det hele taget leve med mad. Fermenteringseksperten David Zilber og planteforskeren Michael Broberg Palmgren giver deres bud på, hvilke veje vi kunne følge i kampen for et mere balanceret fødevaresystem. Gemmer kimen til en bedre verden sig i frøbanker, fermenteringskrukker og forædling af planter? Og hvilke frø skal vi i så fald gemme, og hvilke afgrøder skal vi fermentere og forædle? I denne podcast tager Zilber og Broberg Palmgren i selskab med moderator Emma Holten en tankevækkende samtale om frø, fermentering og frihed.

Vi mangler halvdelen af universet. Ingen ved, hvor det blev af efter Big Bang. Så meget indrømmer selv den amerikanske fysiker Jeffrey Hangst, der er en af verdens førende eksperter i antistof. Der skulle nemlig i teorien være opstået lige meget stof og antistof ved universets undfangelse. Så hvor blev antistoffet af? Og hvad er det overhovedet?  I mere end 25 år har Jeffrey Hangst sat nye standarder for, hvordan man kan undersøge det flygtige materiale, der udslettes og bliver til ren energi i mødet med almindeligt stof. Antistofs eksistens blev forudsagt i 1928 og påvist eksperimentelt første gang i 1932. For Hangst, der er professor i fysik på Aarhus Universitet, var en uddannelse i fysik oprindeligt en udvej fra hjembyen i Pennsylvania, hvor alle var beskæftiget på stålfabrikkerne, men i dag er han alligevel endt i sikkerhedshjelm og -sko, blot på antistoffabrikken på CERN.  Det er her, man gennem eksperimenter med at lave stof ud af ren energi har formået at skabe hydrogen-atomets dobbeltgænger, antihydrogen – det første hele og hidtil eneste antistof-atom i det antiperiodiske system. Og det er Hangst, der i spidsen for ALPHA-eksperimentet har kortlagt antihydrogenets struktur – og måske snart finder svar på, om partikelfysikkens standardmodel skal revideres, og om antistof falder opad.      Hangsts forskning er eksperimentel fysik dér, hvor det brænder allermest på: nemlig hvor problemerne endnu ikke er løst, hvor de grundlæggende teorier modsiger hinanden, og hvor det i hvert fald er teoretisk muligt, at der findes et helt anti-univers.  For vi aner stadig ikke, hvorfor vi og alt omkring os er lavet af stof frem for antistof. Eller hvorfor antistof ikke bare udslettede universet, som fysikernes standardmodel forudsiger.   ** Jeffrey Hangst er professor i fysik på Aarhus Universitet. Han er hovedansvarlig for ALPHA-antihydrogen-eksperimentet, der har til huse på CERN i Geneve og er et samarbejde mellem 16 institutter i 7 lande. Hangst er en af Carlsbergfondets Semper Ardens-forskere. Hangst taler på engelsk. 

Paneler med lysbrydende film rammes af kunstigt lys og skaber en mosaik af vandrette og lodrette prismer, der forandres og påvirkes alt afhængig af, hvor lyset rammer, og hvem der kigger.    Lysets spil er et fænomen, der er æstetisk og fysisk inciterende, og i århundreder har kunstnere og fysikere reflekteret over lysets natur og eksperimenteret med dets egenskaber.    I Søndermarkens underjordiske udstillingsrum Cisternerne, hvor dagslyset aldrig når ned, har den sydkoreanske kunstner Kimsooja skabt et stedsspecifikt installationsværk, der lader alle regnbuens farver væve sig gennem de mørke og fugtige gange. Her bruger hun lysets penselstrøg til at ‘male' de mørke flader i Cisternerne og transformerer dermed de mørke gange og flader til dynamiske lærreder.     Lysets natur var emnet, og udstillingen 'Weaving the Light' afsættet, da Kimsooja til Bloom gik i dialog med partikelfysiker Troels C. Petersen og kunstkritiker Mathias Kryger. Nu kan du høre samtalen her! ** Kimsooja er en sydkoreansk kunstner, som arbejder på tværs af medier som performance, lys- og lydkunst, film og fotografi. Hun har deltaget i adskillige kunstbiennaler og udstillet på en lang række betydningsfulde kunstinstitutioner som Guggenheim Museum Bilbao, Kunsthalle Wien og MoMa. ‘Weaving the Light' er skabt specifikt til Cisternerne og kan opleves indtil den 23. november 2023. Troels C. Petersen er partikelfysiker og lektor ved Niels Bohr Instituttet. Han er en del af den internationale kreds af forskere, som har arbejdet med på at afdække universets hemmeligheder ved hjælp af enorme partikelacceleratorer på CERN. Moderator er kunstkritiker Mathias Kryger fra Politiken.

Fra forestillinger om flyvende trafik og kolonisering af rummet til dommedagsbilleder af syndfloder og ørkenlandskaber – eksemplerne på fremtidsforestillinger er mange. Men ofte ender fremtiden med slet ikke med at se ud, som vi forestiller os. Videnskaberne opbygger deres viden på analyser af fortiden – fossilt DNA fra uddøde fortidsvæsener, sten fra svundne geologiske epoker og iskerneboringer fra tidligere tiders klima. Men kan teorier og metoder fra discipliner som geologi og biologi bruges til at skrive fremtidens historier? Hvilke fremtidsforestillinger ? Og hvor meget kan egentlig nå at ændre sig på 1.000 år, hvis målestokken er geologisk eller evolutionshistorisk? Geolog Minik Rosing og molekylær naturhistoriker Eline Lorenzen giver i dialog med forfatter Kaspar Colling Nielsen deres bud på de næste 1.000 år i Jordens historie. ** Eline Lorenzen er professor i molekylær naturhistorie og forskningsleder ved GLOBE-instituttet.  Hun modtog i 2023 Uddannelses- og Forskningsministeriets EliteForsk pris for sin banebrydende tværdisciplinære forskning inden for genetik, geologi, botanik, økologi og klima. Minik Rosing er verdenskendt dansk-grønlandsk professor i geologi. Han har studeret verdens ældste bjergarter og er forskeren bag en række sedimentanalyser, der har været med til at fastslå, hvornår livet på Jorden opstod. Kaspar Colling Nielsen er skønlitterær forfatter med forkærlighed for forskning, samfundssatire og talende dyr. Han seneste bog ‘Frelseren fra Hvidovre' handler om en verden i brand, som kun kan reddes af en falleret digter.

Det er en videnskab at få øje på naturens orden i planternes blade, snefnuggenes forskellighed og vanddråbernes plasken. For snefnuggenes krystalstrukturer er aldrig bare ens, træernes blade er ikke de samme, og væsker plasker i et mønster, der er svært at se med det blotte øje. Alle er de unikke naturfænomener, som det gennem historien har krævet både nye observationsstrategier og eksperimenter at studere. Den amerikanske videnskabshistoriker Lorraine Daston mestrer som få at skabe det store, forkromede overblik over videnskabernes mange forgreninger og måder at se naturens verden på. Hun har gennem en nærmest altomfavnende karriere forsket i alt fra naturhistoriens monstre og vidundere til middelalderens naturfilosoffer, biologernes naturtro illustrationsteknikker og fysikernes naturlove. Det er videnskabshistorie, så det får arkiverne til at synge – om så det, hun kaster sit videnskabshistoriske falkeblik på, er geologernes fossiler, klimaforskernes vejrdagbøger, genetikernes databanker eller astrofysikernes stjernekort og spektroskopier. Gennem det hele løber en dyb nysgerrighed på, hvad der på den lange bane gør videnskaben om naturen mulig. For hvordan er det, at vi i det hele taget har kunnet skabe viden om stjernernes opståen, Jordens dannelse, klimaet, evolutionen og menneskets dybe forhistorie – fænomener, som rækker langt ud over vores egen individuelle og også civilisationernes levetid? Og hvis vores videnskaber en dag skulle gå til grunde, ville vi så give os i kast med at undersøge naturens natur på ny? ** Lorraine Daston er en af verdens førende videnskabshistorikere. I skoledannende bøger og artikler som 'Wonders and the Order of Nature', 'Objectivity' og 'Against Nature' har hun skrevet om naturbegrebets og objektivitetens historie og ændret vores forståelse af både videnskabernes rødder og deres virkemåde i dag. Daston er professor emeritus ved Max Planck Instituttet for Videnskabshistorie i Berlin, hvor hun var direktør fra 1995 til 2019, og gæsteprofessor ved Chicago University.

Midt mellem deep tech-virksomhederne i DTU Science Park har fermenteringskokken David Zilber sit laboratoriekøkken.     Hylderne er fyldt med fermenteringskrukker og scoby'er, og de fire store, summende industrikøleskabe rummer et skatkammer af glas med syltet rabarber, asparges og alverdens andre grøntsager. Fremme på det centrale køkkenbord står redskaberne og råvarerne til Zilbers næste eksperimenter med at udvikle fremtidens smage og ingredienser.    Zilber er sprunget ud som fødevareforsker, men hans praksis og tænkning har længe været de dygtigste forskere værdig: Som chef for Nomas fermenteringslaboratorium stod han i spidsen for en skelsættende undersøgelse af madens mikrobielle grundlag, og som et sidestykke til sin eksperimenterende kokkegerning har han researchet sig til en dyb viden om den mikrobiologi, som både fermentering specifikt og smag generelt beror på.    Videnskaben er Zilber vokset op med. Hans far var fly-ingeniør for NASA og podede ham fra en tidlig alder med bøger om solsystemet, Carl Sagans 'Cosmos'-tv-serie og besøg på videnskabsmuseer, og siden da har hans videnskabsinteresse medført lidt af en sneboldeffekt.    I dag er videnskaben blevet hans store passion og hverdag, og som selvstændig laver han forskning for fødevaregiganten Chr. Hansen, skriver populærvidenskabelige artikler og bøger og holder talks om mad og mikrobiologi på forskningsinstitutioner som Stanford School of Medicine.    Kernen i alle eksperimenterne er et dybt engagement i de biologiske videnskaber.    For dybest set er hans historie en fortælling om sammenhængen mellem mad, mikrober og videnskab.    Og om en otte-årig canadisk dreng, der engang lod sin skål med cheerios og mælk stå fremme på bordet og kom hjem til en skål med yoghurt – første skridt i en vild karriere mod at vise, at fermentering kan være videnskab. ** Canadiske David Zilber er tidligere kok på Noma, fermenteringsekspert og arbejder nu for den biovidenskabelige virksomhed Chr. Hansen, hvor han i samspil med mikroberne i sit gastronomiske laboratorium skaber fremtidens smage og klimavenlige fødevarer. Zilber står bag 'The Noma Guide to Fermentation' fra 2019, der er en dybdegående indføring i opskrifter og teknikker fra michelin-restaurantens fermenteringslaboratorium. Han arbejder aktuelt på en bog om videnskab og fermentering.

Alle dyr skifter hud – nogle mere åbenlyst end andre. Mens slanger og firben kan smide hele det yderste lag hud på én gang og gør det op til 12 gange om året, sker forandringen noget mere diskret hos pattedyr.    Hos os mennesker regenereres hudcellerne mere eller mindre konstant, og den normale tid for en komplet udskiftning af vores hud er 40 til 50 dage.     Men hvorfor gør mennesket ikke bare som reptilerne og skifter det hele på én gang? Hvad sker der, hvis den udskiftes for hurtigt eller for langsomt? Og hvordan kan det være, at det kun er huden, der besidder denne magiske evne til regeneration – og ikke sener og knogler?  For at gøre os klogere på hudens subtile forandringer har vi inviteret zoolog Bengt Holst og hudforsker Liv Eidsmo til en nysgerrig samtale om forskellene og lighederne mellem hamskifte og hudskifte. ** Bengt Holst er zoolog og tidligere videnskabelig direktør i Zoologisk Have. I dag arbejder han som selvstændig konsulent inden for naturbevarelse, dyrevelfærd og natursyn og er desuden formand for Det Dyreetiske Råd. Liv Eidsmo er professor på Københavns Universitet og direktør for LEO Foundation Skin Immunology Research Center. Her arbejder hun med at bygge bro mellem grundforskning og klinisk dermatologi for bedre at forstå de immunologiske mekanismer i syg såvel som sund hud. Moderator er journalist Simon Stefanski.  

Efter en søvnløs nat i sin hedebølgeramte, parisiske lejlighed sætter Nikolaj Schultz ud på en bådrejse til de sydfranske Hyères-øer, hvor han går i land og rammes af landsyge – den svimmelhed, der som det modsatte af søsyge først rammer den sørejsende, når han planter fødderne på jorden. I den miljøfilosofiske rejsebog 'Landsyge' har den danske sociolog Nikolaj Schultz kastet sig ud i en sanselig og autofiktiv undersøgelse af klimakrisen. Schultz skriver sig med hud og hår ind i de økologiske problemer, der er skabt af vores velstand og forbrug, og som gør, at naturen i dag snarere splitter end forener os. Det er den samme tilstand, som han sammen med den måske største økologiske tænker i nyere tid, Bruno Latour, har beskrevet sociologisk i manifestet 'Notat om den økologiske klasse'. Her opfordrer de i forening til skabelsen af en ny økologisk klasse, der ikke skal kæmpe for kontrol over produktionskræfterne, men imod produktionen og for selve klodens beboelighed. For Schultz drejer klimakampen sig om lige dele klassekamp og landsyge – en akut geopolitisk situation og en eksistentiel svimmelhed, som kan ramme os alle, når vi konfronteres med planetens tilstand. ** Nikolaj Schultz er sociolog og forfatter. I 2022 udgav han 'Notat om den nye økologiske klasse' sammen med sin mentor, den netop afdøde sociolog og mestertænker Bruno Latour, og senere i år udgiver han bogen 'Landsyge'. Interviewer er journalist Lotte Folke Kaarsholm, redaktionschef for Opinion på Politiken.

Holdt fortidsmennesket også sommerferie? Og kan årstidernes dybe fortid bedst aflæses i en ruinby eller i ældgamle pollental?  Fra jordens arkiv kan vi genskabe fortidens årstider – sommerdiæt, vinterhi og årets rituelle rytme. Biologen og kulturgeografen mødes i en samtale om aflæsning af sæsonernes aftryk på kulturudviklingen. Årstiderne har altid været der – både da vi skabte de første store bysamfund, og når vi har bevæget os ud i naturen. Men har vi glemt, hvad årstiderne betyder for os og for vores fødevarer og vores vilde natur?   I så fald er det på høje tid at overveje, hvordan tidligere menneskelige kulturer som de klassiske middelhavskulturer og dyr og planter igennem evolutionshistorien har tilpasset sig naturens cyklus.   Lyt med, når biologen Hans Henrik Bruun går i dialog med kulturgeograf Emmy Laura Pérez Fjalland om, hvad årstidernes dybe historie lærer os – og om vi skal finde en ny pagt med årstiderne.

I lang tid har vi været vant til at kigge ud i universet efter andet intelligent liv og forestille os, hvilke aliens der mon kunne være derude. Men i dag står det klart, at Jorden har fostret en mangfoldighed af mærkværdige livsformer og måder at sanse og være i verden – fra ekkolokaliserende flagermus til sommerfugle, der smager med fødderne. Der er masser af aliens her på planeten – og vi er selv én af dem. Særligt spørgsmålet om bevidsthed fylder meget i vores forestillinger om andre livsformer. Er det, som en romantisk filosof beskrev det – at ånden slumrer i stenen, drømmer i planten, vågner i dyret og kommer til bevidsthed i mennesket? Er der bevidsthed i alt omkring os? Og kan vi fortsat tillade os at sætte mennesket i centrum? Til Bloom 2023 satte vi tre af årets hovedtalere sammen til at endevende bevidsthedens aftryk på vores mærkværdige planet: Neurobiologen Anil Seth, der hævder, at menneskets bevidsthed er en kontrolleret hallucination. Blækspruttefilosoffen Peter Godfrey-Smith, der peger på, at intelligent liv er opstået to gange på Jorden: hos os og hos blæksprutterne. Og forfatteren Charles Foster, der med en vis fejlmargin har forsøgt at leve sig helt ind i dyrenes – og senest også istidsmenneskets – utilgængelige bevidsthedsliv. Det er ikke længere rummet, der er mærkeligt, som David Bowie påstod i sin hymne over rumkapløbets tidsalder, 'Space Oddity'. Det er Jorden og livet her, der er dybt mærkværdigt.

Den kosmiske stråling fra universet har til alle tider været et vilkår for livet på Jorden. Vi er måske ikke vant til at tænke på det, men Jordens magnetfelt og atmosfære er med til at beskytte os mod de energirige partikler, der konstant bombarderer kloden. Hvis vi i fremtiden rejser mellem stjernerne eller endda bosætter os på fjerne planeter med en svagere atmosfære, vil vi være udsat for langt større doser af disse partikler, som vores kroppe næppe ville kunne holde til. Men selvom vi er mere beskyttede på Jorden, er der stadig stråling, der slipper igennem atmosfæren og henfalder ned mod jorden – og den er også med til at forme vores liv på forskellige måder. Den kosmiske stråling skaber nemlig den radioaktive kulstofisotop C14, som alt liv indoptager fra atmosfæren, og hvis henfald gør det muligt at datere arkæologiske fund. Men det er ikke kun vores billede af fortiden, der kan ændre sig ved hjælp af den kosmiske stråling – det er måske også vores egne kroppe. For kunne den kosmiske stråling, som det er blevet foreslået, tænkes at være en væsentlig faktor til, at vores arvemateriale muterer? Til Bloom 2022 udviklede Christian Skjødt Hasselstrøm kunstværket 'µ', der indfanger den kosmiske stråling. I podcasten går han, i dialog med partikelfysiker Jørgen Beck Hansen, i dybden med værkets tilblivelse og den kosmiske strålings vilde perspektiver. Christian Skjødt Hasselstrøm er en kunstner og komponist, der arbejder i spændingsfeltet mellem lyd, installation og videnskab. I sine stedspecifikke og videnskabeligt inspirerede værker undersøger han, hvordan vi sanser vores omgivelser – ofte med afsæt i glemte teknologier. µ var en totalinstallation skabt specifikt til Bloom af kunstneren Christian Skjødt Hasselstrøm.  Jørgen Beck Hansen er lektor i eksperimental subatomar fysik ved Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet og en af landets førende eksperter i kosmisk stråling.

For mange af os er naturen et fredfyldt sted, vi kan søge tilflugt i, når vi har brug for at finde ro og overskud i vores daglige liv. For Rane Willerslev er naturen sådan et tilflugtssted. Men han ved også, at den er meget mere end hyggelige gåture i skoven. Den er også et dæmonisk sted, der er mindst lige så komplekst og sammensat som mennesket selv. Et sted, der både giver og tager. Og et sted, hvor det vrimler med tegn, som vi kan tage ved lære af, hvis vi holder op med at se indad efter sandheden om os selv. Naturen er en læremester, der talrige gange har fået både forskeren og mennesket Rane til at stille nye spørgsmål til verden. Fra det sælsomme syn af en spøgelseselg til en angribende solsort og et magisk bøgetræ har naturens tegn lært ham at tænke vildt og ansporet et natursyn, hvor der både er plads til videnskab og magi, til fornuft og følelse og til skønhed og sorg. Spids ører, når Rane Willerslev fortæller om alt fra trætilbedelse til pelsjagt i Sibirien og folder sit natursyn ud. For selvom det kan være vigtigt at koble af, er det også nødvendigt at blive mere lydhøre og opmærksomme på det, der omgiver os. Rane Willerslev er antropolog, direktør for Nationalmuseet og forfatter til ‘Tænk vildt', ‘På flugt i Sibirien' og senest ‘Mit magiske træ'.

På solbeskinnede, sydvendte bakker rundt omkring i Danmark er vinstokke de seneste år begyndt at skyde op. Men hvordan kan det egentlig lade sig gøre at dyrke vin på vores breddegrader? Hvilke druer egner sig til det kølige klima? Og hvordan ændrer klimaforandringer på, hvilken vin der kan hældes på lokale flasker? Man skulle måske ikke tro, det kunne lade sig gøre at trylle god vin frem med Danmarks næringsfattigt jorde og tvivlsomme vejr som afsæt, men en række danske vinbønder har sat sig for at modbevise netop det – og er indtil videre lykkedes med at lave cool climate-vine på strålende vis. Til Summer Bloom 2022 mødtes et stærkt panel af vinbønder fra den danske vinscene til en samtale om, hvad det er, der skal til for at få dansk vin til at smage godt – både nu og i fremtiden. Lyt med til den samtale i podcasten her.   Anders Ørnberg lagde grunden til Ørnberg vin i 2007 med en mission om at bevise, at det er muligt at producere god vin i Danmark. Siden har Ørnberg vin høstet stor anerkendelse, og flere af deres vine er blevet kåret som Danmarks bedste. Mathias Skovmand-Larsen overtog i 2015 en vinmark ved Bidstrup Skovene uden for Lejre, som han hurtigt døbte Weirdloose Overdrive efter området Særløse Overdrev. Med en baggrund i både restaurantverdenen og fødevareforskningen forener Skovmand-Larsen det bedste fra videnskaben og smagsverdenen. Miriam My Sandra Arcerito er uddannet gartner og har siden 2015 ledet den daglige drift af Nordlund Vingård, som hun i 2018 endegyldigt fik omdannet til en økologisk gård. Ordstyrer på samtalen er forfatter og antropolog Sofie Isager Ahl, der forsker i regenerativt landbrug og har udgivet bogen ‘Naboplanter', der blandt andet går tæt på livet i vinmarkerne i franske Jura.

“Vi skal gøre det for deres skyld. Vi skal give noget fra os – det er ligesom at give en gave.”  Fra scenen til Summer Bloom i Sandskredet kan man se stilkeg, sæterpil, birk og stor gedehams, “skovens chef-insekt", men hvis man hæver blikket og ser på hele kloden, tæller vi op mod 12 millioner kendte og ukendte arter, lyder det aktuel estimat. Med afsæt i Odsherreds kystnære natur bevæger biologen Hans Henrik Bruun sig ud i naturens insektfyldte og tilgroede afkroge og giver os gummistøvlebiologens bedste bud på spørgsmålene: Hvad vil biodiversitet i grunden sige? Og hvad er natur overhovedet? Mennesket er ikke den eneste jordbo i solsystemet. Vi deler nemlig hjem med alle de levende arter omkring os, og det er på høje tid, at vi også begynder at anerkende svampe, dyr, planter, alger og bakterier som de leveværdige jordboer, de er. Bevarelse af biodiversiteten er ifølge Hans Henrik Bruun ikke et spørgsmål om menneskets egen overlevelse – det handler om alle andre arters velbefindende og om, hvad vi selv er parate til at give fra os. Lyt med, når biolog Hans Henrik Bruun giver en grundlæggende indføring i biodiversitet direkte fra en summende strandkant – og fortæller om, hvorfor bøgegalmyggen er en ægte hacker og brændenælden en blind passager. Hans Henrik Bruun er lektor i biologi ved Københavns Universitet og forsker i økologi og biodiversitet med særligt fokus på samspillet mellem arter af planter, dyr og svampe. Han arbejder med evidensbaseret naturbevaring og er – blandt andet som medforfatter på bogen 'Forvaltning af biodiversitet i dyrket skov' – med til at udbrede viden om, hvordan man skaber øget biodiversitet i de danske produktionsskove.

Græs, skyer, blæst, jord, vind – det er nogle af elementerne i Morten Chemnitz' poetiske univers, som er en fortløbende undersøgelse af, hvad det vil sige at observere, sanse og være til stede i verden.    Chemnitz' poesi er kendetegnet ved en sproglig klarhed og enkelhed, der åbner for fortolkninger og bringer læseren tættere på den konkrete sansning. Hans billeder er båret af en sproglig omhu, der ikke står i vejen for billedskabelsen, men tværtimod tillader de poetiske billeder at træde frem i al deres tydelighed.    For Chemnitz er arbejdet med poesien karakteriseret ved at finde sted i et spændingsfelt mellem observationer af omgivelserne og sprogets egen grammatik og struktur – et spændingsfelt, der ofte åbner for en refleksion over forholdet mellem verden og sproget.    Som en af landets fineste naturlyrikere er Morten Chemnitz den helt rette til at folde sin poesi og research ud i denne podcast, hvor han tester fællestrækkene mellem poetisk naturlyrik og det biologiske feltarbejde og ikke mindst deres respektive måder at se verden og naturen på. I denne podcast er Morten Chemnitz i samtale med litterat Torsten Bøgh Thomsen. Morten Chemnitz er digter og er i foråret 2022 aktuel med digtsamlingen ‘Hæld'. Han debuterede i 2013 med ‘Inden april' og gæstede i 2018 Bloom med ‘Bindingerne'.

Levede fortidsmennesket i kernefamilier? Eller har vi det med at lægge vores egne normer og familieformer ned over forhistorien, når vi forestiller os, hvordan neandertalere og de tidlige homo sapiens levede?    Kunstneren Rasmus Myrup udfordrer i sin kunst vores forestillinger om fortidsmennesket og menneskets natur. For hvor usandsynligt er det, at neandertalerne eller homo erectus også udviste homoseksuel adfærd? Og hvordan skal vi i det hele taget forstå vores arv fra hominiderne?    I samtale med arkæolog Trine Kellberg Nielsen går Myrup i dialog om vores viden og fordomme om vores forhistoriske forfædre – og om, hvad videnskaben er nået frem til, og hvor kunsten kan tage over.    For som neandertaler-forskeren Kellberg Nielsen siger, er fortidsmennesket et evolutionært spejl, vi bruger til at definere, hvad det vil sige at være et menneske. Rasmus Myrup er kunstner og arbejder med skulpturer og installationer, der på original vis sammenvæver menneske- og naturhistorie i udstillinger som ‘Homo homo' på Tranen i 2018 og værker som ‘Salon des Refusés', der var en del af ‘Heksejagt' på Kunsthal Charlottenborg i 2021. Hans praksis trækker på alt fra nordisk folklore, moderne popkultur og homoerotisk pornografi i en undersøgelse af kærlighed, sex og omsorg. Trine Kellberg Nielsen er lektor i forhistorisk arkæologi Aarhus Universitet og Moesgaard Museum. Hun forsker i neandertalere, deres vandring mod nord og tilpasning til klimaforandringer.

Hvor bevæger astrofysikken sig hen i disse år? Med opdagelsen af pulsarerne, de pulserende neutronstjerner, der er nogle af de mest ekstreme objekter i universet, ændrede Jocelyn Bell Burnell astrofysikken for altid. Pludselig blev astrofysikken, der førhen havde været en relativt upåagtet disciplin inden for fysikken, en af de vigtigste indgange til studiet af de naturlove, der styrer universet. Men hvilke erkendelser mangler at blive gjort, og kan vi nå frem til en mere fuldendt forståelse af det univers, vi bebor? Kommer James Webb-teleskopet, der blev sendt ud i rummet i december 2021, til at indfri forventningerne og revolutionere vores beskrivelse af de store sammenhænge? Til Bloom 2022 gik to af astrofysikkens store navne i dialog om, hvor astrofysikken i disse år bevæger sig hen. Lyt med, når Anja C. Andersen og Jocelyn Bell Burnell taler om astrofysikkens fremtid – lige fra universets mindste molekyler til de største erkendelser om altings svimlende sammenhænge.   Professor Dame Jocelyn Bell Burnell er professor ved University of Dundee, gæsteforsker ved Oxford University og en af vor tids store, nulevende astrofysikere. Hun er samtidig kendt for sin kamp for at forbedre betingelserne for kvindelige astrofysikere. Anja C. Andersen er professor i astrofysik. Hun er en af Danmarks mest anerkendte forskere og en international kapacitet inden for inden for forskningen i, hvordan kosmisk støv dannes og spredes i universet. Talken blev præsenteret i samarbejde med Videnskabsår22.

Der er mange myter forbundet med spørgsmålet om, hvilken rolle kønshormonerne spiller i vores daglige liv. I denne podcast stiller vi skarpt på, hvad forskningen kan fortælle os om emnet – og ikke mindst hvad dens erkendelser betyder for vores forståelse af, hvad det vil sige at være mand og kvinde. Lige fra testosteronen gør sin entré hos syv uger gamle fostre til alderdommens hormonbalance.    Alle mennesker har både testosteron og østrogen, men de to hormoner er til stede i forskellige mængder, og den hormonelle balance er i overraskende udstrækning med til at påvirke alt fra vores temperament til fysiske udseende. Men kan det passe, at østrogen giver en skarpere hjerne? Og hvordan hænger empatisk adfærd sammen med hormonkredsløbet?    Det er på høje tid med en omgang kollektiv hormonterapi.   Vibe Gedsø Frøkjær er læge og neurobiolog ved Københavns Universitet og forsker i kønshormoner og deres betydning for mental sundhed. Moderator er videnskabsfilosof og kurator ved Medicinsk Museion Adam Bencard.

Kan du forestille dig, hvordan det ville være at få et nyt hjerte? Eller en helt ny hjerne? Det lyder måske som en fjern og science fiction-agtig tanke, men i disse år er forskere inden for bioteknologi, neurovidenskab og sundhedsforskning blevet meget dygtigere til at efterligne kroppens forskellige dele og organer – og det fører nogle vilde fremtidsscenarier med sig. Det betyder blandt andet, at det med forskellige teknikker er blevet muligt at lave kunstige muskler eller at 3D-printe hud, ligesom stamcelleforskning gør det muligt at fremstille såkaldte minihjerner – kunstige hjerner, der gror i en petriskål, og som neurovidenskaben kan bruge til at undersøge, hvad der sker i hjernen, når den bliver syg. Det er forskning, der åbner for nye horisonter for vores viden om hjernesygdomme, og hvordan vi på sigt kan lave mere effektive proteser. I bedste fald betyder de nye teknologier, at vi alle kan komme til at leve længere og bedre. Der er imidlertid også en række spørgsmål, der hober sig op i takt med, at disse nye teknologier vinder indpas. For er det blot livsforlængende behandling, eller er der også tale om en slags cyborgteknologi, der skubber til vores grundlæggende forestillinger om sundhed? Lyt med, når vi i denne podcast går i dybden med den kunstige krop og undersøger, hvor mennesket starter, og hvor teknologien tager over – og ikke mindst spørger ind til, hvilke faldgruber der er forbundet med at designe kroppen. Anne Ladegaard Skov er professor i kemiteknik ved DTU og leder af Dansk Polymer Center. Hun er en af verdens førende inden for udvikling af kunstige muskler og har netop modtaget Eliteforsk-prisen 2022. Agnete Kirkeby er stamcelleforsker og neurobiolog med fokus på udvikling af hjerneorganoider – de såkaldte minihjerner. Hun er lektor og gruppeleder ved Københavns Universitet og Lunds Universitet. Jonathan Brewer er lektor i biokemi og molekylær biologi og gruppeleder ved Danish Molecular Biomedical Imaging Center (DaBMIC) og arbejder med udviklingen af 3d-printet hud til mennesker. Moderator er tech-journalist og podcaster Marie Høst.

For mange er Ursula K. Le Guin en af de største science fiction-forfattere overhovedet, og i disse år opdager flere og flere de fantastiske verdener, der gemmer sig i hendes vilde og grænsesøgende forfatterskab. I år tog Bloom udgangspunkt i hendes fortælling ‘Større end riger og langsommere', og i den anledning fortalte Kim Stanley Robinson om sin mentor og gode ven, der gik bort i 2018. Ursula K. Le Guins utopiske science fiction-fortællinger er på mange måder banebrydende i deres syn på alt fra køn til menneskets forhold til naturen, og hun har været pioner inden for den litterære udforskning af mange af de tematikker, som Robinson selv beskæftiger sig med i sit forfatterskab. Le Guin deler Robinsons forkærlighed for at bruge science fiction-genren som et laboratorium for vilde tankeeksperimenter og etiske overvejelser om menneskets forhold til andre arter, og hun taler direkte ind i nogle af vor tids mest presserende emner og største udfordringer. Det er derfor ikke underligt, at Ursula K. Le Guins forfatterskab oplever i disse år en enorm popularitet – både internationalt og i Danmark, hvor hendes værker i stigende grad bliver oversat og genudgivet. Lyt med i denne podcast, når Kim Stanley Robinson i samtale med med forfatter og Le Guin-fan Kristian Leth hædrer sin afdøde kollega, gode ven og et af de mest betydningsfulde forfatterskaber i sidste halvdel af det 20. århundrede.   Kim Stanley Robinson er en af verdens mest anerkendte science fiction-forfattere, bedst kendt for sin prisbelønnede Mars-trilogi. Hans romaner omhandler menneskets forhold til naturen, klimakrise og økologi. Han er ph.d. i engelsk litteratur fra University of California i San Diego og studerede i 1970'erne under forfatteren Ursula K. Le Guin. I 2020 udgav han klimaromanen ‘The Ministry for the Future', og i maj er han aktuel med ‘The High Sierra: A Love Story' – en stort anlagt fortælling om hans årlige vandringer i den amerikanske Sierra Nevada-bjergkæde. Kristian Leth er forfatter, musiker, radiojournalist og livslang science fiction-fan. Han er uddannet fra Forfatterskolen i 2002, har skrevet ni bøger, udgivet femten plader og bor i dag i New York.

Chris Watson er lydoptagelsernes Indiana Jones. Som øret bag David Attenboroughs mange naturprogrammer på BBC, har han tunet mikrofonen ind på alle tænkelige habitater og utænkelige arter verden rundt. Watson er en af verdens absolut førende skikkelser inden for dokumentariske feltoptagelser af naturens lyde – en pionér, der gennem årtier har udviklet og forfinet sin passion for at indfange lyde fra dyr, meteorologiske fænomener og uventede møder i og med naturen. Inden Watson i 1981 kom ind på sin løbebane med at dokumentere naturens lyde, var han som musiker med til at stifte banebrydende eksperimentalmusikgrupper som The Hafler Trio og Cabaret Voltaire i 1970'erne, der ofte siges at være blandt de mest indflydelsesrige og nyskabende tidlige elektroniske musikgrupper. Siden har han i forlængelse af sin naturdokumentariske praksis udgivet og skabt lydinstallationer, performances og soundscapes til blandt andet Tate Modern og Glastonbury Festival. I podcasten tager Watson os med på en lydlig tour de force rundt i verdens habitater – både over og under vandets overflade. Den er optaget i 2021 på Blooms minifestival i Aarhus. Chris Watson er lyddokumentarist, musiker og kunstner og en af verdens førende inden for optagelse af naturlyde. Han har blandt andet optaget lyde til en række af BBC's naturdokumentarer og radioprogrammer, såsom David Attenboroughs ‘Life'- serie, som han har vundet flere BAFTA-priser for.

Alting er forbundet i kredsløb. Økologiske, økonomiske, kosmiske kredsløb. Vand stiger op på den ene side af kloden og falder som regn på den anden. Af jord er du kommet, til jord skal du blive. d. 18 november har den vildtvoksende musikforestilling ‘MENS SOLEN BRÆNDER' premiere på teater Sort/Hvid. Forestillingen handler om kredsløb og er blevet til i mødet mellem fire forskere og fire forfattere, der omsætter videnskabens pointer til ét samlet teatermanuskript. For hvordan forvandler vi videnskabelige erkendelser om verden til fortællestof, til dramatik, til teater? I denne udgave podcast vil forfatter og dramatiker Ida Marie Hede i samtale med teaterinstruktør Niels Erling fortælle om sit bidrag til deres kommende forestilling om verdens skrøbelige kredsløb – et bidrag, som hun har udviklet i dialog med videnskabsfilosof Rasmus Grønfeldt Winther. ‘MENS SOLEN BRÆNDER' er en musikforestilling af AKT1, som får premiere på teatret Sort/Hvid i København i efteråret 2022. Forestillingen bliver til på baggrund af forskningsinspireret kunstneriske udvikling med følgende præmis: Fire forfattere møder fire forskere og omsætter de videnskabelige pointer til bidrag til et teatermanuskript. Foruden Ida Marie Hede bidrager Ursula Andkjær Olsen, Kaspar Colling Nielsen og Peder Frederik Jensen til 'MENS SOLEN BRÆNDER' i samarbejde med en astrofysiker, en biolog og en geolog. Præsenteres i samarbejde med AKT1 – Danmarks lydteater og Sort/Hvid.

Verdens koralrev er blevet et af de mest gængse symboler på, at biodiversiteten er i krise. De store, undersøiske samfund er et af de eksotiske økosystemer, vi kender som hotspots for et væld af forskellige livsformer. Men menneskeskabte klimaforandringer og stigende havtemperaturer er i færd med at omforme koralrevene som habitat i såkaldte 'bleaching events' – eller på dansk koralblegning, hvor revene dør og mister deres farver. I centrum for det hele står en symbiotisk relation. For koraller er en slags polypdyr, der lever af, at alger i deres hud laver fotosyntese, men symbiosen mellem koraller og alger ser ikke ud til at kunne klare verdenshavenes stigende temperaturer. Det har videokunstneren Maja Friis sammen med koralforskere fra Københavns Universitet opdaget og filmet helt tæt på i et varmeeksperiment under arbejdet med videoinstallationen 'Breathing Coral'. Lyt med i denne samtale, hvor Friis går i dialog om korallernes verden med antropologen Nils Bubandt, der forsker i det sociale liv omkring indonesiske koralrev. Spørgsmålet er: Hvordan kan kunsten bringe os – og forskningen – tættere på en forståelse af, hvad der foregår, når arter uddør? Maja Friis er videokunstner og dokumentarist. Hun har i samarbejde med en række koralforskere på Københavns Universitet skabt videoinstallationen 'Breathing Coral', som i poetiske close-up-optagelser portrætterer korallerne og viser overraskende aspekter af deres symbiotiske samliv med alger.  Nils Bubandt er antropolog, professor på Aarhus Universitet og en af landets førende eksperter i det antropocæne. Han har igennem flere årtier lavet feltstudier i Indonesien og arbejder på den baggrund med det, han kalder en 'koralteori' om det sociale liv, mennesker og andre arter har til fælles.  Moderator er idéhistoriker Steffen Krejberg Knudsen. Samtalen blev optaget den 21. september 2022 til arrangementet 'Symbiosens tidsalder' i samarbejde med ingeniørforeningen IDA.