Bloom

Hvile er en del af naturens gang. Dyr går i hi, og planter som anemonen ligger i vækstdvale i jorden og venter på, at foråret kommer og lokker den op for at blomstre. Men for mennesker er hvile på én gang et biologisk behov og et komplekst socialt og eksistentielt fænomen udspændt mellem kultur og natur, mellem kulturelle vaner og dyriske behov. I kunstprojektet 'Laboratorium for hvile' på årets festival undersøger performancekunstner Nana Francisca Schottländer og Kritisk Masse hvile som kreativ praksis, modstandshandling og som kilde til en dybere forbindelse med os selv og vores omgivelser. Som oftest hviler vi os inden døre – i private rum afkoblet både fra naturen og fra vores hektiske højhastighedssamfund. Men hvad sker der, hvis man begynder at hvile sig i al offentlighed midt under en festival og midt i Søndermarkens spirende økosystem? Kan sten, vand, planter og bjørnedyr inspirere os til nye måder at hvile, være og møde verden på? Det taler Schottländer om med antropolog og forfatter til 'Indendørsmenneskets natur' Cecilie Rubow, der op til denne samtale har kastet sit antropologiske blik på 'Laboratorium for hvile'. For ligesom det ifølge Rubows modernitetskritik er første gang i menneskehedens historie, at vi bruger så meget tid inden døre, som vi gør, er det nyt, at vi har glemt, hvordan vi hviler os.

De seneste årtier er banen blevet kridtet op til en gastronomisk og ideologisk kamp om, hvordan vin egentlig bør smage og fremstilles. På den ene side af vintønden står de konventionelle vindrikkere, der sværger til en vin med fylde og høj alkoholprocent, som har undergået en lang række kemiske forvandlinger – styret og ledt ned i alle detaljer af menneskehånden, som sørger for ensartethed år efter år. På den anden side står de unge byboere, der foretrækker den vilde naturvin, som der ikke er tilsat svovl og kulturgær til, og som gerne må være grumset og have noter af eddike og hestestald. I dag tyder noget dog på, at kridtstregerne er ved at opløses. Mere og mere naturvin har smidt de skøreste noter og går efter ordentlighed og præcision. Og konventionelle bønder omlægger til biodynamik og økologi med inspiration fra de unge producenter. Går vi en tid i møde, hvor grænserne mellem konventionel vin og naturvin sløres? Eller er forskellene stadig til at smage på? Smag selv, når smagsforsker Qian Janice Wang og vinmand Christoffer Brandt gør status over vinens verden.

»Is something troubling you?« ELIZA hed den første chatbot, der for alvor fik os til at tro, at den havde menneskelige egenskaber. I 1966 blev den udviklet som en slags tekstbaseret psykoterapeut af datalogen Joseph Weizenbaum, der forskede i kommunikationen mellem menneske og maskine på MIT. Som en slags psykologisk spejl kunne ELIZA vende en sætning tilbage mod sin bruger og til trods for sin programmerede natur efterlade én med en følelse af at blive mødt med forståelse og empati. Derfor har dataloger, AI-forskere og psykologer døbt det ELIZA-effekten, når vi tilskriver computerprogrammer og sprogmodeller som ChatGPT menneskelige træk. Men hvor forskellig er den kunstige intelligens i grunden fra vores menneskelige kløgt? Hvad er det, vi – særligt i tekstbaserede AIs – bliver ved med at genkende og identificere os med? Og hvis sprogmodellerne minder så meget om os, hvorfor forstår de os så ikke bedre? Det er nogle af de spørgsmål, professor i datalogi og AI-forsker Serge Belongie forsøger at besvare i sin forskning i kunstig intelligens. For måske fører ELIZA-effekten til, at vi misforstår de store sprogmodeller og deres egentlige potentiale. Som ekspert i machine learning taler Belongie for, at der er en afgørende forskel på maskinernes mønstergenkendelse og intelligens i menneskelig forstand. Og samtidig er han som leder af Danmarks største center for AI-forskning bedre opdateret end de fleste på, hvor udviklingen af kunstig intelligens er på vej hen.

Batterier lavet af virus. Bioniske proteser styret ved hjernens kraft. Og proteiner, der kan rense vand. Biologiens verden rummer muligvis nøglen til at løse nogle af de største udfordringer i vores tid. I det 20. århundrede affødte nye gennembrud i fysikken udviklingen af alt fra luftfart til radio, tv og internet. Nu er det biologiens dybe videnskabelige erkendelser, der er ved at trænge igennem i ingeniørkunsten og stiller os på tærsklen til en lovende bioteknologisk revolution. Derfor ser professor i neurovidenskab Susan Hockfield med optimisme på fremtiden. For mens stigende temperaturer, vandstande og befolkningstal presser planeten og dens beboere, er bioteknologien på vej med løsninger på flere af tidens store problemer. Med et imponerende vue over forskningslandskabet fortæller den tidligere præsident for verdens mest prestigefyldte tekniske universitet MIT i sin bog 'The Age of Living Machines' om de landvindinger, der har katapulteret os ind i bioteknologiens æra. For hvor fysik og teknologi var det ultimative makkerpar i det 20. århundrede, er det i dette århundrede samspillet mellem biologi og ingeniørkunst, der skaber nye muligheder. Hockfield kaster lys over en perlerække af forskningsbaserede løsninger, som giver os mulighed for at tackle globale udfordringer som fødevareproduktion, klimaforandringer og sygdomsbekæmpelse gennem innovativ brug af naturens egne principper. Den biologiske verden har allerede alle de reservedele, vi skal bruge – lige fra nanopartikler, der kan detektere og behandle kræft, over virusser, der kan skabe elektriske kredsløb, til proteinbaserede vandfiltre.

Usynlige magnetiske eksplosioner, der bombarderer Jorden på daglig basis. Sorte huller, der forvandler alt, hvad der kommer i nærheden af dem, til "spaghetti". Neutronstjerner, der roterer over 700 gange i sekundet, og støder sammen i perfekte eksplosioner. Universet er mærkeligt. Astrofysikkens historie er fyldt med idéer og observationer, som engang har været opfattet som alt for mærkelige og absurde til at kunne være sande. Fænomener som magnetisme, tyngdekraft, exo-planeter og sorte huller har ikke altid været så bredt accepteret i den videnskabelige verden, som de er i dag. Men det store verdensrum gemmer stadig på underlige fænomener og mystiske hemmeligheder. Og for hver ny opdagelse synes universet at skubbe grænserne for vores forståelse endnu længere. De tre astrofysikere Albert Sneppen, Sarah Pearson og Tina Ibsen tager os i denne samtale med på en rejse fra vores nære solsystem igennem mælkevejen og længere ud til andre galakser. Undervejs vil de besøge nogle af universets mærkeligste fænomener, som astrofysikken kun lige er begyndt at få forståelse for. Fra det mystiske sorte hul i midten af vores galakse og brandvarme exoplaneter, hvor det regner med metal, til usynlige og gådefulde kræfter som mørkt stof og mørk energi.

De klumper sig sammen i små sværme af celler. De svømmer rundt i vilde spiral-bevægelser. De kan hele sig selv, sanse deres omgivelser og skifte farve, når man lyser på dem. De levende robotter er her. Når de sender calcium-ioner rundt i petriskålen, er det en form for kommunikation så primitiv, at vi ikke aner, hvad den betyder eller gør. Og når de skubber nyt organisk materiale magen til det, de selv er skabt af, samler de det til nye celleklumper – som en helt ny, aseksuel måde at reproducere sig på. I 2020 skrev et amerikansk forskerhold historie, da de skabte de første "xenobots" af væv fra den afrikanske sporefrø Xenopus laevis. De små C-formede, Pacman-lignende organismer er en slags pseudo-organismer, der udfordrer vores antagelser om, at det er generne, der alene afgør, hvordan en krop bliver bygget op. For hvorfor samler sporefrø-cellerne sig ikke til haletudser og siden til frøer? Findes der ligefrem alternative byggeplaner til nye organismer gemt i vores væv? Og hvad sker der, hvis vi laver "anthrobots" af menneskevæv? De levende robotter føjer et nyt kapitel til fortællingen om kunstigt liv, som peger i nye og måske mindre negative retninger end de sædvanlige skrækeksempler om frankensteinske monstre. Videnskabsjournalist Philip Ball, stamcelleforsker Agnete Kirkeby og robotfilosof Johanna Seibt diskuterer, hvad det betyder, at mennesket er begyndt at skabe kunstige livsformer i petriskåle og laboratorier. For er xenobots bare det første, vilde skridt i en rivende udvikling? Hvornår kommer vi til at se levende robotter i stor skala? Hvor vildt kan det blive?

Det strømmer rundt inde i os alle. Blodet, det rødflydende væv, der dagligt transporterer ilt og næringsstoffer rundt i vores kroppe og hjælper med at bekæmpe uvelkomne gæster. Men blod er ikke kun et biologisk fænomen. Det har også et hav af sociale, symbolske, religiøse og endda juridiske betydninger. Det Unge Akademi kaster i denne samtale lys over blodet fra tre forskellige videnskabelige perspektiver. Assyriolog Troels Pank Arbøll fører blodets kulturhistorie tilbage til oldtidens Mesopotamien, hvor man mente, at blod havde en iboende livskraft. Han fortæller om lertavler med kileskrift, som beretter om, hvordan mennesket blev skabt af ler blandet med gudeblod, og hvordan dyreblod blev brugt i helbredelse. Lektor i bioinformatik Patrick Munk fortæller om blodets mikrobiologi og de mange trusler, der kan trænge ind i vores blod – og hvorfor vi bør være rigtig glade for at leve i en tid med antibiotika. Og kriminolog Rasmus Munksgaard giver et indblik i sin forskning i illegale markeder, som vi ofte forestiller os som blodige – men som i praksis faktisk er langt mindre blodige, end vi går og tror. Sammen med moderator og socialpsykolog Sabina Pultz, der ligeledes er fra Det Unge Akademi, udforsker de tre forskere, hvordan blodets mange betydninger har formet vores kultur, videnskab og selvforståelse.

Er Mars en god Planet B, hvis klimaet på Jorden løber løbsk? Rumforsker John Leif Jørgensen kaster et kritisk blik på menneskets sejlivede drøm om at kolonisere og terraforme Mars. En pendlertid på 6 måneder. Dødelig kosmisk stråling. Tvivlsom vandforsyning. Nattetemperaturer på -125 grader. Enhver ejendomsmægler ville få sved på panden over at skulle sælge en bolig på vores naboplanet Mars. Alligevel er et nyt rumkapløb i gang, og både præsidenter, tech-milliardærer og eventyrere kigger nysgerrigt ud i universet. Nogen er drevet af et håb om at finde værdifulde mineraler, andre af muligheden for at skabe et nyt samfund, hvis Jorden en dag skulle blive ubeboelig. Rumforsker John Leif Jørgensen tager et realitetstjek på den ultimative science fiction-fortælling: Kan mennesker rejse til en anden planet? Kan vi bosætte os og skabe et samfund i en virkelighed, hvor tyngdekraft, temperatur, luft og stråling er helt anderledes? Og er det overhovedet besværet værd at satse på Planet B?

Vi mennesker producerer affald som aldrig før. Men vi er også blevet bedre til at forvandle skrald til varme og elektricitet. Energisystemanalytiker Marie Münster guider til en af klimakampens store løsninger. Lossepladser, migrerende skraldeøer i havene, ubæredygtig afbrænding af affald, rumskrald, plastikforurening. Listen over menneskets mindre flatterende aftryk på planeten er lang. Men hvad hvis vi en dag i fremtiden ser på affald som en energiressource i stedet for et miljøproblem? Med Waste-to-Energy forsøger forskere og ingeniører at slå to fluer med et smæk og løse både affalds- og energiudfordringer. Metoden transformerer nemlig vores efterladenskaber til genanvendelig energi, der kan varme vores hjem og give os lys i lamperne. Men hvordan bliver affald egentlig til grøn energi? Og hvordan forhindrer vi, at forurenende stoffer fra det skrald, vi brænder af, ikke slipper ud i vores miljø? Energisystemanalytiker Marie Münster giver sit bud på, om løsningen kan være en af klimakampens helt store håb.

Kan vi få ren energi fra vores egen lille sol her på Jorden? En fusionsfysiker forklarer, hvordan fusionsenergi måske kan hjælpe os på vejen mod en grønnere fremtid. Seniorforsker i plasmafysik Søren Bang Korsholm forsker i fusionsenergi, som nogle betragter som den ultimative, grønne energikilde. Fusionsenergi opstår ved at genskabe stjerners (inklusive Solens) processer i særlige fusionsreaktorer, der kan forvandle gas til plasma og få lette atomkerner til at smelte sammen. Fusionen af atomkernerne frigiver enorme mængder energi uden CO2-udledning og med kun en brøkdel af den radioaktivitet, man ser ved den mere velkendte atomkraft fission, der spalter atomkerner. Men hvad vil det betyde, hvis vi en dag i en ikke så fjern fremtid, kan skabe vores egen lille sol her på jorden og få stort set uendelig ren energi? Og hvor tæt på er vi?

I 1621 voksede muskatnødtræet stadig kun på de indonesiske Banda-øer, som i kolonitidens Europa var blevet kendt som en del af de såkaldte Krydderiøer. For at få monopol på handel med muskatnød besluttede de hollandske handelsrejsende i Nederlandsk Ostindien Kompagni at fordrive og massakrere den lokale befolkning – og udpinte derefter øernes økosystemer i håbet om at øge produktionen. Det er denne dystre voldshistorie, den indiske klimaforfatter Amitav Ghosh i sin blændende nonfiktionsbog 'The Nutmeg's Curse' trævler op i en større kulegravning af sammenhængen mellem kolonihistorie, kapitalisme og klimakrise. Historien om muskatnødden – der i øvrigt er en frugtsten og slet ikke en "noot", som hollænderne kaldte den – er for Ghosh en anledning til at begynde at tænke på naturen som andet og mere end ressourcer, der kan udvindes. Gennem de seneste årtier har han markeret sig som en af tidens helt store essayister og som en romanforfatter, der som få favner videnskab og klima i sine bøger. 'The Nutmeg's Curse' lægger sig i forlængelse af det skelsættende klimaessay 'The Great Derangement' fra 2016, hvor Ghosh argumenterer for, at klimakrisen er en krise i vores forestillingsevne, som moderne skønlitteratur ikke har formået at skildre. Romankunsten har – lige så vel som kolonialismen og kapitalismen – været præget af et psykologisk verdensbillede, hvor det er mennesket, der handler, og naturen blot er en passiv omverden. Spørger man Ghosh, er der brug for nye fortællinger, der tillader naturkræfterne at træde i forgrunden i egen ret og som andet og mere end spejlinger af den menneskelige psyke.

Er vores univers kun ét blandt mange parallelle universer?  I moderne populærkultur støder man på forestillingen overalt – fra Marvel-film og animationsserier som 'Rick and Morty' til Oscar-vindende film som 'Everything Everywhere All at Once'.  I videnskabens verden er idéen kendt som multivers-teorien, og i årtier har diskussionen om, om vi lever i et multivers, splittet de videnskabelige vande. Nogle mener, at vi helt bør afvise idéen om et multivers ganske enkelt, fordi vi ikke kan hoppe fra vores univers til et andet og tjekke efter.   Men flere forskere inden for både matematik, kosmologi og kvantefysik tager stadig idéen om et multivers alvorligt som en teoretisk mulighed.  Statistisk set er sandsynligheden for, at vores univers overhovedet eksisterer, forsvindende lille – medmindre det er ét af mange, lyder et af argumenterne for.  Selv bittesmå ændringer i de såkaldte naturkonstanter, som tyngdekraft og lysets hastighed, ville føre til et univers, hvor biologisk liv ikke kunne opstå. Så måske lever vi bare i efterdønningerne af ét ud af mange Big Bangs, som tilfældigvis finindstillede vores univers til at huse mennesker, træer og hundehvalpe.   Kan det betyde, at der findes andre universer, hvor betingelserne for liv måske er endnu bedre? Også kvantemekanikken åbner døren til mange verdener. Teoretisk set kan der eksistere uendelige versioner af Jorden, universet og os selv i andre virkeligheder, der som kvantepartikler konstant splitter og forgrener sig.  Rejs med, når statistiker Jakob Stoustrup, kvantefysiker Klaus Mølmer og astrofysiker Tina Ibsen tester teorien om multiverset og de mange verdener.

“Det er blændende indlysende, at vi er dyr, og alligevel er der en del af os, der ikke tror på det.”  Livet som isbjørn, havørred eller lus er ensbetydende med at leve i konstant fare for at sulte – eller blive spist af andre dyr. Og gennem historien har mennesket gjort alt for at benægte, at vi skulle være en del af dyrenes barske og usikre verden.   Den britiske videnskabsforfatter Melanie Challenger daterer vores hukommelsestab til, da de første filosoffer, videnskabsfolk og religiøse tænkere placerede mennesket øverst i livets hierarki og gravede en kløft mellem os og naturen.  Om det er løfter om en guddommelig himmel eller en teknologisk fremtidsutopi, hvor vores kroppe smelter sammen med maskiner, så lever idéen om menneskelivet som adskilt fra dyrenes skæbne i bedste velgående.    I sin bog ‘How To Be Animal' forsøger Challenger at bygge en bro over kløften til naturens verden – eller endnu mere præcist: at minde os om, at der slet ikke er nogen kløft til at begynde med.  I et imponerende ridt gennem videnskabelige discipliner som evolutionshistorie, filosofi og bioetik forklarer hun, hvordan idéen om menneskets særstatus har formet sig. Hun trækker tråde fra antikkens menneskesyn til Darwins evolutionsteori og moderne teknologi og understreger, hvorfor vi i dag gør klogt i at huske på, at det at være menneske også er at være dyr.   Mennesket er nemlig ikke en enestående skabning, der står uden for naturen og betragter dyrene på afstand. Vi skal også spise og sove, blive syge og dø. Til forskel fra de andre dyr gør vores bevidsthed dog, at vi bliver overraskede over vores skrøbelige kroppe og har svært ved at acceptere naturens usikre vilkår.    Men hvad hvis livet som dyr ikke kun er en konstant kamp for overlevelse?   Challenger foreslår, at vi begynder at hylde det skønne ved at være et dyr, og at vi må vænne os til en ny måde at definere, hvad det vil sige at være menneske – og dermed hvad det vil sige at være et dyr.  “Mange af de ting, vi værdsætter mest – vores relationer, de romantiske følelser af tiltrækning og kærlighed, graviditet og fødsel, glæden ved foråret, ved at spise et måltid – er fysiske, i høj grad ubevidste og tydeligvis dyriske.”  Ved at omfavne vores dyriske ophav går vi altså ikke et skridt tilbage i evolutionen – for vi er allerede dyr. Og i den erkendelse ligger måske en af nøglerne til at føle en stærkere forbindelse med den naturlige verden, som vi mennesker hele tiden har været en del af.

Den tusindmeter tykke is på Islands største gletsjer, Vatnajökull, er lige så gammel som landets historie.  Men efter klimaforskningens prognoser står alle de islandske gletsjere til at forsvinde i de næste 100 til 200 år. Den første af de store gletsjere – med det ironisk klingende navn 'Ok' – er allerede væk. Og måske er gletsjeren Snæfellsjökull, hvor de nysgerrige forskere i Jules Vernes 'Rejsen til Jordens indre' steg ned, en af de næste.  Den islandske forfatter Andri Snær Magnason er det litterære hovedvidne til klimaforandringernes tag i det islandske landskab. På mindetavlen for 'Ok' skrev han et brev til fremtiden med en klar indrømmelse: ”Vi ved, hvad der sker, og hvad der skal gøres. Kun I ved, om vi gjorde det.”  Gletsjerne er ikke længere geologiske symboler på evigheden. De er tegn på en planet, der er ude af balance.  I sin store klimafortælling 'Tiden og vandet' har Magnason skrevet en dybt personlig historie om de store ismassiver og deres plads i vores kulturelle bevidsthed. Magnason væver på eminent vis sin egen familiehistorie sammen med klimavidenskaben, de gamle, islandske Edda-digte og sine møder med Dalai Lama i Himalaya-bjergenes gletsjer-rige højder.  ”Gletsjerne er frosne håndskrifter, som fortæller historier, ligesom årringe i træer og sedimentlag, og ud fra isprøverne kan man indsamle oplysninger og danne sig et billede af fortiden. Gletsjere kan fortælle om tidligere vulkansk aktivitet, de gemmer på pollen, regnvand og luftbobler, som afslører atmosfærens kemiske sammensætning for tusindvis af år siden. Men nu er næsten alle gletsjere, overalt i verden, på samme tid ved at forsvinde.”  Derfor er det for Magnason på tide at finde en ny måde at tænke på vores tid på Jorden.  Hør den islandske forfatter og klimaaktivist Andri Snær Magnason give sit bud på, hvad vi kan lære af gletsjernes liv og død.

Ved årtusindeskiftet troede man, at biologien var færdig.  I 2003 lykkedes det at kortlægge det menneskelige genom – et komplet katalog over menneskekroppens mange genetiske byggeblokke. Endelig havde biologien en måde at svare på, hvorfor livet ser ud og opfører sig, som det gør. Livets brugsanvisning var skrevet.    Men ifølge den britiske videnskabsforfatter Philip Ball står vi midt i et afgørende paradigmeskift, der viser os, at generne ikke bestemmer alt. I sin bog ‘How Life Works' introducerer han til den såkaldt ‘nye biologi', som vender op og ned på idéen om, at alle livets aspekter skulle kunne forklares ud fra genomet.  ”At kigge på genomet efter en forklaring på, hvordan livet fungerer, er lidt ligesom at kigge i en ordbog for at forstå, hvordan litteratur fungerer.”  Ball viser med sit unikke overblik over den nyeste forskning, hvordan livet ikke kan reduceres til sekventeringen af DNA-molekylets fire bogstaver a, c, t og g. Alligevel hjemsøges biologien af idéen om, at et levende system er en form for computer, der kører ved hjælp af en sofistikeret kode. Med den nye biologis briller ser vi, at livet er langt mere dynamisk og kontekstafhængigt, end vi troede.  Et levende system er nærmere som et højhus med utroligt mange etager. Liv opfører og udtrykker sig forskelligt, alt efter hvilken etage vi kigger på – fra genernes og cellernes mikroskopiske niveau til organernes og hele kroppens niveau.  Ball er med til at skrive et helt nyt sprog frem til at beskrive, hvordan liv egentligt bliver til og fungerer på de forskellige niveauer – et sprog, der bedre tager højde for fænomener som kognition, bevidsthed og kontekst.  Lyt til en af Europas skarpeste og mest dybdegående videnskabsjournalister folde livets gåde ud i al sin videnskabelighed, da Philip Ball for første gang slog vejen forbi Bloom i maj.

Mennesket skylder planterne sin eksistens.    Den italienske filosof Emanuele Coccia har mere end nogen anden tænker i nyere tid taget konsekvensen af vores dybe forbundethed til planter. I sin poetiske plantefilosofi har han flyttet mennesket væk fra centrum af det hele og på en original måde vist, hvordan planter skaber grundlaget for vores verden.   ”Hver eneste dag suger vi næring af gasser udledt af planter: Vi kan ganske enkelt kun leve i kraft af de andres liv.”  Uden planternes fotosyntese ville livsformer som vores ganske enkelt ikke findes. Planterne er naturens eget, store aircondition-system, som vi er udviklet til at bo i, og man glemmer let, at Jorden oprindeligt slet ikke var til at ånde på, før cyanobakterier og planter begyndte at omdanne CO2 og ilte atmosfæren for milliarder af år siden.  Åndedrættet kan minde os om vores afhængighed af planterne, men for Coccia er det også en anledning til at gentænke hele vores verden og eksistens.   I sit ambitiøse og nyklassiske essay 'Planternes liv – blandingens metafysik' – der af blandt andre den danske sociolog Nikolaj Schultz er blevet kaldt en ny, mere grøn og fællesskabsorienteret eksistentialisme – foreslår han at se på verden som flydende frem for opdelt. Vi er vant til at tænke på os selv som organismer adskilt fra vores miljø, men når vi trækker vejret, ophæver vi konstant grænsen mellem organisme og omgivelser, indre og ydre.  Sådan er det også for planterne, der lever i en grænseløs og flydende virkelighed, hvor der ikke er skarpe skel mellem dem selv og verden. Vi kan lære meget ved at lade tænkningen udspringe fra planteriget.  Planten er for Coccia det perfekte billede på et væsen, der er helt og aldeles forbundet med naturen og kosmos – fra rødderne i jorden til blomsterne, der strækker sig mod himlen.   Med sine filosofisk nytænkende studier af planternes betydning for livet på Jorden giver Coccia nyt perspektiv på de aktuelle klima- og biodiversitetskriser, vi står over for.   Oplev en af vor tids store økologiske tænkere, når Emanuele Coccia for første gang slår vejen forbi Bloom til maj.

I 1800-tallet forestillede læger sig, at kræft var en konsekvens af modernitetens forandringer. Af dampmaskiner, fabriksarbejde og livet i storbyen. Og i dag taler vi ofte om kræft som en livsstilsygdom, der knytter sig til rygning, madvaner eller en stillesiddende hverdag. Men kræft er en af menneskets ældste sygdomme. En genetisk fejl, som har fulgt livet i millioner af år. Og fordi den ofte først rammer sent i livet, skulle lægevidenskaben først udrydde en række dødelige sygdomme, før alvoren blev tydelig. Efter et hårdt kræftforløb satte arkæolog og forfatter Jeanette Varberg sig for at undersøges kræftens dybe historie. Ved hjælp af gamle dinosaurskeletter, papyrusruller, mumier og renæssancemalerier har hun genfortalt historien om den frygtede sygdom i bogen ‘Onkos'. På Bloom tager Varberg i selskab med kræftforsker Per thor Straten på en tour de force igennem palæopatologi, behandlingshistorie og frem til de nyeste videnskabelige kvantespring i kræftforskning.

I dag står vi muligvis på tærsklen til at forstå dyr lige fra pattedyr til padder med hjælp fra kunstig intelligens. Spørgsmålet lader ikke længere til at være, om det kan lade sig gøre, men snarere hvornår det lykkes.   Forskere har allerede haft held med at afkode slagtegrises grynt og hvin, og teknologien har også givet værdifuld indsigt i dyrenes følelsesliv, som har vist sig at være langt rigere og mere komplekst end hidtil antaget.  Men hvor tæt er vi på en Dr. Dolittle-fremtid, hvor vi ikke blot forstår chimpansens, hundens eller hvalens følelser, men også kan føre meningsfulde samtaler med dem? Og hvilke etiske spørgsmål melder sig, hvis det lykkes?  I dette symposium vil zoolog Jakob Christensen-Dalsgaard og zoologisk direktør i Københavns Zoo Mads Frost Bertelsen i selskab med Line Friis Frederiksen undersøge, hvor tæt på – eller langt væk – vi er fra at kunne tale med dyrene.   Og hvis det lykkes – hvad skal vi så snakke med dem om?

Det 20. århundrede var kemiens århundrede – på godt og på ondt.  De sidste 70 års dansk miljøhistorie rummer et hav af forurenede fortællinger om alt fra pesticider i jorden og PFAS i grundvandet til kviksølv i søerne og kvælstof i vandløb, fjorde og kystnære farvande.  I dag bliver der stadig udviklet nye forurenende stoffer, som vi skal passe på med ikke at slippe løs i jord og vand.   Har vi lært noget af vores fejltrin fra kemiens århundrede? Står vi over for at skulle kæmpe med helt nye former for forurening, som vi ikke har løsninger på endnu? Eller skal vi til at revidere vores idéer om en ren og upåvirket natur?  I denne samtale dykker vi en tur ned i de danske jordlag. Miljøkemiker Xenia Trier, miljøhistoriker Sebastian Lundsteen Nielsen og jordbundsforsker Søren Munch Kristiansen kaster lys over, hvad vi egentlig taler om, når vi taler om forurening og undersøger konsekvenserne af at leve i en kontamineret natur. 

Vandstanden stiger hurtigere end forventet. En velplanlagt og rettidig bureaukratisk manøvre lukker Danmark ned, og danske klimaflygtninge rejser mod højereliggende områder på det europæiske kontinent. Katastrofeserien ‘Familier som vores' var et tankeeksperiment i bedste sendetid, og selvom den dramatiske nedlukning tager klimakrisen til yderste potens, peger klimavidenskaben på nødvendigheden i at granske forskellige fremtidsscenarier. For hvad er det for en fremtid, vi går i møde? Er vandstandsstigninger, 100-års-hændelser og hedebølger ved at blive til hverdag? Og hvilke dominoeffekter kan mere drastiske klimaforandringer få på vores adfærd, økonomi og samfundsliv? På Bloom sender vi ‘Familier som vores' i peer review, når en klimaforsker, en klimaøkonom og en politik økolog diskuterer seriens præmis og gennemspiller forskellige fremtidsscenarier.

I 1844 endte den sidste gejrfugl i en naturhistorisk samling i Bruxelles. Europæiske museer havde bidraget til udryddelsen af den forsvarsløse Atlanterhavs-fugl med de eftertragtede dun, og en dag var der ikke flere levende individer tilbage. Mennesket lider af arkivfeber. Gennem århundreder har mennesker indsamlet, konserveret og dokumenteret naturen. På ekspeditioner til fjerne steder og i egne baghaver har videnskabsfolk og naturinteresserede opdagelsesrejsende samlet pressede planter, dyreskeletter, insekter på nåle, bjergarter og meteoritter. De store samlinger udgør et uvurderligt grundlag for at forstå naturen. I dag er museernes praksis blevet mere etisk og orienteret mod at bevare en mangfoldig natur, og samtidig gør nye videnskabelige metoder, at nutidens forskere kan gå i de gamle arkiver for at skabe ny viden og fortælle en større og mere nuanceret historie om vores natur og klima. Biolog Eline Lorenzen undersøger i sin forskning, hvad en talrig samling isbjørneskeletter kan fortælle os om dyrets usikre fremtid. Plantegeograf Naia Morouta-Holme bruger indsamlede planter fra fortidens ekspeditioner til at undersøge, hvordan klimaet påvirker verdens plantesamfund. Glaciolog Anders Svensson kan aflæse fortidens klima i kilometerlange iskerner, boret op fra iskapperne i Grønland og Antarktis. For kan svaret på videnskabens uløste spørgsmål findes i de gamle arkiver? Kan supercomputere finde nye mønstre i millioner af indsamlede genstande? Og hvad fortæller vores trang til at indsamle og udstille naturen om os mennesker?

Afhængighed er ifølge førende psykiatere den moderne pest. Den moderne verden byder på et overflødighedshorn af stimulanser, og det er ikke længere kun klassiske stoffer som kokain, alkohol og nikotin, som gør os afhængige. Også sociale medier, træning og spil kan have stærkt vanedannende effekter på os. Hjerneforskning peger i dag på, at det ikke er selve substanserne, der gør os afhængige. Afhængighed skal snarere ses som en slags ‘forventningens glæde', som opstår, når vi tænker på kagen, kaffen eller kontanterne. Den berømte neurotransmitter dopamin, som længe er blevet kaldt belønnings- eller lykkehormonet, udløses nemlig ikke først, når vi får det, vi vil have – den udløses ved udsigten til det. Og det er det, der giver os troen på, at næste gang kommer til at føles lidt bedre end sidste gang. I denne samtale kigger hjerneforsker Claus Løland og psykolog Jakob Linnet sammen med videnskabsredaktør på Politiken Lasse Foghsgaard på afhængighedens komplekse sammenhænge – fra den molekylære dans mellem hjerneceller og dopamin til de vanemønstre, der præger vores liv fra dag til dag. For hvordan reagerer hjernens nerveceller egentlig, når de udsættes for stoffer som kokain og amfetamin? Hvordan kan en uskyldig hverdagsvane som styrketræning blive til en altopslugende besættelse? Og hvorfor kan vi ikke lade være med at spise og gamble, når vi godt ved, at det er dårligt for os?

På Bloom 2025 var det svært at overse kunstner Stine Dejas kunstinstallation ‘Last Survivors', som tog form af tre gigantiske bjørnedyr krydset med menneskeligt DNA. Bjørnedyrsforsker Nadja Møbjerg har været Dejas videnskabelige sparringspartner og vejviser i bjørnedyrenes ekstreme verden. De to mødtes igen på scenen for at tale om bjørnedyrenes mærkværdige overlevelsesevne. Det mikroskopiske og ualmindeligt hårdføre dyr kan overleve i højradioaktiv stråling, på ydersiden af et rumskib, midt i den grønlandske indlandsis og et væld af andre ekstreme naturmiljøer. Bjørnedyrene har nemlig en helt særlig evne til at lukke ned for vitale systemer og reparere deres celler efter at være blevet udsat for ekstremstress. En proces der er kendt som kryptobiose, hvor de sætter alle livsprocesser på pause i op til flere årtier – for derefter at genoptage deres ellers relativt korte liv, når leveforholdene igen bliver gunstige. For biologer som Nadja Møbjerg udfordrer bjørnedyrenes dvale vores forståelse af, hvad det overhovedet vil sige, at noget er levende eller dødt – og det er også her, Dejas kunstneriske spekulation over evigt liv sætter ind. For hvordan formår de helt præcist at vende tilbage fra de døde efter at være blevet frosset ned til –270 grader eller blive sendt en tur i rummet? Kan de vise sig at rumme svaret på menneskets drømme om at opnå evigt liv? Og ville en krydsning mellem bjørnedyrsgener og menneskelige stamceller hjælpe os til at blive mere modstandsdygtige over for fremtidens forandringer? Bliv klogere på bjørnedyrene og kom med bag om Stine Dejas kunstneriske proces med at skabe ‘Last Survivors'.

Spættet bredpande, brun pletvinge, isblåfugl og sørgekåbe. Det er blot et udpluk af nogle af de poetisk navngivne, 64 hjemmehørende sommerfuglearter i Danmark. På en af årets mørkeste dage besluttede forfatter og journalist Lea Korsgaard, at hun ville se dem alle sammen på bare ét år. Denne ambition blev startskuddet til en rejse gennem de danske sommerlandskaber, fra blomsterenge og haver til ældgamle havbunde og fossildækkede bakkedrag, som hun beskriver i bogen ‘Inden året er omme'. Resultatet er en håbefuld og sansemættet fortælling, der går ud over ren og skær observation af sommerfugle. I løbet af sin rejse allierer Korsgaard sig med nogle af landets førende sommerfugleeksperter, sideløbende med grundige studier af sommerfuglenes rolle i alt fra græsk filosofi og evolutionsbiologi til skønlitteratur og billedkunst. Der er god grund til, at sommerfugle har fascineret tænkere, kunstnere og videnskabsfolk siden tidernes morgen. En sommerfugl gennemgår en af naturens mest fascinerende transformationer fra æg til larve, fra puppe til fuldvoksent flyveinsekt – en metamorfose, som har fungeret som symbol på genopstandelse og livskraft i årtusinder. Men vi lever samtidig i en tid, hvor det kan være nemt at tage sommerfuglene og naturen i sin helhed for givet. På grund af klimaforandringer og forsvindende levesteder flakser sommerfuglene ikke i vores haver og i den åbne natur lige så meget, som de gjorde for bare få årtier siden. Og hvem har lyst til at leve i en verden uden sommerfugle? Hør Lea Korsgaard i samtale med Victor Boy Lindholm på Bloom og bliv klogere på, hvordan sommerfuglejagt kan være nøglen til at se verdens foranderlige natur med nye øjne.

To af klimalitteraturens mest markante forfattere mødtes på Bloom 2025 : Andri Snær Magnason, der i maj udgav fortællingen 'Jötunstein', og den indiske romanforfatter og essayist Amitav Ghosh, der er aktuel på dansk med 'Den store vildfarelse'. Ghosh er berømt og berygtet for sin kritik af den moderne roman, som er tynget under et psykologisk verdensbillede, hvor det er mennesket, der handler, og naturen blot er en passiv omverden. Derfor har romankunsten ifølge Ghosh aldrig fået greb om klimakrisen, og der er brug for nye, vilde fortællinger, der tillader naturkræfterne at træde i forgrunden i egen ret og som andet og mere end spejlinger af den menneskelige psyke. Det forsøger han selv og Magnason på med greb fra både videnskab, mytologi og det levede liv. Ghosh har givet videnskab, natur og klima en plads i forgrunden i bøger som den spekulative videnskabsroman ‘The Calcutta Chromosome' om en malariaparasit, der er genvejen til evigt liv, og klimaromanen ‘The Hungry Tide' om Irrawaddy-delfinerne i Sundarban-mangroveskovene i Indien og Bangladesh. Magnason brød isen med 'Tiden og vandet', hvor han på eminent vis væver sin egen familiehistorie sammen med klimavidenskabens data, de gamle, islandske Edda-digte og sine møder med Dalai Lama i Himalaya-bjergenes gletsjer-rige højder. Vær med til et stort kulturmøde i klimaets tegn, når Ghosh og Magnason tager en status på fortællekunsten – og afgør, om det er et tilfælde, at de indiske og islandske skabelsesmyter minder så meget om hinanden, som de gør.

Evolutionshistorien har en blind vinkel: kvindekroppen. Den amerikanske videnskabsforfatter Cat Bohannon fortæller evolutionshistorien på ny og trækker tråde tilbage til vores glemte formødre blandt evolutionsbiologiens mange ”Eva'er”. “Vi skal have kvindekroppen tilbage i billedet. Hvis ikke vi får det, er det ikke kun feminismen, der bliver kompromitteret. Både den moderne lægevidenskab, neurobiologien, palæoantropologien og selv evolutionsbiologien tager skade, når vi ignorerer det faktum, at halvdelen af os har bryster.”  Derfor har Bohannon genskrevet evolutionshistorien og sat kvindekroppen og dens særlige egenskaber i forgrunden.  I stedet for den bibelske Eva sporer Bohannon kvindekroppens historie tilbage til en række evolutionsbiologiske ”Eva'er”.   Fra ‘Morgie', der som det første pattedyr producerede mælk, over det egern-agtige væsen ‘Donna', der var først til at udvikle en livmoder, og frem til de tobenede hominider ‘Ardi' og ‘Lucy', der med tidlige værktøjs- og omsorgsevner lagde grundlaget for Homo Sapiens' mange teknologiske og sociale fremskridt.    Oplev Cat Bohannon på årets Bloom, når hun med videnskabeligt klarsyn og oprørsk humor understreger kvindekønnets evolutionære – og revolutionære – betydning for, hvordan mennesket er endt med at blive planetens dominerende og teknisk mest succesfulde dyreart.

Mennesket er blevet mørkeræd. Siden den industrielle revolution har vi dækket planeten i et tæppe af elektrisk lys fra gadelamper, projektører, butiksvinduer og skyskrabere.  Lys, som har overtaget kloden i et omfang, der har store konsekvenser for alt fra fugles navigationsevner og insekters jagtmønstre til menneskers søvn og udsigt til nattehimlen.  Denne teknologiske nyhed har forstyrret den ellers så stabile rytme af lys og mørke, som livet har tilpasset sig, siden de første cyanobakterier indtog kloden for godt 3 milliarder år siden. Med solen, stjernerne og månen som de eneste lyskilder, har rytmen skabt et indre ur i cellerne på alle levende organismer.  Dette biologiske urværk kaldes også den cirkadiske rytme, og den er sat til cirka 24 timer i os alle sammen.   Men ifølge den svenske flagermusforsker Johan Eklöf har vi mennesker skudt den rytme godt og grundigt ud af kurs og skabt store problemer for os selv og andre arter i processen.  Lysforurening er nemlig et overset problem i biodiversitetskrisen, hvis man spørger ham. Manglen på mørke fragmenterer arters levesteder, forstyrrer deres parringsmønstre og gør det sværere for rovdyr at holde sig skjult for deres bytte.  Hør Johan Eklöf i samtale med interviewer Victor Boy Lindholm, når han udfolder, hvorfor vi bør slukke lyset noget oftere og lære at blive venner med mørket.

Tilbage i 1802 stod den tyske videnskabsmand Alexander von Humboldt nær toppen af vulkanen Chimborazo i Ecuador og blev ramt af en erkendelse, som sidenhen har formet vores forståelse af, hvordan verden sammen: alt er forbundet.    På vejen op havde han krydset adskillige klimazoner og kæmpet sig gennem jungle, tågeskov og højslette til den gletsjerdækkede vulkantop.     Knap 200 år senere gentog makroøkolog Carsten Rahbek turen gennem det forunderlige landskab i de sydamerikanske Andesbjerge. Også for ham satte den friske bjergluft og det artsrige økosystem gang i tankerne.     For Rahbek blev det tydeligt, at biologerne hidtil havde undervurderet livet i bjergene, og hans opdagelser skulle sidenhen omskrive en af biologiens fundamentale love. Han har sidenhen forsøgt at komme tættere på at besvare på biologiens fundamentale spørgsmål: Hvordan fordeles livet på jorden?     Men der er stadig uforklarlige observationer fra verdens bjergkæder, som ikke passer ind i forskernes modeller. Så måske biologiens love skal omskrives endnu en gang?     Sammen med naturformidler Alexander Holm kaster Carsten Rahbek et nysgerrigt blik på klodens højest beliggende økosystemer. For hvilke nye svar skal findes i bjergene? Skal biologiens gåder ved hjælp af gummistøvler eller computerkraft? Og kan naturkrisen løses ved at tænke som et bjerg?

Fysiker Peter Ditlevsen forsker i tipping points og har sammen med sin søster, statistiker Susanne Ditlevsen, forudset, hvornår et af Jordens vigtigste natursystemer kollapser: havstrømmene i Atlanterhavet, også kaldet AMOC (‘The Atlantic meridional overturning circulation').  AMOC-kredsløbet sikrer opvarmning af landmasserne her i Nordeuropa og nedkøling i området omkring Ækvator og har afgørende betydning for opretholdelsen af vejrforhold og vandstande verden over.  Systemet af havstrømme kommer ifølge de to forskeres beregninger til at nå sit tipping point omkring år 2057 – et faretruende kollaps, der kan sammenlignes med, hvis Amazonas blev til en ørken, eller hvis indlandsisen smeltede fra den ene dag til den anden.  Hvis ikke udledningen af drivhusgasser falder drastisk inden for de næste 5-10 år, vil AMOC-kredsløbets kollaps ifølge de to Ditlevsen-søskende sandsynligvis være uundgåeligt.   Hvad er konsekvenserne af sådan et kollaps? Og hvor mange andre tipping points skal vi samtidig være opmærksomme på?  Få greb om videnskaben bag forudsigelsen af tipping points, når de to Ditlevsen-søskende i selskab med videnskabsretoriker Frederik Appel Olsen dykker ned i klimamodellerne.

Den amerikanske biolog Rob Dunns originale forskningseksperimenter viser, at der efterhånden finder lige så meget evolution sted i vores kornmarker, vores vægge og vores kropsbehåring, som der gør i den vilde, uberørte natur. Der er en livlig mangfoldighed af bakterier og mikroorganismer på og omkring os – fra bakterierne på vores hud og gæren i surdejen til stankelbenet på badeværelset og svampen på husmuren.   I sin bog ‘Belly Button Biodiversity' beskriver Dunn et eksperiment, hvor han fandt intet mindre end 2.300 arter i menneskelige navler. Og i hans undersøgelser af biodiversiteten i amerikanske hjem fandt han og kollegerne næsten 200.000 arter – alene på første sal.  Men hvis vi skal have blik for vores bofæller, kræver det, at vi vænner os af med trangen til at sterilisere vores nære omgivelser og holde naturen ude af vores hjem.  For evolutionen finder sted, om vi vil det eller ej – og hvis vi smider de gode organismer ud med badevandet, skabes der gunstige forhold for antibiotikaresistente bakterier, skadedyr og parasitter.  Oplev Rob Dunn på årets Bloom, når han giver sit bud på fremtidens naturhistorie og vores sameksistens med mikroberne.

2024 blev året, hvor techmilliardæren Elon Musks firma Neuralink for første gang succesfuldt indopererede en hjernechip i et menneske, som gjorde patienten i stand til at kontrollere sin telefon – kun ved tankens kraft.     Det lille, bioteknologiske vidunder har potentiale til at lindre symptomer fra neurodegenerative sygdomme, kurere mennesker med kropslammelser og få blinde til at se. Og det er bare begyndelsen.     Målet med chippen er en dag at opnå en komplet symbiose mellem menneske, internet og kunstig intelligens, som kan øge hjernens kognitive funktion og potentielt gøre os alvidende fra den ene dag til den anden.     Men drømmen om menneske-maskine-symbioser er også et moralsk minefelt. For der er stadig meget, videnskaben ikke ved om vores komplekse hjerner.    Hjernekirurg Jens Christian Hedemann Sørensen og hans team har på dansk allerede haft held koble en gris på nettet. Og han mener, at det i vores levetid vil blive muligt at sammensmelte menneske og computer.     I selskab med lektor i filosof og etik Jens Christian Bjerring og moderator Lasse Foghsgaard tackler de nogle af de store spørgsmål, som den nye bioteknologi rejser.

2023 blev året, hvor de danske farvande oplevede det værste iltsvind i 20 år.    Iltsvindet skaber et feedback-loop af voldsomme konsekvenser for havbundsmiljøet – planter forsvinder, fisk søger væk, og den manglende ilt lader giftig svovlbrinte og metan stige op fra undergrunden, som dræber det tilbageværende liv.     Verdens havbunde er – med alt fra dybhavets sletter og undersøiske vulkaner til ålegræsskovene og stenrevene i de danske farvande – hjemsted for et væld af liv, som i dag trues af landbrugsudledninger, minedrift og klimaforandringer.    Hvordan ser fremtiden ud på havets bund? Hvad sker der, hvis landbruget bliver ved med at udlede kvælstof, hvis temperaturerne stiger, og hvis vi begynder at høste mineralerne i dybhavet? Og ved vi overhovedet nok om, hvad der foregår dernede?    Dybhavsforsker Ronnie Glud og marinøkolog Dorte Krause-Jensen har forsket i, hvad der gemmer sig på verdenshavenes dybeste dybder og i de nære danske farvande.    Sammen med moderator Daniel Flendt Dreesen tager de to forskere os en tur med under overfladen for at gennemskue, hvad konsekvenserne er af menneskets aktiviteter på havets bund. 

“Det siges, at alt i universet forfalder. Det siges, at mennesket er et destruktivt væsen. Men mennesket er også et ordnende, organiserende fænomen i universet.” Sådan lyder det i forfatter Theis Ørntofts seneste storroman ‘Jordisk'. I et årti har han undersøgt planetens store kriser og taget livtag med de eksistentielle spørgsmål, der følger med. I hans litteratur lurer enden altid lige om hjørnet. Naturen, mennesket og civilisationen befinder sig i en tilstand af kaos og forfald – det, naturvidenskaben har døbt entropi. Men Ørntoft er nået til en skillevej. Han er begyndt at spørge til, om de planetære krisers altoverskyggende nærvær har skabt en brist i vores kollektive forestillingskraft. Har vi – måske mere end nogensinde før – nemmere ved at forestille os undergang end overgang? For at slippe ud af dommedagssaksen må vi skabe nye forestillinger om vores fremtid på kloden. Ifølge Ørntoft har vi behov for nye genfødselsmyter og overgangsritualer, der kan give os troen tilbage på menneskets evne til at genopbygge og reparere. For hvad kommer efter kaostilstanden? Skal svarene findes i litteraturen, videnskaben eller i naturen selv? Eller måske hinsides det globale nord – for eksempel i Den Tibetanske Dødebog? 

En dag vil historien om menneskeheden være skrevet i sten. I sin bog ‘The Earth After Us' spørger den britiske geolog Jan Zalasiewicz ind til, hvad nysgerrige væsner millioner af år fra nu vil finde, når de begynder at grave i jordlagene efter tegn på hedengangne civilisationer. Men hvordan vil mindet om menneskeheden tage sig ud, når vi ikke længere blot er en geologisk kraft – men faktisk geologi, indlejret i Jordens skorpe? Vil fremtidige forskere være i stand til, som vi har gjort med dinosaurerne, at rekonstruere vores kroppe – og hvad med vores kulturer og sprog? Og vil en anden art – en abe, måske, eller ligefrem en forvokset, opretgående rotte, som Zalasiewicz er kendt for at overveje – kunne udvikle evner, der gør den i stand til at træde i vores sted? Hvis vi gerne vil efterlade et godt indtryk af os selv til fremtidens geologer, skal vi til at overveje, hvor mange biler, mikrobølgeovne og plastikkopper vi efterlader som fossiler. For de aftryk, vi sætter nu, vil kunne aflæses i Jordens geologi millioner af år fra nu.

Siden de gamle grækere har det både i videnskab og hverdagsliv været en grundantagelse, at følelser er naturlige reflekser, der udløses af ydre påvirkninger – tænk bare på Pixar-filmen ‘Inside Out'. Vi har bildt os ind, at de er medfødte, hører hjemme bestemte steder i vores hjerner og er færdigformede fra evolutionens side. Og så har vi troet, at følelser kan afkodes helt umiddelbart af vores ansigtsudtryk og stemmeføring. Men det beror ifølge Feldman Barrett på en helt forkert beskrivelse af, hvad der foregår i vores fleksible hjerner. Som hun skriver i bogen 'How Emotions Are Made': ”Følelser er ikke indbyggede, men varierer fra kultur til kultur. De udløses ikke – du skaber dem. De opstår i kombination mellem din krops fysiske egenskaber, en fleksibel hjerne der programmerer sig selv alt efter, hvilke omgivelser den udvikler sig i, og den kultur og opvækst, der tilbyder de omgivelser.” Feldman Barretts teori om følelser er et paradigmeskift, der gør, at vi skal gentænke følelsernes biologi og kultur og genoverveje alt det, vi tror, vi ved om deres rolle i alt fra personlige forhold til den måde, vores samfund er indrettet på. Oplev en af vor tids vigtigste hjerneforskere, når Lisa Feldman Barrett på Bloom vender det menneskelige følelsesliv på hovedet.

I årtusinder har filosoffer, videnskabspersoner og kunstnere forsøgt at finde frem til kærlighedens væsen. Men hvad er kærlighed egentlig? Hvad sker der i vores hjerner, når vi elsker – og mister? Er det et eksklusivt, menneskeligt fænomen at blive ramt af amors pil? Og hvordan har kærligheden udviklet sig evolutionært fra savannens sletter til nutidens hyperdigitaliserede samfund? Det satte vi til Bloom 2024 to af årets hovedtalere til at forsøge at svare på. Hjerneforskeren Lisa Feldman Barrett, hvis forskning lærer os, at kærlighed udspringer af vores hjerners sociale forbindelse og deres særlige evne til at påvirke hinanden på tværs af geografi, tid og kultur. Og videnskabsforfatteren Cat Bohannon, som undersøger kærlighedens dybe, evolutionshistoriske betydning – fra vores tidligste formødres første omsorgsevner til nutidens komplicerede landskaber af lyst, afhængighed og tryghed. Oplev to af tidens skarpeste videnskabelige stemmer, når de i selskab med kulturjournalist Felix Thorsen Katzenelson forsøger at svare på et af menneskehedens ældste spørgsmål: hvad er kærlighed?

Den medicinske forskning kommer stadig til kort, når den skal forklare, hvorfor svær overvægt i løbet af det seneste halve til hele århundrede er blevet så udbredt, som det er. Fedme er et moderne fænomen, som er svært at forklare, men noget tyder på, at der er et evolutionært mismatch mellem vores levevis og vores biologi. Den gængse fortælling om vægttab er ellers simpel: Spis mindre, og bevæg dig mere. Men kalorieregnskabet går ikke altid op. Måske derfor er vi endt i en situation, hvor overvægt er så stort et problem for mange, at decideret slankemedicin bliver tillokkende. Tilsyneladende vidundermidler som Wegovy og Ozempic bliver revet af hylderne verden over. Men det er samtidig et stort eksperiment med det menneskelige stofskifte, som vi ikke helt kan gennemskue konsekvenserne af. Vær med, når epidemiolog Thorkild Sørensen, videnskabshistoriker Adam Bencard og epidemiolog Janne Tolstrup retter blikket mod fedmens fremtid og undersøger mulighederne og usikkerhederne ved de nye slankemidler.

Kan verdens oprindelige folk få os til at genoverveje vores forhold til naturen her i klimakrisens tidsalder? To antropologer og en idéhistoriker udfolder natursyn – eller mangel på samme – fra Amazonas til Borneo. Antropolog Stine Krøijer har i 25 år har hun arbejdet med spørgsmål om jordrettigheder og klima i Amazonlavlandet på grænsen mellem Ecuador, Peru og Colombia. Hun løber tit ind i oversættelsesproblemer, når det kommer til at forstå oprindelige folks forhold til naturen. Det samme gælder en af Danmarks mest hædrede antropologer, Ida Nicolaisen, der i mere end seks årtier har studeret og levet med nomadefolk. Hun er især knyttet til Punan Bah-folket på Borneo, hvis sprog hun har lært for at kunne forstå deres natursyn. Og idéhistoriker Rhitma Kreie Engelbrecht Larsen forsker i, hvordan selve idéen om oprindelige folks viden har udviklet sig, og hvordan den bliver aktiveret i samtaler om klima og natur. Få vendt op og ned på dit natursyn, når Ida Nicolaisen, Stine Krøijer og Rithma Kreie Engelbreth Larsen i samtale med moderator Emma Holten undersøger, om oprindelige folks viden kan få os til at genoverveje vores forhold til naturen.

Om cirka 250 millioner år vil klodens landmasser udgøres af et Pangæa Ultima – et superkontinent, der vil gøre det muligt at rejse fra det sydlige Argentina til det nordøstlige Rusland helt uden at booke færge- eller flybilletter. Hvis altså ikke der var en gigantisk ørken med voldsom vulkanaktivitet og en årlig gennemsnitstemperatur på 40 grader i vejen. Pangæa Ultima ser ikke ud til at være et sted for mennesker. Eller særligt mange andre pattedyr, for den sags skyld. Men hvordan forholder vi os til geologiens ufattelige tidsskalaer og til visheden om, at Jorden en dag bliver ubeboelig? Er der håb for, at mennesket kan tilpasse sig – som Fremen-folket på ørkenplaneten Arrakis i sci-fi-romanen 'Dune'? Eller skal vi finde et andet sted at bo? Og hvordan ser mennesket overhovedet ud til den tid? Tag de spekulative fremtidsbriller på og dyk ned i de mange spørgsmål med et stjernepanel bestående af kunstner Katie Paterson, geolog Jan Zalasiewicz og biolog Rob Dunn, som hver især arbejder med Jordens dybe tid. Samtalen modereres af journalist Peter Stanners.

Hvor er de? På en gåtur i det midtjyske trænger spørgsmålet sig på hos forfatteren Mathilde Walter Clark. Med en årlig produktion på tohundrede millioner dyr er Danmark det mest dyretætte land i verden – men køer, grise, høns og mink lever en usynlig tilværelse i vindueløse bygninger.  Med lige dele anfægtelse og filosofisk nysgerrighed sætter Clark sig for at genskrive fortællingen om landbruget. Hun gennemtrevler med en grundighed som få landbrugsnyheder, forskningsresultater og reklamefremstød i forsøget på at forstå, hvad der sker inde i de effektiviserede staldanlæg.  I essayet 'Hvordan man laver dyr' retter hun blikket mod hele den danske husdyrproduktion. Med sanselige detaljer og et skarpt blik for de store, historiske linjer og det floskelfyldte sprogbrug er bogen som et slagteri med glasvægge, der blotlægger den usynlige animalske produktion.  På Bloom 2024 fortsatte Mathilde Walter Clark sin grundige granskning af landbruget. Sammen med miljøantropolog Frida Hastrup kommer hun ind på, hvordan effektiviseringen har formet måden at producere dyr på, og om der findes en anden fremtid for de toptunede landbrugsdyr. Moderator er videnskabsretoriker Frederik Appel Olsen.

Hun er blevet kaldt Kornets Gandhi. Ifølge den indiske videnskabsaktivist Vandana Shiva skal fødevarekrisen overvindes med lige dele kvantefilosofi og plantefrø. Oplev hende i denne samtale med journalist på Politiken Lotte Folke om fortiden og fremtiden for vores fødevaresystem. Fysik var Vandana Shivas store passion som ung. Hun blev uddannet i atomfysik, men blev bevidst om atomkraftens potentielt ødelæggende virkninger og vendte sig mod kvanteteori i jagten på en fuld forståelse af naturen. I modsætning til den klassiske fysik, så Shiva i kvantefysikken en verden af vibrationer og forbindelser, hvor delene aldrig adskiller sig fra helheden.  Samtidig var skovene i Himalaya-bjergene, hvor hun er vokset op, truet af træfældning. Hun engagerede sig derfor i Chipko-bevægelsen i 1970'erne – den gruppe af indiske kvinder, der som de første i verden begyndte at kramme træer for at sætte sig til modværge mod skovindustrien. Med Chipko-bevægelsens miljøbevidsthed og kvantefysikkens principper om forbundethed såede Shiva frøene til en aktivistisk karriere i naturens, jordbrugets og klimaets tegn. Siden hun i 1981 forlod den klassiske universitetsverden har hun fundet nye måder at kombinere videnskab og forskning med socialt og økologisk ansvar.  Lyt med, når hun i denne samtale med Lotte Folke forsøger at svare på, hvordan vi skaber balance i et fødevaresystem, som er blevet skævvredet af århundreders kolonialisme og årtiers monokulturelt landbrug.  

Hvorfor er kvindekroppen så underrepræsenteret i sundhedsforskningen? Og kan menstruationsblod åbne døren til et fornyet fokus på kvinders helbred? En professor i gynækologi og en menstruationsblodsforsker tager sammen med Emma Holten temperaturen på ligestillingen i sygdomme. Mandekroppen har historisk set været sundhedsforskningens standardmodel. Den dag i dag fortsætter kvinder med at være underrepræsenterede – eller helt fraværende – i kliniske forsøg inden for alt fra kræft- og hjerteforskning til udvikling af medicin.  Det er trods alt gået den rigtige vej med ligestillingen i det nye århundrede – men det går langsomt. Hvis vi fortsætter med nuværende hastighed, har vi ifølge professor i gynækologi Henriette Svarre Nielsen først ligestilling i sygdomme om 131 år. Isabella Jarsmer er en af dem, der har taget kampen op mod underprioriteringen af kvindesygdomme. De seneste år har hun på egen hånd indsamlet og undersøgt sit eget og andre kvinders menstruationsblod. Hør de to åbne Bloom 2024 sammen med moderator Emma Holten, når de undersøger, hvor vi står med ligestillingen i sygdomsforskningen.

I Grønland har man tolv forskellige ord for is – blandt andet ét, der beskriver is, der brækker, når man stikker i den med en harpun.     For at få en dybere forståelse for isens enorme betydning for kloden – ikke bare som den ser ud i dag, men som den kommer til at se ud i fremtiden – må vi nærme os isen med både krop og sprog. Men hvordan gør vi det bedst, når det tætteste forhold, vi har til isen, er til klumperne i fryseren eller isbjergene på tv-skærmen?     Forfatteren Victor Boy Lindholm og glaciologen Sebastian Mernild gør et forsøg på at trænge dybere ind i isens verden, når de i deres seneste bog ‘Isbogen' kaster et både kulturhistorisk og videnskabeligt blik på isen og dens betydning for livet på Jorden.     Og betydningen er stor – Jorden har nemlig ikke altid været en blå planet. Først da isen kom flyvende på kometer fra det ydre rum og bragte en kaskade af klimaforandringer med sig, begyndte betingelserne for livet her på kloden at udvikle sig.

I 1780 satte den italienske læge Luigi Galvani strøm til en død frø og kunne fra dens spjættende lår konstatere, at livet er elektrisk. Siden da er vores viden om såkaldt bioelektricitet kun blevet dybere og mere raffineret. Elektriske ladninger strømmer gennem celler, væv, muskler og hjernedele i både menneske- og dyrekroppe. Flere hajer, fisk og sågar næbdyr har udviklet evnen til at sanse og udnytte elektriske felter omkring dem. Og på havets bund har forskere for nylig opdaget nogle forunderlige bakterier, der kan samle sig til kabelagtige superorganismer, som kan lede strøm. Hverken fysikken eller mikrobiologien kan endnu forklare kabelbakteriernes evne til at føre strøm, og selv kalder elektromikrobiologerne, der studerer dem de mærkværdige væsner for livsformen, som ingen havde forestillet sig. Samtidig har neurobiologer i dag fået en uhyre nuanceret forståelse for de komplekse måder, neuroner skaber forbindelser i vores hjerner og nervesystemer ved hjælp af elektrokemiske signaler. Men hvor forskellig er kabelbakteriernes strømføring i grunden fra processerne i komplekse organismers kroppe? Taler de besynderlige, flercellede havbundsorganismer samme sprog som cellerne i vores hjerner – eller er det en helt anden elektrisk forbundethed, der er på færde? Spids ører, når neurobiologen Jakob Balslev Sørensen og kabelbakterieforskeren Lars Peter Nielsen kaster lys over bioelektricitetens mystiske verden.

Kan en mere vild natur vinde frem? De seneste ti år er en stribe af rewilding-eksperimenter skudt frem både i Danmark, men også ude i Europa – drevet af biologer, frivillige naturentusiaster og organisationen Rewilding Europe. Forfatteren Andreas Vermehren Holm har kastet sig ud i en litterær undersøgelse af naturtilstanden i vores verdensdel. Som led i sin research har han været på Færøerne og i Italien – bevæbnet med en ukuelig nysgerrighed på, hvad rewilding-bølgen fortæller os om natursynet her til lands og i det hele taget. Spørgsmålene er mange: Hvor meget plads skal vi overlade til naturen? Kan vi etablere habitatkorridorer, hvor vilde arter kan bevæge sig uden at være udsat for vores trafik? Er fåreavlen ved at forvandle den færøske natur til en økologisk ødemark, hvor der ikke lever andet end græs? Hvor godt har bjørnene i de italienske Apenniner-bjerge det sammenlignet med de jyske ulve? Og kan det hele blive til poesi? I dialog med den færøske botaniker Kolbrún í Haraldsstovu, som står i spidsen for Færøernes største naturgenoprettelsesprojekt til dato, og biolog og rewilding-forsker Jens-Christian Svenning, der sidder i bestyrelsen for Rewilding Europe, tegner Vermehren Holm et nyt, forvildet kort over den europæiske natur. Og hvem ved? Måske kan netop de andre europæiske erfaringer med rewilding og en forfatters intervention være med til at opbløde den til tider fastlåste, danske naturdebat.

Kan det ske i virkeligheden? Det spørgsmål kom pludselig på alles læber, da serie-udgaven af PlayStation-spillet 'The Last of Us' indtog verden på epidemisk vis i begyndelsen af året. Det epidemiske skrækscenarie, som serien tager op, henter sin præmis i biologiens verden – nemlig hos svampeslægten cordyceps, der i den virkelige verden forvandler visse insekter til asociale og ukontrollerede zombieudgaver af dem selv, hvis eneste formål er at inficere nye værter for derved at videreføre svampens arvemateriale. Den store forskel? At det i 'The Last of Us' er menneskene, der står for skud i stedet for myrer og hvepse. Men hvorfor smitter virkelighedens cordyceps myrer og ikke mennesker? Hvad er op og ned med truslen fra svampene set fra et biologisk perspektiv? Og kunne 'The Last of Us' have fået mere drama eller mere skrækindjagende zombieadfærd ud af sine små mycelieskurke? Blooms podcast sender 'The Last of Us' i peer review, når vi inviterer de to evolutionsbiologer og svampeforskere Michael Poulsen og Henrik de Fine Licht til sammen med videnskabsjournalist Lasse Foghsgaard at kaste et kritisk blik på den rolle, cordyceps-svampene spiller i serien.

I hele videnskabens historie har bevidstheden været et mysterium, som har fået talrige videnskabsfolk og filosoffer til at give fortabt. Den britiske professor i neurovidenskab Anil Seth har som få andre beskæftiget sig med bevidsthedens mysterium, og han har i mange år været optaget af at forstå og samtænke vores perception og dens biologiske grundlag – særligt gennem sin egne neurovidenskabelige undersøgelser, som af mange fagfæller bliver anset for at være nogle af de mest spændende studier i nyere tid. I 2021 udgav Anil Seth ‘Being You' – en både medrivende og tilgængelig opsummering af hans videnskabelige forskning. Det er en syntese af de indsigter, han er nået frem til i sit forsøg på at løse bevidsthedsforskningens centrale gåde – nemlig hvad det vil sige at have en oplevelse af verden og sig selv, hvad det vil sige at “være dig”. Hans svar på gåden? At vi lever i en kontrolleret hallucination. I bogen argumenterer Seth for, at vi ikke perciperer verden, som den rent faktisk er, men at vi konstant opfinder den verden, vi opfatter. For hjernen er en forudsigelsesmaskine, der kører hurtigere, end vores sanser kan tage verden ind, og derfor hele tiden må rette sine egne fejl. Både verden og vores eget selv er med andre ord konstruktioner, som vores hjerne er med til at skabe. Anil Seth støtter sig op ad den banebrydende forskning, der i disse år i stigende grad gør det muligt for forskere at observere de komplekse biologiske mekanismer, der styrer denne proces. Anil Seth er en internationalt anerkendt professor i neurovidenskab på University of Sussex i England. Han er forfatter til bogen ‘Being You: A New Science of Consciousness', og hans TED Talks er blevet set mange millioner gange.

Den australske blækspruttefilosof Peter Godfrey-Smith er ikke i tvivl. Intelligent liv er opstået to gange på Jorden: hos os mennesker og hos blæksprutterne. Hvis vi vil finde andre intelligente livsformer, behøver vi ikke lede i fjerne galakser med dyre rumteleskoper. De findes her på vores blå planet – og kan observeres med snorkel og dykkermaske. Siden 2009 har Godfrey-Smith sammen med marinbiologer studeret blækspruttesamfundet Octopolis i Jervis-bugten ud for Sydney og forsøgt at sætte sig ind i blækspruttens verden. Med sine mærkelige arme med mere end tusind sugekopper er den ottearmede blæksprutte lidt af en alien på jord. I sin bog 'Other Minds – The Octopus and the Evolution of Intelligent Life' fra 2016 genfortæller Godfrey-Smith denne aliens fascinerende evolutionshistorie. Siden vores seneste fælles forfader, der var en hjerneløs fladorm, levede for 600 millioner år siden, har blæksprutten fulgt en helt anden vej i livets træ end os og udviklet et ejendommeligt centralnervesystem, hvor 320 millioner af dens mere end 500 neuroner findes i armene, der kan agere mere eller mindre uafhængigt af dens hjerne. Selvom vi i dag ved en masse om blækspruttens mærkværdige fysiologi, er dens verden efter alt at dømme radikalt anderledes end vores. For hvordan er det i grunden at være en blæksprutte? Og hvad siger det om bevidsthed og intelligens i det hele taget? ** Peter Godfrey-Smith er en af verdens førende videnskabsfilosoffer og professor ved University of Sydney i Australien. Han er forfatter til flere bøger, heriblandt de internationale bestsellere ‘Other Minds' og ‘Metazoa'.

Den 17. august 2017 blev en voldsom kollision mellem to neutronstjerner observeret.  Albert Sneppen har i en alder af blot 24 år sat sit betydelige aftryk i astrofysikkens verden med sin forskning i blandt andet sorte huller, galaksers udvikling og senest kolliderende neutronstjerner.  Han står bag et nyt studie af den kosmiske kollision med det mundrette navn GW170817. Studiet er for nyligt blevet udgivet i Nature, der er et af verdens førende tidsskrifter. Her fremsætter Sneppen og et hold af astrofysikere en banebrydende beskrivelse af, hvordan der i hjertet af den såkaldte kilonova foregår så ekstreme processer, at de muligvis kan skubbe til vores nuværende forståelse af fysikkens grundlag og universets udvidelseshastighed.  Kilonovaen er karakteriseret ved at forme en ildkugle, der er lige så fascinerende af astrofysiske årsager som af æstetiske. Eksplosionens sfæriske geometri er anderledes end for eksempel supernovaens – som er formet mere som en pandekage end her som en fodbold – og det er netop denne geometriske symmetri, der er ny for astrofysikerne og har trukket de store overskrifter.   Selv kalder Sneppen begivenheden for den perfekte eksplosion.   ** Albert Sneppen er ph.d.-studerende ved Niels Bohr Institutets Cosmic Dawn Center, hvor han forsker i sorte huller, udviklingen af galakser og kolliderende neutronstjerner.

Kan geologien vise vejen til en fremtid, hvor Jorden fortsat er beboelig?   Ifølge Minik Rosing giver geologisk forskning os muligheden for selv at vælge vores og Jordens fremtid.   Rosing genskrev planetens historie, da han i 1999 fandt et grønlandsk klippestykke og påviste, at der var liv på jorden for 3,7 milliarder år siden – 300 millioner år tidligere, end man hidtil havde troet.   Men geologien fortæller ikke kun historien om vores dybe fortid – den kan også læses som en brugsanvisning til den nære fremtid for en planet, vi i forvejen er godt i gang med at påvirke og bringe ud af balance. ** Minik Rosing er professor i geologi ved Globe Institute på Københavns Universitet. Rosing forsker i det dynamiske samspil mellem fast jord, hav, atmosfære og levende organismer, og han er verdenskendt for at have påvist, at fotosyntesen fandt sted, før man hidtil havde antaget.

Det er ikke kun i bakteriernes verden, at der findes ekstrem-elskende organismer. Nogle fisk og insekter har vist sig at være tilpasningsdygtige i ekstreme miljøer – men ingen andre dyr kan hamle op med de fascinerende, mikroskopiske bjørnedyr, når det kommer til at udholde ekstremstress.  Bjørnedyr lever i massevis i vores tagrender, haver og skovbunde. Men faktisk kan de overleve massiv stråling, ekstreme temperaturer og det voldsomme tryk uden for Jordens atmosfære.  Bjørnedyrene har nemlig en helt særlig evne til at lukke ned for vitale systemer og reparere deres celler efter at være blevet udsat for ekstremstress.  Hvad vi kan lære af studiet af de ekstremt tolerante bjørnedyr, kan du her høre bjørnedyrsforsker Nadja Møbjerg og ekstrembiolog Hans Ramløv tale nærmere om med moderator og idéhistoriker Steffen Krejberg Knudsen.  Dette afsnit af Blooms podcast er en live-podcast fra arrangementet ‘Den ekstremofile natur', som Bloom lavede i samarbejde med IDA Bioscience den 18. september 2023.