I Luthers fodspor

EU indfører bil-krav inden teknologien er klar Er du træt af at se den ene fartdjævel efter den anden drøne forbi dig? Eller er du træt af fartbøder? Ja, så er der godt nyt fra EU til dig. Eller, som du vil høre om lidt, MÅSKE godt nyt. Nye krav fra EU's såkaldte GSR-regler kræver nemlig fremover, at biler skal være udstyret med en højlydt alarm, hvis din speederfod har fået din bil til at køre mere end den tilladte hastighed. Klare tydelige biplyde skal få bilisterne til at lette på speederen, så de holder sig på bilist-dydens smalle sti. Det kræver at bilerne fremover er udstyret med både kameraer til skilte genkendelse og et opdateret kort, som har fartgrænserne som en del af sine oplysninger. Hvis vi tager det sidste først. Mange af de nye biler der kører rundt i dag, har automatisk opdaterede kort. Men kortene er ikke bedre end de data der proppes i dem. Så alle de steder, hvor der er varierende hastigheder KAN der opstå problemer. Googles kort, som er en del af mange moderne biler, er smækfyldte med fejl, og mener fx at dele af motorvejen på tværs af Fyn er begrænset til 80km i timen, mens den reelle tilladte hastighed er både 110 og endda 130km/t. Så her vil bilisten altså fremover opleve en høj og irriterende biplyd, hvis man kører hurtigere end de 80 km i timen systemet tror, man må køre. Omvendt mener det i mange bilers brugte google kort, at man må køre 110 km i timen flere steder, hvor der pt er nedsatte hastigheder på grund af vejarbejde. Som fx flere steder på strækningen mellem Horsens og Randers. Her vil systemet så ikke advare. De indbyggede er kort er altså ikke tilstrækkelige. Men så er det jo godt, at bilerne også har skiltegenkendelse. Passerer bilen et skilt hvor der fx står 80 km i timen på en motorvej, så vil bilen sætte fartgrænsen til netop 80. Men ved kørsel på en motorvej med oftest mindst to kørebaner, er det ikke sikkert at systemet kan registrere skiltene. De kan simpelthen være skjult bag ved en lastbil man er ved at overhale, eller ikke være særligt synlige på grund af fx dårlige lysforhold. Så vi forudser her på redaktionen mange bandeord i de biler der efter EU's krav fremover vil bippe løs, når bilen urigtigt TROR at fartgrænsen er overskreden. Det er dog ikke de eneste nye krav bilerne ifølge FDM's blad Motor skal leve op til. Andre krav er nødbremse for fodgængere. Altså at bilen automatisk klodser bremserne hvis man skulle have overset en fodgænger. Den del alene skønnes at kunne rede både liv, og nedbringe antallet af ulykker med såkaldte ”bløde trafikanter” betydeligt. Bilerne skal fremover også have baksensor, eller bakkamera, aktiv vognbaneassistent og automatisk havariblink ved kraftige opbremsninger. Med andre ord så kræver EU at de fremtidige biler er spækket med sikkerhedsudstyr, som i dag især findes i de mere dyre biler, som fx Tesla, Volvo og Hyundais el biler.

Brænder du for naturen? Klimaet? Så er det kort før lukketid og skynd dig så at stemme til det kommende parlamentsvalg. Skynd dig også til at lytte til udsendelsen her, for vi har en god nyhed. Men den gode nyhed risikerer at forsvinde hvis du ikke stemmer. Det er i hvert fald vores interview persons påstand. Hun heder Gry Bossen og er fra Verdens Skove. EU Parlamentet og EU Kommissionen har arbejdet længe på et nyt direktiv. Det gælder om at beskytte skove ikke bare i EU, men også skove uden for EU. For skovenes, biodiversitetens og klimaets skyld. Det er en banebrydende lov. Blandt andet skal 20 procent af den trængte natur genoprettes. Men én ting er, hvordan reglerne er på papiret, en anden ting er så hvordan direktiverne bliver omsat til de nationale love over hele EU, for slet ikke tale om, hvordan lovgivningen bliver håndhævet. Men det er dog ikke den største bekymring. Selv om direktivet er færdig behandlet, så prøver flere lande nu at blokere for den. Det er meget usædvanligt. Blandt de lande er der gamle kendinge som Ungarn, men også vores skovklædte naboland Sverige prøver at blokere for den kommende lov. Strategien er muligvis at trække tiden ud til EU valget er overstået. Her ventes der en drejning væk fra de grønne partier og i retning imod både højre og især populistiske partier. Derfor er valget til EU Parlamentet denne gang særligt vigtigt. I hvert fald ifølge de NGO'ere der har bedre miljø, natur, klima og biodiversietet som deres hovedformål. Altså organisationer som Danmarks Naturfredningsforening, Mellemfolkelig Samvirke eller Verdens Skove. Men i lyset af, at krigene raser i både Ukraine og Mellemøsten, at landmændene over hele Europa protesterer kunne man så ikke sige, at der er andre ting der er vigtigere lige nu? For at svare på det og andre spørgsmål har vi talt med hende her:

Efter en lang og besværlig omgang er der forhandlet en reform af EU elektricitetsmarked på plads. Det arbejdede begyndte da Ukraine krigen brød ud, og energipriserne røg i vejret. EU skulle blive uafhængig af russisk gas, så EU landene ikke kom til at finansiere den krig, som man gerne så stoppet så hurtigt som muligt. Det er den ene side af sagen. Men det er også historien om et ønske om mere grøn energi. Og så skal de her store udsving i priserne formindskes, så industrierne tør investere i grønne energiløsninger. Det lyder jo godt alt sammen. Men…. En regulering af energimarkederne kan også godt lyde som en opskrift på overpriser. Læg dertil fx muligheder for at danne tusindvis af flere grønne arbejdspladser og en større uafhængighed af slyngelstater. Som du kan høre, så er historien her ret indviklet. For at hjælpe os igennem den jungle har vi talt med medlem af Europa Parlamentet Morten Helveg Petersen.

Europa står overfor en række betydelige udfordringer både internt og eksternt. Europas fremtid byder på både globale udfordringer og store interne spændinger. For at finde vej i dette politiske minefelt har vi sørget for en guide. Det er Rasmus Egmont Foss, analytiker hos tænketanken "Think Europe". Krig og konflikter truer stabiliteten globalt, mens spændinger vokser inden for EU's grænser. Samtidig med, at disse udfordringer intensiveres, diskuteres EU's udvidelse, hvor Ukraine står som et omdiskuteret kandidatland. Foss understreger behovet for en stærkere sikkerhedspolitisk koordinering inden for EU, især med tanke på udsigten til en mulig genvalg af Donald Trump. Spørgsmål om klima, forholdet til Kina, støtte til Ukraine og NATO er afgørende for EU's fremtidige strategi. Bare for at nævne nogle få af de mange dilemmaer der gryer i horisonten. Desuden peger Foss på den paradoksale situation, hvor EU har et militærbudget tre gange større end Ruslands, men stadig er dybt afhængig af USA's beskyttelse. Dette kalder på en langt bedre koordinering og styrkelse af EU's forsvarsressourcer. En anden væsentlig udfordring er EU's afhængighed af eksterne forsyninger som energi og mikrochips. Dette presser EU til at øge sin egen produktion af vitale varer og mindske sårbarheden over for ”eksterne påvirkninger”, som det så flot heder på ”politiker-dansk”. På godt dansk kan vi oversætte det til, at vi skal sørge for, at alt vi har behov for, er inden for vores egne grænser. Så vi ikke pludseligt står med ”håret i postkassen”, som det heder på ”hverdags dansk”. De interne spændinger i EU forstærkes yderligere af planer om udvidelse, hvor lande som Ukraine overvejes som mulige medlemmer. Her er bekymringen, at EU's effektivitet kan blive undermineret af for mange medlemslande og potentielle vetoer. Foss fremhæver vigtigheden af EU's støtte til Ukraine, selvom krigen endnu ikke er afgjort. Han påpeger, at EU's nøgterne reaktioner på situationen kan have direkte indvirkning på krigens udfald og geopolitiske dynamikker. Alt i alt står Europa over for komplekse udfordringer, der kræver en samlet og klog tilgang. Analyser som Foss' giver indsigt i de politiske minefelter, EU står over for, og understreger behovet for sammenhængende handling og strategi.

Af Jan Simmen, http://freelance-danmark.dk , mail@freelance-danmark.dk Opdag flere ukendte vinkler bag ”klimaresultaterne” og hør om, at demokratiet er truet fra en ny og overraskende front i vores seneste podcast. Dyk ned i politikkens verden, hvor dunkle magtspil truer vores globale klima. EU har spillet en nøglerolle, men har vores politikere levet op til forventningerne? Er det politiske system funktionelt i klimakampen? I denne episode udforsker vi forskeres og klimakrigeres dystre syn på demokratiets mulige afskaffelse i kampen for miljøet. Hør hvad nøglespillere som minister Dan Jørgensen, MEP Morten H. Petersen, Greta Thunberg og endda Donald Trump og Le Pens har at sige. Dyk ned i kampen, der truer vores klode og samfundets fundament. Forestil dig en verden, hvor politiske uenigheder er mere end blot ord, men potentielle masseødelæggelsesvåben. Her i den forbindelse nævner vi blot et par navne: Donald Trump, Bolsonaro. Kritikken hagler ned over politikere, og mistilliden truer vores demokratiske grundvold. Er politikernes handlinger blot tom snak, eller er det figenblade for at dække over en manglende vilje til at handle? Nogle går endda så langt som at foreslå afskaffelse af demokratiet for at redde kloden. Men husk, i et demokrati har du magten til at ændre kurs. Deltag i kampen mod miljøfjender ved at træffe bevidste valg – fra politikere til pensionsfonde. Hver beslutning tæller, og det er vores kollektive ansvar at sikre en bæredygtig fremtid. Lyt til vores podcast og få indblik i klimakrigen, der former vores skæbne. Fra mennesker til dyr. Gå ikke glip af denne dybdegående analyse af, hvor vores verden er på vej hen, og hvilken rolle politik og demokrati spiller i klimakampen. Dette er ikke blot en podcast – det er et opkald til handling. Tid til at lytte, tænke og handle.

I dag tager vi på landet, hvor den danske natur tilsyneladende er under pres, på trods af EU's forsøg på at bevare og forbedre miljøet. Ifølge EU-Kommissionen bør 4 procent af landbrugsarealerne i medlemslandene reserveres til små naturøer, markkrat eller braklægning som led i en reform, der trådte i kraft for et år siden. Desværre ser det ud til, at den danske stat ikke følger tankerne bag reformen, hvilket har udløst kritik fra grønne organisationer og kan føre til en retssag ved EU-domstolen. Danmarks Ornitologiske Forening går så langt som at kalde den danske implementering af reformen "under al kritik." Især rettes kritikken mod landbrugets brug af såkaldt "fjernbrak," hvor landmænd lejer eller forpagter naturområder langt væk fra deres gårde for at opfylde kravet om at reservere 4 procent af markerne til naturformål. De danske myndigheders tolkning af EU Kommissionens lov har haft den effekt, at landmændene først pløjer græsmarker op, for så derefter lade dem gro til igen. En konsekvens som vi tidligere har berørt i en anden udsendelse med Venstres EU-parlamentariker Asger Christensen. Ifølge ham synes også landmændene, at den lov, eller rettere tolkningen af den, er ”temmelig tumpet,” for nu at bruge vores eget sprog. EU Kommissionens intention er at skabe naturoaser for insekter, især bier, der lider under sprøjtemidler på store marker. Det ville faktisk også gavne landbruget. Ifølge Sybille Kyed fra Økologisk Landsforening mangler landbruget simpelthen viden. Landbruget forstår, i hvert fald ifølge vores interviewperson, simpelthen ikke, hvor meget større deres udbytte ville blive, hvis de tillod flere naturområder. Hun afviser i øvrigt, at landmændene ikke har fået den nødvendige viden. Det er måske især tilliden det kniber med, for, som hun forklarer her: - Men jeg tror især at der er behov for at demonstrerer effekterne af et mere bæredygtigt landbrug, fastslår hun. Flere organisationer, herunder Økologisk Landsforening, DOF, Danmarks Jægerforbund, og Danmarks Naturfredningsforening, har klaget over den danske administrations fortolkning af EU's CAP-reform. De hævder, at styrelsens tolkning strider imod EU Kommissionens intentioner om at skabe sammenhængende naturområder. Økologisk Landsforeningen overvejer at bringe sagen for EU-domstolen som reaktion på Danmarks implementering og landbrugets praksis med at hoppe over, hvor gærdet er lavest. I en tid, hvor globale miljøudfordringer kræver fælles handling, står Danmark over for kritik for ikke at leve op til EU's miljøinitiativer. Som muligvis endda det eneste land. Sagen rejser også spørgsmål om, hvorvidt nationale interesser trumfer internationale miljømål, og hvordan samarbejdet mellem medlemslandene kan opretholdes i lyset af sådanne uenigheder. Vi følger nøje udviklingen og rapporterer, hvis sagen når retten.

Det er nok de færreste, der ikke vil hjælpe, når det gælder bekæmpelsen af børneporno og udnyttelse af børn. Men EU-Kommissionen går for vidt. Så kort kan beskeden fra 12 interesseorganisationer til den danske regering sammenfattes. Men lad os begynde et andet sted for at indkredse frygten lidt. Den berømte forfatter, der skrev under pseudonymet George Orwell, skrev i 1948-49 romanen, der bare hedder ”1984”. Det er en dyster historie, hvori han forestillede sig fremtiden for Stalins Rusland. I bogen bliver alle overvåget 24 timer i døgnet, den personlige frihed eksisterer ikke længere. Den Store Broder, Big Brother, overvåger alt. Selv tanker bliver kontrolleret. Bogen blev et stort hit og regnes blandt de bedste bøger, der nogensinde er skrevet. På Bog.dk kan man læse, hvorfor bogen er uhyggeligt aktuel. Begrebet ”Big Brother”, som George Orwell opfandt, er glidet ind i de fleste vestlige sprog som synonym for den totale og onde overvågning. Men hvad har det med EU-Kommissionens forslag at gøre, tænker du? Jo, EU-Kommissionen foreslår nemlig den totale overvågning af al data- og telefontrafik. Alt indhold skal scannes for børneporno, selv krypterede tjenester som Signal og Telegram. Det er alt for vidtgående. Det mener telebranchens direktør, Jakob Willer, som udtaler, at dette er totalovervågning, der er helt ude af proportioner i et retssamfund. Han understreger, at alle organisationer, der har indgivet en klage, gerne vil være med til at forhindre seksuel udnyttelse af børn. Men forslaget er så omfattende, at det minder om netop ”Big Brother”. Direktøren er ikke den eneste, der er kritisk. Jesper Lund, der er formand for IT-Politisk Forening, advarer om, at dette kan blive en glidebane. Sagen er nemlig, når teknikken er på plads, og alt bliver skannet, så er det let at skanne efter andre ting også. Det kræver stor tillid til staten, at overvågningen ikke bliver misbrugt. Det har de fleste skandinaver til deres regeringer og statsapparater. Men… Her skal man huske, at den regel også kommer til at gælde alle andre EU-lande. Spørgsmålet er da også, om vi også her nordpå kan stole på vores statsapparater. Netop den berygtede FE-sag imod tidligere spionchef Lars Findsen og tidligere minister Claus Hjort Frederiksen har vist, at staten herhjemme ikke havde nogen problemer med at lade amerikanske spiontjenester lytte med. ”Nå, hvad”, tænker du måske. Så længe man har rent mel i posen… Men dataene forsvinder ikke. I George Orwells bog bliver overvågningen brugt af en ond magt. Den har vi jo ikke… eller endnu. For stormen på Kongressen i USA og kupforsøget af tyske nazister den 12. december i 2022 har vist os, at ikke alle ønsker demokratiet. Hvis vi forestiller os en diktator, der overtager styringen i USA eller Tyskland, vil undertegnede i hvert fald fortryde sine kommentarer og artikler om fx Donald Trump eller tyske nazister. Vist virker det usandsynligt. Men historien er fuld af usandsynlige hændelser. Uanset bekymringer har vores egen minister, Peter Hummelgård fra Socialdemokratiet, ingen problemer med det forslag. Så grønt lys til overvågning af alle mails og elektroniske beskeder. Han mener tværtimod, at tjenesteudbyderne skal tage ansvar for, at deres platforme ikke bliver brugt til seksuelt misbrug af børn. Men om den totale overvågning er den rigtige metode, eller om der findes andre mere demokratiske værktøjer, melder historien foreløbig ikke noget om.

Lad det være sagt med det samme: Sat på spidsen, så er det her en historie om liv eller død. Umiddelbart skulle man ikke tro det. EU vil nemlig have mindre administration og bureaukrati… Det lyder som en populær plan, men der er et problem. Det er ikke godt når det gælder arbejdsmiljø. For mindre administration betyder nemlig også mindre overvågning af virksomheder, som i forvejen ofte har det svært ved at overholde lovene om netop arbejdsmiljø. ”Arbejdsmiljø, det lyder godt nok tørt”, tænker du måske. Men så oversæt det tørre begreb til fx flere faldulykker på byggepladserne. Med andre ord har det hidtidige bureaukrati faktisk beskyttet rigtig mange ansatte imod ulykker, som endda kan have en dødelig udgang. Marianne Vind (S) fastslår: ”Flere og flere mennesker i EU dør i arbejdsulykker for hvert år der går. Og nu behøver de små virksomheder ikke længere bruge tid på arbejdsmiljø, det kan de drøfte hen over frokostbordet, er EU Kommissionens holdning”, forklarer EU Parlamentariker Marianne Vind. ”Små virksomheder” i den her sammenhæng er i øvrigt virksomheder der har op til 250 ansatte. I Danmark vil vi nok ikke ligefrem kalde den slags for ”små”. Det er dog ikke det eneste problem med ideen med at fratage de små virksomheder pligten til at systematisk at arbejde med arbejdsmiljøet, og dermed sikre de ansatte. ”Desværre viser statistikken også herhjemme, at de fleste ulykker netop sker på de små arbejdspladser”, fastslår vores interviewperson. Marianne Vind forudser, at det her bliver en kommende kampplads for politiske slagsmål mellem de klassiske højre- og venstrefløjspartier. Men det er ikke det eneste sted. Det gælder også miljø og den grønne dagsorden, hvor mange andre politikere i Europa Parlamentet slet ikke kan se fornuften i at følge. Fremtidens valg til Europa Parlamentet vil kunne gøre tingene være, og det bekymrer mange danske politikere. Hør hvordan og hvorfor i vores udsendelse.

EU's største forskningsprojekt nogensinde har forfulgt drømmen om at skabe en virtuel menneskelig hjerne i en supercomputer. Med et budget på 600 millioner Euro, svarende til 4,5 milliarder kroner, var målet at skabe en forståelse for, hvordan hjernen fungerer. Resultatet efter års forskning er imidlertid uklart, og spørgsmålet rejser sig: Har projektet været en succes eller skuffelse? EU støtter omfattende forskning som et led i strategiske satsninger for at positionere sig som førende inden for forskellige områder. Mens grønne teknologier, mikrochips og medicin er velkendte arenaer for international konkurrence, har EU's mest ambitiøse satsning været at genskabe en funktionel menneskelig hjerne i en supercomputer. Forskningsprojektets visionær, Henry Markram, satte en tiårig tidsramme for at skabe den virtuelle hjerne. Trods hans karismatiske tilgang og støtte fra investorer har projektet oplevet interne stridigheder og ledelsesændringer. Trods et budget på 607 millioner Euro og deltagelse af over 500 forskere fra 19 lande har projektet ikke formået at levere den dybtgående forståelse af hjernens funktion, som det oprindeligt sigtede efter. På trods af kritik har "The Human Brain Project" produceret over 3000 videnskabelige artikler og et "google earth atlas" over hjernen, til gavn for forskere og endda hjernekirurger. Dog forbliver spørgsmålet om, hvorvidt projektet har levet op til sin oprindelige målsætning om at afsløre hemmelighederne bag hjernens kompleksitet. Med over 400 millioner Euro i EU-midler rejser det komplekse spørgsmål om, hvad investeringen egentlig har ført til, og om det er værd at glæde sig over vores naturlige, imponerende "regne-maskine" – hjernen.

I løbet af sommeren har borgerne i mange EU lande oplevet, hvad klimaforandringerne kan betyde for dem. Der er har været tørke, oversvømmelser og skovbrande på skift i mange EU lande, for slet ikke tale om resten af verden. Derfor skulle man da også tro, at EU's svar på en præsident, kommissionsformanden Ursula von der Leyen, så ville blæse til kamp imod klimagas udslip. Men det endnu ikke sket. Nærmere tvært imod. Den manglende grønne fokus fra Europa Kommissionen er dog ikke noget nyt, men er sket gradvis. Hør historien om interne magtkampe i den konservative EPP gruppe i parlamentet, lobbyisme og få et sjældent indblik i, hvordan realpolitikken bliver til i et Europa, med måske alt for mange politiske kokke. Men hør også historien om, at de interne slagsmål i grupperne til højre for midten medførte en afgørende grøn sejr. Margrete Auken fra SF fortæller også om, at det her er den svageste kommission hun kan huske fra sit lange politiske liv i Europa Parlamentet

Konflikter i Ukraine, Israel, og Taiwan spirer farligt. USA's involvering, EU's vaklen og verdensordens skrøbelighed betyder, at en global konflikt truer. Historien lærer os, at vi må handle klogt for at undgå at krigene spreder sig over hele kloden. "Hvordan skal det hele ikke ende?" Dette spørgsmål har lydt igen og igen igennem århundredets generationer, og vi i nutiden stiller det samme spørgsmål. Ukendt fremtid, uventede trusler Hvordan det hele ender, kan vi ikke svare på. Men vi vil i denne artikel ridse et par scenarier op, som desværre kan blive aktuelle meget hurtigt. Vi tager turen fra konflikterne i Ukraine og Israel til en mulig 3. konflikt, nemlig i Taiwan. En tidligere generalkonsul og nuværende analytiker kalder det ligefrem optakten til en mulig 3. verdenskrig. Krigssumpens uundgåelige spredning At der er krige mange steder lige nu, har nok ikke forbigået ret mange. Vi har tidligere og adskillige gange berørt både krigen i Ukraine og Nagorno-Karabakh i vores udsendelser. I en analyse for nyligt fortalte vi om faren for, at konflikterne kunne sprede sig. Vi sammenlignede det med den kunstart, hvor dominobrikker får hinanden til at vælte. Globale implikationer af regionale konflikter Hvis vi skal bruge et blomstrende billedsprog i denne historie, så er det nok nærmere en sump. Der er nemlig kamp om den globale magtbalance, og den kamp kan trække Danmark og de andre EU-lande ind i konflikter, som mange ikke er klar over. Forbindelsen mellem krigszoner: USA's rolle Præsident Joe Biden knyttede krigene i Israel og Ukraine sammen i sin tale til Kongressen forleden. Det gjorde han, fordi præsidentens og dermed USA's engagement i krigen i Ukraine er en potentiel politisk tabersag, mens der er anderledes opbakning til at blande sig i konflikten i Mellemøsten, som truer med at sprede sig. Et verdenspolitisk skakspil Netop den erkendelse af, at USA og verden generelt har svært ved at forholde sig til flere store konflikter på én gang, er en tikkende bombe. Ikke bare for Ukraine eller Mellemøsten. Nej, også for Taiwan. Kina, Taiwan, og verdensordenens udfordring Frygten er, at Kina vil udnytte, at USA er globalt optaget andre steder, og dermed forsøge at erobre Taiwan. Sådan lyder bekymringen fra blandt andet Jens Worning i analyse i Kristeligt Dagblad forleden. Han er analytiker og tidligere dansk generalkonsul i Skt. Petersborg. Dominoeffekten: Spredning af konfliktsumpen Som vi allerede har nævnt, så er krigen i Nagorno-Karabakh muligvis nok overstået, hvad angår enklaven, men den er langt fra færdig. I ly af konflikterne i Ukraine og nu også Israel har Aserbajdsjan erobret den engang selvstændige enklave og retter nu i bogstavelig forstand skytset imod dele af Armenien. Kædereaktionen: En ny verdenskrig? Men for at vende tilbage til Kina og Taiwan, så har vi tidligere talt med flere analytikere fra Forsvarsakademiet, som mener, at USA har en klar forventning om, at EU-landene vil støtte USA i en eventuel storkonflikt med Kina. Global konfliktspredning og implikationer Ser man på alle de lande, der i så fald er en del af en konflikt, så er de spredt over hele kloden. Konflikterne hænger sammen på kryds og tværs. I praksis vil man så kunne sige, at konflikterne nu er globale. Med andre ord: En verdenskrig.

De fleste af os har nok prøvet at blive irriteret over, hvor meget plastik vores madvarer bliver pakket ind i. Man skal efterhånden nærmest bruge både dynamit i svejsebrændere for at få brudt en pakke pålæg op. Men plastik-indpakning ender som plastikaffald. Hvis du samtidig synes, at der er kommet mere plastik overalt, så har du, kære lytter, ret. Siden midten af 1950'erne er plastikaffaldet steget. Ikke bare med 100 procent, men med 18.300 procent. Lige nu forhandler EU landene om en ny ordning. Derfor er der også en underskriftsindsamling i gang. Den linker vi naturligvis til på vores hjemmeside, som heder radiomb.dk/eu. Men i første omgang giver vi ordet til strategisk direktør for miljøorganisationen Plasticchange Anne Aittomaki

Analyse: Verden så på mens den over 1000 år gamle enklave Nagorno-Karabakh blev udslettet. Vi spørger hvordan det kunne lade sig gøre. Svaret er ”skak”… Hvordan det hænger sammen kan du høre i vores udsendelse. Det her er en historie om en ældgammel konflikt. Eller også kan man se det hele som et strategisk skakspil, hvor både EU, Rusland, Armenien, Iran, Aserbajdsjan, Georgien er brikker et i indviklet spil. Et spil der nu er blevet endnu værre med krigen mellem Israel og Palæstina, og som faktisk også har en direkte forbindelse til krigen i Ukraine. Lyder det som indviklet? Det er det også, men vi lover at bringer lidt mere klarhed over det storpolitiske spil der udspiller sig netop nu. For det her har faktisk potentiale til at sprede sig endnu mere. Meget mere, faktisk…

I vores journalistiske gryderet indgår der ko-bøvser, vælgere der er blevet trætte af snak om den grønne omstilling, populistiske partier partier der stormer frem over alt i verden, samtidig med, at klimaet har fået et ordentligt nøk i den forkerte retning. Vi spørger i vores analyse, om den grønne bue er blevet spændt for meget? Eller rammer pilen skævt, så de mere velhavende kan få store tilskud til Tesla'er og solceller på taget, mens dem med de lavere indkomster skal betale for gildet i form af skatter, afgifter og dyrere brændstofpriser. En slags omvendt Robin Hood, der netop er kendt for sin bue... En udsendelse hvor der er gravet et spadestik dybere.

EU Kommissionens formand Ursula von der Leyen har netop afholdt årets store tale. Her opsummerede hun de ting EU har opnået, men også de mål EU endnu ikke er kommet i mål med. Temmelig forudsigeligt, vil kritikerne hævde. Så det måske ikke så underligt, at talen ikke blev mediernes topprioritet den dag. Eller? Nej, det er helt forkert. Det mener vores interviewperson Asger Christensen, som er valgt ind i Europa-Parlamentet for partiet venstre. Talen var, ifølge ham, rigtig god. EU's mest magtfulde person var nemlig usædvanligt konkret kom ind på en lang række gode emner. Men der var især én ting der glædede vores interviewperson, det var nemlig at landbruget blev nævnt anerkendende. Det kan måske ikke overraske nogen. Men ifølge Asger Christensen er netop landbruget en vigtig medspiller i klimakampen. Ny teknologi står på spring for at hjælpe os ud af krisen, og også her er landbruget oftest en vigtig medspiller. Det drejer sig om indfangning af CO2, men også fremtidens energiproduktion. Vi kommer dog slet ikke i mål uden atomkraft, forklarer venstre politikeren overfor os. Netop atomkraft er en del af EU's fremtidige energistrategi. Der er, ifølge vores interviewperson, faktisk en fællesnævner for både atomkraften, og landbrugets fremtid. Mange teknologier står på spring for at hjælpe i kampen for et bedre klima, men der er et problem: Godkendelsesprocedurer af ny teknologier tager alt for lang tid. Hør om det og meget andet i vores udsendelse.

Der fældes stadig alt for meget regnskov i Amazonas, men i de sidste måneder blev der fældet langt mindre skov end årene før. Det her er en rigtig god nyhed. Nej, ligefrem en fantastisk nyhed. I mange medier har Brasiliens nye præsident Lula da Silva fået æren den udvikling. Men den kraftige opbremsning i skovhugsten skyldes sandsynligvis også EU's nye skovlov fra i foråret. Hvordan kan vi nu være sikker på det? Det kan vi heller ikke, men… skovloven undlod at beskytte andre områder med mange træer, som ikke defineres som regnskove, og her stiger rydningen kraftigt. Skovloven skal af samme årsag nu laves om, mener vores eksperter fra organisationen Verdens Skove. Bliv hængende og hør mere om den historie.

En ny krise truer. En krise der kan koste tusindvis af liv, men også skabe en politisk højredrejning, vi har svært ved at forestile os. Selve demokratiet er i fare. Vi lægger hårdt fra land med det her spørgsmål: kan du huske flygtningestrømmene på motorvejene i Danmark tilbage i 2015 og al den politiske virak det førte med sig? Har du tænkt på alle de flygtninge og migranter der igennem de seneste år er druknet i deres forsøg på at slippe ind i EU? Over 26.000 menes er at være druknet. Det svarer til alle indbyggere i Hjørring kommune. Prøv så, kære lytter, at tænke på dem der lige nu, mens du hører det her, sidder i et vrag af en båd på vej imod Europas sydlige kyster fra Afrika. Men det her er kun begyndelsen. Det spår vores interviewperson, som frygter for konsekvenserne for et kraftigt stigende pres fra flygtninge og migranter. Mange flere drukne. Men vores interviewperson frygter også, at det pres på EU landene vil føre til en kraftig politisk højredrejning. Faktisk langt mere og mere alvorligt, end de fleste kan forestille sig. Selve demokratiet kan være i fare. Der skal gøres noget, og det kan kun gå for langsomt. Dog er der nu, ifølge vores interviewperson Asger Christensen, for første gang i mange år lys for enden af tunnelen. Han er valgt ind i Europa Parlamentet for Partiet Venstre

Vi skal i Europa i gang med en demokratisk hjertestarter. Der er nemlig flere lande der har demokratier der er ved at få hjertestop. Det her minder om brandslukning i sidste sekund... Demokratierne har det skidt. Faktisk har de det ifølge vores interviewperson så dårligt, at vi skal i gang med at genopleve dem. Men demokrati står mildest talt ikke øverst på dagsorden, når krigstrommerne er i fuld gang, som de er netop nu. Hør konfliktforsker Jeppe Trautner hudflette Europas demokratiske tilstand. Han var i øvrigt et af de ganske få, der forudså konflikten med Rusland.

I udsendelsen her har vi noget så sjældent som en postiv historie. Det gælder kampen for at bevare mere natur og dermed få lærkesangen tilbage. Her har en stor politisk spiller meldt sig på banen og vil nu sørge for, at vi skaber bedre forhold til blandt andet lærken. Baggrunden er ellers alvorligt nok. En dugfrisk rapport sætter tal på en meget grim udvikling i hele EU. Fra 1980-2020 er de fuglearter der holder til i det såkaldte agerland gået tilbage med hele 57 procent. Sat på spidsen og sagt på godt dansk så er der altså halv så meget lærkesang i dag, som der var for 40 år siden. Den udvikling skal vendes, mener EU kommissionen som er klar med en plan, der vil sørge for at der bliver mere natur i EU. Den plan er Dansk Ornitologisk Forening mere end glad for. Desværre så er det ikke sikkert at planen kommer igennem. Det skyldes blandt andet enkelte landes særinteresser samt en stærk landbrugslobby.I den her sammenhæng er Danmark i øvrigt ikke ligefrem en duks. Hør hvordan historien hænger sammen i vores udsendelse hvor DOF's formand, Egon Østergaard, medvirker.

I udsendelsen her, får du en gennemgang af radiomediet. Vi fortæller om et medie der er blevet brugt og misbrugt. Om folkemord og krige, til faktisk kunne hjælpe folk ud af fattigdom og leve et sundere liv. Men vi stiller også spørgsmålet: Er tiden løbet fra radiomediet? Og er det nu en god ide, at EU støtter radioer? EU støtter forskellige medier og på mange forskellige måder. Både direkte, som fx tv-stationen Euronews der modstager mange hundrede millioner hvert år, men også podcast produktioner, samt netmedier modtager penge fra EU's mange puljer. Både enten direkte støtte, som mediet EuroActive modtager, eller indirekte ved at købe annonceplads til fx stillingsopslag på medier som EUObserver. Europakommissionen støtter også radio-medier og projekter. Men man er forsigtig, for radiomediet udgøres i vidt omfang af private og kommercielle radioer i EU. Det kunne opfattes som konkurrence forvridende af de radioer, der ikke modtager penge fra EU. Men… kan det overhovedet svare sig, at EU støtter en så gammel teknologi? Er tiden ikke for længst løbet fra det medie? I USA er antallet af radiomodtagere faktisk faldet stødt i de seneste år, som det fremgår af seneste nummer af fagbladet ”Journalisten”. I den her udsendelse tager vi dig på en rejse i radioens verden. Fra et af EU's store radioprojekter, Euranet-Plus, til et projekt i Afrika, som også får støtte af EU midler. Dog ikke direkte men igennem de såkaldte NGO'ere. Så læn dig tilbage, og lyt godt efter når vi nu svarer på spørgsmålet, om det nu er en god ide at EU støtter radiomedier ikke bare i EU, men hele verden… Radioen ikke er et ufarligt medie. At propaganda bliver brugt aktivt, viser krigen i Ukraine med al tydelighed, hvor radioerne i begge lande bliver styret med ret hård hånd.

Vi er i Danmark førende når det gælder digitalisering, men halter langt bagefter når det gælder IT sikkerheden. Selv om der findes mange forkromede planer og strategier hos både virksomheder, regeringen og EU, så er vi et rent ta' selv bord for IT kriminelle. Hør en EU kommissær, en MEP'er fortælle deres visioner. Og hør så hvad ikke bare een professionel men flere mener i stedet. Der er nemlig meget langt fra de centrale planer, til de værktøjer der faktisk ville gøre en forskel. Faktisk, så er det reelt svært at finde ud af, hvor man eventuel skal anmelde en digital forbrydelse. Når det gælder grænse overskridende kriminalitet står det endnu værre til. Men bare roligt. Det bliver værre endnu: Nemlig alle os almindelige borgere, der åbenbart ikke aner, hvad vi skal eller bør gøre. Det laver vi om på i udsendelsen. Hvorfor: fordi når det gælder Cyber sikkerhed så er det virkeligt sådan, at det svageste led bestemmer styrken i den kæde, der skal sikre os alle sammen.

Ny udnævnelsen af lederen af det næste klimatopmøde slår hovedet på sømmet. Eller det sidste søm i ligkisten. Man kan bruge mange talemåder for at beskrive det, der netop er sket. Men… lad os i første omgang skrue tiden tilbage. Velkommen til. Kan du huske da der var klimatopmøde i København? Nej? Det var i 2009 og blev kaldet COP15. Der var klima-protester i gaderne… ja, altså lige indtil de blev stoppet og af politiet lagt i et såkaldt ”futtog”. Kan du huske mødet nu? Journalisterne havde svært ved at få lov til at følge topmødet, da sikkerhedsgodkendelserne var uendelig langsommelige. Undertegnede kan i hvert fald huske at stå i timevis i en meget lang kø af journalister og fryse. For det var et af de gange Danmark faktisk havde en rigtig kold vinter. Topmødet blev i første omgang styret af Connie Hedegaard, og så siden af den daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen. Sidst nævnte blev i den internationale presse mest kendt for sit dårlige engelsk. Han sagde ”Sorry I banged the hammer”. Undskyld at jeg kneppede hammeren… Klippet med Lars Løkke blev bragt i alverdens medier og gik desuden viralt på nettet. Men skidt med det dårlige engelsk. Værre var, at det klimatopmødet bestemt ikke var nogen succes. For at sige det mildt. Der blev stort set ikke opnået nogen resultater. ”Men intentionerne var i det mindste gode”, kunne man sige. Kunne det blive værre? Hvis vi skruer tiden frem til i dag, ja, så er vi gået fra slemt til meget værre. Sidste topmøde blev afholdt i Egypten. Bestemt ikke en stat der er kendt for sin klimaindsats… mere det modsatte. Næste år er endnu værre: Det topmøde bliver i bogstavelige forstand afholdt i olitårnenes skygger, nemlig i De Forenede Arabiske Emirater. Altså en stat der decideret lever af at hive olie op af undergrunden. Selv om det er besynderligt nok i forvejen, så har olie-sheikerne nu sat trumf på. For at stå i spidsen for konferencen, som ellers har det som sit erklærede mål at bekæmpe klimakrise, har Emiraterne valgt ingen ringere end sultan Ahmed al-Jaber. Det er nok de færreste der lige kan genkende det navn, men han står i spidsen for et af verdens absolut største olieselskaber, Adnoc. Det svarer fuldstændig til, at der bliver afholdt en sundhedskonference for kræftforskere, og at informationsmaterialet man får udleveret så fastslår, at rygning muligvis er usundt. Forstil dig så, at lederen af konferencen er direktør for cigaretmærket Marlboro… Så at vælge en oliesheik som lederen af det kommende klimatopmøde lover ikke godt. Men hvad siger sultanen selv: Jo, han erklærer, at han vil, ifølge nyhedsbureauet Reuters, have en ”pragmatisk og realistisk tilgang” og ”inkluderende indstilling til energiproducenter”. Valget af ham kan godt ses som kulminationen af én lang deroute for Klimatopmøderne, hvor den fossile lobby er blevet stærkere og stærkere, mens den grønne bevægelse har mistet terræn fra gang til gang. For at sige det mildt. Sidste topmøde deltog 636 repræsentanter fra olie- og gasindustrien. I hvert fald ifølge mediet Mandag Morgen, som ikke tøver med at erklære Klimatopmøderne for døde. Det er svært at være uenig. Det har altid været en børnevisdom, at man ikke skal lade ulven vogte får, men det er netop hvad der sker. En olienation og en oliesheik der leder et topmøde, der har som sit mål at bekæmpe olie og andre fossile energiformer. Værre kan det vist ikke blive… eller? Ja, man skal aldrig undervurdere olieindustrien…

Det er ikke kun journalister i krydsild der lever livet farligt. Og så er der kommet et nyt våben imod journalister der godt nok ikke slår dem ihjel, men er designet til at dræbe den tid de skulle have brugt på deres research. Når en research kommer for nær, så hiver man simpelthen journalisterne, forskerne eller hvem det nu er, der er kommet for nær, i retten. Ikke for at vinde, men for at trække tiden ud. Nå, ja. Og for at gøre livet så surt for sporhundene som muligt. Herhjemme har "Bæredygtig landbrug" blandt andet brugt den metode imod forskere. I dag ser vi på, om journalismen er trængt. Noget kunne i hvert fald tyde på, at det ikke er et ufarligt job. 1400 journalister er blevet dræbt siden 1992. Det sker næsten hver dag. I Ukraine og andre krigsområder. Men ikke kun. Flere og flere journalister dræbes ifølge Human Rights Watch uden for konfliktområderne. Dertil kommer at journalister i hele verden skal leve med en bred palette af ubehageligheder. Vold. Trusler. Tilsvining og chikaner. Også danske journalister bukker under. Dertil kommer at journalister ikke kan arbejde frit flere steder i Europa. Og så er der dukket et nyt fænomen op. Retssager bliver brugt som våben. Journalismen ser altså trængt ud. Derfor har EU også søsat flere initiativer. Men derom senere i udsendelsen. Vores interviewperson i dag har haft mange forskellige poster. Nogle lytter kender ham muligvis som den tidligere formand for Dansk Journalistforbund. Men… vi lader ham præsentere sig selv. Velkommen til vores podcast du kan høre nedenunder. Saudiarabisk journalist https://www.youtube.com/watch?v=qPY3CrLwGkk Australsk journalist angrebet https://www.youtube.com/watch?v=4ClKTHF-P6E Palestinia https://www.youtube.com/watch?v=J2b-cwq-fE8 Dræbt direkte på tv https://www.youtube.com/watch?v=Hn6UPh8lM5I Kameramand i Ukraine https://www.youtube.com/watch?v=2iduj3mGfig Maltesisk journalist https://www.youtube.com/watch?v=Al5ZfbCKwhk 1400 journalister dræbt – trenden er flere og flere udenfor konfliktzonerne https://www.youtube.com/watch?v=UO1DLY31nxk EU imod SLAP https://www.youtube.com/watch?v=FAvkRuc9j5Y

Elon Musk ved godt, at hans styring af det sociale medie Twitter er ikke, som de fleste ville gøre det. Og nu er han også i EU's søgelys. Men lad os begynde historien med lidt baggrund. Elene Musk er manden bag firmaer som Paypal, Tesla og SpaceX. Han er født i Sydafrika, flyttede til Canada, hvor hans mor er fra, som teenager, og blev amerikansk statsborger for 20 år siden. Han er den første person nogensinde at have opnået en formue på over 300 mia dollar. Det er 2,09 billioner, altså mere dobbelt så meget som den danske stats samlede årlige udgift. Så stor en formue giver ham mulighed for at købe lidt af hvert, og han besluttede sig i første omgang for at købe Twitter. Hvorfor er lidt uvist, men… Mens den hovedrige milliardær var på vej til at købe, så ikke købe, og så købe Twitter røbede han, at han blandt andet ville give Donald Trump adgang til mediet igen. Argumentet var, at sociale medier skal være frie. Alle må mene og tro, hvad de vil. Javel, ja. Men da han så havde overtaget Twitter og havde sat sig selv tilrette i direktør stolen mente han i hvert fald ikke, at den frihed skulle gælde en række prominente journalister. Han udelukkede dem simpelthen fra Twitter. Men den går ikke, mener EU. Pressefrihed er en grundlæggende rettighed. EU-kommissær for værdier og gennemsigtighed Vera Jourova brugte netop Twitter til at advare Elon Musk om, at her havde han krydset en rød linje, og truede med sanktioner. Om det har fået den noget kontroversielle direktør til at ryste på hånden, vides ikke. Men han har netop lavet en afstemning om, hvor han spurgte sine millioner af følgere om, om han burde trække sig som direktør for Twitter. Afstemningens svar var et klart ja. Om han har tænkt sig at følge den opfordring eller EU Kommissionens trussel? Ja, det vil tiden vise.

Dansker indtager en førsteplads. Denne gang dog ikke i ungdomsdruk, men i tilfredshed. Hvad er vi tilfredse over, kunne man med rette spørge. Jo, der er sikker mange ting, men Eurobarometer viser, at danskerne hører til de mest positive for EU's støtte til Ukraine. Hele 92 procent af danskerne er tilfredse og synes godt om, at EU støtter Ukraine. På EU-plan er det 74 procent. Men også det tal er højt, og det får parlamentets formand, Roberta Metsola til at udtale, at hun er meget glad for den tydelige opbakning EU's borgere yder.

Den ene krise afløser den anden. Hver gang bliver EU samarbejdet sat på en hård prøve. Ofte bliver netop EU også kritiseret for sin indsats. Men den her krise er anderledes. De skyhøje energipriser gør for alvor ondt på europæerne, inflationen gør tingene endnu værre, og spørgsmålet er, om det kan være begyndelsen på enden for det samarbejde, som vi har været en del af i 50 år. For mens europæerne vil have at netop EU skal komme med løsningerne på problemerne, så er protesterne imod det europæiske samarbejdet bestemt ikke forstummet. Tvært imod. Populistiske partier og landsledere udnytter utilfredsheden. Så vil de her kriser spænde EU buen mere end den kan bære? Risikoen er der, mener to af vores interviewpersoner, mens den sidste mener, at det her bliver "EU finest hour". Altså EU's fineste stund. Så her følger udsendelsen ”Knald eller Fald for EU”, medvirkende er Niels Fuglsang (S), Pernille Weiss (K) og Dan Jørgensen.

Det har ikke haft nogen effekt. Så brutalt kan det siges. Og det på trods af, at det har kostet milliarder. Men lad os begynde med, hvad det er for et hul pengene er blevet hældt i, og hvem der har gjort det, og hvem der har betalt. Sidste nævnte er let at svare på. Så det tager vi først. Det er dig og mig samt alle andre skatteydere i EU der har betalt. Sagen drejer sig om EU-programmer der skulle bremse migrationen fra Afrika. Tilbage i 2015 nedsatte EU en såkaldt nødtrustfond for Afrika. Fonden, som heder EUTF og som nu er udløbet, har igennem årene skudt knapt 36 milliarder kroner i over 250 forskellige programmer i 26 forskellige lande. I en analyse af forskningsinstituttet ”Migration Policy” af fonden bliver der ikke lagt fingre imellem. Der står blandt andet at fonden har haft stort set ingen effekt. Fonden har simpelthen ikke kunne løse de grundlæggende årsager til, at indbyggere i en lang række afrikanske lande beslutter sig for at forlade deres hjemmeland. Årsager som fattigdom, arbejdsløshed og manglende muligheder. Kort sagt altså manglende håb. Og hvorfor har fonden så ikke kunne løse de problemer. Årsagerne er mange, men som Ida Marie Vammen fra Dansk Institut for Internationale studier fortæller i en artikel i Kristeligt Dagblad, så er programmerne dårligt finansierede. De er simpelthen ikke bæredygtige, fortæller forskeren, der netop er vendt hjem fra feltarbejde i Senegal. Nu er 36 mia kroner jo ikke småpenge, så kritikken betyder på godt dansk, at pengene blev brugt på for mange projekter over for mange år. Smørret er simpelthen blevet smurt for tyndt over brødet. Selv om antallet af internationale migranter fra fx Sahel-bæltet er steget stødt igennem de seneste 30 år, så er procentsatsen ikke steget. Den er nemlig ret stabil på 3 procent. Så sagt med andre ord så skyldes stigningen simpelthen at befolkningerne er vokset i de lande, som migranterne rejser fra, og ikke at lysten til at migrere er steget.

Det har længe været en drøm for Bosnien-Hercegovina at blive medlem af EU. Allerede i 2016 søgte landet om at blive medlem. Dengang var landet dog slet ikke klar til at blive en del af EU. Intern i EU var der mange både embedsmænd og politikere der var betænkelige ved at skulle optage landet, som var præget af korruption, fattigdom, hovedpiner med landets retssikkerhed og en masse andre problemer. Nu 6 år senere er det vestbalkanske land rettet op på mange af tingene og dermed kommet et skridt tættere på. EU's udvidelse er nemlig på dagsorden nu når EU-landenes europaministre snart mødes. Her er forventningen at Bosnien-Hercegovina vil få status som ”kandidatland”. Betyder det så at Bosnien-Hercegovina er optaget i EU? Nej, slet ikke. Populært sagt så betyder det, at landet er sluppet ind på EU's venteværelse. For at landet kan blive fuldgyldigt medlem kræver det dog en række reformer. Det gælder områder som retsstatsprincipper og korruptionsbekæmpelse. Det fastslog EU-Kommissionen forleden på det ugentlige pressemøde. Men når de problemer engang er løste, så kan Bosnien-Hercegovina få opfyldt sin drøm og blive medlem af EU. På samme pressemøde blev kommissionens talskvinde i øvrigt spurgt om, om også Ukraine vil kunne få den status. Altså blive sluppet ind i venteværelset. Svaret på det var en lang politisk tale, der noget afkortet kan oversættes til ”det kunne vil godt tænke os, men nej. Landet lever op til alt for få af vores krav”. I øvrigt kan et land, der ikke har fuld kontrol over sine områder, slet ikke blive medlem. Så så længe Ukraine ikke har tilbageerobret eller afgivet de territorier der er under russisk kontrol, kan det ikke ske. Det samme gælder i øvrigt også et medlemskab af Nato. Men det er en helt anden historie.

EU er et af de helt store spillere til årets COP 15 i Montreal. Det topmøde prøver at tage livtag med ”den vigtigste krise i mands minde”. Måske den alvorligste krise i 65 mio år. I hvert fald for livet på jorden. Lyder det overdrevent og som dommedagstrommer? Tja, ikke for 1 mio. arter der er ved at uddød. Eller for de utallige arter der allerede er forsvundne. Alt det er lige netop nu omdrejningspunktet på COP 15. Har du ikke hørt om det topmøde, så er du nok ikke alene. Selv om topmødet kaldes for ”det vigtigste i mange år”, så er der slet ikke den samme opmærksomhed, som klimatopmøderne, som også heder ”COP”. Det er i grunden lidt underligt. Det her topmøder drejer sig nemlig om biodiversitet. Altså alt liv og grundlaget for alt liv. Selv om biodiversitetsmødet er kravlet langsomt op ad rangstigen i mediernes bevågenhed, så er der dog langt til fx de tusindvis af artikler verden over de årlige klimatopmøder trækker. Vi har fx endnu til gode at se en DR-korrespondent at stå frysende udenfor og berette om forhandlingerne som de skrider frem. Ifølge FNs biodiversitets panels sidste rapport er over 1 mio dyre- og plantearter ved at uddød. Det er det største tab siden dinosaurerne forsvandt fra Jordens overflade for godt 66 mio år siden. FN er langt fra alene med den påstand om, at mennesket har skabt den største masseudryddelse side n en formentligt en meteor ramte Jorden. Også danske forskningsinstitutter er enige. Så vi tager den lige igen, 1 mio arter og det er ikke set siden for 66 mio år siden. Alvoren er til at forstå. Mange fluer med et smæk Ved at beskytte biodiversiteten så løser man samtidig også 30 pct af udfordringerne med klimaforandringerne. Men måde at gøre det på, er forskelligt. Et af de lidt mere overraskende metoder er, at oprindelige folk skal beskyttes som et led i kampen for et mere alsidig natur, og dermed et rigtig skridt i kampen for et bedre klima. International chef for Verdens Skove, Jakob Kronik forklarer: - Oprindelige folk tror mange måske er nogle få mennesker med fjer og andet farverigt pynt i håret. Men i virkeligheden er det 6 procent af verdens befolkninger. Det svarer nogenlunde til hele USA's befolkning. De råder over 25 procent af verdens landjord, og de beskytter 80 procent af verdens biodiversitet. Oprindelige folks måder at leve på, er nemlig langt mere i pagt med naturen, og derved er det oprindelige folk med til at beskytte dyrelivet hvor de selv bor. Så man kan sige at oprindelige folk er blevet en central del af løsningen. Men deres problem er, at de ikke er ”regeringer”, og det er netop regeringer der forhandler på mødet. Så de bliver nødt til at gå igennem regeringer, eller fx EU. Og netop har vedtaget at EU vil beskytte de oprindelige folks både lande, men også deres måde at leve på. Forskningen viser da også, at de er det langt mest effektive måde at beskytte naturen på. De er mere effektive end fx fredede områder. Lever EU op til sine mange hensigtserklæringer? Det store spørgsmål er så, om EU så også lever op til sinde hensigtserklæringer. Det vi så til gengæld kræve stærke ”implementerings mekanismer”. Altså administrative systemer der sikrer, at målene også bliver nået. Netop biodiversitets tidligere møders målsætninger er ikke blevet nået. Ikke et eneste af de punkter, regeringerne verden over blev enige om, er blevet opfyldte. Men umiddelbart er Jakob Kronik forsigtig optimistisk. Der er mange der håber på, at det her bliver naturens ”Parisaftale”, altså en slags politisk gennembrud, men det må vi se. Her til allersidst lige et par tankevækkende oplysninger. 70 procent af landjorden, og 60 procent af marine miljøer er markant forandrede på grund af mennesket. Hvis man satte alle pattedyr op på en gigantisk vægt, så udgør menneskerne og vores husdyr hele 96 procent. Man siger at gøgeungen skubber alle andre unger ud af reden. Men intet i forhold til menneskerne som truer med skubbe alle ud over kanten. Også os selv…

Det med at vaske sig skulle ifølge sigende være en god ting. Men nogle virksomheder har lidt for travlt med noget, der minder mere om pletvask, eller simpelthen et såkaldt truckerbad med store mængder af deodorant for at skjule stanken… EU Kommissionen vil nu stanken til livs og har blæst til kamp imod den såkaldte ”greenwashing”. Det skriver mediet Mandag Morgen. Har en virksomhed grønne løfter, så skal den også leve op til dem. Et naturligt krav, skulle man synes, men som du om lidt skal høre, så ser en del finansielle virksomheder noget anderledes på sagen. Sagen er, at det hollandske finanstilsyn tilbage i september 2019 kom til at sige højt, at mange af de såkaldte grønne investeringsfonde ikke var grønne. Selskaberne protesterede højlydt men tilsynets undersøgelse viste at over 1200 ”bæredygtige fonde” slet ikke havde investeret bæredygtigt. Faktisk levede kun 8 procent, altså under hver 10. investeringsfond op til EU's krav til bæredygtige investeringer. Ja, du hørte rigtigt. Faktisk har EU lavet en række krav inden en investeringer må kaldes for bæredygtig. Man skulle tro det var ulovligt at kalde sig for grøn, hvis man ikke er det. Herhjemme har vi blandt andet markedsføringsloven der skal sikre, at virksomheder ikke direkte lyver. Men én ting er at afsløre at en bestemt urtepille ikke kan kurere kræft. Det er langt mere indviklet for menigmand og ikke mindst myndigheder at gennemskue investeringsforeninger. Netop for at gøre det lettere blev der udarbejdet en række krav. Et af dem er, at en investering kun må kaldes ”bæredygtig”, hvis den både fremmer bæredygtighed og samtidig hverken gør skade på klima, miljø og mennesker. Vindmølleindustrien skal også leve op til krav Sagt lidt firkantet er en vindmølleproducent ikke grøn, hvis fabrikken slipper giftige kemikalier ud i naturen, eller får råstoffer fra miner, hvor medarbejderne arbejder under horrible forhold. Sidst nævnte findes der i øvrigt desværre alt for mange eksempler på. Men hvor stort er problemet er det i grunden? Altså uden for Holland. For et par måneder siden viste analysebureauet Morningstar's gennemgang et meget grumt billede. Hver femte såkaldt grønne fond har under 10 procent reelt grønne investeringer. Men netop de ti procent af investeringer bliver det berømte figenblad der gør, at fondene kalder sig for ”mørkegrønne”. Grøn er også håbet farve og de finansielle selskaber må have håbet, at ingen vil grave i deres investeringsprofiler. Men det var og er der. Netværk af journalister afslører danske bankers grønne løgne Et netværk af journalister fra flere lande, deriblandt en journalist fra den danske avis Børsen, viste fx at næsten halvdelen af de såkaldte grønne investeringsfonde havde sat deres penge i fossile industrier og andre ”sorte” områder som luftfart. Det gælder samtlige… vi gentager samtlige af Danske Banks mørkegrønne fonde og en del af Nordeas. Den slags bør ikke kunne ske, og det er da også derfor EU Kommissionen nu skruer på flere knapper samtidig, så de kan komme investeringsfondenes grønne løgne til livs.

Nu hvor støvet har lagt sig efter de overståede klimaforhandlingerne, de såkaldte COP-møder, så er det tiden at rette bakspejlets klare lyst på forhandlingerne og især EU's rolle under forhandlingerne. Som vores metaforiske projektør har vi valg Jakob Kronik fra en grøn NGO. Udover at Jakob Kronik i dag arbejder som leder af den internationale afdeling af Verdens Skove, så har han både en fortid som forsker og rådgiver af forskellige regeringer. Han har derfor set og deltaget i mange forhandlingsforløb igennem årene. Han deltog også i dette års COP-møde, og han er ikke helt tilfreds. Men… COP forhandlingerne er utroligt komplekse, og omfatter rigtig mange områder. Fx så har både industri og skove en stor indflydelse på henholdsvis CO2 udledningen og optag. Skove har så igen indflydelse på den såkaldte biodiversitet. Sidst nævnte ord dækker reelt set over, hvor mange dyrearter der endnu findes. Mens Jakob Kronik mener, at EU godt kunne have vist mere lederskab, så er Morten Helveg Petersen anderledes begejstret for netop EU's indsats. Han er valgt ind i Europa-Parlamentet for det Radikale Venstre og var også med til forhandlingerne. Selv om det kunne lyde som om de to er uenige, så er de dog enige om, at selve resultaterne af COP forhandlingerne når det gælder CO2 udledning er skuffende. Men… fonden, til tab og skader som klimaforandringerne allerede medfører og skal hjælpe de allerfattigste lande, er han stolt over. Og så mener den radikale politikere, hvis det ikke havde været for EU, så var der slet ikke opnået nogen resultater. EU var stort set den eneste drivkraft i forhandlingerne. Af en pressekonference fremgår det lidt firkantet sagt, at ansvarlige kommissær Frans Timmermans er enig. Jakob Kronik medgiver at det er godt at EU har fået trumfet fonden igennem. Men… det var ikke kommet uden mange års pres fra netop de fattigste ulande. - Så man kan sige, at EU var en positiv kraft på nogen områder, men slet ikke nok til at kunne efterleve målsætningen om at det globale klima ikke må stige med mere end 1,5grader. Det er slet ikke nok til at nå målsætningen som det efterhånden haster ekstremt meget at nå. Men hvorfor er det egentlig så vigtigt med de 1,5 grader? Det lyder jo trods alt ikke af så meget. Men her har forskningen vist, at selv en mikroskopisk stigning af den globale temperatur på mere end de 1,5 grader vil medføre et katastrofalt scenarie. - IPC er netop udkommet med en rapport der viser, at der er kæmpestor forskel mellem en stigning på 1,5 og 1,6 grader. En del af problemet ved årets COP forhandlinger var selve formandskabet. Der var meget lukkethed, så store dele af dem der var med, vidste simpelthen ikke hvor det bare hen. Det gjorde forhandlingerne ekstra vanskelige, mener Jakob Kronik. På plus siden tæller dog, at netop grønne organisationer fik stoppet ideer som at gøde verdenshavene. -Ja, det lyder vanvittigt og det er det sådan set også, men det fik vi da stoppet. En anden vigtig pointe er, at selv om skove netop kan optage CO2, så kan plantningen af skov ikke rede os fra at overskride de vigtige 1,5 grader. Skovene tager simpelthen for lang tid til at vokse op til en størrelse, hvor de kan optage CO2 i en størrelsesorden, der gør en forskel. Den allerbedste måde at investere penge lige nu, viser forskningen, er at investere penge i skovbevarelse. Det står i skærende kontrast til både de danske og andre skandinaviske skove, hvor der i skrivende stund bliver fældet løs. Træprisen har nemlig aldrig været højere. Faktisk så kender vi en stor del af de værktøjer der skal til, men det kræver både politisk og økonomisk vilje. Det er i det lys at EU ifølge vores interviewperson som nævnt godt have vist mere lederskab. Grundlæggende er det nemlig sådan, at hvis ikke USA og Kina forud har sat sig sammen og er blevet enige, så sker der ikke den store fremskridt. Det var så her at Jakob Kronik havde håbet på en noget større indsats fra de europæiske lande i form af EU.

Den danske nyhedstjeneste ”Frihedsbrevet” har gravet i en masse bilag. Denne gang er det ikke Morten Messerschmidts bilag der blev gransket, men derimod venstres Morten Løkkegård. Frihedsbrevet journalister har fundet frem til, at Løkkegaards politiske gruppe, Renew Europe, er blevet faktureret 1,2 mio kroner for 24 film. De 23 af dem handler, ifølge Frihedsbrevet og fagbladet Journalisten, om Morten Løkkegaard og om Venstres syn på Europa politikken. Vi har valgt at se lidt nærmere på de videoer, som er blevet lagt op. En del af dem er meget professionelle videoer som den du kan høre i podcasten. Her drager Løkkegaard og andre fra Europa Parlamentet rundt og lodder stemningen for en kommende frihandelsaftale, den såkaldte Mercosur-aftale. Nu er det ikke nogen hemmelighed, at Venstre går ind for frihandel, så det er da også den konklusion lederen af venstres gruppe i Europa Parlamentet når frem til i videoen. Indslaget er renset for de mange kritikpunkter modstanderne af den her frihandelsaftale har fremført. Fx er Greenpeace, Verdens Skove og andre miljøorganisationer meget bekymrede, da aftalen blandt andet kan medføre en øget afskovning. Morten Løkkegaards video er, med andre ord, et partsindlæg. Men… i bund og grund vel ikke så underligt, da det netop er EU's partimidler der er brugt på det her. En politiker der fremfører en modstanders politiske synspunkter hører som bekendt til de absolutte sjældenheder. De 1,2 millioner kroner er brugt siden 2009, altså rundt regnet 92.000 kroner om året, i de 13 år der gået. Javel ja, men hvad siger Morten Løkkegaard selv? Morten Løkkegaard skriver til Frihedsbrevet at han har valgt at bruge EU-pengene på at kommunikere om sit politiske arbejde gennem billede og lyd, da det er den mest effektive måde at nå borgerne på. At billede og lyd er en effektiv måde at kommunikere på, er der næppe nogen tvivl om. Det gælder ikke mindst på de sociale medier. Morten Løkkegaard selv er da på ingen måde en novice når det gælder netop medier. Han er uddannet på Journalisthøjskolen, og arbejdede ifølge hans egne cv på nettet blandt andet som tv-vært på DR's TV Avisen fra 1990-2005. Han driver den dag i dag stadig et kommunikationsbureau, hvor han er ”kommunikationsrådgiver”. Så vidt så godt. Men er der så nogen der ser de her indslag Morten Løkkegaard laver og som partimidlerne går til? Klikker man sig ind på hans Facebook side ser man en lang række af hans videoer. Det har for os ikke været muligt at se, om samtlige videoer er betalt af EU-gruppen. Så med det forbehold kaster vi os ud i nogen tal. Filmene er blevet vist mellem få hundrede gange til flere tusinde gange. Fx blev en video om a-kraft vist 3500 gange. Morten Løkkegaards Facebook Profil følges af 18.000 mennesker. Netop parlamentarikere i EU-Parlamentet er ofte blevet kritiseret for, at være for lukkede omkring deres arbejde. Så om det er en god ide at bruge 1,2 mio. kroner, eller hele 50.000kroner pr. video, der i sidste ende kommer fra skatteydere på de her film? Ja, det vil vi lade den enkelte vurdere.

Det er intet mindre end en katastrofe for det danske arbejdsmarked. Det samme siger svenskerne efter EU har indført... ja, hør mere i podcasten

Uanset om migranter eller flygtninge har lovligt ophold i Danmark, så skal de have adgang til basale ting. Det gælder både indenfor sundhed, uddannelse og arbejde. Flygtningene skal have psykiatrisk støtte, hvis de har brug for det. Sådan lyder det i en ny rapport fra Europa-rådet, som også EU retter sig efter. ECRI, som organet bag rapporten heder, hr tidligere kritiseret Danmark for både vores familie regler og den meget omtalte smykkelov.

EU har opgjort en liste med de byer, der er længest fremme med at blive CO2 neutrale. Her er to danske byer nævnt, lyt til podcasten og find ud af hvilke byer et der... (1min 16s)

EU ser på regler for hvor hedt det må være, når man arbejder.

EU indkøber vacciner imod Abekopper by Jan Simmen

Nu er EU's tre ben nu omsider klar med en ny skovlov. De tre ben består naturligvis af EU-Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet. Men tilbage til skovloven. Kort fortalt er det naturligvis godt, at der er en skovlov. Men… den er blevet udvandet gevaldigt siden det sidste udkast fra Europa-Parlamentet dog turen forbi den mølle der består af EU Kommissionen og især de enkelte landes ministre. Vores interviewperson Anne-Sofie Sadolin Henningsen, som har fulgt forhandlingerne tæt, ser især tre mangler med det det kommende direktiv. Der er ikke nogen sikring af andre vigtige økosystemer, som savanner, vådområder og mangrove. ”Skovloven”, som det kommende direktiv i daglig tale heder, dækker ikke alle varer der kan medføre en øget afskovning. Til allersidst sikrer aftaleteksten ikke tilstrækkeligt de oprindelige folk og deres områder. Men også de netop overstået COP forhandlinger og deres resultater får et par faglige ord med på vejen. Vi kan desuden tilføje at EU's egen undersøgelse fra 2021 viser, at 54 procent af de skove der findes i EU er i ret dårlig stand, mens 31 procent ligefrem er i rigtig dårlig stand. EU's forbrug af såkaldt biomasse, altså afbrænding af fx træ, er steget med 239 procent de sidste 30år. Desværre er der ikke tal fra i år endnu, men energikrisen har næppe gjort afbrænding af træ mindre. Og så kan vi også fortælle at EU Kommissionen netop har udtalt en såkaldt ”alvorlig kritik” af Danmark fordi vi ikke har nok vild natur, der kan få lov til at stå urørt hen. En dansk biodiversitetsrapport fra Århus Universitet fortæller det samme og den viser, at den danske natur er i stor krise. Vi linker naturligvis til rapporten

Bag titlen ”Konference om EU's fremtid” gemmer der sig et ønske om, at EU skal lytte til sine borgere. I mange måneder er borgerne i EU landene på en lang række konferencer blevet spurgt, hvad EU burde beskæftige sig med. Eller gøre bedre. Det kom der et stort ønske katalog ud af. Et af de ønsker der dog gik igen var, at EU skulle være mindre bureaukratisk. Men kan det lade sig gøre? Morten Helveg Petersen, som sider i Europa-Parlamentet for det Radikale Venstre, deler ønsket om mindre bureaukrati, men fastslår: - jeg synes det svært og jeg synes det er en kamp. Men vi misser også muligheder for at gøre noget. Fx viste koronakrisen os, at vi sagtens kan arbejde mere fleksibelt. Vi kunne rejse knap så meget, holde møder virtuelt. Her synes jeg vi har været for dårlige at få ”lært lektien”. Men det er svært. Men er der egentlig meget administration i EU? Der er jo trods alt næsten halv milliard indbyggere? Til det svarer Morten H P: - Nej. Jeg synes også at nogen af de anklager er overdrevne. De er da ikke fordi der er voldsomt mange mennesker ansat, hvis man fx sammenligner med hvad der er af ansatte ude i de enkelte medlemslande, for slet ikke tale om kommuner og regionerne hjemme i Danmark. Lus mellem to negle Et af spørgsmålene er naturligvis, om ikke EU er som en lus mellem to negle. På den ene side ønsker de fleste europæere sig mindre administration og kontrol, men kræver samtidig at der ikke bliver svindlet med EU pengene. Et godt dansk eksempel på det er i øvrigt Morten Messerschmidts brug, eller misbrug af EU midler. Så kan EU skære ned på administrationen? - Det er øvelsen, den er ikke let, men selvfølgelig kan man det. Og selvfølgelig skal vi i Europa-Parlamentet sørge for det. Men det er netop udfordringen på den ene side sørge for, at der er kontrol med tingene, og på den anden side at det hele er smidigt og gennemsigtigt. Der er nogen uligheder ved at bruge mere digitalisering. Overfortolkning: Medlemslande er for nidkære Noget af bureaukratiet ligger ude hos de enkelte medlemslande, hvor det er landene selv der skal administrere reglerne. Så skyldes noget af den kritik EU får for et for tungt system i virkeligheden landenes egne håndteringer? Altså at landenes egne administrationer er for nidkære? - Ja, helt bestemt. Der findes jo eksempler på, hvor man siger, at Danmark implementerer reglerne for nidkært. - Noget af den bureaukrati der i øvrigt findes, skyldes at vi taler så mange forskellige sprog i EU. Det hele bliver jo oversat til samtlige sprog. Kunne vi ikke alle bare tale engelsk? Nej, det er jo et fremmedsprog og meget ville gå tabt, hvis vi alle bare skulle kommunikere på engelsk. Ikke mindst ude i de enkelte lande, hvor borgerne jo også skal kunne følge med. Uanset om de nu kan, eller ikke kan engelsk. - Men viljen til at bekæmpe bureaukrati er der. Det er bare ikke så let som det lyder.

EU's Europa-Parlament fejrede 70 års fødselsdag forleden. 70 års debatter, 70 års kompromisser og politiske aftaler. Med andre ord: 70 års demokrati i EU, som den danske EU Kommissær Margrethe Vestager fastslog. Det skulle fejres og det blev gjort med blandt andet sang og taler. Når vi bruger musikken som et springbræt til romertiden, så er det ikke fordi Romerriget var sidste gang så mange forskellige europæiske lande var samlet under én paraply. For den påstand ville mange historikere kunne rive fra hinanden og betegne som usand. Af mange årsager i øvrigt, et af dem er, landene i EU ikke blev tvunget ind. Nej, når vi tager turen til Romerriget så er det fordi der i romertiden var en meget populær leg. En stoleleg hvor deltagerne skulle danse rundt om en cirkel af stole, og når musikken stoppede… ja, så galt det om at finde sig en taburet. Der var altid én mindre og den der ikke fik nogen, ja han eller hun tabte. Den leg kender man også i EU. Bare med modsat fortegn. Det ser nemlig ud til at stolelegene sker i de enkelte lande, og at en del parlamentarikere bare venter på, at få en plads i deres hjemland, for så at forlade pladsen i Europa Parlamentet omgående. Sådan kunne det i hvert fald godt se ud. Ikke mindst efter det netop overståede Folketingsvalg. Der har nemlig været stor udskiftning blandt de danske Europa Parlamentarikere. Til det siger professor Derek Beach fra Århus universitet: - Det er et ret uheldigt signal for at formulere det pænt, når man sender det signal til vælgerne, at parlamentet er knap så vigtigt som Folketinget. Citat slut. Men om selve signalet lidt senere hvor vi giver ordet til en anden professor. Netop nu har flere medlemmer nemlig sagt farvel til parlamentet til fordel for Folketinget. Det er Peter Kofod fra Dansk Folkeparti, der nu byttes ud med Anders Vistisin. Sidst nævnte havde også en plads i parlamentet fra 2014-19, men måtte så vige afgive pladsen til samme person, han nu har fået den tilbage fra. I Partiet Venstre har der været særdeles meget gennemtræk siden valget til Europa Parlamentet. Både Søren Gade, Linea Søgaard-Lidell samt Kim Valentin har forladt deres pladser i Europa Parlamentet til fordel for en plads i Folketinget. Pladserne der nu efter folketingsvalget blev ledige blev overtaget af henholdsvis Bergur Løkke Rasmussen, Erik Poulsen. Stolelegen er i fuld gang. Hos de Radikale har der ikke været udskiftning, men Karen Melchior har forladt partiet og gruppen for at blive løsgænger. Det skete inden valget efter en heftig kritik af hendes ledelsesstil overfor sine ansatte Også hos Socialdemokraterne har der været udskiftning på holdet, om end det ikke er sket fornyeligt. Jeppe Kofod forlod omgående sin post, da han fik tilbudt og takkede ja til posten som udenrigsminister. Hos SF var det Karsten Hønge der valgte at gå, selv om han under valgkampen bedyrede det modsatte. Ind kom Kira Marie Peter-Hansen. Hvorfor er udskiftningerne uheldige? Til det kan man sige, at de politikere der har valgt at rømme pladsen tilsammen fik en halv million danske vælgers personlige stemmer. En halv million danskere har altså ønsket sig, at netop den person det stemte på ville blive repræsenteret i Europa-Parlamentet. Det er det ene argument. Det andet er selve signalværdien. Når politikerne forlader deres poster i EU for at komme hjem, så sender man samtidig et signal der godt kunne tolkes i retning af, at EU ikke er vigtig nok. Når det i forvejen er svært at få danskerne, eller europæerne til at interessere sig for EU, for slet ikke tale om journalister, så bidrager det til en uheldig cirkel, fortæller professor Peter Nedergaard fra Københavns Universitet. Der er dog næppe noget der tyder på, at stolelegene lige stopper med det samme. Som nævnt har SELVE legen været spillet siden romerriget, mens stolelegen i Europa Parlamentet… ja, den er netop fyldt 70 år.

”Det er så yndigt at følges af”, heder det sig. Netop nu kan Danmark fejre Guldbryllup. I 50 år har vores land været i et forhold der er blevet tættere og tættere. Det betyder dog ikke, at alt har været fryd og gammen. Slet ikke. Ligesom i alle andre ægteskaber har der været knas. De knaster ser vi på i løbet af udsendelsen. Men hvad med fremtiden? Vil forholdet holde så længe, at vi kan fejre diamantbryllup om 10 år? Ja, hvad det er for et ægteskab og hvordan vil det udvikle sig kan du høre i vores udsendelse. Velkommen til vores program EU Indefra. I udsendelsen er det professor Peter Nedergaard fra Københavns universitet der agerer vores faglige guide igennem tiderne.

Vi lider under sanktionerne, men virker de? I bedste fald virker sanktionerne. Men der er uenighed om, om de virker nu og her. Tal viser at vi EU har sendt flere penge til den russiske krigsmaskine, end inden krigen. Så giver det overhovedet mening at tale om sanktioner? Eller skyder vi bare os selv i foden? Vi har interviewet både DF's Peter Kofod og konservative Pernille Weiss. De er ikke helt enige, men de har begge svært ved at se nogen alternativer. Men rigtig interessant bliver det, da vi spørger hvad der skal til, for at sanktionerne løftes. For de europæiske lande har vel ikke vedtaget en lang række sanktioner uden at overveje, hvad der skal til, for at hæve dem igen? Uden at have et klart mål for, hvad man vil opnå? Lyt og bliv klogere...

Under titlen ”konferencen om EU's fremtid” har der været afholdt borgerhøringer over hele EU. I over to år er EU's borgere blevet spurgt, hvad de mener at EU skal beskæftige sig med. Der kom mange forskellige forslag op, og det er svært at se en rød linje i de mange ønsker. Groft sagt så har forskellige landes indbyggere, forskellige ønsker. Men et ønske gik dog på tværs af grænserne. Ønsket om at EU ikke skal virke som fjern. Men… er det et realistisk ønske? Jeg har besøgt professor Peter Nedergaard på Institut for Statskundskab, Københavns universitet, for at få svar. Lyt til hvad svaret er, og hvorfor det i bund og grund er et urealistisk ønske i vores udsendelse her. I øvrigt: Hvis du har lyst til at høre et magasinprogram hvor Peter Nedergaard går i dybden med vores 50 års medlemskab af EU, så kan du finde podcasten på vores hjemmeside. Her kan du blandt andet høre hans vurdering af, de mange alvorlige problemer EU netop nu står overfor, og hvorfor han tror, at det vil være med til at styrke EU. Hvis du hellere vil høre mere om EU's borgerhøringsprojekt, ”Konferencen om EU's fremtid”, ja så kan du også finde et magasinprogram om det på vores hjemmeside. Adressen er radiomb.dk/eu Udsendelsen her kan du også genhøre som podcast på adressen radiomb.dk/eu-kort.

Klimaopvarmning og bæredygtighed dominerede for ikke så længe siden både mediebilledet og det politiske billede generelt. Både nationalt og internationalt. Men sidenhen er emnerne glædet mere og mere ud af både politikernes og mediernes bevågenhed. Klimaet har dog, ifølge FN's Klimapanel, ikke fået det bedre, snarere tvært imod. Så… hvad blev der egentlig af klimakampen? Vi går derfor på jagt efter intet mindre end klima-håb. Vi har fundet en organisation som siges at have et kæmpe potentiale. En slags slumrende kæmpe der på en måde har eksisteret i flere hundrede år. Hvem og hvad det er, kan du høre i vores udsendelse som kommer her. I udsendelsen medvirker: Den kendte erhvervsmand og iværksætter Lars Kolind, Anne Thorø Nielsen fra FO, Per Paludan Hansen som er formand for DFS, Zakia Elvang fra We do democracy, souchef Natacha Holst Hansen fra DFS og Niels Boesen fra Grønt Omstillingsforbund i Roskilde. Velkommen til.

I denne uge tog vil på en sejltur sammen med en masse toppolitikere fra næsten hele det politiske spektrum. Den tur får os til at lægge hårdt ud med et spørgsmål: Hvad med en løsning der kunne gøre Danmark CO2 neutral, forbedre havmiljøet, øge fiskebestanden samtidig? Bare for at nævne nogle få ting? Lyder det urealistisk? Det er det faktisk ikke, men det kræver, at de politikere vi havde med på skibet, og deres kollegaer lytter og tager affære. Danmark kunne faktisk blive CO2 neutral ganske hurtigt og endda uden vi kommer til at mærke ret meget til det. Ja, altså bortset fra at der vil være flere fisk, renere badevand og fjorde der ikke er mudret til. I princippet kræver det "bare" at det lykkedes at genplante det ålegræs der igennem årene er forsvundet. Og det er der faktisk flere projekter der er i gang med. Der er dog een hage: Landbruget skal skrue ned for forureningen. Men hvad så med vores konkurrence evne, vil nogen måske spørge. Netop derfor skal det her ikke kun være et dansk men et projekt i hele EU. Og så er vi fremme ved et af hovedpointerne i den her udsendelse: Fremtidens miljø- og klimapolitik kræver et stærkere samarbejde over grænserne. Og så ser et af vores interviewpersoner gerne, at EU Parlamentet får mere opmærksomhed. Ikke kun i sammehæng med miljø- og klima spørgsmål. Men i det hele taget. Tag med os en tur på havbunden, og op til dækket igen hvor vi blandt andet taler med Europaudvalgs formand Eva Kær Hansen (V) samt klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen(A) om de løsninger, der skal rede havet og samtidig være en nøglespiller i kampen for et bedre klima. Hør om hvorfor den kamp ikke kan vindes uden et langt stærkere internationalt samarbejde og mere forpligtende EU.

Det kunne godt virke som det gamle mundheld med et skridt frem, og to tilbage. I hvert fald når det gælder kampen imod klimaforandringerne. EU har netop vedtaget at fra 2035 vil det være forbudt med salg af nye benzin og diesel biler, og allerede fra 2030 er der krav om 55 procent lavere CO2 udledning. Det er faktisk rigtig meget. Så allerede om 7 år vil det være slut med store brændstofslugende biler. Inden den dato vil nye diesel og benzinbiler blive mere og mere sjældent solgt, da de vil være svære at komme af med, som brugte biler i fremtiden. Det var så et skridt frem når det gælder et bedre klima. Endnu en dugfrisk klimarapport fortæller om, at det slet ikke går stærkt nok med den grønne omstilling. Faktisk så viser rapporten, at selv om samtlige lande skulle gennemføre de lovede planer, så vil kloden fortsætte en katastrofal kurs. Rapportens konklusion er klar: De store udleder som USA, Kina og EU skal sætte langt mere ambitiøse mål op og så i øvrigt sørge for at overholde dem. Samtidig er klimaet rykket flere pladser ned i den politiske debat herhjemme. Debatten går mere i retning af sygehuse, krigen i Ukraine, inflation og mange andre emner. Det samme billede går igen i mange landes politiske debatter. Så er det EU vi skal sætte vores lid til, hvis vi vil forhindre en klimakatastrofe? En artikel i Mandag Morgen forleden fastslår i hvert fald, at de vigtige politiske beslutninger i fremtiden vil ske mere og mere i internationale samarbejdsorganer, som EU. Jeg har fanget socialdemokraten Dan Jørgensen, som både har erfaringer som Europa Parlamentariker og klima minister, og jeg spørger ham det her:

Historien her drejer sig om gas. Og selv om du, kære lytter, måske ikke selv bruger gas til opvarmning af din bolig, så lyt alligevel med. Det er faktisk gasprisen der har den helt store indflydelse på den strømpris du og vi andre betaler. Tyskland har nemlig besluttet at give milliardhjælp til sine egne virksomheders energiregning, og siger samtidig ”nein” til et fælles loft over gaspriserne. Det har fået kritikken til at hagle ned over landet. Der er afsat en astronomisk sum på 1500 milliarder kroner på bordet. Det er knap 20 gange mere end Corna krisen har kostet Danmark i direkte udgifter til hjælpepakker osv. De mange penge vil nu komme den tyske industri til gode, mens andre EU landes industrier må se langt efter hjælp i den størrelsesorden. Det giver de tyske industrier naturligvis en stor konkurrencefordel, og det har, naturligt nok kunne man mene, fået ikke bare EU landene op af stolene, men også industrier og tænketanke. Egentlig er en del af ideen bag EU et fælles marked, hvor landenes industrier netop konkurrer på lige vilkår. Til gengæld så står Tyskland ikke alene med sin modstand imod et prisloft over gas. Også Danmark og andre lande som Holland er imod loftet. Frygten er, at en fastlåst pris, der ikke følger markedspriserne, vil medføre, at EU får svært ved at købe gas. Dermed vil den faste maksimalpris faktisk forværre krisen, da der så vil være mindre gas end der ellers ville være til rådighed i EU. Det ser også ud til at være EU's holdning. I hvert fald er prisloftet ikke blandt de tiltag, som kommissionsformand Ursula von der Leyen har foreslået. I stedet foreslår EU-Kommissionen at standse de værste udsving i prisen ved at gribe ind i det såkaldte TTF-index. Det index fastsætter nemlig gasprisen på baggrund af omsætningen på det Hollandske marked, som så igen har indflydelse på strømpriserne vi alle skal betale. Ifølge planen burde indgrebet at få den virkning, at spekulanterne ikke får så let ved at manipulere med gaspriserne. Det er dog ikke det eneste tiltag EU's ledelse er klar med. Der er også et forslag om, at EU landene indkøber gas i fællesskab, så landene undgår at presse og overbyde hinanden. Den samme mekanisme viste sig at være nogenlunde virksom, da der skulle indkøbes vacciner imod Covid epidemien. Dog haltede det også dengang med solidariteten. Der var nemlig især et land, der købte vacciner udenom den fælles indkøbsstrategi. Og det land var… ja, du har sikkert gættet det: Tyskland.

Her kommer en sætning: ”fremtiden ligger i dine hænder”. Det er en påstand der vel næppe kan få ret mange op af stolen, men det er et af hovedoverskrifterne i et stort og dyrt projekt hvor EU forsøger at lytte til borgerne i medlemslandene. Under overskriften ”Konferencen om Europas fremtid” er der afholdt masser af borgerhøringer. Det lyder måske godt at EU vil lytte til sine borgere, men … gør EU nu også det? Hvordan kan det så i øvrigt være, at så få kender til de høringer? Og hvad sagde borgerne så i grunden? Det og meget andet kan du høre i vores udsendelse. Ellers kan du læse videre her. Konference om EU's fremtid et projekt der sluttede i maj og har kørt i to år. Igennem borgerhøringer, stor digital platform, og debatter i medlemslandene prøvede EU at sætte borgeren i centrum. Der er indsamlet mange konkrete forslag til hvordan EU kunne udvikle sig i fremtiden. Ønskelisten er lang, men et af ønskerne har allerede nu fået stor bevågenhed. Godt hjulpet på vej af krigen i Ukraine er kursen sat for en mere tæt fælles sikkerheds- og udenrigspolitik. Men det ville kræve en ændring i EU's grundlæggende forfatning. Mere EU Sidst EU forsøgte sig med planer om forfatningsændringer i nullerne faldt planerne til jorden med et brag. Spørgsmålet er, om der er noget der har ændret sig. Det korte svar er ”Ja”. I hvert fald når det gælder sikkerhedspolitikken. Men om den løftestang er stor nok til at løfte hele projektet op over nationale særinteresser og ønsker om status quo når det gælder selvstændighed er spørgsmålet. Og så er det også lidt af en Pandoras æske at åbne, for alle lande har alle mulige egne ønsker om ændringerne i forfatningstraktaten. Og så er der jo lige problemerne med de enkelte landes forfatninger, som fx Tyskland, som på trods af tyske politikers ønsker om et mere bindende EU-samarbejde har underkendt både den tyske regerings og EU's planer om fx et mere bindende økonomiske samarbejde. Læg så oveni lande som Ungarn, Polen, Italien og…. ja, Danmark, som faktisk helst så EU's magt begrænset og ikke udvidet. Ønsker stritter og skaber et politisk ta' selv bord Tilbage til konferencen om Europas Fremtid strittede borgernes forslag i alle mulige retninger. Så kan det her ikke bare blive en slags ta' selv bord for EU's embedsværk samt politikere til at gennemføre, hvad de alligevel havde tænkt sig, og så bare henvise til, at der var borgere der netop ønskede den ændring eller den kurs? Er konferencen med andre ord en slags gummistempel for alt, hvad EU kommer til at lave i fremtiden? ”Helt sikkert”, siger Morten Bønke Pedersen(DEO), som allerede har set eksempler på, at EU-toppen udvælger emner de synes er vigtige, og så i øvrigt lader resten ligge. Konferencerne har i hvert fald ikke overbevist Morten Bønke Pedersen fra DEO om, at EU er blevet bedre til at lytte til befolkningerne. Og det er netop lidt af et tveægget sværd for EU. Hvis man på den ene side bruger så lang tid og så mange penge på at lytte til borgernes ønsker, og så på den anden side bare gør, som man plejer, så kan det godt puste til desillusionens ild. Utilfredsheden kan så, modsat hvad ideen med høringerne var, vokse. Det kan ifølge Morten Bønke Pedersen ligefrem få ”katastrofale følger”.

Vi lægger hårdt ud med et spørgsmål. Er du træt af de høje energipriser? Er det et dumt spørgsmål? Ja, sikkert, men der er måske en uventet gevinst ved de høje energipriser, der rækker langt ud over krigen i Ukraine. En gevinst som KAN vise sig at være det hele værd, hvis EU og alle EU lande vel at mærke forstår at bruge situationen konstruktivt. I hvert fald ifølge vores interviewperson, som langt fra står alene med sin vurdering af fremtidsmulighederne, som du kan høre i flere af vores andre udsendelser. Sanktionerne og inflationen udløst primært af krigen i Ukraine vil nemlig føre til flere grønne energikilder, lyder vurderingen. Også selvom flere lande, deriblandt også Danmark, har taget der klimaskadelige kulkraftværker i brug igen, så kan det på længere sigt vise sig at føre til en klima-gevinst. Sagen er nemlig, at det nu er slået fast med syvtommersøm, at det ikke er en god ide med at importere hverken gas, kul eller olie. Den erkendelse har ført til at Niels Fuglsang nu oplever, at det er langt lettere at komme igennem med de grønne planer i Europa-Parlamentet. Han er selv valgt ind samme sted for Socialdemokratiet. Selv om vores interviewperson er optimistisk når det gælder klimaet, så indrømmer han samtidig blankt, at det her ikke kommer til at ske uden sværdslag.

(speak)EU landene er endnu engang stødt ind i et dilemma, som de skal findes fælles fodslag for. Men vi begynder et andet sted: Lange bilkøer med russiske mænd ved den finske grænse. Bilkøer i mange andre nabolande til Rusland. Mændene i bilerne stikker alle sammen af. De vil ikke kæmpe i krigen imod Ukraine. Det er et af de foreløbige resultater af Putins beslutning om at indrullere yderligere 300.000 reservister i krigen mod Ukraine. Lykkes det ham, vil det uden tvivl kunne tippe magtbalancen til Ruslands fordel. Allerede nu kæmper Ukrainske styrker med alt, hvad de har og kan. Så derfor er der da også både glæde og lettelse at spore i de europæiske lande over nyheden, at det ikke bliver så let for Putin at mobilisere de styrker. Håbet om at netop intern modstand mod det russiske styre vil kunne afsætte Ruslands magtfulde mand er central som argument for de sanktioner der er indført. Så desertørerne er det tydelige bevis på, at der ER modstand imod Putin. Desværre flygter de i stedet for at danne en fælles front mod Kremls nye Zar. Ja, altså ”Zar” i overført betydning, men betegnelsen er alligevel relevant. For under den sidste del af Zar-styret slog diverse hemmelige og ikke hemmelige tjenester hårdt ned på alle, der prøvede at danne en organiseret modstand. Det samme er sket systematisk igennem mange år i Rusland. Det kunne Lektor Birgitte Pristed fra Århus Universitet forleden fortælle over for DR P1 Morgen. Alt imens vesten i øvrigt lukkede øjnene for den stigende systematiske undertrykkelse af både befolkningen ,og så i øvrigt resterne af det russiske demokrati. Alt det fører tilbage til det dilemma vi lagde ud med i begyndelsen af udsendelsen. For spørgsmålet er: Fører vi krig imod Putin og Kreml, eller imod hele Rusland? Inklusive befolkningen. Uanset om den enkelte russere er for, eller imod den russiske magtelites vanvidsdrøm om at erobre Ukraine? Spørgsmålet splitter både EU landene, og befolkningerne i de forskellige lande. Fx så holder Finland godt nok sine grænser åbne overfor de tusindvis af russiske fortrinsvis mænd, der er flygtet til Finland, men er samtidig betænkelig ved at give asyl eller humanitært ophold til et stort antal russere. Andre lande, som Tyskland, ser flygtningene som deres venner i kampen imod Putin og ønsker at tage imod dem med åbne arme. Men lad os se på argumenterne. Både de argumenter der taler for at tage imod de tusindvis af russere der allerede er kommet, eller vil komme i den nærmeste tid. Et af de argumenter, som fremføres af de baltiske lande og Finland, er, at det vil svække sanktionspolitikken mod Rusland, hvis militærnægtere får indrejse. Derudover mener en del østeuropæiske og baltiske lande, at et stort antal russiske mænd kan udgøre en sikkerhedsrisiko. Blandet andet er der blevet fremført, at de kan være med til at sprede propaganda. Til sidst nævnte argument kunne man naturligvis straks indvende, at det gør Rusland jo i forvejen. Og internettet åbner netop muligheder for, at de russiske internettrolde kan side hjemme i deres eget land og sprede antivestlig propaganda. Omvendt kunne et stort antal russere i Vesten måske sprede den vestlige version af den ulovlige krig i Ukraine til Rusland. Det argument blev dog ikke fremført forleden, da EU's diplomater og udenrigsministrenes stab diskuterede dilemmaet. Letlands udenrigsminister afviser at tage imod de russiske flygtninge med et argument om, at de der nu flygter for krigen, ikke protesterede imod den, før de selv risikerede at komme i krig. Estlands udenrigsminister taler ligefrem om et ”kollektivt russisk ansvar”. Fokus skal ikke fjernes fra, at det er ukrainerne der er ofrene. De argumenter er lande som Frankrig og Tyskland dog lodret imod. EU skal ifølge de lande straffe Putins styre, men uden at kappe båndene til den russiske befolkning. Formanden for Det Europæiske Råd, Charles Michel, er enig

En øget risiko for oliespild og miljømæssige katastrofer i danske farvande. Det er konsekvensen ifølge den danske Søfartsstyrelse af den olieembargo mod Rusland, der træder i kraft den 5. december. Der vil også være en øget risiko for sikkerheden i de danske farvande generelt, og for besætningen på de skibe, der sejler med russisk olie i særdeleshed. Altså ikke kun russiske indregistrerede skibe, men alle skibe, der sejler i med russisk olie. FN's internationale søfartsorganisation, IMO, anbefaler brugen af lodser i de danske farvande. Altså en slag maritime guider der fører skibene sikkert igennem stræderne. Selv om det ikke er obligatorisk at bruge lodser, så takker langt de fleste skibe ja tak til en lods, når de fx skal igennem Øresund. Også russiske skibe. Også selv om lodser er dyre. Men det vil være forbudt når EU's embargo træder i kraft i sin nuværende form. Ifølge sanktionerne vil det nemlig fremover ikke være tilladt længere at yde maritime serviceydelser til russiske oliefartøjer. Det får den danske Søfartsstyrelse til at vurdere, at så stiger risikoen for, at skibene støder på grund og spilde der forurenende last i de danske farvande. Den risiko gælder naturligvis ikke kun danske farvande, men alle Europæiske farvande, hvor sejladsruterne fører igennem så vanskelige områder, at det er en god ide med en lods.