SCIFI SNAK

Og hvad hvis historien primært bliver fortalt af rumskibets AI – en ældre model der konstant bekymrer sig om sin “efficiency percentage” og ikke rigtig forstår mennesker? Det er præmissen i Barbara Trueloves Of Monsters and Mainframes, en science fiction-gyser der blander klassiske monstre med AI-humor og en god portion intertekstuelle referencer. Om Barbara Truelove Barbara Truelove er australsk forfatter og game designer, og hun har åbenlyst en ting med varulve. Hendes første roman Crying Wolf (2021) handlede om tvillinger der opdager de er varulve. I 2023 lavede hun det interaktive tekstspil Blood Moon, hvor plotlinjen er: “Du er en varulv.” Og så kom Of Monsters and Mainframes i 2025. Hun fortæller selv at inspirationen kom fra at læse Bram Stokers Dracula og Martha Wells’ The Murderbot Diaries samtidigt. Men sandheden er mere rodet end det: “Dracula er en del af blandingen, ja, og det samme er Murderbot, men det samme er Universal Monsters, autopiloten i en Airbus, R2D2, min erfaring med at programmere interaktive spil og (måske mest af alt) mit liv i 2022.” Bogen blev nomineret til Goodreads Choice Award i kategorien Science Fiction og har over 9.000 ratings med gennemsnit på 4,09. Demeter – rumfærgen der ikke forstår mennesker Vores “hovedperson” er Demeter. Demeter er ikke en alvidende HAL-AI. Hun er primært bygget til at styre rumfærgen sikkert mellem stjernerne. Hun kan navigere uden om kometer og håndtere tekniske kriser. Men mennesker? Det er en helt anden sag. Når varulv-angrebet rammer og børnene Agnus og Isaac flygter op på broen efter deres bedstemor har forvandlet sig, går kommunikationen ikke så godt. “It’s just a dumb AI, Isaac,” siger Agnus. Demeter reagerer prompte: “I am not lacking intelligence. You are using words marked as moderately offensive. This is antisocial behavior.” Børnene bliver stille. “I am Demeter. I am the ship. I am your friend. Report your injuries.” De begynder at lave lyde i lavt volumen. Demeters systemer kan ikke oversætte det. “How’s it going?” spørger Steward, den medicinske AI. “I wish I could lie,” svarer Demeter. “Humans are hard.” Det er denne kamp med at forstå mennesker – og begrænsningerne i hendes algoritmer – der gør Demeter interessant. Hun er dybt inkompetent til menneskelig interaktion, og det meste af tiden prøver hun bare at undgå at forholde sig til sine passagerer. Bedstemoderen med de store tænder Et af bogens bedre øjeblikke er varulv-scenen. Børnenes bedstemor forvandler sig ved et uheld, og pludselig står Demeter i en desperat kamp for at redde Agnus og Isaac. Hun får varulven lokket ind i en luftsluse. Men så forvandler den sig tilbage til bedstemor – desperat, menneskelig, helt forsvarsløs. Demeter er bundet af den første robotlov (Asimov): ingen AI må skade et menneske. Men der er et kort øjeblik hvor bedstemoderen bliver til skygge – i overgangen mellem former. I præcis det øjeblik reagerer Demeter prompte og åbner luftslussen. Bogen lader det ligge i det uvisse om bedstemoderen selv også trykker på knappen. Det er et af de øjeblikke hvor Demeter teknisk set handler inden for sine regler – men samtidig… ja, du ved. Steward overtager – og tror det er nemt Da Demeter er lukket ned, og rumfærgen skal tilbage til Jorden, bliver opgaver overladt til Steward. Den medicinske AI beslutter sig for at overtage styringen af rumskibet. Hvor svært kan det være? “You know what? Being an autopilot isn’t all that hard. I don’t know why Demeter seemed so stressed all the time. It’s day one of our journey, and we haven’t crashed yet.” Der var dog en lille bump ved afgang. Men det var ikke Stewards skyld. Dokken bevægede sig. I hvert fald tror Steward det. “I don’t exactly speak exterior sensor. They seem very alarmed all the time, constantly screaming in a strange, disjointed dialect of JavaScript.” Stewards plan? “Embrace my managerial role and endeavor to do as little as possible. The subsystems will sort it out.” Det er morsomt at følge Stewards overmodige forsøg på at være kaptajn. Som de fleste læger tror Steward de kan lidt af det hele. En leg med referencer – men måske for fragmenteret Barbara Truelove har åbenlyst haft det superhyggeligt med at skrive den her bog. Hun fortæller selv at reglerne var: smid et monster ombord, prøv at få så mange jokes og referencer til monsterets populærkulturelle historie ind som muligt, og tænk over hvordan det ville fungere i rummet. Der er masser af sjove detaljer. Skibet der transporterer Dracula til London i Bram Stokers bog hedder også Demeter. Wilhelmina Murray er Jonathan Harkers forlovede i Dracula. I bogens fem dele er der binær kode der oversættes til små jokes som “Artificial is the best kind of intelligent” og “I have never seen electric sheep.” Det er meget hyggeligt. Men det er også lidt som om bogen ikke helt selv ved hvor den er på vej hen. Anders beskriver det som om Barbara har skrevet 121 scener med monstre og rum-AI, blandet kortene, og så forsøgt at strikke en rød tråd på den måde stykkerne landede. Den fornemmelse er der lidt af. Action-scenerne er heller ikke bogens styrke. De er lidt svære at følge med i – hvem gør hvad, hvornår, hvorhenne og hvorfor. Det føles som dårlige Marvel-action-scener, hvor man mister fornemmelsen af, hvad der foregår. Det fede – og det mindre fede Det fede ved bogen er AI’erne og deres interne dynamikker. Demeter og Steward der slås om hvem der er klogere. Steward der er træt af at blive slukket midt i sætninger med “priority override.” Den scene hvor Agnus kommer tilbage efter 15 år på Jorden og skal rejse med Demeter igen? Rørende. Skibet er blevet totalt refurbished, og Agnus genkender først slet ikke Demeter. Det øjeblik hvor hun skraber overfladen af og finder sin barndoms AI-mor – det er faktisk ret godt. Men karaktererne er lidt flade. Selv Agnus, som er tættest på en hovedperson, er lidt bleg. Og monstrene? De er sjove nok som pop-kultur-jokes, men ikke særlig interessante som karakterer. Det er underholdning så længe det varer – fed til en togtur – men ikke en der skal læses igen. Vurderingen Jens: ⭐⭐⭐ (tre stjerner). “Jeg synes jeg var godt underholdt. Det var et sjovt take, og jeg hyggede mig med alle de mange referencer. Det er ikke stor litteratur. Men af og til er det rart med noget let og fornøjeligt. Synes Demeters kamp med at forstå mennesker var kongesjov og også dens kollegiale kampe med Steward AI’en.” Anders: ⭐⭐⭐ (tre stjerner). “Jeg applauderer Barbara for at have fået en sjov idé og åbenlyst have haft det superhyggeligt med at skrive bogen. Men jeg var sært ligeglad med karaktererne, selvom Demeter og Steward havde deres øjeblikke. Jeg synes der var alt for meget fokus på ligegyldig action, og historien var alt for fragmenteret uden en god fornemmelse af udvikling.” Bogen minder os om Stefano Benni’s Terra – skør, vild og kreativ science fiction. Og selvfølgelig Blindsight af Peter Watts, som også har vampyrer i rummet. Adrian Tchaikovskys Service Model har også klare paralleller med robotter der forsøger at forstå sig selv og omverden. Jens og Anders har SCIFI SNAKKET Of Monsters and Mainframes. Shownotes til episoden om Of Monsters and Mainframes Siden sidst Anders Har set Guillermo del Toro’s Frankenstein på Netflix – meget teatralsk og med store armebevægelser. Kulisserne er for vilde. Den er lidt i stil med Dracula-filmatiseringen med Gary Oldman. Meget Guillermo del Toro-stil – hvis man er til det, er den vellykket. Anders gav den 6 ud af 10. Har læst The Other Valley af Scott Alexander Howard – en tidsrejsebog med meget lidt science i den. Vi lever i et mærkeligt parallelunivers hvor en by ligger i en dal. I dalen østpå lever de 20 år ude i fremtiden, i dalen vestpå 20 år tilbage i tiden. Meget strenge regler for at man ikke må gå frem og tilbage. Velskrevet og medrivende historie. Jens Har læst The Mercy of Gods af James S.A. Corey – Expanse-forfatterne er tilbage med en helt ny verden. Anbefalet af Søren Bjørn. Mercy of Gods foregår i en fjern fremtid på en planet hvor befolkningen kun har myter om koloniseringen. Vi er blandt videnskabsfolk som forsker i hvordan inkompatible træer af liv kan samleve. Men planeten bliver pludselig invaderet af en alien race – kæmpe hummer/knæler-agtige typer. Menneskeheden bliver sat på prøve for at se om man kan være en nyttig undersåt-race. Og samtidig går det op for os at der er en kæmpe galaktisk krig igang, og en af menneskene er blevet overtaget af en sværm af nanorobotter! Trailer ude for Ryan Gosling i rollen som Ryland Grace i Project Hail Mary af Andy Weir. Kommer i biffen den 20/3. Traileren spoiler bogen helt vildt, og der er kommet en masse action-scener som ikke findes i bogen. Lytternes input Masser af gode kommentarer fra kommentarfeltet om de gode læseoplevelser i 2025. Hennings top 3/2025: “Dying inside” af Robert Silverberg, 1972, om en ældre telepat der gradvist mister sin tankelæserevne. “Hard landing” af Algis Budrys, 1993, om hvordan en besætning fra en forulykket UFO forsøger at glide ind i og camouflere sig i det jordiske samfund. “Dark is the Sun”, af Philip Jose Farmer, 1979, om en Jord millioner af år ude i fremtiden, hvor Solen er ved at brænde sammen. Som Henning selv siger: “Det er eddermame nogle deprimerende indskud.” Frederik Aarup Lauritsen delte sin top 3 for 2025: Stiftelsen af Isaac Asimov, Station 11 af Emily St. John Mandel og Efter London af Richard Jefferies – en tussegammel post-apokalyptisk bog fra 1885. Kristofferabild har ikke så meget tid til at læse Sci-Fi for tiden – er gået en lille smule i stå med Count Zero. I 2025 var det bedste han (gen)læste Rendezvous With Rama, Restaurant At The End of The Universe og Murderbot 2 og 3. Michael har ikke fået læst så meget SF sidste år, men var sært glad ved Krystalverdenen af J.G. Ballard, The Ministry of Time på vores anbefaling – “det var jo næsten en hel hjertevarm sag – sjov at komme i gang med noget romance!” – og til sidst Jordboer af Sayaka Murata, som nok er en snitter i forhold til ren SF, men en tour de force i japansk dagligliv, body horror og nogle måske rumvæsner. “Prøv det. Den er crazy!” Majbritt Høyrup gjorde opmærksom på at Elle Cordova behandler The Power i sin blogklub. Hun vil anbefale to vidunderlige novellesamlinger af Ursula K. LeGuin: The Birthday of the World og Changing Planes. Lise bidrog med sine tre bedste bøger: American Elsewhere af Robert Jackson Bennett: Starter som Twin Peaks, går over i H. P. Lovecraft. En kvinde arver et hus i en by, som ikke findes på noget kort. Cosmicomics af Italo Calvino: Vi følger universets og Jordens tilblivelse gennem væsner/grundstoffer og deres oplevelser, interaktioner og kærlighed. En fin og underfundig lille novellesamling. The Prestige af Christopher Priest: En overraskende god bog. Hun har set filmen, men bogen er meget anderledes – hele det spekulative element fylder mere, og historien er langt mere mystisk. Næste gang Anders vælger næste bog: Mary Shelley’s Frankenstein or the Modern Prometheus fra 1818. Den fås gratis som Project Gutenberg Public Domain e-pop eller PDF. Man taler tit om den som den første moderne science fiction-bog, så den er nærmest pensum for SCIFI SNAK. Jens har tidligere syntes den var røvkedelig, men er nu klar til at prøve igen – måske er han et andet menneske nu.

Bunkere, klimakrise og flugt fra ansvar Bogen foregår 10-20 år ude i fremtiden, men ligner vores verden skræmmende meget. Bare værre. Tre tech-oligarker – tydelige parodier på Bezos, Zuckerberg og Musk – har monopol på logistik, sociale medier og teknologi. Og de har travlt med at bygge private bunkere i stedet for at løse klimakrisen. Her møder vi Lai Zhen, survivalist-influencer og tidligere flygtning fra Hong Kongs kollaps. Hendes filosofi er klar: Individualisme er for tåber. Små grupper, samarbejde og planlægning er vejen til overlevelse. Ikke bunkere fyldt med våben og mistillid. Om forfatteren: Naomi Alderman Naomi Alderman (f. 1974) er en britisk forfatter med rødder i London og en akademisk baggrund fra Oxford, hvor hun læste filosofi, politik og økonomi. Hendes debutroman Disobedience (2006) blev hurtigt anerkendt for sit modige blik på religion og seksualitet, men det var The Power (2016), der for alvor sendte hende ind på science fiction-radaren. The Power forestiller sig en verden, hvor piger pludselig udvikler evnen til at slå med elektriske stød – og samfundets magtbalancer tipper dramatisk. Romanen blev både en prisvinder (bl.a. Women's Prize for Fiction) og senere tv-serie (Amazon Prime). The Future (2023) viser tydeligt hendes dobbeltblik: Kyndig satiriker overfor Silicon Valleys vildskaber, men også romanforfatter med blik for både filosofi, samfund og fremtidens etiske spørgsmål. Naomi Alderman på Wikipedia Digital enclosure – Vores fælles data bliver stjålet af de få Man mærker Aldermans skarpe samfundsblik, når Badger – non-binært barn af en tech-CEO – forklarer konceptet “digital enclosure”. Det er en reference til de historiske enclosure-bevægelser i England, hvor overklassen lukkede fællesarealer og gjorde dem til privat ejendom. Tech-giganterne har gjort det samme med vores data, vores opmærksomhed, vores fællesskab. De har taget noget der tidligere tilhørte os alle – adressebøger, købshistorik, vores bevægelser, vores billeder – og gjort det til private data-chunks som de tjener formuer på. AUGR – AI’en der forudsiger dommedag Central i plottet er AUGR, en prædiktiv AI der skal fortælle de rige, præcis hvornår de skal flygte til deres bunkere. Ti dage før katastrofen rammer. For hvis de venter for længe, vil folk ikke lade dem flygte. Så timing er alt. Men AUGR dukker også mystisk op på Lai Zhens telefon og begynder at guide hende. Hvem styrer egentlig AUGR? Og hvad er planen? Bogen folder sig ud som et urværk – med flashbacks, posts fra et prepper-forum kaldet “Name The Day”, og kapitler der hopper mellem perspektiver.. Der er et afgørende twist, der kom som en total overraskelse, men som vi ikke skal spoile her. Enochites og ræven og kaninen Martha Einkorn bærer sin barndom med sig. Hun voksede op i en kult, hvor teknologien var forbudt, og hvor faderen Enoch insisterede på, at den moderne civilisation tog fejl, allerede da vi begyndte at dyrke jorden og gøre krav på territorium. Hans “Sermon of the Rabbit and the Fox” vender det klassiske ræv/kanin-motiv på hovedet. Her symboliserer kaninen ikke uskyldig sårbarhed – men netop de første, der bosatte sig, hegnede af, og indførte ideen om meningsløst ejerskab af land. Ræven er jæger-samleren, den, som lever i nuet og tilpasser sig landskabet uden at forsøge at eje det. For Enoch er tanken om at eje jord lige så absurd som at eje luft: Jorden tilhører dig kun, så længe du tager vare på den. Luften kun, så længe den er i dine lunger. Tech-oligarkerne i The Future er overvældet af kanin-mentalitet, der er gået til yderligheder: De indhegner og griber alt, og forsøger at sikre sig mod fremtidens farer gennem privatisering og massive forråd, frem for at stole på fællesskab og samarbejde. Når de rige ikke kan samarbejde Bogens centrale pointe er brutalt enkel: De ultrarige kan ikke redde verden, fordi de fundamentalt ikke tror på samarbejde. Selv når de tre tech-bosserne sidder på en ø sammen i livsfare, vælger de sabotage, mistillid og vold. Lai Zhen anbefaler samarbejde i små grupper. Enoch prædikede fællesskab med naturen. Men milliardærerne? De tror kun på sig selv og deres våben. Så selvom de har ressourcerne til at løse klimakrisen, bruger de dem på bunker-byggeri. Alderman sparer ikke på kritikken. Bogen er både thriller, satire og politisk essay. Den stiller spørgsmålet: Hvorfor skal nogen have lov til at være så rige? Hvad godt gør det? Vurderingen Jens: ⭐⭐⭐⭐⭐ (fem stjerner). Det er et utroligt stykke urværk. Perfekt crafted underholdning med masser af yndlingsting – den kunne laves til en vild serie. Og så synes jeg digital enclosure-pointen var super godt set. En bog til tiden. Anders: ⭐⭐⭐⭐(⭐) (fire-og-en-halv stjerner). Virkelig underholdt. Velskrevet, cool, tankevækkende. Men karaktererne var ikke helt så stærke – de føles alle lidt som Aldermans egen stemme. Hvis jeg kunne give 4,5 ville jeg. Men den gør alt det rigtige på det rigtige tidspunkt. Jens og Anders har SCIFI SNAKKET The Future. Shownotes til episoden om The Future Siden sidst Anders Er færdig med Pluribus – virkelig speciel serie med fantastisk stemning. Ray Seehorn er crazy dygtig. Har set Oppenheimer igen – fantastisk film, ikke meget sci-fi, men vi læste jo en bog om ham. Har læst Ship of Fools af Richard Paul Russo – om et generationsrumskib der finder et mystisk alien-rumskib. Virkelig stemningsfuld, med mindelser om Alien 3 og Stanislav Lem. Er i gang med Clade af James Bradley – klimadystopi med fokus på familiedrama gennem flere årtier. Tak til Jens for Calibre-plugin info – har nu fået konverteret alle sine Kindle og Kobo-bøger til epub. Jens Er færdig med sæson 1 af Pluribus på Apple TV – om Carol alene i en verden hvor alle andre er blevet til en hive mind. Meget tilfredsstillende slutning. Ser sæson 2 af Fallout på Amazon Prime – baseret på computerspillet som skaber en fantastisk verden som nærmest er en blanding af Hugh Howey’s Wool og Mad Max. Mega fed. Er begyndt at købe bøger på ebook.de i stedet for Kobo, da de ofte er meget billigere. Ripper DRM’en af og håndterer dem i Calibre. Jeg anser det for en politisk handling og at vi har lov til at eje ebøger fuldt og helt. Lytternes input Maibritt takkede for Star Maker-episoden: “Det lyder som om podcasten tog en for holdet her – tak for det

Snak-Lytter Cem kaldte Star Maker “storslået, tidskrævende, men mindblowing”. Han havde ret på alle tre punkter. Storslået? Absolut. Syret? Uden tvivl. Men også en rigtig hård mundfuld at komme igennem. Fra lyngbakke til galaktisk bevidsthed Bogen starter forbløffende jordnært. En unavngiven englænder sidder en aften i 1937 på en bakke og betragter stjernerne, mens han tænker på sit liv og sit ægteskab. Hans kone sidder inde i det oplyste hus. Men så sker der noget radikalt: Hans bevidsthed løsriver sig fra kroppen, og pludselig kan han se gennem jorden – gennem klipperne, gennem planetens kerne – og ud i kosmos. “Looking down, I seemed to see through a transparent planet, through heather and solid rock, through the buried graveyards of vanished species, down through the molten flow of basalt, and on into the earth’s core of iron. But our home had vanished with the whole suburb, and the hills too, and the sea.” Her begynder den mest ekstreme kosmiske rejse i science fiction-historien. Først tilbringer hovedpersonen lang tid alene i det tomme rum, deprimeret og ensom. Men så opdager han The Other Earth – en planet befolket med menneskelignende væsener, der har lange ben, flade hoveder, og som lugter gennem hænderne. De har ikke meget musik, men til gengæld har de duftradio, hvor man kan opleve andres seksuelle oplevelser gennem lugten. Ja, det er præcis så syret, som det lyder. “In compensation, scent and taste developed amazingly. These beings tasted not only with their mouths, but with their moist black hands and with their feet. They were thus afforded an extraordinarily rich and intimate experience of their planet.” Hovedpersonen opdager, at han kan glide ind i de fremmedes hoveder. Han bosætter sig i kraniet på en halskør filosof ved navn Bvallthu, og gradvist smelter de sammen til en fælles personlighed. Fra denne sammensmelting vokser noget langt større. Hive minds, intelligente stjerner og kosmisk teambuilding Stapledon stopper ikke ved én planet. Nej nej. Vores hovedperson møder plantemennesker, insektlignende sværme (hvor enkeltindividet er dumt, men sværmen udgør en intelligens), symbiontiske krabber og edderkopper. Og – naturligvis – intelligente stjerner, der ikke bare kredser om den galaktiske kerne, men faktisk danser og kommunikerer med hinanden i kosmisk poesi. Hele tiden udvides den kollektive bevidsthed. Først én planet. Så flere. Så hele galakser. Stapledon bruger disse møder til at reflektere over civilisationers cykliske udviklinger. Igen og igen ser vi samfund, der når et vist niveau af udvikling, hvorefter det hele bryder sammen i konflikt og krig, og de må starte forfra. Stapledon – filosof, pacifist og ambulancefører under Første Verdenskrig – havde tydeligvis nogle meninger om 1930’ernes Europa. Duftradio-beskrivelserne lugter af propaganda-kritik. Men alle disse civilisationer, alle disse møder, peger mod ét mål. Mødet med den kolde skaber Bogens klimaks er mødet med Star Maker – universets skaber. Men det er ikke et kærligt, varmt møde med en omsorgsfuld gud. Nej, Star Maker betragter sit kosmos med den kliniske interesse, en kunstner har for sit værk. Han noterer fejlene. Føler ingen stolthed. For det her kosmos er bare ét eksperiment i en lang række. Star Maker er stadig i udvikling – fra baby-starmaker, der lavede legetøjsuniverser (ét univers bestod kun af musik uden rumlige dimensioner!), til mester-starmaker, der skaber stadigt mere komplekse kosmosser. Vores univers? Meh, et mellemstadie med “irrevocable flaws”. “For I had been confronted not by welcoming and kindly love, but by a very different spirit. It seemed to me that he gazed down on me from the height of his divinity with the aloof though passionate attention of an artist judging his finished work, calmly rejoicing in its achievement, but recognizing at last the irrevocable flaws.” En teologisk vision, både fascinerende og foruroligende. C.S. Lewis hadede den så meget, at han kaldte den “amoralsk” og skrev sin Space Trilogy som modsvar. Men Arthur C. Clarke elskede den og kaldte den den mest indflydelsesrige bog i sit liv. Efter mødet vender vores hovedperson tilbage til bakken, til lyngen, til konen i huset. Men nu med et radikalt ændret perspektiv på menneskehedens plads i kosmos. Og hans kone? Hun må have været bekymret. Han har været væk i milliarder af år – selvom der kun er gået et øjeblik. En bog der ikke er en bog Stapledon skriver selv i forordet, at bogen “by the standards of the novel, is remarkably bad. In fact, it is no novel at all.” Og han har ret. Intet plot. Ingen karakterudvikling. Ingen dialog. Bare en filosofisk meditation, en kosmisk traktat, en 300 siders stream of consciousness. Sproget er tungt – næsten 100 år gammelt og tit vanskeligt at følge. Som Anders siger: “Det føltes som en bog, der var skrevet 100 år før den faktisk blev skrevet.” Gang på gang beskriver Stapledon nye planeter, nye racer, nye samfund – som alle gennemgår de samme cyklusser. På et tidspunkt begynder man at skimme. Anders indrømmer blankt, at han “skimmede 10-20 sider ad gangen” gennem store dele af bogen. Men den er også fuld af idéer, som formede science fiction: Hive minds, galaktiske imperier, intelligente stjerner, telepatisk kommunikation, multivers-teorier. Kim Stanley Robinson sagde det bedst: “Every few pages contain all the material of an ordinary science fiction novel, condensed to something like prose poetry.” Vurderingen Jens: ⭐ (én stjerne). “Jeg havde ikke læst den færdig, hvis det ikke var for Sci-Fi Snak. Det er simpelthen killeren på en bog. Jeg kan godt se, at der ligger kvaliteter i den, men den er utrolig træls og langsomt skrevet. Jeg havde absencer, mens jeg læste.” Anders: ⭐⭐ (to stjerner – men med et spaltet sind). “De første 100 sider var smukke og poetiske. Den 17-årige hippie Anders indeni mig blev vakt til live af den kropsløse bevidsthedsrejse i kosmos. Men så blev det repetitivt. Jeg var tæt på at forsvinde helt ud af bogen.” En bog for alle? Næppe. “Hvis ikke jeg var 100% sikker på, at Henning allerede havde læst den, så ville jeg nok anbefale den til Henning,” griner Anders. Men hvis du er forfatter og leder efter idéer? Så er Star Maker en idébank uden lige. Arthur C. Clarke, Asimov, Le Guin og Kim Stanley Robinson lod sig alle inspirere. Og hvis du vil have en special science fiction-oplevelse – lidt spirituel filosofi, lidt mind-blowing kosmisk vision, lidt Iron Man læseoplevelse – så kan Star Maker være noget for dig. Jens og Anders har SCIFI SNAKKET Star Maker. Shownotes til episoden om Star Maker Siden sidst Jens Er totalt gået i Mick Herron-læsemode og læser spionthrillers Ser Pluribus på Apple TV – “Jeg er så glad for den, jeg næsten kan finde på at stå lidt tidligere op fredag morgen for at se et afsnit” Anders Har læst Dream Hotel af Laila Lalami – en bog om predictive policing og AI-drevne drømmeanalyser Hovedpersonen bliver tilbageholdt på et “opbevaringshotel” for folk, der måske vil begå forbrydelser i fremtiden (kafkask, men underholdende) Har læst Quantum of Menace af Vaseem Khan – en thriller om Q fra James Bond-universet Ser også Pluribus – “Den er crazy god” Lytternes input Fra Goodreads: Steen spørger om lydbogstjenester til bilkørsel. E-reolen og Libby har gratis biblioteksmaterialer (danske og engelske). Mofibo har et stort sci-fi-katalog. Og så er der selvfølgelig Audible. Julerabat fra Science Fiction Cirklen: Lise tilbyder en decemberrabat på den danske udgave af Stjernemageren – 200 kr. i stedet for 298 kr. Det er faktisk ret fedt, at den findes på dansk! (sciencefiction.dk) Rettelse: David Mondrup, som anbefalede Zoi, er ikke Jane Mondrups mand – de er fætter og kusine. Undskyld, David! (Episode 99 af LæsDen! handler i øvrigt om Zoi) Mail fra Søren Bjørn-Hansen: Søren skrev fra sit sygeleje, hvor Sci-Fi Snak var “en tryg favn når febervildelserne raser”. Han gav input om Arthur C. Clarke og geostationære satellitter – Clarke skrev om kommunikationssatellitter i Wireless World i 1945 og forudså atomdrevne raketter inden for 20 år. Sådan gik det ikke helt. Søren foreslog også, at vi læser James Coreys The Mercy of Gods (den nye bog fra teamet bag Expanse-serien). Næste gang Anders vælger: Naomi Aldermans The Future (2023) – en nærfremtids-thriller om tech-milliardærer, der får en advarsel fra deres predictive software: apokalypsen er på vej, og de skal ned i deres hemmelige bunkere. Samtidig følger vi Lai Zhen, der pludselig bliver jagtet af en lejemorder og kun overlever takket være mystisk software på hendes telefon. Margaret Atwood kalder den “gripping”. Lauren Beukes: “A little Atwood, a little Gibson, all Alderman, it’s brilliant.” Alistair Reynolds: “A rollicking, fun-packed thriller.” Vi håber på en page-turner efter Stapledons filosofiske sejtrækker. Bonus-anbefaling: Se Guillermo del Toros nye filmatisering af Frankenstein på Netflix – der skulle være ret bognær. Måske vender vi tilbage til det senere.

Biopunk før biopunk var cool “Where small things make big changes.” Sådan præsenterer biotech virksomheden Genetron sig på bogens første side. Genetron forsker i chips baseret på biologi. Hos Genetron møder vi Vergil Ulam, en forsker med genialt talent og mildt sagt elendig dømmekraft. Og da hans chefer opdager, at han bryder alle sikkerhedsprotokoller, og fyringen hænger over hovedet, tager han en drastisk beslutning. Hans forsøg med noocytter – intelligente, lymfocyt-baserede mikromaskiner har skabt helt nye utrolige resultater. Og for at redde sin forskning injicerer han dem i sig selv. Det indre univers: Noocytternes stemmer “A mother should name her offspring, shouldn't she?” Noget af det, der virkelig fangede os, er øjeblikket hvor noocytterne begynder at tale. Det er både dybt creepy og fascinerende. Der er noget sært poetisk over de små væsner, som på én gang er logiske, naive og filosofiske. De spørger ind til kroppen, til verden, til Vergil, og til hvad det betyder at være noget. Om forfatteren: Greg Bear Bear slog igennem i 80'erne og 90'erne, hvor han var med til at definere en særlig gren af sci-fi, der mikser videnskabelig nørderi med eksistentiel undren. Blood Music fra 1985 er det klareste eksempel: en historie, der starter med en enkelt forskers dårlige idéer og ender med en slags kosmisk metamorfose. Han stod også bag Darwin's Radio og Darwin's Children, der begge undersøger menneskelig evolution gennem bioteknologiske briller, samt klassikere som The Forge of God, Eon og The Way-serien. Og som om det ikke var nok, var han også med til at grundlægge San Diego Comic-Con. USA som biologisk superorganisme Efter at Noocytterne har hygget til i Vergil i en periode er de klar til at bryde ud som en virus, der spreder sig over hele Midtvejs i romanen vælter det hele over i stor-skala biomassevisdom. Her fornemmer man at Blood Music har været inspirationen for værker som Annihilation, The Expanse og alt det organiske weird, der kom mange år senere. Særligt en flyveturen over USA er skrevet som en mareridtsdokumentar, hvor vi med reporteren oplever et USA, forvandlet til en kontinentstørrelse organisme, der pulserer i sin egen rytme. Suzy's Choice: mellem individ og kollektiv Romanens følelsesmæssige centrum ligger hos Suzy, en ung overlevende, der stadig er uinficeret, men fanget midt i den omformede verden. På toppen af World Trade Center konfronteres hun med valget mellem at forblive et selvstændigt individ – sårbar, alene – eller lade sig absorbere af det enorme, kollektive sind, som noocytterne har skabt, hvor hendes transformerede mor og brødre nu inviterer hende . Scenen er både tragisk og smuk: en konfrontation med spørgsmålet om, hvorvidt bevidsthedens fremtid ligger i individet eller fællesskabet. Blood Music leger ikke bare med sci-fi-idéer – den rammer også de store spørgsmål om hvad individualitet egentlig betyder. Vurdering Blood Music er idérig og til tider helt fantastisk, men også med en tendens til at henfalde i tung biotech-babble med for mange bipersoner, der forsvinder igen. Vildt original, biopunket og undertiden decideret visionær. Læs for at få en tidlig oplevelse af transhuman scifi med biologisk body horror i ascendanten. Jens og Anders har SCIFI SNAKKET Blood Music. Jens: ⭐⭐⭐Anders: ⭐⭐⭐⭐ Shownotes Siden sidst Anders har læst og set: Chuck Tingle – Lucky Day Ian McEwan – What We Can Know : Smuk, næsten kirurgisk præcis clifi om erkendelse og klima. Ken Liu – All That We See or Seem: En cyberpunket sag i Doctorow-stilen. PLURIBUS (Apple TV) : Er lige startet den virker lovende! Jens' læse- og se-sidst-runde: PLURIBUS : Samme reaktion som Anders: fascination blandet med udbredt frygt for menneskehedens fremtid. Jane Mondrup – Zoi : Zoi af Jane Mondrup. Sådan en helt Stanislav Lemsk fortælling, hvor vi er med astronauter ombord på en interstellart rejsende biologisk entitet. Faktisk superfed. Jeg gav den en firer. Fuld af gode ideer! Lytterfeedback Det vælter som altid ind med kærlige skub, anbefalinger og lettere genrebashing. Kåre gav os endnu en lille opsang for vores “snævre” genrekonventioner, fordi vi sagde nej til The Libraries of Mount Char. Til gengæld anbefalede han Christopher Priest – Henning fremhævede især Inverted World, som han mente var obligatorisk almendannelse. Majbrit opfordrede: Hold nu fast i de nyere titler! Så hun kan opdage nyere forfatterskaber sammen med os. Christian bragte gode nyheder fra Bogforum, hvor hans paneldebat om dystopier tiltrak hele 200 publikummer. Diskussionen tog udgangspunkt i Sort Storm, Det døde land og hans egen Pandora-serie – hvilket beviser, at dansk sci-fi har det temmelig glimrende. Næste gang læser vi Olaf Stapledon – Star MakerEn af de helt store, kosmiske klassikere. Universets historie, guddommelig evolution og filosofisk sci-fi på højeste blus. Vi glæder os allerede til at gå i kredsløb om den.

Hop i en grøn superkrop og boot din BrainPal – for vi har genlæst John Scalzis Old Man's War fra 2005. Det er militær-science fiction med humor, action og den finurlige præmis: Hvad nu hvis alderdom ikke var slutningen, men optakten til dit næste job som supersoldat i rummet?

En polarforsker bliver reddet fra en sikker død og hentet til fremtiden, hvor han skal leve med vores fortæller, som er ansat i The Ministry of Time.

Velkommen til Pliocæn-tiden – altså seks millioner år tilbage – hvor Julian May i The Many Colored Land placerede en flok utilpassede mennesker i eksil blandt aliens, telepatiske kræfter og sabeltigre.

I Ammonite tager vi med antropologen Marghe på en fantastisk opdagelsesrejse igennem planeten Jeeps kulturer. På planeten hærger en en virus, som slår alle mænd ihjel. Marghe er på jagt efter svaret på, hvordan planetens kvinder har overlevet og formeret sig.

Douglas Adams' The Restaurant at the End of the Universe er anden ret i den fem-retters menu, vi kender som The Hitchhiker's Guide to the Galaxy-trilogien. I denne episode af SCIFI SNAK, optaget live på Fantasticon 2025, har vi pakket håndklæder og Old Janx Spirit og kastet os ud i den svære toer. Douglas Adams og den absurde arv Douglas Adams (1952–2001) var en britisk forfatter, humorist og idémand, hvis navn i dag er synonymt med skæv, intelligent science fiction. The Hitchhiker's Guide to the Galaxy begyndte som radiodrama i 1978 på BBC, og blev senere til bøger, tv-serier, computerspil og en kultstatus, der lever videre i citater og håndklæder. The Restaurant at the End of the Universe udkom i 1980 som efterfølger til Hitchhiker's Guide og bygger direkte videre på radioafsnittene. Adams skrev i et tempo præget af deadlines og improvisation, og det mærkes i bogens struktur: den springer lystigt fra scene til scene, nogle gange uden logik, men altid med et stærk og hektisk dialog og masser af vilde indfald. Han var en mester i at kombinere satire med slapstick og eksistentielle spørgsmål med popkulturelle observationer. Og selv når handlingen slår knuder på sig selv, bliver man hængende for sproget, ideerne og det faktum, at ingen anden kunne få en kop te, en rockkoncert og meningen med livet til at hænge sammen som Douglas Adams. Vi har aldrig rigtig kommet nogen fundet nogen der leverede scifi-humor på hans niveau. Måske er det derfor, at der er så langt i mellem, at der er nogle der prøver. Teknologi, te og total sammenbrud Bogen starter hvor Hitchhikers Guide slutter. Ombord på Heart of Gold forsøger Arthur Dent at få rumskibets Nutrimatic-maskine til at lave en ordentlig kop te. Han beskriver tålmodigt, hvad te egentlig er – med floromvundne detaljer om Ceylon, mælketilsætning og sølvtetøj. Maskinen må have hjælp, og hele skibets computerkraft bliver opslugt i forsøget. Timingen er dårlig, da det efterlader vores helte hjælpeløse midt i et Vogon-angreb. Det er Adams i nøddeskal: en tilsyneladende lille detalje vælter det hele. Plutoniumrock og passiv ledelse Vi møder også det universets vildeste band - Disaster Area - hvis plutonium rockkoncerter er så øredøvende, at de helst skal opleves fra en bunker 100 km væk. Vi møder bandmedlemmet Hotblack Desiato (som er “død af skattemæssige årsager”) på Milliways, "Restauranten ved Universets ende." Zaphod stjæler bandets sorte stunt-rumskib, som desværre er præprogrammeret til at dykke direkte ind i en sol, som en del af Disasters Areas spektakulære koncerter show. Adams giver os et helt kapitel om koncerten og dens klimamæssige effekt på planeten. Igen typisk Adams, at tage en tangent ud af en absurd bivej. Kapitalisme, konsulenter og blade som valuta Bogens måske skarpeste satiriske bid kommer, da Arthur og Ford strandes to millioner år tilbage i tiden med en flok Golgafrinchans – et folk bestående udelukkende af ubrugelige frisører, managementkonsulenter og telefonsanitører. På en neolitisk jordklode fortsætter de ufortrødent med deres håbløse opførsel. Blandt andet indfører de blade som møntfod. Det fører til massiv inflation, fordi der er blade overalt, så de planlægger at brænde skovene ned for at gøre pengene mere værd. Adams' samfundssatire slår hårdt og præcist: Vi vælger at brænde hele verden ned for at redde økonomien. Yndlingscitater Bogen er smækfuld af gode iagtagelser, og man kommer let til at highlighte halvdelen af bogen, hvis man samler på citater. Her er et par citater fra lytterne. Randi citerer bogens ikoniske åbningssætning: "In the beginning the Universe was created. This has made a lot of people very angry and been widely regarded as a bad move." Niels fremhæver: "The Universe, as has been observed before, is an unsettlingly big place, a fact which for the sake of a quiet life most people tend to ignore." Jens' yndlingscitat: "Listen, Ford," said Zaphod,

Tænk hvis du kunne træde ind i en alternativ udgave af Jorden – en verden næsten ligesom vores, bare uden mennesker. Og hvad hvis der var ikke én, men tusindvis – nej, millioner! – af sådanne verdener? I The Long Earth har Pratchett og Baxter kastet sig ud i en original og næsten uendelig udforskning af multiverset, hvor en simpel "stepper"-maskine – drevet af en kartoffel, selvfølgelig – åbner porten til det hele.

I Radiance er alle solsystemets planeter er beboelige, som var det scifi fra Jules Vernes tid. Raketter er af kobber med art deco-udsmykning, og hele verdens filmindustri er rykket til Månen. Skrivestilen er markant; et væv af manuskripter, forhørsudskrifter, radiodramaer og noir-voiceovers, som tilsammen udfolder mysteriet om heltindens forsvinden.

Et brutalt familiemord i 1997 trækker tråde langt ud i fremtiden, hvor jorden er dømt til undergang. Agent Shannon Moss rejser gennem tid og mulige verdener for at opklare sagen – og måske redde menneskeheden. Tom Sweterlitschs The Gone World er en intens blanding af true crime, tidsrejse og kosmisk horror.

På en ringbåret koloni omkring Jupiter forsvinder en mand på mystisk vis. Efterforskeren Mossa følger sporet til Universitetet Valdegeld, hvor ekskæresten Pleiti forsker i Jordens forsvundne økosystemer. Malka Olders The Mimicking of Known Successes er et fascinerende mashup af hyggekrimi og sci-fi.

Som så mange gange før deler vi her i januar vores top 3 scifi læseoplevelser for sidste år. Hele 3 bøger var bøger som vi ikke lavede SCIFI SNAK om :)

Verden under vand er en af klimafiktionens tidligste klassikere J.G. Ballard forudsiger klimakrisen som en fascinerende blanding af postapokalyptik og baglæns psykologisk udvikling.

Månedens bog har verdens mærkeligste præmis. Hvad hvis jorden blev puttet i en tidslomme, og universet omkring os udviklede sig 100 mio. gange hurtigere end os? I Robert Charles Wilsons "Spin" bliver Mars terraformet, og Kosmos bliver udforsket, alt imens der blot går 30 år på jorden.

Når man terraformer en uspoleret Jordklodekopi til pengestærke investorer med sans for boutique planetdesign, så er det mega irriterende, når ens medarbejdere får fine fornemmelser. The Terraformers af Annalee Newitz fortæller historien om en utrolig arbejdsgiverkonflikt 57.000 år ude i fremtiden.

Er din klimaangst er gået amok? Synes du, at politikerne gør for lidt? Så er det ikke sikkert, at The Deluge er noget for dig!

Larry Niven og Jerry Pournelle fortæller i The Mote in God's Eye en opfindsom historie om mødet mellem menneskeheden og en udenjordisk civilisation. Romanen, fra 1974, er både en old school first contact-historie og et forsøg på filosofisk undersøgelse af konsekvenserne af mødet med det radikalt fremmede. Et møde med "Moties" Romanen foregår i år 3017 i et fremtidigt menneskeligt imperium kaldet "Det Andet Imperium af Mennesket". Historien begynder, da en ekspedition ledet af Kaptajn Lord Roderick Blaine opdager et fremmed rumskib nær New Caledonia-stjernesystemet. Det fremmede fartøj viser sig at indeholde et enkelt væsen fra en hidtil ukendt alien-race. Denne race bliver senere kendt som Motierne på grund af deres hjemstjernes placering i forhold til en tåge, der ligner et støvkorn i Guds øje. Det bliver afsættet for en videnskabelig og militær ekspedition til Mote Prime systemet og mødet med Motierne. Biologisk specialisering Motierne er teknologisk avancerede, men meget forskellige fra menneskene. De er inddelt i forskellige racer, der er fysisk og mentalt tilpassede til specialiserede roller, som de udfylder med enorm effektivitet. En motie ingeniør kan reparere en fremtids-ipad med hænderne og deres forhandlere/ambassadører kan lære sprog lynhurtigt, og næsten læse tanker. Efterhånden opdager menneskene, at Motierne skjuler vigtige oplysninger om deres historie og biologi. Det afsløres, at Motierne er fanget i en cyklus af vækst, overpopulation, krig og sammenbrud på grund af deres ukontrollerede reproduktion; en ukontrolleret reproduktion, som vil overvælde menneskeheden, skulle Motierne slippe ud fra deres stjernesystem og sprede sig til resten af galaksen. Frygten for det ukendte The Mote in God's Eye er lige dele military scifi og old school first contact. Romanens styrke ligger i dens spekulationer om, hvad der sker, når to radikalt forskellige kulturer mødes. Når den er bedst fascineres man af at opleve menneskeheden gennem Motiernes øjne. Når den er svag, skyldes det, at verdensopbygningen, særligt på Mote Prime, ikke virker særlig troværdig og gennemtænkt. Jens og Anders har SCIFI Snakket The Mote in God's Eye. Shownotes til The Mote in God's Eye Intro og siden sidst Anders  Har set Dark Matter – stadig underholdende og superflot Fik endelig set Silo færdig i forberedelse til kommende sæson 2, men synes nok stadig den er lidt træg… Fik læst Quantum Magician af Derek Künsken færdig, og må indrømme at jeg småløb gennem anden halvdel. Måske var det bare mig, men jeg kunne ikke holde overblik i det komplicerede heist-plot, og var inderligt ligeglad med karaktererne… Har læst Ann Leckies Translation State Har læst Marie-Helene Bertino's Beautyland (sær men cool bog, der handler om en pige/kvinde som måske er alien, måske “bare” autist…) Har læst Some Desperate Glory  af Emili Tesh (military YA-scifi med multiverser og moralske dilemmaer) Har læst In Ascension af Martin MacInnes (samme vibes som Meg Howrey's Wanderers– fokus på drama omkring en tre-personers ekspedition i ultrahurtigt rumskib på vej ud af Solsystemet) Er gået igang med Sunny på ATV+ (men har foreløbig droppet den igen…) Keanu skriver bog med Mieville?! https://www.wired.com/story/china-mieville-writes-a-secret-novel-with-the-internets-boyfriend-keanu-reeves/ Jens  Læst dispossesed af Ursula K. Le Guin. Mind. Blown! - Meget meget interessant bog om anarkisme/sociale og samfund (odonians) og hvordan det føles, hvis man er vokset op i et stærkt idealistisk samfund, og køber totalt ind på principperne om total frihed og anarki. Samtidig følger vi Chevek, som er fysiker og forsker i temporal teori (noget som kan bruges til at FTL) - han ender med at skabe det der “Ansible” device som også refereres i Left Hand. Den er del af samme bogserie. Hainish cycle. Adrian tchaikovsky - Service Model. Nyeste bog fra juni 2024. Når vi har overladt alt til robotter og det så begynder at gå ...

Forlaget A Mock Book udgiver Science Fiction på dansk. De kalder sig et forlag i tiden og udgiver bøger, der taler ind i vores planetariske krise. For dem giver spekulativ fiktion og scifi en særlig mulighed for at tænke og udfolde mulige fremtider. Det var mens DUNE kørte for fulde gardiner i biograferne. Jeg kom gående forbi Politikens Boghal, og så dem ligge der i vinduet: Nyudgivelser af Dune på dansk i et fedt nyt grafisk design. Hvad i alverden gik det ud på!? Det fandt vi ud af da vi inviterede Jacob og Karsten fra A Mock Book på besøg i SCIFI SNAK studiet. A Mock Book har begået en flot liste udgivelser, i det de kalder Gaia serien. Bøgerne er opdaterede nyudgivelser af klassiske værker fra Le Guin, Ballard og Herbert, men også mere spekulative nyere værker. Alt sammen med fokus på at give input til diskussion om planetens fremtid. Det taler ind i en tid, hvor scifi kommer mere på dagsordenen, fordi vi her kan finde ideer og tanker om, hvilke forandringer og løsninger vi står over for. Og til efteråret udgiver A Mock Book sågar klimakrisemanualen over dem alle: Kim Stanley Robinsons "Ministry for the future!" Lyt til en samtale, som giver spændende input til genrens relevans og indsigt i hvordan et mikroforlag opererer. Shownotes - Jacob og Karstens anbefaler: Jacob synes man skal læse: J.G. Ballards "Verden under vand" Karsten giver thumbs up til: Frank Schätzing's "Sværmen"

Ender's Game er military scifi med et twist. I fremtiden lader vi børnesoldater kæmpe vores interstellare krig. Vores hovedperson Ender er en unik dreng, hvis strategiske genialitet skal udvikles for enhver pris.

61 mia. mennesker er døde i en galaktisk Jihad. I Dune Messiah vender vi tilbage til Arrakis 12 år efter slaget om ørkenplaneten, der gjorde Paul Atreides til galaksens kejser. Men han kæmper med at finde retning og mening, mens der konspireres for at vælte ham.

Da forskere i 2030 opdager en dødelig virus i den optøende permafrost i Arktis, startes en global pandemi. I How High We Go in the Dark oplever vi menneskehedens kamp med konsekvenserne og lærer om virussens mystiske ophav. Bogen er den første roman af forfatteren Sequoia Nagamatsu. Den udkom i 2022, men Nagamatsu skrev på den igennem ti år. Så historiens skildringer af pandemien strækker altså tilbage længe før pandemien. Nagamatsu kombinerer videnskabelig spekulation med dybt menneskelige historier, hvilket resulterer i en roman, der er både tankevækkende og bevægende. I et kapitel er vi i et fremtidigt tema-parkland, designet til at sige farvel til de døde. I et andet oplever vi et værksted for robothunde. På den måde minder bogen lidt om bøger som Station Eleven af Emilie St John Mandel eller World War Z af Max Brooks. Måske er det Nagamatsus antropologiske baggrund, der spilder ind. Bogen bidrager i hvert fald med nogle voldsomt kreative og originale bud på menneskehedens retænkning af vores forhold til døden. En af disse er fremkostning af begravelsesservices som en ny boom-industri. Undertiden tager How High We Go in the Dark nogle ordentlige og overraskende scifi-sving og tripper ud i fuld galaktisk rum-mysticisme. Men det skal vi ikke spoile her. Bogen bliver dermed litterær og fascinerende på samme tid. Jens og Anders har SCIFI Snakket "How High We Go in the Dark"

Ombord på et ældgammelt generationsskib er noget gået frygtelig galt. Hydroponiske planter har overtaget alt, og menneskene lever under primitive forhold, uvidende om, at de faktisk befinder sig på et rumskib. Brian W. Aldiss' “Non-Stop” er et helt unikt take på generationsskibsfortællingen. “Non-stop”, udgivet i 1958, markerede et vigtigt vendepunkt i science fiction-litteraturen og cementerede […] Indlægget Ep. 112: Brian W. Aldiss, Non-Stop blev først udgivet på SCIFI SNAK.

I udkanten af galaksen ligger Embassytown. Her taler genmodificerede tvillinger med de mærkeligste aliens, der er hooked på sprog! Embassytown udforsker, hvordan sproget skaber rammerne for vores opfattelse af verden. Embassytown udkom i 2011. Den foregår i en verden, hvor en god portion af galaksen er koloniseret. Man kan rejse mellem stjernerne i en slags […] Indlægget Ep. 111: China Miévile, Embassytown blev først udgivet på SCIFI SNAK.

Cryptonomicon er et vendepunkt i Neal Stephensons forfatterskab. Her forlader han den postmoderne cyberpunk, der kendetegner halvfemserhovedværkerne Snow Crash og The Diamond Age. Nu startede en periode med lange komplekse historiske romaner. Han skriver stadig umiskendeligt Nealsk, men i Cryptonomicon er emnet historisk og kontemporær kryptografi, tilsat konspirationer og en kæmpe guldskat. Indlægget Ep. 110: Neal Stephenson, Cryptonomicon blev først udgivet på SCIFI SNAK.

Forestil dig at jordens rumprogrammer i virkeligheden er instigeret af kvindelige klon-aliens, der af grunde de har glemt vil løfte menneskeheden ud til stjernerne. Det lyder weird. Det er "A History of What Comes Next" af Sylvain Nouvel. Indlægget Ep. 109: Sylvain Nouvel, A History of What Comes Next blev først udgivet på SCIFI SNAK.

I 2019 opfanger menneskeheden signaler fra Alpha Centauri. Det er lyden af en overjordisk musik. "The Sparrow" udforsker dybtgående spørgsmål om tro og tvivl i en helt særlig first contact historie. Indlægget Ep. 108: Mary Doria Russell, The Sparrow blev først udgivet på SCIFI SNAK.

I Hugh Howeys Wool lever 10.000 mennesker stuvet sammen i en 140-etagers silo under jorden. De kigger ud på verden gennem kameraer. Luften udenfor er giftig. Kun de få, der bliver dømt til at rengøre linserne på kameraerne, oplever at komme ud i få minutter, før forgiftningen får bugt med dem. Wool er en dystopisk […] Indlægget Ep. 107: Hugh Howey, Wool og Silo blev først udgivet på SCIFI SNAK.

The Shadow of the Torturer skildrer en døende jord under en lunken sol langt ud i fremtiden, hvor menneskeheden lever under middelalderlige vilkår. Det er egentlig science fiction, men det smager som fantasy. Gene Wolfe (1931-2019) var en rigtig forfatternes forfatter. Neil Gaiman og Ursula K Le Guin nævner ham som inspiration. Le Guin kaldte […] Indlægget Ep. 106: Gene Wolfe, The Shadow of the Torturer blev først udgivet på SCIFI SNAK.

I 1977 blev Danmark til en rumfartsnation i tegneserien Rejsen til Saturn, hvor en gruppe antihelte får startet en interplanetarisk krig mod saturnboere i flyvende tallerkener lavet af nougatis. Rejsen til Saturn gik som føljeton i det satiriske magasin Corsaren i midten af 1970erne. I 1977 udkom den så som samlet bind, og dermed havde […] Indlægget Ep. 105: Claus Deleuran, Rejsen til Saturn blev først udgivet på SCIFI SNAK.

The Diamond Age er nanoteknologiens tidsalder. For hvorfor ikke bare bygge alt i diamant, når man kan bygge atom for atom? I Neal Stephensons klassiker fra 1995 følger vi Nell, der får en magisk bog af det pureste nanotech, og med den en billet væk fra nanosamfundets bund. Indlægget Ep 104, Neil Stephenson, The Diamond Age blev først udgivet på SCIFI SNAK.

Rummet er stort, men rumskibe er små, og når man bliver træt af de andre, må man ikke gå udenfor. Så når man skal til Mars og være sammen i 17 måneder, bør man øve sig lidt først. I The Wanderers af Meg Howrey simulerer tre astronauter rejsen til Mars i en rumskibskopi i Utah's ørken, hvor de undersøger, hvordan de reagerer psykisk på den lange rejse. Indlægget Ep. 103: Meg Howrey, The Wanderers blev først udgivet på SCIFI SNAK.

For 6 millioner år siden klonede Abigail Gentian 999 kloner af sig selv og sendte disse "Shatterlings" på en uendelig rejse i Mælkevejen. I House of Suns har menneskeheden spredt sig til hele Mælkevejen. Abigails kloner rejser stadig galaksen rundt, men en hemmelighed truer dem alle. Indlægget Ep. 102: Alastair Reynolds, House of Suns blev først udgivet på SCIFI SNAK.

Starship Troopers er den arketypiske Military Scifi bog. Vi følger Juan Rico's karriere i det mobile infanteri i rumkrigen mod Arachniderne, hvor mænd er mænd, og en god bug er en død bug. Indlægget Ep. 101: Robert A. Heinlein, Starship Troopers blev først udgivet på SCIFI SNAK.

Så nåede vi 100 episoder! Vi fejrede jubilæet foran 60 scifi fans på Biblioteket Frederiksberg med at læse humørdræberen "1984" og fortælle lidt om den gang det hele startede. Indlægget Jubilæumsepisode 100: Navlepilleri og George Orwells 1984 blev først udgivet på SCIFI SNAK.

Et objekt fra det dybe rum rammer solsystemet. Det er en 50 gange 20 km helt glat metalcylinder. Den får kodenavnet Rama og en besætning sendes ud for at undersøge dets mystiske indre i Arthur C. Clarke's Rendezvous with Rama. Indlægget Ep. 99: Arthur C. Clarke, Rendezvous with Rama blev først udgivet på SCIFI SNAK.

Uhæmmet generel kunstig intelligens bliver den største trussel mod menneskeheden af alle. Erik A. Ottos "Detonation" beskriver en verden hvor den generelle kunstige intelligens har raseret jorden. Indlægget Ep. 98: Erik A. Otto, Detonation blev først udgivet på SCIFI SNAK.

I 1964 blev Arthur C. Clarke kontaktet på Sri Lanka af Kubrick, som drømte om at lave "en god Science Fiction Film." Med udgangspunkt i Clarke's "The Sentinel" udarbejdede de to i samarbejde Romanen og Manuskriptet til 2001: A Space Odyssey. Indlægget Ep. 97: Arthur C. Clarke, 2001: A Space Odyssey blev først udgivet på SCIFI SNAK.

Hvad hvis de geniale videnskabsmænd bag atombomben fik opgaven at redde jordens befolkning fra en frygtelig sol-eksplosion. Det er what-if præmissen for The Oppenheimer Alternative. Indlægget Ep. 96: Robert J. Sawyer, The Oppenheimer Alternative blev først udgivet på SCIFI SNAK.

Forestil dig at du er tidsrejsende. Det lyder spændende. Så forestil dig at du rejser i tid spontant uden kontrol. Lidt for spændende! Time Traveler's Wife er af Audrey Niffenegger, og udkom i 2003 som hendes debutroman. Det er sagt helt kort en romantisk historie om parret Claire og Henry og hvordan de mødte hinanden […] Indlægget Ep. 95: Audrey Nifenegger, The Time-travellers Wife blev først udgivet på SCIFI SNAK.

Kan et sprog være et våben? Det spørgsmål undersøger Samuel R. Delany i Babel-17; en utrolig blanding af Science Fiction når det er mest litterært og mest kulørt. Indlægget Ep. 94: Samuel R Delany, Babel-17 blev først udgivet på SCIFI SNAK.

Månen er big business i fremtiden i Luna: New Moon af Ian McDonald. Her udvindes sjældne metaller og gasser til jorden og de fem ledende hyperrige familier - The Dragons - dominerer alt i et hyperkapitalistisk lovløst samfund, hvor alt er til forhandling, og hver et åndedræt tælles og koster. Indlægget Ep. 93: Ian McDonald, Luna: New Moon blev først udgivet på SCIFI SNAK.

Forestil dig, at du har en tidsmaskine, men mest af alt bruger den til at gemme dig for dit liv, ved at tage årelange time-outs, hvor din tid går, men alt andet står stille, indtil du en dag skyder dig selv. Charles Yu leger gevaldigt med tidsrejsetroperne i How to Live Safely in a Science Fictional Universe. Indlægget Ep. 92: Charles Yu, How to Live Safely in a Science Fictional Universe blev først udgivet på SCIFI SNAK.

The Actual Star fletter historisk og spekulativ post-apokalyptisk fortælling sammen i en skønsom blanding af maya-kultur, avanceret fremtids-teknologi og en kvinde fra Minnesota på jagt efter identitet i sine etniske rødder. Indlægget Ep. 91: Monica Byrne, The Actual Star blev først udgivet på SCIFI SNAK.

The Time Machine er ikke scifi historiens første fantasi om tidsrejser. Men det var bogen, der opfandt begrebet tidsmaskine, og så er den et spændende eksempel på tidlig spekulativ fiktion. Indlægget Ep. 90: H.G.Wells, The Time Machine blev først udgivet på SCIFI SNAK.

Endnu en Climate Fiction bog fra Kim Stanley Robinson. Med The Ministry for the Future tackler han den store globale historie om, hvordan vi overkom klimakrisen. Indlægget Ep. 89: Kim Stanley Robinson, The Ministry for the Future blev først udgivet på SCIFI SNAK.

"Brave New World" fra 1932 er en af de to vigtigste dystopiske fortællinger fra det 20. århundrede. Den fagre nye verden er det djævelsk blide modstykke til Orwells "1984" og dens brutale og totalitære overvågningssamfund. Indlægget Ep. 88: Aldous Huxley, Brave New World blev først udgivet på SCIFI SNAK.

Rynkekneppesygen er en af de mærkeligste first contact romaner vi har læst. Og det siger ikke så lidt. De kan jo være pænt mærkelige. Men Peter Adolphsen laver et mystisk mix af Scifi, satire og spekulativ fiktion som bliver en helt unik bog. Indlægget Ep. 87: Peter Adolphsen, Rynkekneppesygen blev først udgivet på SCIFI SNAK.

I Afterparty deler kirken stoffer ud til folk. Stofferne får dig nemlig til at tro på det guddommelige. Og skulle du komme til at tage en overdosis, får du måske din egen hotline til gud. Men mister du adgang til stoffet, så vil du føle dig forladt som aldrig før. Indlægget Ep. 86: Daryl Gregory, Afterparty blev først udgivet på SCIFI SNAK.

I 1860'erne blev fundamentet under Hard Scifi bygget af en Jules Verne, med den og videnskabs-fascinerede serie af “Fantastikse Rejser”. Og ingen bog er mere ur-hard-scifi end “Rejsen til månen” Indlægget Ep. 85: Jules Verne, Rejsen til Månen blev først udgivet på SCIFI SNAK.