Filmtoppen

Så nåede vi til en af de hemmeligt båndende anmeldelser af Star Wars-filmene! I denne episode anmelder vi den første film fra den første Star Wars-trilogi; Star Wars: Episode IV - A New Hope fra 1977 - eller den lidt mere komprimerede titel på dansk; Stjernekrigen. I 1973 voksede George Lucas idé om at skabe et rum-epos sig større og større frem mod selve filmens indspilning nogle år efter. Der er blevet sagt og skrevet meget om Star Wars, så hvor skal man begynde? Martin og jeg har valgt at tage snakken lige præcis der, hvor der voksede nye erkendelser frem ved gensyn af dette episke og mytologiske værk. Det store spørgsmål er: Holder filmen stadig eller har barndommens nostalgi overtaget fornuften?

Kære alle filmtoppere. Vi runder sæsaon 8 af med et brag af en opsamlingsepisode, hvor vi ser tilbage på sæsonens 10 film og ser frem til næste sæsons 10 film. Det bliver kaotisk, det bliver nørdet, der kommer absurde filmsammenligninger - med andre ord; det bliver fuld af kærlighed til film! Glæd dig, når vi ser tilbage på rumrejser i flere dimensioner, blodbad på Omaha Beach, mere Miyazaki-magi, et fransk actionmeserværk, måske filmhistoriens bedste reveal, hyldest til livet over to omgange, lynstegt lever med favabønner, se syv dødssynder og hektisk overlevelse i Favelaen.

I 2002 instruerede Fernando Meirelles og Kátia Lund en gangsterfilm, der ville komme til at revolutionere genren med sin rå brutalitet, kornede æstetik, hektiske klipperytme og flerstrengede narrativ, hvor skæbner vikles ind og ud mellem hinanden alt imens en væbnet narkokonflikt udspiller sig i Rios Favela-kvarter. Ambitionen var at skabe et autentisk miljø, hvorved instruktørerne castede en række børne- og ungsomsamatør-skuespillere, hvor stortalenter som Alexandre Rodrigues, Leandro Firmino og Douglas Silva blev opdaget. Filmen satte nye standarder både rent filmteknisk, men også i forhold til rå og autentisk brutalitet på film. I dag ser vi nærmere på, om det brasilienske mesterværk stadig holder.

I denne episode fejrer vi 30-året for David Finchers Seven fra 1995, hvor agent Mill (Brad Pitt) og og Sommerset (Morgan Freeman), skal igennem 7 mordsager, der afspejler de syv dødssynder. Fincher er en mester ud i mørk æstetik og satte med filmen helt nye standarder for moderne film noir. Filmen satte også nye standarder i forhold til HVOR dyster, man kan være i en mainstream krimi, og den går til grænsen forhold til body horror. Men dette til trods blev Seven en kæmpe kommerciel, men også kunstnerisk succes. I dag ser vi nærmere på, hvordan den holder sig her på sin 30 års fødselsdag. Derudover medbringer vi hver især vores top 3 over bedste Fincher-film nogensinde. Gør klar til en dejlig mørk og dyster episode!

Jonathan Demme plejer at instruere film, hvor skuespillerne brillerer og vinder priser hvilket også var tilfældet i 1991 med Silence of the Lambs. Her giver Anthony Hopkins måske karrierens bedste præstation som den dødsensfarlige kannibalistiske seriemorder Hannibal Lector, der holdes fanget bag panserglas i en mørk kælder i et high security-fængsel i USA. Her møder han Starling, spillet af Jodie Foster, frisk fra politikakademiet. Og så begynder en af filmhistoriens bedste psykologiske thrillers. Filmen har høstet roser som en af de bedste indenfor den mørke psykologiske horrorgenre, og synes ikke rigtig overgået siden. I denne episode støver vi den gamle, og skræmmende, klassiker af og ser, om den stadig holder.

Velkommen til duften af brunkager og klejner i Hollywood! I denne episode anmelder vi vel nok en af de aller største juleklassikere på det amerikanske kontinent i form af Frank Capras It's a Wonderful Life fra 1946 med James Stewart i rollen som George Bailey, der sidder fast i sit liv i forstads-USA og er godt gammeldags bitter over, at hans liv rykker sig to skridt tilbage, når det lige har rykket sig et frem. Men hvad han ikke forstår er, at hans liv faktisk ER herligt, hvilket Donna Reed, som hans tålmodige kone Mary Hatch, hans familie og englen Clarence spillet af Henry Travers, skal hjælpe ham med at huske på over 2 timer og 10 minutters Hollywood julefilm-knas. Som en modvægt til al den kvælende julestemning, anmelder vi også en håndfuld fantastiske anti-julefilm.

Folkehelten Roberto Benigni fik i 1997 sit helt store internationale gennembrud med filmen Life is Beautiful, som havde både skrev, spillede og instruerede. Her følger vi Guido (Roberto Benigni), hans kone Dora (Nicoletta Braschi) og deres søn Giosué (Giorgio Cantarini) og den søde italienske familieidyl i Arezzo, der brat forandres til fordel for diskrimination, forfølgelse og koncentrationslejr. Guido forsøger at skærme sin dreng for uhyrlighederne ved at lege sig igennem tiden i koncentrationslejren - et meget anderledes og modigt take på en Holocaustfilm. Filmen vandt to Oscars og Guld-palmen og er stadig i dag bredt anerkendt for sin varme, lunefuldhed, humor og ikke mindst Benignis Chaplinske ageren i en verden af nød og elendighed.

Godt nytår til alle I filmtoppere, der troligt følger vores rejse gennem IMDb-listens 100 bedste film. Dette er en nytårsspecial, hvor vi afviger fra det oprindelige koncept og i stedet anmelder vores top 10 over de bedste film fra 2024. Vi har denne gang Johnny Pilgård, aka "Bageren anmelder", med som gæstevært, og vi lover jer en håndfuld timer med fuld smæk på filmgennemgang, rangeringer og anbefalinger fra filmåret 2024.

Inden Bryan Singer gik X-Men på os, skabte han en legendarisk who-dunnit-crime-thriller-tegnefilm-ish-film. Og som I kan fornemme, så er The Usual Suspects fra 1995 svær at sætte i bås  genremæssigt, men også som film, for er det "blot" let underholdning eller ligger der og gemmer sig en fortælling om et metablik på selve filmmediet? Indiskutabelt har filmen ihvertfald en af filmhistoriens største reveals og derudover ved alle filmnørder, hvem Keyser Soze er. The Usual Suspects har sat sig store spor i filmhistorien og skød både instruktør Bryan Singer og det store, men på det her tidspunkt, forholdsvis ukendte talent Kevin Spacey op til stjernerne. I denne episode ser vi nærmere på, om filmen stadig holder i dag her små 30 år efter.

I 1994 skabte den meget produktive franske actionfilm-instruktør Luc Besson en af sine største klassikere i form af lejemorder-klassikeren Leon med Jean Reno i topfom og på toppen af karrieren og en meget, meget ung Natalie Portman i sin spæde start på karrieren. Martin og jeg er slet ikke enige omkring den her film, da den både kan anskues som et regulært action-mesterværk om en lejemorder, der bløder op menenskeligt og ender med at beskytte en forældreløs tweenie, men den kan også ses som en amoralk fortælling om en voksen mand, der ikke kan finde ud af at stoppeen alt, alt for ung piges seksuelle under- og overtoner. Glæd jer, der er mange forskellige meninger, der brydes i denne episode.

Studio Ghibli har stået bag nogen af de bedste animerede film gennem filmhistorien. Især Hayao Miyazaki har tryllebundet en hel verden af filmnørder med sine håndtegnede film befolket af magiske og fantastiske skabninger. Miyazaki tør tage favntag med nogle af livets mørke sider og laver film, der udfordrer både børn og voksne. Spørgsmålet er blot, om Miyazakis film taler til os eller hen over hovedet på os - det er vi ikke helt enige om i dagens episode, hvor vi ser nærmere på hans mesterværk Chihiro og heksene fra 2001.

Steven Spielbergs Saving Private Ryan fra 1998 er nærmest blevet synonym med Andenverdenskrigsfilm. Det er blevet sådan hovedsageligt, fordi filmen nærmest omkalibrerede Hollywoods forståelse af en krigsfilm. Tidligere var de helteportrætter og store studiefilm med et meget statisk setup - dette vendte Spielberg på hovedet og introducerede rå realisme og krigens brutalitet samt en meget mere - merd vilje - kaotisk kameraføring. Men han holdt fast i heltedyrkelsen. Saving Private Ryan er en af karrierens højdepunkter for Tom Hanks, der med stoisk ro forsøger at lede sin deling af soldater gennem et krigshærget Frankrig i et forsøg på at finde menign Ryan - for han skal hjem. I denne episode genbesøger vi filmen og ser, om den stadig holder - og derudover giver vi bud på vores bedste Andenverdenskrigsfilm.

I 2014 var Christopher Nolan allerede en anerkendt stjerneinstrukør med bl.a. Memento fra 2000, Batman-trilogien fra 2005 - 2008, The Prestige fra 2006 og ikke mindst monster-succesen Inception fra 2010 på CV'et. Det var derfor ikke mærkeligt, at Warner Bros. turde investere 165. mio. dollars i hans næste projekt. Manuskriptet til Interstellar kom ad omveje fra Spielberg til Jonathan Nolan og endte til sidst hos Christopher Nolan, der tilførte fortællingen sine egne ideer, og stod nu overfor at skulle realisere et vanvittig ambitiøst projekt baseret på teorier af fysiker Kip Thorne i form af warped space time og rejser i forskellige dimensioner. Det hele skulle presses og skubbes ned i Hollywoods fortælleskabeloner, så den kunne blive tilgængelig for alle typer biografgængere. Filmen blev en gigantisk succes og indtjente 700 mio. dollars, blev nomineret til 5 Oscars og cementerede Matthew McConaughey som en af Hollywoods bedste mandlige skuespillere. Men holder den her 10 år efter sin premiere eller var den blot et produkt af sin tid? Og er bøjning af tid og rum på film stadig forståeligtog fascinerende? Og er det hele overhovedet forståeligt? 

Hvis du ikke fik hele sæson 7 med, så har du nu muligheden for at få den store opsamling, når vi gennemgår alle 10 film kort og rangerer dem på vores egen top 100-liste, som inden denne episode rummer 60 film. Det bliver et glædeligt gensyn med Scorsese, gangstere, Polanski, Adrien Brody i en ruinhob, 2 Chaplin-film, en hypet fransk komedie, Humphrey Bogart i måske filmhistoriens mest mindeværdige slutscene, den første slasher-morder på film i form af Norman Bates, Sergio Leone som stilhedens mester, Edward Norton som angrende nynazist og ikke mindst Tom Hanks som humanistisk fængselsbetjent på dødsgangen. Og vanen tro, ser vi selvfølgelig også frem mod sæson 8's 10 nye film, som denne gang bl.a. tuner ind på en håndfuld af de helt store moderne klassikere.

Frank Darabont havde netop afsluttet supersuccesen The Shawshank Redemption og stod klar til at kaste sig over et nyt projekt. Hvad vælger man efter at have sejret kloden rundt med en Stephen King-adaption, hvor hovedpersonen spiller en indsat i et amerikansk fængsel - ja, så gentager man jo blot succesen med endnu en af slagsen. Denne gang i form af The Green Mile fra 1999 med Tom Hanks i rollen som Paul Edgecomb - verdens måske rareste og mest tålmodige fængselsvagt - og den fysisk store - men meget lille inden i - John Coffey spillet af Michael Clarke Duncan. The Green Mile er på mange måder overbevisende og flot, men måske er den også en kende naiv - eller hvad? Det er ihvertfald noget af det, vi undersøger og diskuterer i denne episode.

I 1998 blev Edward Norton Oscar-nomineret for sin præstation i American History X inistrueret af Tony Kaye. Filmen floppede i Box Office, men fik langsomt efter biografpremieren en bred fanbase og blev hyldet som en af 90'ernes vigtige film om nynazisme og racespændinger i USA. Inden hæder og Oscar-nominering, havde filmen haft en smertefuld tilblivelsesproces, hvor instruktør Tony Kaye blev underkendt i sin redigering og senere sagsøgte filmselslabet i raseri over behandlingen. Men dette til trods figurerer filmen i toppen af vores liste over de 100 bedste film på IMDb-listen, men holder den stadig her 26 år efter sin premiere?

I 1968 skulle Sergio Leone følge op på en af filmhistoriens mest succesfulde trilogier - Dollar-trilogien. Leone valgte at blive i både samme genre og med nogenlunde samme setup, men dog med den markante forskel, at plottet denne gang blev endnu mere mørk og beskidt end de tre elskede spaghetti-westerns. Clint Eastwood havde takket nej til atter engang at være tavs hævner i en Sergio Leone-film og valget faldt derfor på Charles Bronson, der i en verden af banditter og jernbaneudvidelser søger at gøre regnebrættet op bevæbnet med en seksløber - og en mundharmonika.

Det lå ikke just i kortene, at Alfred Hitchcocks film Psycho fra 1960 skulle blive hans allerstørste succes i karrieren. Hitchcock havde fx hyret Stefano, en meget ung og uerfaren manusforfatter, Hitchcock selv var som 60-årig selv, på papiret, med hastige skridt på vej mod pensionen og Psycho blev tilmed indspillet på lavbudget og uden farve. Det var næsten opskriften på en sikker katastrofe - bare ikke i hænderne på mesterinstruktøren Alfred Hitchcock. Psycho er innovativ på nærmest aller områder - selv indenfor for promoting - og står i dag som en skoleeksempel på, hvordan en spændingsfilm og et drama skal skrues sammen på film og inspirerede dermed mange nye og kommende instruktører.

Charlie Chaplin er nok mest kendt for sine komiske optrin i en lang og gloværdig stumfilmskarriere, men i 1931 skaber han på mange måder et ganske atypisk værk i skikkelse af Byens lys, der har dramaet i centrum af fortællingen mere end selve komikken. Men bare rolig, der er stadig masser af Chaplinsk gak og løjer, og han arbejder stadig med alle sine velkendte temaer. Byens lys er på mange måder Chaplins kunstneriske højdepunkt og en stædigt holden sig fast i stumfilmen og pantomimen som filmmediets raison d'etre. Vi kan allerede afsløre nu, at Martin og jeg ikke er helt enige omkring denne films kvaliteter.

Da Anden Verdenskrig rasede i Europa filmatiserede underholdningsinstruktør Michael Curtiz et skuespil om Rick, spillet af Humphrey Bogart, på Ricks Café i det neutrale Casablance, som var eneste vej ud af det krigshærgede Europa. Rick har en fornuftig business kørende lige indtil en gammel flamme, spillet af Ingrid Bergman, træder ind af døren og forandrer al ting. Casablanca er et vaskeægte Hollywood melodrama tilsat film noir og en dragende spøgelsesagtig stemning. Filmen er ofte kaldt en af verdens bedste - måske den bedste. Lyt med, når vi i denne episode anmelder en af de helt store filmklassikere.

Hvorfor rammer nogle film bare mere rent end andre? Hvad er det for en dynamik i medielandskabet, der gør, at visse typer film løfter sig fra velfugerende komedie til et folkekomediefænomen? Sådan en rejse tog filmen De Urørlige i 2011, da den var måske den mest hypede franske film, komedie og måske endda også biograffilm i almindelighed. Den succes havde instruktør-makkerskabet Olivier Nakache og Éric Toledano nok ikke regnet med. De urørlige er inspireret af dokumentaren A La Vie, A La Mort fra 2004, og skildrer både rørende, bittersødt og humorisktisk, hvordan det umage par, Phillipe spillet af Francois Cluzet og hans handicaphjælper Driss spillet af Omar Sy, finder hinanden i et smukt venskab gennem filmen. Derudover kommer vi i denne episode med bud på vores top 3 over bedste folkekomedier gennem tiden.

Moderne Tider fra 1936 er en filmisk svanedans. Det er The Little Tramps sidste optræden på det hvide lærred, og så er det også en tydelig afslutning på stumfilms-æraen - især for Chaplin selv, der havde mere end svært ved at acceptere det nye tonemedie, og der sendes flere skarpe kritiske hilsner afsted, imod den nye trend, i filmen. Moderne Tider er skabt på social indignation og som en kritisk kommentar til gennem industrialerede samfund, hvor chefen kigger med, selv når man går på toilettet. Chaplin balancerer ofte på kanten mellem gal og genial, når vi anmelder ham her i Filmtoppen. Spørgsmålet er på hvilken side af stregen, han lander denne gang med filmen Moderne Tider.

I 2002 filmatiserede Roman Polanski Wadyzlaw Szpilmans roman Pianisten fra 1946. Filmen er et ganske personligt projekt, da Polanski selv har en baggrund i Holocaust, da hans mor forsvandt i Auschwitz og han og faren måtte flygte fra Krakow-ghettoen. Filmen blev et internationalt genenmbrud for Adrien Brody, som giver en Oscar-vindende præstation som Spzilman i et krigshærget Warszawa og blandt jødehadende nazister, hvor han er evigt på flugt og både dygtigt og heldigt forsøger at overleve. Filmen er bredt appellerende med et straight forward narrativ, der sikrede den flotte tal i box office samt en masse priser. Men fremstår filmen stadig som en perle her 22 år efter premieren? I denne episode aktualitetsanmelder vi også: The Zone of Interest (2023).

I 2006 skabte gangsterfilmens grand old man, Martin Scorsese, endnu en film om psykopatiske gangtere. Denne gang var settingen i New York dog skiftet ud med Boston, irsk folkmusic og et plot fyldt med informanter, rats og meget mere. Her møder vi storspillende Jack Nicholson, Mark Whalberg og Leonardo DiCaprio samt et basalt spændende plot, hvor det gælder om ikke at blinke først for ellers er du afsløret. Spørgsmålet er dog, om filmen stadig holeder i dag, og om det virkelig kan være, at den er en af Scorseses allerbedste, da den figurerer her i starten af top 40. Derudover aktualitetsanmelder vi Lærerværelset (2023).

Hvis du ikke fik hele sæson 6 med, så har du nu muligheden for at få den store opsamling, når vi gennemgår alle 10 film kort og rangerer dem på vores egen top 100-liste, som inden denne episode rummer 50 film. Det bliver et glædeligt gensyn med Arnold, Indy, McFly, Hitchcock, Coppola, syngende savanne-dyr, Nolan, korttidshukommelse, magi og musiklæreren fra Helvede. Og vanen tro, ser vi selvfølgelig også frem mod sæson 7's 10 nye film, som denne gang bl.a. tuner ind på de helt store sort-hvide Hollywood-klassikere.

I 1981 instruede Steven Spielberg og Georg Lucas en skælsættende eventyrfilm, som ville blive den første af sin slags i en elsket filmpranchise, som sidste år fik sin afslutning med Indiana Jones and The Dial of Destiny. I den første film - Raiders of the Lost Ark - lærer vi hovedpersonen Indiane Jones, spillet charmerende og med glød af Harrison Ford, at kende som den kække arkæologi-professor, der det ene øjeblik løser gåder i forhistoriske huler fyldt med fælder, og i det næste forelæser på Harvard til lyden af kærligheds-sukkende kvindelige studerende. I denne episode anmelder vi eventyrfilmen over dem alle og lader eventyr være det helt store kodeord generelt. Vi aktualitetsanmelder også: Indiane Jones and the Dial of Destiny (2023)

I 1991 gav James Cameron os en af filmhistoriens flotteste og mest skræmmende 2'ere i form af sci-fi-action-gyser-(lidt slasher)-braget Terminator 2: Judgment Day. Filmen satte helt nye standarder for special effects, men også praktiske effekter. Generelt var filmen på alle områder årtier foran sin samtid. Og skulle man være i tvivl om, hvorvidt Arnold Schwarzenegger var en superstjerne, så var ingen det næppe efter denne film. I denne spisode dykker vi ned i Terminator-franchisen, robotter og AI. Vi aktualitetsanmelder: The Creator (2023)

Kære Filmtoppere - godt nytår til jer alle! Vi fejrer et forrygende år med en lille nytårsgave til jer alle i form af en special, hvor vi grundigt gennemgår hver vores top 10 over de bedste film og tv-serier fra året 2023. Tak fordi I lytter med og følger vores rejse gennem IMDb-listens 100 bedste film. På gensyn i 2024.

I 1954 byggede mesterinstruktøren Alfred Hitchcock et filmset, som verden ikke havde set lige. På Paramounts store Stage 18 byggede setdesignere og håndværkere et 5-etager højhus med dertilhørende gårdhave, udemiljøer, hovedgade, bar, interiør i de fleste lejligheder, rygende skorstene og ikke mindst en Manhattan skyline. Plottets mester var som altid ambitiøs og perfektionistisk. I Rear Window møder vi fotografen og globetrotteren Jeff, spillet af James Stewart, der sidder lænket til sin lænestol i sin lejligehd under en hedebølge i New York grundet en benskade. Jeff opdager, at hans naboer måske ikke er så uskyldige, som de ser ud til, og snart har han overtalt sin unge kæreste Lisa, spillet af Grace Kelly, til at undersøge en mulig mordsag i lejlighedskomplekset. Men er Jeff blot en simpel vindueskigger, eller er der noget om sagen? I dette afsnit anmelder vi også Netflic-serien The Fall of the House of Usher (2023).

I 1985 skrev filminstruktør Robert Zemeckis og manus-forfatter Bob Gale filmhistorie, da de skabte en af de mest elskede familiefilm til dato. Tilbage til fremtiden er stadig den dag i dag et kæmpe popkulturelt fænomen, hvor alt fra Marty McFly's (Michael J. Fox) puffede dynvest og skateboard, Dr. Emmett Browns (Christopher Lloyd) vilde hår og opspilede øjne, den tidsrejsende DeLorean, mobberen Biff (Tom Wilson), de kitchede, men lækre effekter og soundtracket The Power of Love alle er blevet udødeliggjorte. Filmen er et konglomerat af alle familie-80'er-film på en gang, men den er også over the top sine steder og stædigt insisterende på at befolke filmen med ekstremt todimensionelle karakterer. Derudover aktualitets-anmelder vi: Barbie (2023) Film der yderligere specifikt omtales i denne episode: Source Code (2011) og Interstellar (2014)

I denne specialepisode ser vi nærmere på de bedste film fra 1980'erne. Crepe dit hår og tag dine benvarmere på, og gør dig klar til en nostalgisk omgang walk down Memory Lane til et filmårti med knald på biljagter, action-komedier, muskler, store våben, robotter, aliens, eventyrfilm, praktiske effekter, hårrejsende sci-fi-gys og generelt et filmmedie i vild udvikling. Vi krydrer det hele med en masse indslag fra venner og bekendte, og stiller dem alle spørgsmålet: Hvad er din ynglings-80'er-film?

Damien Chazelle er en instruktør, der ofte yder det sublime i jagten på at forstå og formidle menneskets kamp for det sublime. Det så vi i La La Land fra 2016 og First Man fra 2018 og så sandelig også i episodens film i fokus; Whiplash (2014). Her følger vi Andrews (Mike Tellers) kamp for at blive verdens dygtigste jazz-trommeslager. Men først må Andrew overbevise sin karismatiske underviser (J. K. Simmons), at han overhovedet er værdig til at være i øvelokalet. Whiplash er en af filmhistoriens stærekste duo-præstationer. I 1 time og 46 minutter slår det gnister mellem de to, og filmen sætter grundlæggende spørgsmålstegn ved, hvor langt man kan og bør gå i kampen for at blive den bedste. Og ikke mindst; hvad prisen er. Episodens anbefalinger er ligeledes to film, der på hver deres måde viser kunstnerens kamp med og mod sig selv i forsøget på at være den bedste.

Ridley Scott redefinerede i 2000, hvordan en episk kostumedrama-film, skulle skæres. Væk med tunge scener med skuespillere i gamle gevandter og bedagede replikker og velkommen til gladiator-rutninger i guld indsmurt i blod, en fortælling med kæmpe patos, action og stilsikker filmisk levering med æstetiske pragtscener og et overdådigt hårrejsende score af Hans Zimmer. Dengang blæste den benene væk under os, men holder den stadig i dag her 23 år efter sin præmiere? Dette diskuterer vi med historiker og cand. mag. Nicolai Hansen og ser dermed også filmen efter i sømmene for historiske ukorrektheder, som den jo også er notorisk berygtet for. 

Hvis Diney-film har fulgt dig siden barndommen, så hop med på nostalgi-toget i denne episode, hvor vi hylder alt ved Disney, men også behandler de problematiske og knap så velfungerende aspekter. Vi anmelder denne gang Løvernes konge fra 1994, som af mange anses for at være en af Disneys bedste - måske endda den bedste. Filmen er et festværkeri af farver, sang-hits og uforglemmelige karakterer. Men er filmen lidt for skabelonpræget? Eller lever den op til favoritværdigheden? Derudover rangerer vi vores personlige og fuldstændig subjektive Disney-top-5 med afsæt i barndomsminderne.

Vi fortsætter, hvor vi slap, i Nolan-sporet og tager denne gang på besøg i det victorianske London for at følge Angier (Hugh Jackman) og Borden (Christian Bale) i tryllefilmen The Prestige fra 2006. Der er stadig tale om en kalssisk Nolan-guirlande, men filmen er trods alt mere straight forward end Memento. Til gengæld bliver der skruet mere op for dramaet og klassiske plottwists. Filmen blev skabt på lowbudget, men tog verden med klassisk Nolan-storm og cementerede atter engang Nolan som en af vor tids største filmskabere. Denne episode dedikerer vi trylleri, i al almindelighed, på film.

Det er et vaske ægte Christopher Nolan-paradoks, at det er svært at glemme meta noir revenge-filmen Memento fra 2000, når nu den handler om Leonard (Guy Pearce), der har svært ved at finde sin kones morder, da han ingen korttidshukkommelse har. Filmen fik en lunken modtagelse af samtiden, men står i dag som en af de vigtigste milepæle fra 00'erne. I denne episode anmelder vi filmen og rangerer efterfølgende Nolans film fra værst til bedst. Derudover får I også en længere anmeldelse af Nolans biografaktuelle Oppenheimer. Velkommen til en episode, hvor vi rigtig Nolan-nørder!

Francis Ford Coppolas Dommedag Nu fra 1979 handler kun på overfladen om Vietnamkirgen. Under den tynde overflade gemmer vanviddet sig sammen med moralen og civilisationens forfald. Filmen var et sandt mareridt at filme og producere, settet blæse væk i en tyfon, det samme gjorde filmens budget i overført betydning, nogle skuespillere var på stoffer og Marlon Brando mødte op på settet uforberedt og ude af form. Dommedag Nu blev nærmest Coppolas egen dommedag, men da strabadserne var overvundet fik et mesterværk præmiere, som stadig i dag sætter dybe spor i filmverdenen. Vi er dog ikke helt enige i studiet om, hvor meget og hvordan. Vi har cand. mag. i historie Nicolai Hansen med som gæst i denne episode og episodens anbefalinger har krigens gru og umenneskelighed i fokus.

I anledning af, at Filmtoppen fejrer 5-års-jubilæum, udgiver vi en specialepisode, hvor vi ser tilbage på de sidste 5 år, hvor vi er nu, og hvor vi ønsker, at fremtiden bringer os hen. Hør historien om hvordan to autodidakte filmpodcast-entusiaster helt naivt troede, de havde styr på det hele, da de startede op i maj 2018. Hør ligeledes hvordan en lydisoleret biograf og ordentligt optageudstyr gjorde, at Filmtoppen tog et kvantespring. Tag med tilbage down-Memory-Lane og grin med, når vi fortæller røverhistorierne fra behind-the-scenes-and-never-told-before.

I denne episode samler vi op sæson 5's 10 film, som var en blandet landhandel, og ser frem, med stor begejstring, til sæson 6, som er spækket med store klassikere og mesterværker. Vi rangerer de 10 film i forhold til vores egen top 100-liste, som indtil videre rummer 50 film. Vi glæder os til at lyttes ved i sæson 6, som vi påbegynder optagelserne af her i august.

I 1977 var instruktør Ridley Scott i biografen i Los Angeles. Han var egentlig i USA for at promovere en film, men efter biografoplevelsen kunne han ikke tænke på andet de næste måneder. Han måtte lave sin egen sci-fi-film! Scott havde set Star Wars i biografen, og filmen havde tændt en ild i ham. Filmen skulle ikke være et eventyr som Lucas' film ej heller virkelighedstro som Kubricks Rumrejsen 2001. I samarbejde med H. R. Giger skabte Scott et filmmonster, verden ikke havde set mage og til at duellere mod det overjordiske væsen, på et goldt rumskib i det ydre rum, iscenesatte han den ubevæbnede unge kvinde Ellen Ripley spillet til perfektion af Sigourney Weaver. Et popkulturelt fænomen var skabt, og filmen Alien fik biografpræmiere i 1979 og har siden inspireret en endeløs række af instruktøre til at skabe både sci-fi-film, men også gyserfilm generelt. Derudover har franchisen inspireret til et hav af computerspiltitler. Derfor fokuserer dagens anbefalinger på både film og computerspil inspireret af Scotts sci-fi gysermesterværk.

Hitler er måske en af de mest filmisk parodierede statsledere i verdenshistorien. En af de mest berømte filmparodier er Charlie Chaplins The Great Dictator fra 1940 eller Diktatoren, som den hedder på dansk. Chaplin skrev og instruerede selv filmen, komponerede musikken samt spillede, ikke bare en, men begge hovedroller. Filmen var et passionsprojekt for Chaplin, og dette er måske både filmens helt store styrke, men måske også dens helt store akilleshæl. Filmen har en række filmikoniske scener, men overskrider måske også, på flere planer, sin besøgstid. The Great Dictator er en kontroversiel film, som både fik verden til at grine, men som også endte med at sende stjernen Chaplin i eksil i flere årtier. I denne episode anbefaler vi to film, der hver især, i forlængelse af The Great Dictator, er gode bud på filmparodieringer af Hitler. 

I denne episode anmelder vi, sammen med gæsteanmelder og tidligere biografoperatør René Husted, Giuseppe Tornatores storhittende Cinema Paradiso fra 1988 eller Mine Aftener i Paradis, som den hedder på dansk. Nostalgien er så tyk, at man kan skære igennem den og imponerede tilsyneladende specialjuryen i Cannes, selvom den floppede to gange i biografen - resten er historie. Har du stor kærlighed til biografsalen, duften af popcorn, dine første dates i mørket og knitrende karamelpapir, ja, så er du kommet til det rigtige sted. Spørgsmålet er dog, om filmen mere er et fatamogana, et spejlbilelde af, hvordan vi ønsker at huske de gode gamle dage, hvor biografen havde patent på den samlende filmoplevelse - eller om det fremstår, som noget nastalgisk brad i dag? Episodens anbefalinger giver tre bud på, hvordan nostalgien kan findes i andre film.

Så står den på Billy Wilder igen i Filmtoppen. Vi er så ofte blevet godt underholdt af Hollywood-instruktørlegenden, der er kendt for sine nyskabende plots og sit høje filmtekniske niveau. Denne gang tager Wilder os med en tur om bag Hollywoods glamourøse ydre og med ned i forfængelighedens, forfaldets og excentricitetens mørke i form af Sunset Boulevard fra 1950. Her møder vi den falerede stumfilmsstjerne Norma Desmond, spillet dragende og flot af Gloria Swanson, der i sin nedslidte mansion på Sunset Boulevard går og drømmer om sit store comeback. Men er det ikke lidt for nemt, for Wilder, at kritisere den industri, han selv var en del af - og tjente gode penge på? Dette og mange flere sprøgsmål stiller vi os selv i denne episode, hvor vi også - for første gang nogensinde - har valgt at anbefale jer den helt samme film.

I Stanley Kubricks Dr. Strangelove eller hvordan jeg lærte at glemme mine bekymringer og elske bomben fra 1964 spiller Peter Sellers tre ikoniske roller. Henholdsvis præsident, general og gal halv-nazistisk videnskabsmand med en mekanisk arm, der meget gerne vil hejle. Der er tale om full blown politisk satire om en af menneskehedens største bekymringer; a-bomben. Kubrick mente, at ved at grine af det hele, blev pointen endnu mere tydelig. Lyt med og find ud af, om vi grinte eller græd efter, vi havde set filmen. Episodens anbefalinger er både en ikke-anbefaling og doku-fiktions-hybrid om en aften, der kunne have udslettet alt liv på Jorden. Og - så er der et Easter Egg til sidst i episoden, hvor filmekspert Søren Høy fortæller om sit forhold til filmen.

Du har ikke set en trist tegnefilm, før du har set Isao Takahatas animeværk Grave of the Fireflies fra 1988.  Det er igen Studio Ghibli, der står bag og som vanligt, kan troen på menneskeheden ligge på et meget lille sted. Filmen er dog mere realistisk denne gang og fortællingen langt mere brutal, da vi følger søskendeparret Seita og Setsuko, der har mistet alt under en amerikansk brandbombnig af deres landsby. Men de børn står til at miste endnu mere. Tag med på en ubærlig rejse gennem et Anden Verdenskrigshærget Japan og få en oplevelse, du alrig vil glemme. Men ender det hele med at blive lidt for meget? Episodens filmanbefalinger en en potpourri af Miyazakis aller bedste samt en spøjs, men velfungerende film om en dreng, der har Hitler som fantasiven.

I 2006 skabte den tyske instruktør Florian Henckel von Donnersmarck en helt ny fortælling om Stasi og livet i overvågnings-DDR. Instruktør og film insisterer på, at selv en grå og systemtro Stasi-agent som Gerd Wiesler, spillet stærkt af Ulrich Mühe, kan blødes op ved hjælp af kunst, kultur og frihedens tanker. En lidt provokerende fortælling især fordi det aldrig skete i virkeligheden. Troen på mennesket er stærk i De Andres Liv, men er det en lidt naiv tilgang til virkeligheden? Og kan man blot tilsidesætte fakta for at skabe virkningsfuld filmmagi? Dette og meget mere debatterer vi i denne episode, hvor vi atter har besøg af cand. mag. i historie Nicolai Hansen. Episodens anbefalinger runder Denis Villeneuve, en DDR-komedie samt en flugttur i ballon.

I 2017 fortryllede animationsinstruktør Lee Unkrich og Pixar Studios verden med sin rørende fortælling om den musikalske Miguel, der ikke må spille musik for sin familie og som pludselig, på De Dødes Dag, befinder sig i det mexicanske dødsrige. Coco er musikalsk, sjov, tankevækkende og udfordrer en hel børnegeneration til at gentænke deres forhold til måske livets største tabu; døden. Men det var dog en stor udfrodring både fortællemæssigt og teknisk at lave Coco og Unkrich måtte ad flere omveje før vi alle, verden over, kunne nyde dette Pixar-mesterværk. Episodens anbefalinger tager os denne gang forbi to andre film med døden i centrum - nemlig i form af en anden Pixar-klassiker og en glemt 80'er-komedie.

Så står den atter en gang på Stanley Kubrick i Filmtoppen. Denne gang skal vi mødes i Ingenmandsland sammen med superstjernen Kirk Douglas i Paths of Glory fra 1957, som i sin samtid blev en kommerciel fiasko, men som i dag anses som et af de største og vigtigste antikrigsfilms-værker. Filmen har tydeligt inspireret Sam Mendes, Edward Berger og helt sikkert mange andre krigsfilmsinstruktører i dag. Til at hjælpe os igennem dagens historiske epos har vi atter engang allieret os med cang. mag. Nicolai Hansen, som denne gang er medanmelder. Derudover giver film- og Kubrick-ekspert Søren Høy atter en gang sin mening til kende om dagens film. Episodens anbefalinger bliver både i emnet "1. Verdenskrig" og hylder Stanley Kubrick. Og eftersom det er påske, kan I finde et ægte Easter Egg i slutningen af episoden, hvis I bliver hængende.

I 1980 instruerede stjerneinstruktøren Stanley Kubrick en Stephen King nøgleroman. Ondskabens Hotel endte med at blive dagsordensættende for kommende gyserfilm, men den drev også en skuespillerinde på vanviddets rand, fik King til at tage afstand og var meget længe om at blive anset som et filmisk mesterværk. Klassisk Stanley Kubrick fristes man til at sige. Atter en gang skal vi se Kubrick presse sig selv og sine omgivelser ud over kanten i jagten på det sublime. Derudover byder episoden på et kort gæstebesøg af film- og Kubrick-ekspert Søren Høy samt to Mike Flanagan-anbefalinger.

Så er det atter tid til at kigge frem mod 10 nye film. I sæson 5 skal vi på hotel, i skyttegravene, i mexicansk dødsrige, aflyttes, bombes, frygte A-bomber, opleve derout i Hollywood, møde en biografejer, se en dansende diktator og opleve uhyggeligt gensyn med en slimet blind passager! Bedre kan det ikke blive!

I denne bonusepisode samler vi op på og rangerer sæson 4's 10 film og indplacerer dem på vores egen top 100. Vores top 100 er under konstruktion, men rummer hermed 40 film i alt. Efter sæson 5 er vi halvvejs på denne vanvittige rejse! Tak fordi I nørder og lytter med :)