Podcasts about Tove Ditlevsen

Tove Ditlevsen. „Kopenhagos trilogija“. Vertė Aurelija Bivainytė, išleido leidykla „Tyto alba“.Tovė Ditlevsen tituluojama vienu unikaliausių ir svarbiausių XX a. danų literatūros balsų. Jos rašymo stilius, kritikų teigimu, nukonkuruoja net tokius autorius kaip Sylvia Plath (Silvija Plat) ar Karlas Ovė Knausgård'as (Karlas Ovė Knausgardas), kuriems pavyko asmeninę patirtį paversti jaudinančiu menu. Pripažinta šedevru, patekusi į The New York Times geriausių 2021 m. knygų dešimtuką, „Kopenhagos trilogija“ – tai įtraukianti autorės kelionė per meilę, draugystę, ambicijas ir priklausomybę. Knygos ištraukas skaito aktorė Aldona Bendoriūtė. (S)

Tove Ditlevsen. „Kopenhagos trilogija“. Vertė Aurelija Bivainytė, išleido leidykla „Tyto alba“.Tovė Ditlevsen tituluojama vienu unikaliausių ir svarbiausių XX a. danų literatūros balsų. Jos rašymo stilius, kritikų teigimu, nukonkuruoja net tokius autorius kaip Sylvia Plath (Silvija Plat) ar Karlas Ovė Knausgård'as (Karlas Ovė Knausgardas), kuriems pavyko asmeninę patirtį paversti jaudinančiu menu. Pripažinta šedevru, patekusi į The New York Times geriausių 2021 m. knygų dešimtuką, „Kopenhagos trilogija“ – tai įtraukianti autorės kelionė per meilę, draugystę, ambicijas ir priklausomybę. Knygos ištraukas skaito aktorė Aldona Bendoriūtė. (S)

Tove Ditlevsen. „Kopenhagos trilogija“. Vertė Aurelija Bivainytė, išleido leidykla „Tyto alba“.Tovė Ditlevsen tituluojama vienu unikaliausių ir svarbiausių XX a. danų literatūros balsų. Jos rašymo stilius, kritikų teigimu, nukonkuruoja net tokius autorius kaip Sylvia Plath (Silvija Plat) ar Karlas Ovė Knausgård'as (Karlas Ovė Knausgardas), kuriems pavyko asmeninę patirtį paversti jaudinančiu menu. Pripažinta šedevru, patekusi į The New York Times geriausių 2021 m. knygų dešimtuką, „Kopenhagos trilogija“ – tai įtraukianti autorės kelionė per meilę, draugystę, ambicijas ir priklausomybę. Knygos ištraukas skaito aktorė Aldona Bendoriūtė. (S)

Tove Ditlevsen. „Kopenhagos trilogija“. Vertė Aurelija Bivainytė, išleido leidykla „Tyto alba“.Tovė Ditlevsen tituluojama vienu unikaliausių ir svarbiausių XX a. danų literatūros balsų. Jos rašymo stilius, kritikų teigimu, nukonkuruoja net tokius autorius kaip Sylvia Plath (Silvija Plat) ar Karlas Ovė Knausgård'as (Karlas Ovė Knausgardas), kuriems pavyko asmeninę patirtį paversti jaudinančiu menu. Pripažinta šedevru, patekusi į The New York Times geriausių 2021 m. knygų dešimtuką, „Kopenhagos trilogija“ – tai įtraukianti autorės kelionė per meilę, draugystę, ambicijas ir priklausomybę. Knygos ištraukas skaito aktorė Aldona Bendoriūtė. (S)

Det var lidt af en overraskelse, da 'Heart Lamp' vandt den Internationale Bookerpris. Prisen har før forudset Nobelvindere, og plejer at gå til en roman om verdens tilstand. Men denne gang var det en novellesamling, skrevet af den indiske forfatter og aktivist, Banu Mushtaq. En novellesamling om lokale skæbner, kvindeliv og familiefejder. I denne uges Bogfolk har Felix Thorsen Katzenelson besøg af litteraturformidler og International Bookerpris-superfan Emil Busch Madsen. De taler om prisen, om oversættelser og om hvad det er ved Banu Mushtaqs nære historier der vedkommer hele verden. See omnystudio.com/listener for privacy information.

Livros mencionados:Manteiga, Asako Yuzuki;A Relíquia, Eça de Queirós;Torto Arado, Itamar Vieira Júnior;Menino Nicolau, Goscinny e Sempê;Bela e o Boo e a Hora de Dormir, Mandy Suthcliffe;50 anos poesia, Nuno Júdice;Trilogia de Copenhaga, Tove Ditlevsen;Misericórdia, Lídia Jorge;Compêndio para Desenterrar Nuvens, Mia Couto;Deus das Moscas, William Golding;Siddartha, Herman Hesse;O Lixo na Minha Cabeça, Hugo Van der Ding;O Palácio de Gelo, Tarjei Vesaas;O Lado Errado, Davide Coppo;Livro da Caligrafia, Nuno Júdice;As Cartas do Boom, Vargas Llosa, García Márquez, Fuentes e Cortázar.Sigam-nos no instagram: @leiturasembadanasEdição de som: Tale House

Na Trilogia de Copenhagen, escrita pela dinamarquesa Tove Ditlevsen, publicada no Brasil pela Companhia das Letras (tradução de Heloisa Kahn e Kristin Lie Garrubo), memórias de infância pobre, vícios, amores desastrosos e a luta pela arte se misturam na prosa da autora que narra a própria vida.Neste episódio, Arthur Marchetto, Cecilia Garcia Marcon e Juliana Leuenroth (uma das coordenadoras do projeto Leia Mulheres) discutem como Ditlevsen influenciou a escrita autobiográfica que ecoa hoje em Annie Ernaux e Edouard Louis e a construção de narradoras que influenciaram a escrita da Tetralogia Napolitana, de Elena Ferrante.Então aperta o play e vem conhecer a vida de Tove Ditlevsen!---Links⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠Apoie o 30:MIN⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠Siga a gente nas redes⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠Já apoia? Acesse suas recompensas⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠⁠Confira todos os títulos do clube!---Juliana LeuenrothEspanadores (IG)Leia Mulheres (IG)

Ullmann, Katrin www.deutschlandfunkkultur.de, Fazit

"Je kan met niemand je diepste gedachten delen. Met het belangrijkste in de wereld ben je alleen." - Stine vraagt haar zus Lotte om een zin te kiezen uit het werk van schrijver Tove Ditlevsen.

In deze aflevering bespreken we Vilhelms kamer van Tove Ditlevsen. En verder hebben we het over: Tove Ditlevsen - De Kopenhagen Trilogie Tove Ditlevsen - De gezichten Tove Ditlevsen - Toen Anneliese dertien was… Tove Ditlevsen - De biografie Jilt Jorritsma - Autopsie Jennifer Lynn Barnes - The Naturals Lara Taveirne - Wolf Wil je graag boekentips in je mailbox ontvangen? Vanaf nu vind je ons ook op Substack!

Wie kommt das Lügen ins Leben? Gibt es Besen, mit denen sich das Böse vor die Türe kehren lässt? Mit der einen Hand nähen, mit der anderen Hand rauchen - geht das? Vertrackte Fragen, märchenhafte Details, drohendes Unglück – die Literaturagenten sprechen mit Monika Helfer über die Elemente, aus denen sie ihre Geschichten komponiert. Dazu: Ein Gespräch über den von der "Konferenz der Vögel" inspirierten Comic "Ahmadjan und der Wiedehopf" und die Vorstellung neuer Bücher von Tove Ditlevsen und Simone Buchholz.

Die Schauspielerin Naffie Janha hat das Münchner Publikum bereits in vielen Facetten kennenlernen dürfen: Als Yvonne beeindruckt sie mit ihrer stummen Präsenz, als Tove erzählt sie zusammen mit zwei Schauspielkolleginnen eine Lebensgeschichte voller Schicksalsschläge, und als Hedvig steht sie vor einer folgenschweren Entscheidung. Über ihre außergewöhnlichen Rollen, Begegnungen und Herausforderungen spricht sie in dieser Folge mit Intendant Andreas Beck. Ihr habt Fragen, Anmerkungen oder Wünsche? Wir freuen uns auf eure Nachricht per Mail an onlinekommunikation@residenztheater.de! Mehr zu Naffie: Naffie Janha (residenztheater.de) DIE WILDENTE von Henrik Ibsen Inszenierung Johannes Holmen Dahl Mit «Die Wildente» verfasste Henrik Ibsen eine meisterhafte Tragödie. Idealist Gregers Werle begibt sich auf eine verhängnisvolle Suche nach der Wahrheit in die Vergangenheit seiner Familie. Mit diesem Klassiker seines Landsmanns gibt der norwegische Regisseur Johannes Holmen Dahl sein Deutschlanddebüt. Mehr zu DIE WILDENTE: residenztheater.de/stuecke/detail/die-wildente MINETTI Ein Portrait des Künstlers als alter Mann von Thomas Bernhard Inszenierung Claus Peymann «Lear» noch einmal spielen – Traum und Alptraum des Schauspielkünstlers Minetti. In der Halle eines Hotels in Oostende. Minetti räsoniert über das Theater, die Schauspielkunst, Höhenflüge und Katastrophen… Reden, Schweigen, Lärmen – alle warten – auf das Ende des Jahres? Des Lebens? Oder der Welt? Mehr zu MINETTI: Minetti (residenztheater.de) DIE KOPENHAGEN-TRILOGIE nach den Romanen «Kindheit» – «Jugend» – «Abhängigkeit» von Tove Ditlevsen | für die Bühne bearbeitet von Tom Silkeberg, mit einem Videoprolog aus «Gesichter» Inszenierung und Fassung Elsa-Sophie Jach Tove Ditlevsen erzählt entlang der eigenen Biografie von der Flucht aus einem komplizierten Alltag in die Narration und webt dabei Realität und Fiktion raffiniert ineinander. Ihre gleichnamige Ich-Erzählerin berichtet ebenso humorvoll wie lakonisch von Privatem, das politisch ist. Ein frühes Werk der Autofiktion und ein widerständiges weibliches Vermächtnis einer großen dänischen Schriftstellerin. Mehr zu DIE KOPENHAGEN-TRILOGIE: Die Kopenhagen-Trilogie (residenztheater.de) Mehr zu den Veranstaltungen am Residenztheater findet ihr hier: Spielplan | residenztheater.de Residenztheater (@residenztheater) auf Instagram Im Gespräch: Andreas Beck und Naffie Janha Redaktion: Benedikt Ronge, Lea Unterseer Schnitt: Jan Faßbender und Lea Unterseer Musik: Michael Gumpinger

Schoeß, Marie www.deutschlandfunkkultur.de, Lesart

Schoeß, Marie www.deutschlandfunkkultur.de, Lesart

Schoeß, Marie www.deutschlandfunkkultur.de, Lesart

Àqueles a quem o Natal diz muito pouco ou mesmo nada, o avesso das expectativas, esse sentido que nasce de tanto se tocar o mundo de fora, de interpretar um elemento de desordem, um modo de alegria tão apropriada à realidade como uma traição, seria embaraçoso tentar falar dessa sensação absurda de paz de que gozámos alguns enquanto crianças, estando entregues à espera, a uma difusa ansiedade, enquanto numa sala ao lado os adultos, em grande número, falavam entre si, defendendo essa mística da possibilidade de se crescer com este mundo, e de isso significar uma expansão dos elementos de fantasia, quando a própria infância se confundia com um território defendido e em cujos limites, a imaginação se permitia todo o tipo de exageros. Mas não ficava tão longe assim do momento em que tantos mestres acabam por revelar-se meros vigaristas. Depois ainda há um outro lado, e uma outra realidade onde os adultos são eles mesmos seres roídos, e a quem agrada impor a sua experiência misturando em cada conhecimento que se transmite uma dose de crueldade. Esses não atardam aquela sabedoria que vem a degradar-nos, mas trabalham-na eles mesmos para os seus fins. Neste quadro em que uma criança se pode tornar a presa de um ser imensamente frágil e que sobre ela exerce a sua infecta potência, Tove Ditlevsen descreveu a infância dizendo-nos que esta é comprida e estreita como um caixão, e não se pode escapar dela sem ajuda. “Ninguém escapa à infância, que se cola a cada pessoa como um odor.  Pode-se nota-la nas outras crianças – e cada infância tem o seu próprio cheiro. Não se conhece o próprio cheiro, e por vezes teme-se que seja pior do que os outros. Fala-se com uma rapariga cuja infância fede a cinzas e carvão e, de súbito, dá-se um passo atrás quando se sente o fedor da própria infância. Observa-se, à socapa, os adultos (…). À vista desarmada, não se nota que tenham tido, outrora, uma infância, e não há quem se atreva a perguntar-lhes como conseguiram ultrapassá-la sem que ela lhes marcasse o rosto com cicatrizes profundas. Assim, facilmente se suspeita de que se tenham servido de um atalho secreto e adoptado a sua forma adulta muitos anos antes de chegar o momento certo. Fizeram-no num dia em que estavam sozinhos em casa, quando a infância lhes oprimia o coração.” É quase certo que, se a muitos lhes fosse dada a possibilidade de regressarem, veriam já tudo de forma diferente, e mesmo que reconhecessem o esforço dos mais velhos para não se tornar aparente como a vida chega a parecer-se com uma cerimónia em que tudo parece desmoronar-se perpetuamente enquanto aqueles que dão por isso se empenham para que alguns possam gozar o intervalo dessa consciência. De algum modo, a muitos de nós já não escaparia a forma como os próprios pais viviam refugiados nessa capacidade de editar o mundo para os filhos. Vimos desse castigo suave, brando, benigno. Mas só fomos felizes enquanto alguma coisa nos era escondida. A verdade é que nenhum prazer neste mundo deixa de impor um custo, nada do que nos foi dado emergiu de forma espontânea, e de graça. Há um peso que fica e vai corroendo aquele que segurou os indícios de uma desolação que nos cerca desde a primeira hora. Não há aqui uma negatividade, mas o reconhecimento de que todo o abrigo e consolação teve um preço. Pode demorar uns bons anos, mas mais tarde ou mais cedo damo-nos conta de o ritmo da existência é o da perda. E para muitos pode mesmo ser difícil conciliar esse avanço que nos foi dado, essa margem da alegria que nos foi permitida por esses que preservaram para nós um território inexpugnável, para que o mundo não aplicasse sobre nós os seus métodos de extorsão. Esse precioso equívoco conferiu-nos essa facilidade de nos destacarmos da realidade, sermos bichos de outro mundo, produzindo essa orla que mais tarde nos parece que veio a ser apropriada para efeitos de publicidade. Os tons garridos que agora tomam conta dos anúncios, tudo isso devolve a sinceridade daqueles devaneios na sua forma mais destituída, podre. Como se todo aquele vagar, que fez de nós seres para quem o tédio chegava a ser a pior das ameaças, tudo esse programa que subsidiou em nós o espírito, viria depois a projectar-se como uma radiografia revelando o lado vazio, o motivo porque havia nos adultos sempre um silêncio, uma espécie de reserva, como se não nos pudessem dizer demasiado, como se a partir de certos limites houvesse um risco de a lógica animosa que nos nutria se virar contra si própria. Os mais hábeis em traçar essa fronteira, e defendê-la, reconhecem que teremos tempo para atingir o esqueleto cinzento e eterno que está por baixo. Para alguns, o resto dos dias poderá muitas vezes trazer a sensação de se estar tomado pela sufocação, enquanto, desde a infância, vamos escavando a constatação do nosso cadáver. Mas, assim mesmo, o Natal regressa muito mais tarde, nessa possibilidade de observarmos os adultos, à socapa. Já não os revisitaremos com aquele sentimento de promessa, mas os laços ainda se reforçam, nuns casos apenas a compreensão, mas, noutros, a clareza de que nos deram pontos de referência fora do mundo, de tal modo que continuamos pela vida fora, mesmo que só por hábito, a variar, a desejar desobrigarmo-nos, a persistir, mesmo que de forma discreta, nessa perpétua revolta contra a mesquinhez dos dias-de-depois. Continuamos a ouvi-los nessa outra divisão, e o que importa, sabemos agora, não foi o que se terão dito, mas esse clamor que se mantém vivo, com as cores, a composição dos cheiros e dos gestos, todos esses contornos que marcam uma alegria electiva e reordenadora. E, então, parece claro que pouco importa o que acontece, mas as sensações que alimentam essa possibilidade de fuga, essa desordem posterior, nasce ali. Pelo resto dos dias, alguns movem essa luta – a fundo perdido – contra o tal esqueleto cinzento que tantos se esforçam por confirmar. Trazem-nos ossos, e para cada um deles temos nós outras figuras, imagens e hipóteses que ruminámos e contemplámos, de tal modo que nos demos o tempo para reproduzi-las nalguma transfiguração satisfatória. Pode-se dizer que falsificámos o mundo, que pássamos de seres que gozavam de um certo privilégio para o assumir na forma de desacatos, rompendo com as convenções e tudo aquilo que garante a estabilidade social. Pode-se dizer que vimos tudo mal, e que transportamos esse exercício maníaco desde a infância, forçando o mundo ao exagero de uma galeria de gestos de força ou prazer que levariam a realidade ao absurdo. Mas depois é fácil deste lado devolver a pergunta: Mais absurdo do que isto? Talvez não possamos justificar inteiramente este mal-estar, esta radiância dolorosa, este nascer a partir de uma graça que nos foi conferida por aqueles que tiveram a decência de não nos contar a verdade. Essa miséria, se a transportamos no nosso íntimo, significa que ficaremos sempre do lado do mundo contra nós próprios. Talvez haja uma medida de delírio que se torna intolerável, e é sempre necessário impor-lhe limites. Mas não certamente a favor das coisas como elas, hoje, se nos apresentam. O que este tempo nos pede é algo dessa paixão capaz de revirar o espectáculo da existência, não para nos forçar a roer algum dos ossos da realidade, mas para dar cabo deste mero esquema de inversão, em que aqueles que não tiveram a infância senão como um recreio para a crueldade dos adultos, depois escapam desta apenas para descobrir que se tornaram ilhas cercadas de filhos da mãe por todos os lados. Neste episódio não propriamente especial, mas gravado de antemão e disponibilizado entre quem menos quererá ouvir falar do Natal, tivemos connosco a escritora Cristina Carvalho, filha de Natália Nunes e de Rómulo de Carvalho (António Gedeão), alguém para quem esta quadra nunca teve grande significado, eque viveu sempre noutra medida de projecção das faculdades de conhecimento, de invenção e de crítica, e que veio assim dar-nos algum balanço para esta missa em que demos cabo do galo para vos servirmos a cabidela do costume.  

Sojitrawalla, Shirin www.deutschlandfunk.de, Büchermarkt

Netz, Dina www.deutschlandfunk.de, Büchermarkt

Quase que dispensa apresentações, esta super actriz, tão conhecida e respeitada. E a Rita Blanco enquanto leitora, quem conhece? Saímos ainda mais fãs e com novos livros por ler que, como tanto disse esta óptima convidada, valem a pena. Os livros que escolheu: Tempos difíceis, Charles Dickens; Sei porque canta o pássaro na gaiola, Maya Angelou; Da próxima vez, o fogo. James Baldwin; A Trilogia de Copenhaga, Tove Ditlevsen. Outras referências: Os Rostos, Tove Ditlevsen; A Lição de Caligrafia, conto Mia Couto; A Cegueira do Rio, Mia Couto. O que sugeri: Somos o esquecimento que seremos, Héctor Abad Faciolince; Velar por ela, Jean-Baptiste Andrea. O que a Rita escolheu: Melhor não contar, Tatiana Salem Levy. Os livros aqui: www.wook.pt

Seit einigen Jahren findet das Schaffen der dänischen Autorin Tove Ditlevsen auch in der deutschen Leserschaft die ihr gebührende Aufmerksamkeit. Diese späte Anerkennung – verstarb sie doch bereits im Jahr 1976 – ist nicht zuletzt dem Aufbau Verlag und der Übersetzerin Ursel Allenstein, die ihre Werke ins Deutsche übertrug, zu verdanken. Im letzten Jahr erschien außerdem – zur Freude ihrer Fans – eine Biografie über Tove Ditlevsen, in der sich Jens Andersen, welcher sich als Biograph anderer internationaler Größen wie Astrid Lindgren und Hans Christian Andersen bereits einen Namen gemacht hat, eingehend dem Leben und Werk Ditlevsens' widmet. Ihr letzter Roman, Vilhelms Zimmer, erschien kürzlich nun ebenfalls auf Deutsch und im Original nur ein Jahr vor ihrem Tod, wodurch er sich geradezu wie eine selbsterfüllende Prophezeiung liest. Damals wie heute wird der Leserin schnell klar, wen die Handelnden Personen darstellen, schon allein deshalb, weil ihre Werke immer einen, für sie prägenden, autofiktionalen Charakter besitzen, sie auch in diesem Roman alle Themen bearbeitet, die wir bereits aus ihrem vorangegangenen literarischen Œuvre kennen und damit einen Schlusspunkt setzt.Die Erzählerin in Vilhelms Zimmer macht gleich zu Beginn des Romans deutlich, was dieser bezwecken will. Es ist die Geschichte von Vilhelms Zimmer und allen und allem was damit in Verbindung steht und letztlich zum Tod der Protagonistin Lise – kein Spoiler – führt. Es handelt sich um Lise Mundus, bei deren Namen wir direkt aufmerken, kennen wir sie doch bereits aus Gesichter, dem Roman, den Ditlevsen sieben Jahre vorher veröffentlichte. Fast liest sich Vilhelms Zimmer wie eine Fortsetzung, ein Abschied, vielleicht auch ein Erklärungsversuch, auch wenn das Personal, von Lise einmal abgesehen, ein anderes als in Gesichter ist. Bei besagtem Vilhelm handelt es sich um ihren Ehemann, der schließlich, nach zahlreichen außerehelichen Affären, zu seiner Geliebten Mille gezogen ist. Lises und Vilhelms Ehe ist gescheitert, geschieden sind sie jedoch nicht und werden es auch nie sein. Tove Ditlevsen arbeitet in diesem Roman ihre eigene Trennung von Ehemann Victor Andreasen auf; versucht diese in eine literarische Form zu bringen. Die Erzählerin ist auch gleichzeitig Lise selbst, was mitunter verwirrend erscheint, erst Recht, wenn sie von sich selbst in der dritten Person schreibt. Gleichzeitig verschafft es ihr aber die Möglichkeit, als Beobachterin aufzutreten und mit einer Distanz auf die Protagonistin und ihr Handeln zu schauen und dieses einzuschätzen, wie es ihr als Lise selbst nicht möglich wäre.Die Beziehung von Lise und Vilhelm würden wir heutzutage vermutlich als toxisch beschreiben. Sie ist geprägt von gegenseitigen Verletzungen, oft aufgrund eigener Unzulänglichkeiten oder durch Prägungen aus der Kindheit, von Abhängigkeit und psychischer Folter. Es geht aber auch darum, wie Lise versucht, sich zu emanzipieren und sich Vilhelms Einfluss zu entziehen. Dieser ist neidisch auf ihren Erfolg und unterstellt ihr mehrfach, dass sie ohne ihn gar nicht so weit gekommen wäre. Zudem quält er sie regelmäßig damit, dass er vorgibt, dieses oder jenes an einer Frau zu schätzen und während sie versucht, diesen Vorstellungen gerecht zu werden, hat er seine Meinung im nächsten Moment schon wieder geändert. Es ist ein Katz und Maus Spiel und während er sich gern als ihr Retter gibt, kommt er, trotz der Trennung, nicht von ihr los und Lise schafft es im letzten Moment, tragischerweise durch ihren selbst gewählten Suizid, aus dem Teufelskreis der Abhängigkeit auszubrechen. Ihre letzte frei gewählte Entscheidung über ihr Leben, die sie es gleichzeitig kostet. Es ist ein Triumph über Vilhelm, der das Machtverhältnis endgültig zerbricht und so radikal wie konsequent ist.Weitere Personen im Roman sind beispielsweise die Vermieterin Frau Thomsen, die davon lebt, „Zimmer an anständige junge Herren aus gutem Hause zu vermieten“ (S.11) und deren Beschreibung eher gruselig anmutet. In ihrer eigenen Wohnung lebt zunächst noch Kurt, der später in Lises Wohnung, ein Stockwerk tiefer, in Vilhelms ehemaliges Zimmer ziehen wird, nachdem Lise, motiviert durch Greta, die Patientin in derselben Klinik ist, in der Lise sich zeitweilig befindet, eine Kontaktanzeige aufgegeben hat, auf die Kurt sich meldet. Sein Charakter, eher geprägt durch Charakterlosigkeit, basiert nachweislich ebenfalls auf einer Person aus Ditlevsens realem Umfeld. Seine Funktion im Roman ist mir aber nie ganz klar geworden. Sein Verhalten ist äußerst befremdlich, denn er lebt nicht nur in Vilhelms Zimmer, sondern liest auch dessen Tagebücher, trägt seine Kleidung und nimmt teilweise sogar dessen Einstellung und Gefühle gegenüber Lise an. Er wird zu einer Art Schatten Vilhelms. Am Ende hat seine Figur aber ihren – wie auch immer gearteten – Zweck erfüllt und wird abgesägt. Er ist nur ein Statist, der nicht mehr benötigt wird und kehrt zurück in die Wohnung der Vermieterin, mit der er eine seltsame Art von amouröser Beziehung hat.„Er verkroch sich in den Schutz jener alten Geborgenheit, die man im Mangel an Veränderung findet, und dort werden wir ihn jetzt zurücklassen und ihm frohe Weihnachten oder irgendetwas anderes Nichtssagendes wünschen, was immer noch besser ist als gar nichts. Er hat seinen Zweck erfüllt und fällt jetzt zwischen den Seiten heraus wie ein getrockneter Veilchenstrauß ohne Farbe und Geruch.“ (S. 176/177)Über allem schwebt im Roman aber auch immer wieder die Frage nach künstlerischer Anerkennung unter deren Mangel Tove Ditlevsen zeitlebens litt – wurde sie doch nie in dem akademischen Kreis anerkannt, zu dem sie gehören wollte – und mit der auch ihre Protagonistin Lise zu kämpfen hat. Zu Recht wurden Ditlevsens Werke der deutschen Leserschaft zugänglich gemacht und ihr dadurch auch hierzulande zumindest postum Erfolg zuteil, der ihr schon zu Lebzeiten zugestanden hätte. Möglicherweise wären sie vor 50 Jahren aber auch gar nicht so begeistert aufgenommen worden wie heutzutage und wir können uns glücklich schätzen, sie nun, da sie noch genauso aktuell sind wie damals, entdecken zu dürfen. Was Tove Ditlevsens Werke für mich ausmachen, ist einerseits ihre Sprache, die sowohl unheimlich plastisch sein kann als auch beschreibend so genau den Kern einer Sache trifft, andererseits wie bedingungslos sie ihre Themen bearbeitet, im wahrsten Sinne: als ginge es um Leben und Tod.Link zur Rezension von “Gesichter”: This is a public episode. If you would like to discuss this with other subscribers or get access to bonus episodes, visit lobundverriss.substack.com

I denne uge giver Lucia mikrofonen videre til vores kolleger Lotte Folke og Eva Eistrup fra 'Den Levende' – en anden Politiken podcast. De har nemlig lavet en miniserie, der hedder 'Fortællingens magt', hvor de over to afsnit diskuterer, analyserer og gennemtrævler et af de mest betændte emner, der har rumsteret i årets samtaler om litteratur, nemlig autofiktion. Og hvis du tror, at vi blev færdige med samtalen med Karl Ove Knausgaards værker, så tager du fejl. Vi er slet ikke færdige med at forhandle gråzonerne og grænserne i fiktionerne. Fra Diez til Borberg har de største debatter i dansk kultur i år handlet om bøger og de mennesker, de låner fra. Lotte og Eva har lavet en grundig gennemgang af autofiktionens historie. Tilbage til 1500-tallet, forbi Tove Ditlevsen, Facebook-tråde, vidnesbyrd og debatindlæg. Men inden Lucia giver mikrofonen videre, sætter hun sig med Lotte og Eva og klæder jer på til første afsnit. Dette er afsnit 1 ud af 2. Producer: Sille Westphal  Litteraturliste:  Klippet Lotte Folke henviser til med Gabriel Matzneff: https://www.youtube.com/watch?v=H0LQiv7x4xs Teresa af Avila: 'Den hellige Teresa af Avila's liv', 1550. Suzanne Brøgger: Fri os fra Kærligheden, 1971. Kristian Ditlev Jensen: 'Det bliver sagt', 2001. Rachel Cusk: 'Et livsværk', 2003. Poul Behrendt: 'Dobbeltkontrakten', 2006. Karl Ove Knausgård: 'Min kamp' 1-6, 2009-2011. Vigdis Hjort: 'Arv og miljø', 2016. Helga Hjort: 'Fri vilje', 2017. Pablo Llambias: 'Natteskær', 2017. Nanna Storr Hansen: 'Det var #ikkemig, der fik min rektor fyret' Vanessa Springora, 'Samtykket', 2020. Linda Broström: 'Oktoberbarn', 2020. Jeanette Ottesen: 'Fri', 2021. Ulrikka Gernes: 'En pige forlod værelset', 2023. Thoma Boberg: 'Insula', 2024. Katherine Diez' ‘I egen barm', 2024. Lottes interview med Vagn Lundbye i Information: 'Vi taler jo hele tiden om vores barndom, som om vi kun har en' Lottes interview med Claus Beck-Nielsen i Information: 'Jeg trækker hans vejr' Om CIA og nykritikken i The Nation: 'How the CIA tricked the world's best writers' Line Arlien Søborg: 'At miste sin egen fortælling' – essay i Filmmagasinet Ekko, 3. december, 2014 Informations serie Vidnesbyrd fra 2016 Artikel om 'Insula'-balladen i Politiken Jeppe Krogsaard Christensens facebooktråd om 'Insula' Madame Nielsens essay om Boberg: 'Jeg kunne aldrig vise mig igen i Københavns litterære cirkel' Poul Behrendt kronik i Politiken om dobbeltkontrakten: 'Autofiktion har knust modernismens facade' Artikel om Springora: 'En biperson tager hævn': Eva Eistrups essay ‘Hvorfor skal vi med indre vold og magt skille kunstnerne fra værkerne, når de selv tramper rundt i dem med store biografiske moonboots på?' Amira Srinivasan: Essayet 'Sammensværgelsen mod mænd i bogen 'Retten til sex', 2021. Podcasten Poptillægget fra 29. oktober 2021: ”Litterær mobning: ”Det her er #Metoo 2.0” Podcasten Bogstaveligt talt med Molly Balsby og Thomas Boberg den 2. oktober 2024.  See omnystudio.com/listener for privacy information.

"Unter Büchern" reist und wirft einen Blick auf das Gastland Norwegen der Leipziger Buchmesse 2025, trifft einen flämischen Dichter in Aschersleben und stellt Bücher von Lea Ruckpaul und Tove Ditlevsen vor.

Mit genüsslicher Wildheit zeigt die dänische Schriftstellerin in ihrem letzten Roman alles, was sie kann.

Innerhalb von nur drei Jahren hat der Aufbau Verlag die in Deutschland bis dahin kaum bekannte dänische Autorin Tove Ditlevsen übersetzt und zu spätem Ruhm verholfen. In Dänemark war sie schon zu Lebzeiten ein Star und mischte die Literaturszene der 50er bis 70er Jahre auf. Sie wird heute mit Annie Ernaux oder Karl Ove Knausgard verglichen. Inzwischen gibt es sowohl eine Sammlung ihrer Erzählungen (Böses Glück) als auch die „Kopenhagen-Trilogie“ über ihren Werdegang vom armen Arbeitermilieu zur gefeierten Schriftstellerin in deutscher Sprache. Heute erscheint nun ihr letzter Roman, der kurz vor ihrem Tod erschienen ist: „Vilhelms Zimmer“, der als ihr Meisterwerk gilt. Irène Bluche stellt das Buch vor.

Mit guten Büchern kann man die Krisen und Brüche der politischen Welt für ein paar Stunden ausblenden - und das Lesenswert Magazin hat die passenden Tipps dafür.

Tove Ditlevsen nahm sich 1976 das Leben. „Vilhelms Zimmer“ liest sich wie eine Ankündigung dieses Freitods und wie ihr literarisches Vermächtnis. Die dänische Autorin verarbeitet darin ihre schwierige letzte Ehe. Ihre Übersetzerin Ursel Allenstein erklärt im Lesenswert-Gespräch, warum sie Tove Ditlevsen so verehrt und welche Hürden sie beim Übersetzen ihres Werkes überwinden muss.

Sverigedemokraternes leder inviterede rockerleder til sit bryllup. Er Kathrine Diez den ny Tove Ditlevsen? Og kan slyngelstater købe sig til terrorisme i Norden?

”Der er en kraft i den her tid, som minder mig om 70erne. Og den kraft skræmmer mig, fordi jeg snart bliver 60”. Sådan funderer Paprika Steen over nogle af tidens store tendenser, hvor vigtige dagsordner som klimakamp og kønsdebat tegner de største overskrifter. Paprika kan spejle sig i energien og budskaberne, fordi de minder hende om hendes eget teenageliv – men de skræmmer hende også, fordi hun snart bliver 60 og ikke altid føler sig i sync med samtiden. I denne anden del af Portrætalbum forsætter Paprika Steen og Anders Bøtter deres hjertevarme, sjove, kaotiske og nærværende samtale, hvor du kan blive klogere på, hvordan Paprika Steen forbereder sig til en stor rolle som Tove Ditlevsen i ”Toves Værelse”, samt finde ud af om hun har et ”blærerum” til alle sine mange filmpriser. Udsendelse nr.: 143 Vært: Anders Bøtter Klip og lyddesign: Emil Germod Redaktør: Michelle Mølgaard Andersen Produceret af: Bowie-JettSee omnystudio.com/listener for privacy information.

Bokspanarna går vilse bland minnena och vet inte riktigt vad som är sant. Vad är förträngt och vad är förvrängt, det är ibland svårt att veta. Veckans gäster: Sara Johansson och Agneta Krohn Strömshed Vi pratar om dessa böcker: Allt jag inte minns av Jonas Hassen Khemiri Den hand som först höll min av Maggie O´Farrell Ansiktena av Tove Ditlevsen

Três livros num volume em três fases da vida de uma mulher. A escrita confessional a revelar-se na dureza e elegância poética.

Författaren Tove Ditlevsen har kallats autofiktionens danska drottning. Nu har hon fått ett internationellt genombrott nästan 50 år efter sin död med den självbiografiska Köpenhamnstrilogin. Lyssna på alla avsnitt i Sveriges Radio Play. Tove Ditlevsen är aktuell med två böcker på svenska: dels den nya biografin ”Ditlevsen” av Jens Andersen och dels romanen ”Ansiktena” (1968) i svensk översättning. Den utspelar sig på en psykiatrisk klinik och skildrar en psykos från insidan. Kulturredaktionens litteraturkritiker Katarina Wikars vet mer.HÖGKONJUNKTUR FÖR DITLEVSENNär den danska författaren Tove Ditlevsen tog sitt liv i mitten av 70-talet hade hon en lång rad diktsamlingar och romaner bakom sig – men sågs mest som en inhemsk angelägenhet. 50 år efter sin död är hon nu mer läst än någonsin över världen.P1 Kulturs reporter Lina Kalmteg ringde upp förläggaren Simon Pasternak som berättar hur Tove till slut tog sig ut i världen och hamnade på internationella topplistor.Programledare: Lisa WallProducent: Eskil Krogh Larsson

I forvejen var teaterstykket 7:3 meget kontroversielt i 1999, for et par voldsdømte nynazister var en del af Lars Noréns stykke. Men efter sidste forestilling begik en af de medvirkende bankrøveri og skød og dræbte to betjente. Nu river en ny tv-serie plastret af det svenske sår - og vi ser på, hvad tragedien har betydet for Sverige her 25 år efter. En 30 år gammel dansk bog bliver nu udgivet i USA. Og vi taler ikke Tove Ditlevsen eller Karen Blixen, men Peter Legård Nielsen, der selv er blevet ret overrasket over interessen fra USA. Men bogens tema om mænd, der er sårbare og leder efter manderoller, taler ret godt ind i nutiden. Den nu internationale forfatter gæster studiet. Værter: Chris Pedersen og Linnea Albinus Lande.

Juno Paul er listamannsnafn tónlitstarmannsins Andra Franz Baldvinssonar, sem skaust fram á sjónarsviðið á síðasta ári. Andri hefur verið áberandi í reykvísku grasrótarsenunni undanfarið, og nú styttist í útgáfu á hans fyrstu plötu. Það standa yfir miklar deilur í rappheimum vestanhafs þessa stundina, en Kendrick Lamar og Drake hafa meðal annars átt í útistöðum upp á síðkastið. Þeir hafa gripið til þess að kveðast á, komið skotum hvor á annan með grimmilegum níðvísum, diss-lögum. Sævar Andri Sigurðarson fer yfir stöðuna og segir frá sögu diss-lagsins. Þórdís Gísladóttir, rithöfundur og þýðandi hefur þýtt tvær bækur eftir danska höfundin Tove Ditlevsen. Um þessar myndir er í sýningu myndin Tove's værelse, í Bíó Paradís, þrúgandi stofudrama byggt á bók eftir Tove. Við ræðum myndina og líf þessarar merkilegu skáldkonu.

Ricklefs, Sven www.deutschlandfunk.de, Kultur heute

Osiel Gouneo beschreibt seinen Weg als schwarzer Tänzer in der weißen Welt des Balletts - ?Black Romeo?. Und: ?Die Kopenhagen-Trilogie" nach den Romanen von Tove Ditlevsen am Marstall-Theater. Internationale Jazzwoche Burghausen. Moderation: Andrea Mühlberger

Urban-Halle, Peterwww.deutschlandfunkkultur.de, Lesart

Urban-Halle, Peterwww.deutschlandfunkkultur.de, Lesart

Tove Ditlevsen. „Kopenhagos trilogija“. Vertė Aurelija Bivainytė, išleido leidykla „Tyto alba”.Tovė Ditlevsen tituluojama vienu unikaliausių ir svarbiausių XX a. danų literatūros balsų. Tovės Ditlevsen rašymo stilius, kritikų teigimu, nukonkuruoja net tokius autorius kaip Sylvia Plath ar Karlas Ovė Knausgård'as, kuriems pavyko asmeninę patirtį paversti jaudinančiu menu. Pripažinta šedevru, patekusi į The New York Times geriausių 2021 m. knygų dešimtuką, „Kopenhagos trilogija“ – tai įtraukianti autorės kelionė per meilę, draugystę, ambicijas ir priklausomybę. Romano ištraukas skaito aktorė Aldona Bendoriūtė. (S)

Tove Ditlevsen. „Kopenhagos trilogija“. Vertė Aurelija Bivainytė, išleido leidykla „Tyto alba”.Tovė Ditlevsen tituluojama vienu unikaliausių ir svarbiausių XX a. danų literatūros balsų. Tovės Ditlevsen rašymo stilius, kritikų teigimu, nukonkuruoja net tokius autorius kaip Sylvia Plath ar Karlas Ovė Knausgård'as, kuriems pavyko asmeninę patirtį paversti jaudinančiu menu. Pripažinta šedevru, patekusi į The New York Times geriausių 2021 m. knygų dešimtuką, „Kopenhagos trilogija“ – tai įtraukianti autorės kelionė per meilę, draugystę, ambicijas ir priklausomybę. Romano ištraukas skaito aktorė Aldona Bendoriūtė. (S)

Tove Ditlevsen. „Kopenhagos trilogija“. Vertė Aurelija Bivainytė, išleido leidykla „Tyto alba”.Tovė Ditlevsen tituluojama vienu unikaliausių ir svarbiausių XX a. danų literatūros balsų. Tovės Ditlevsen rašymo stilius, kritikų teigimu, nukonkuruoja net tokius autorius kaip Sylvia Plath ar Karlas Ovė Knausgård'as, kuriems pavyko asmeninę patirtį paversti jaudinančiu menu. Pripažinta šedevru, patekusi į The New York Times geriausių 2021 m. knygų dešimtuką, „Kopenhagos trilogija“ – tai įtraukianti autorės kelionė per meilę, draugystę, ambicijas ir priklausomybę. Romano ištraukas skaito aktorė Aldona Bendoriūtė. (S)

Tove Ditlevsen. „Kopenhagos trilogija“. Vertė Aurelija Bivainytė, išleido leidykla „Tyto alba”.Tovė Ditlevsen tituluojama vienu unikaliausių ir svarbiausių XX a. danų literatūros balsų. Tovės Ditlevsen rašymo stilius, kritikų teigimu, nukonkuruoja net tokius autorius kaip Sylvia Plath ar Karlas Ovė Knausgård'as, kuriems pavyko asmeninę patirtį paversti jaudinančiu menu. Pripažinta šedevru, patekusi į The New York Times geriausių 2021 m. knygų dešimtuką, „Kopenhagos trilogija“ – tai įtraukianti autorės kelionė per meilę, draugystę, ambicijas ir priklausomybę. Romano ištraukas skaito aktorė Aldona Bendoriūtė. (S)

- Pierre Lemaitre publie sa trilogie « Les enfants du désastre » dans un coffret au Livre de Poche. - Coup de cœur du Libraire : « Enfance », le tome 1 de « La trilogie de Copenhague » de Tove Ditlevsen par Alisée Leiser de la librairie Quai des Brumes à Strasbourg. Ecoutez Les livres ont la parole du 25 novembre 2023 avec Bernard Lehut.

Dedikálásra váró hosszú sorok Jón Kalman Stefánsson budapesti látogatásakor, azonnal irodalmi hivatkozási ponttá váló Knausgård-életmű, északi szerzőkre specializálódott kiadó: az elmúlt évekből bőven lehet példákat találni arra, hogyan vált itthon is rendkívül népszerűvé a skandináv irodalom.  Mi lehet e siker titka, és egyáltalán, lehet-e beszélni olyanról, hogy skandináv irodalom? És ha igen, mi köti össze ezeket a műveket? És van-e olyan regény, ami bár már megjelent magyarul, mégsem kapta meg azt a figyelmet, amit megérdemelt volna? Többek között ezekről a kérdésekről beszélgettünk a Nem rossz könyvek podcast második részében, melyben csatlakozott hozzánk Patat Bence műfordító is, aki az elmúlt években rengeteget tett azért, hogy ezek a szerzők eljuthassanak a magyar olvasókhoz.  Tartalom: 00:00 Mi lehet a titka a skandináv irodalomnak? 04:50 Jón Kalman Stefánsson népszerűsége Magyarországon és az új kötetei: főleg Hiányod maga a sötétség volt a téma, de kicsit beszéltünk a Gondolatok a mamutfenyőkről és az időről is. 15:10 Tove Ditlevsen és a Koppenhága-trilógia (magyarul eddig az első két rész,  a Gyerekkor és az Ifjúkor jelent meg) 24:16 Vendégünk Patat Bence. Hogyan lesz valaki az északi nyelvek fordítója? 30:00 Van valami közös jegy, ami egyáltalán összefogja a skandináv szerzők műveit? Hogyan függ össze a skandináv társadalmak helyzete és az irodalom? 35:55 Egyszerűség, kertelés nélküliség, őszinteség és a magány szerepe 40.30: Egy magyarul már megjelent, de nem eléggé ismert északi regény, amit érdemes mindenkinek elolvasnia: Lars Saabye Christensen: A féltestvér 43:00 Jon Fosse Nobel-díjáról 45:20 Három könyv Patat Bence ajánlásában See omnystudio.com/listener for privacy information.

Tove Ditlevsen blev begravet fra Vesterbro i marts 1976, og i denne udsendelse fortæller hendes barnebarn, Lise Munk Thygesen om begivenheden, som hun oplevede den som 12-årig. Vært, Nanna Mogensen har fundet nogle gamle tv-optagelser fra dagen, som Lise Munk Thygesen ikke har set før. Dem ser de sammen, og så har Nanna Mogensen en overraskelse til Lise! Sammen fortsætter de to samtalen om Lises mor, Helle Munk, der døde i 2008. Helle skrev selv fiktion, og den får lytterne en smagsprøve på i dagens program, hvor vi også lytter til et af de radioprogrammer, Helle selv lavede i 1970'erne. Hvor lå hendes ambitioner egentlig? Ville Helle Munk være forfatter som sin mor, og hvorfor blev hun det ikke? Dette er anden og sidste del af samtalen med Lise Munk Thygesen, der tidligere på året udgav bogen, 'Tove Ditlevsen var min mormor - en familiehistorie om skam, skæbne og tilgivelse'. Vært: Nanna Mogensen. Redaktør: Hanne Barslund. (Sendt første gang 4 oktober).

En mappe med påskriften, 'Hemmeligheder' leder Lise Munk Thygesen på sporet af en overgrebshistorie, der bekræftes af breve og flere hospitalsjournaler. Lises mor, Helle Munk var Tove Ditlevsens datter, og hun blev med al sandsynlighed udsat for seksuelle overgreb fra sin stedfar, Victor Andreasen, fra hun var 15 år gammel. Victor Andreasen var gift med Tove Ditlevsen fra 1951-1973, men vidste hun noget om overgrebene, og hvorfor blev hun ikke skilt fra Victor Andreasen noget før? Og bør alt dette have betydning for Tove Ditlevsens forfatterskab? I dagens program taler vært, Nanna Mogensen med Tove Ditlevsens barnebarn, Lise Munk Thygesen, der tidligere på året udgav bogen, 'Tove Ditlevsen var min mormor - en familiehistorie om skam, skæbne og tilgivelse'. De to mødes i Nanna Mogensens baggård på Vesterbro, hvor Tove Ditlevsen voksede op - og sammen ser de på en række genstande, Lise har arvet fra sin mor og mormor, mens de prøver at blive klogere på, hvem både Helle og Tove egentlig var. Dette er første del af samtalen. Vært: Nanna Mogensen. Redaktør: Hanne Barslund. (Sendt første gang 27 september).

Thomas Korsgaard har gått sin seiersgang i den danske litterære offentligheten siden han debuterte bare 21 år gammel i 2017. Han står i spissen for en ny generasjon forfattere som skriver om fattigdom, omsorgssvikt og klasse, og livet i utkanten av det danske velferdssamfunnet.Debutromanen Hvis det skulle komme et menneske ble etterfulgt av En dag vil vi le av det (begge til norsk ved Hilde Rød-Larsen), og Man skulle nok have været der. For sistnevnte vant Korsgaard den prestisjefulle prisen De Gyldne Laurbær, som yngste forfatter i prisens historie. Trilogien skildrer gutten Tue og hans oppvekst med en voldelig far og en psykisk syk mor på en gård utenfor den lille byen Skive, og veien hans vekk fra denne hverdagen. Historien tar utgangspunkt i Korsgaards eget liv, og beskriver en enorm sosial, kulturell og økonomisk omveltning: en klassereise – fra den fattige og ulykkelige oppveksten, til starten på et nytt liv som forfatter i København – og en sosial og eksistensiell reise i jakten på å finne seg selv.Korsgaard har et litterært slektskap med forfattere som Édouard Louis, Tove Ditlevsen og forfatterkollega Vigdis Hjorth, som også har tatt utgangspunkt i egen oppvekst og erfaring i flere romaner. Nå møtes Korsgaard og Hjorth til samtale om vanskelige familieforhold, fattigdom, klasse og å skrive utfra seg selv. Hosted on Acast. See acast.com/privacy for more information.

Tove Ditlevsen skrev om sit eget liv – og blev elsket for det af sine læsere. Hun er en af Danmarks mest beundrede forfattere – og de senere år er hendes stjerne kun vokset, også internationalt set.15. juni udkommer bogen 'Tove Ditlevsen var min mormor'.Bogens forfatter, Lise Munk Thygesen, er i dag gæst i Du lytter til Politiken. Som barnebarn af Tove Ditlevsen er hun vokset op i et mørke, hun ikke kunne forstå. Moren Helle – Tove Ditlevsens ældste barn – magtede ikke moderskabet og i perioder heller ikke livet. Lise Munk Thygesen fandt i 2008 en mappe i sin mors dødsbo. ‘Hemmeligheder', stod der på ryggen. Først mange år senere fandt hun modet til at åbne mappen. Nu kaster hun lys over sin mors hemmeligheder og sin families skam. Og det fortæller hun om i dag i Du lytter til Politiken. 

Når man ser på fordelingen af både penge og magt, går det kun i retning af mere ulighed. Men i et forsøg på at ændre på det, har verdens ledere sat sig sammen for at se på de strukturer, der danner bagtæppet for den ulige fordeling: de globale finansielle systemer. I dagens Udsyn forklarer vi hvad det egentlig betyder og hvad der skal til for at ændre på det. Hvem ejer en familiehemmelighed? Spørgsmålet dukker igen og igen op, senest med bogen "Tove Ditlevsen var min mormor". Men selvom det som regel ses positivt, at man på den måde kan aftabuisere de mere dunkle sider af familielivet, så har nogle skeletter måske bedst af at blive i skabet... Tilrettelæggelse: Inge Scheel Kelstrup og Emma Juul. Vært: Kirstine Dons Christensen. Lyddesign: Malte Winter Bothe og Jonas Johs Andersen. Redaktør: Tine Møller Sørensen.

Tove Ditlevsen skrev om sit eget liv – og blev elsket for det af sine læsere. Hun er en af Danmarks mest beundrede forfattere – og de senere år er hendes stjerne kun vokset, også internationalt set.15. juni udkommer bogen 'Tove Ditlevsen var min mormor'.Bogens forfatter, Lise Munk Thygesen, er i dag gæst i Du lytter til Politiken. Som barnebarn af Tove Ditlevsen er hun vokset op i et mørke, hun ikke kunne forstå. Moren Helle – Tove Ditlevsens ældste barn – magtede ikke moderskabet og i perioder heller ikke livet. Lise Munk Thygesen fandt i 2008 en mappe i sin mors dødsbo. ‘Hemmeligheder', stod der på ryggen. Først mange år senere fandt hun modet til at åbne mappen. Nu kaster hun lys over sin mors hemmeligheder og sin families skam. Og det fortæller hun om i dag i Du lytter til Politiken. 

Michael Favala Goldman is a Danish literary translator, educator and jazz clarinetist. Goldman's books of original poetry include Who has time for this? (2020), Slow Phoenix (2021), Small Sovereign (2021), If you were here you would feel at home (2022), and This May Sound Familiar (2022). Among his seventeen translated books are Dependency (Penguin Classics) by Tove Ditlevsen, The Water Farm Trilogy by Cecil Bødker, and Something To Live Up To, Selected Poems of Benny Andersen. His work has appeared in scores of literary journals and has received rave reviews in the New York Times and The London Times. Goldman lives in Northampton, Massachusetts, USA, where he has been running poetry critique groups since 2018. He also serves as Chair of the Program Committee for Straw Dogs Writers Guild and as Member of the Board of Directors for the Northampton Center for the Arts. Find much more at: https://michaelfavalagoldman.com/ As always, we'll also include live open lines for responses to our weekly prompt or any other poems you'd like to share. A Zoom link will be provided in the chat window during the show before that segment begins. For links to all the past episodes, visit: https://www.rattle.com/rattlecast/ This Week's Prompt: Find a photograph at least 100 years old that includes a person. Write a poem as a letter to that person. Next Week's Prompt: Pick a poem written in a language you don't speak. “Translate” the poem into English, without looking up any of the words. The Rattlecast livestreams on YouTube, Facebook, and Twitter, then becomes an audio podcast. Find it on iTunes, Spotify, or anywhere else you get your podcasts.