Mediano Music

Selvom det snart er 55 år siden The Beatles stoppede, er de næsten mere populære end nogensinde. Sidst i november er der premiere på Scorseses nye dokumentar 'The Beatles '64'. I denne POVcast møder du et af de mennesker, der var tættest på, da musikverdenen drejede sig om The Beatles akse. Fra 1962 til 1972 var Freda Kelly ansat som sekretær og fanklubleder, først for Brian Epstein - senere efter hans død i 1967 for Apple Corps. Og dermed for The Beatles. Hun var førstehånds vidne til deres, ja, sensationelle udvikling. Da The Beatles var på toppen, blev Freda Kelly i en overskrift kaldt 'Verdens mest eftertragtede kvinde'. Egentlig er Jan Eriksen stoppet som podcaster. Men dette POVcast ekstranummer – og et par andre - har ligget i en digital skuffe, siden han sammen med andre Beatles fans besøgte Liverpool i foråret 2024 – under en rejse arrangeret af den danske Beatles fan, Søren Mathiasen. Ved en spontan indskydelse optog Jan Eriksen en samtale med Freda Kelly i baren på hotel A Hard Day's Night i det centrale Liverpool. Den er optaget på en telefon og lyden på POVcasten er ikke optimal. Det beklager vi. Alligevel håber vi, at du vil lytte med. Musikken er god. I POVcasten fortæller Freda Kelly, i dag 79, anekdoter om sin tid sammen med The Beatles, der begyndte, da hun igen og igen så dem i den ikoniske musikklub, The Cavern. ”Selvfølgelig var det kærlighed ved første blik. Kvinderne her vil forstå det. Du havde fire flotte fyre på scenen. Med al respekt for andre musikere – nogle gange har du et band med måske to flotte fyre, måske en pæn sanger. I The Beatles så de alle godt ud,” siger hun. Og senere blev de vist meget gode, som Shu-Bi-Dua synger. Hør hende fortælle om: - forskellene mellem de fire beatler indbyrdes. - samarbejdet med manager Brian Epstein. - Epsteins død, der i årene efter har været omgærdet af en vis mystik. - øjeblikket, da hun indså omfanget af vanvittige beatlemania, der kulminerede midt i 60erne. - Magien. - The Fab Fours luner. - festerne, der fulgte i kølvandet på deres færden. - da hun blev fyret af John Lennon. - to af de største oplevelser med The Beatles. - mødet, hvor det lykkedes hende at overbevise George Harrison om, at hun forlod familien The Beatles, og som derfor besluttede at lukke den officielle Beatles-fanklub. POVcasten et mini-indblik i, hvordan The Beatles var som kolleger.

Ved udgangen af 1963 og godt ind i 1964 hærgede Beatlemania den halve verden. Den eksplosivt voksende succes må have virket inspirerende på John, Paul, George og Ringo, for albummet 'A Hard Day's Night', der udkom for 60 år siden (primo juli), er et overflødighedshorn af formidabelt melodiske rocksange, to- og trestemmige harmonier. Med sin delvis akustiske Rickenbacker-lyd blev albummet en masterclass for, hvad der skulle følge af populær rockmusik de følgende foreløbig seks årtier. Og så er det albummet, hvor John Lennon med hele 10 sange, som han overvejende har skrevet, shiner mere end han skulle komme til i resten af The Beatles levetid. I øvrigt er albummet jo også delvis soundtrack til filmen 'A Hard Day's Night'. For sjette gang har Jan Eriksen inviteret musiker og foredragsholder Per Wium med som gæst i en POVcast. Per og Jan er begge tilbøjelige til at kalde 'A Hard Day's Night' til det bedste af de 12 'officielle' The Beatles album. ”I 1964 har The Beatles forfinet deres sangskrivning, og de de får den interne konkurrence. Både Lennon og McCartney skriver fantastiske sange på dette tidspunkt. De har optrådt så utrolig mange gange op til albummet – så de er dødhamrende rutinerede. De spiller smaddergodt sammen. De er på vej mod noget nyt og spændende med et utrolig højt udgangspunkt," siger Per Wium. ”Jeg synes, The Beatles er lige så spændende i starten, som de bliver senere hen. Nogle gange føler jeg mig næsten som ambassadør for det tidlige Beatles. Og det er så det, jeg er, og det vil jeg også gerne være. Jeg synes, The Beatles er musikalsk spændende fra 'Please, Please Me' albummet fra 1963." Per Wium driver Facebooksitet 'A Hard Day's Night – kom tæt på musikken' i samarbejde med redaktør Hans Henrik Schwab. Hans Henriks artikel om 'A Hard Day's Night' citeres et par gange i POVcasten. --- Efter fem et halvt år og, ifølge SoundCloud, 280 POVcasts er dette den sidste. De seneste par år har Jan Eriksen drevet platformen selv: "Det har været en fantastisk hobby – en passion, måske ligefrem - for mig. Den bedste hobby, jeg kunne forestille mig. Men fremover vil jeg prioritere min tid anderledes. Det er tidskrævende, og det er ingen hemmelighed, at rigtig meget kreativt arbejde finder sit endelige udtryk uden anden belønning end glæden ved at se og høre det finde et publikum. For nu at sige det sådan. På et tidspunkt satte jeg en grænse – når jeg når 300.000 streams på hhv. Mediano Musics og POV Internationals SoundClouds platforme tilsammen, stopper jeg. Det tal nås inden sommer. Tusind tak til alle jer, der har lyttet med og jer, der vil gøre det i fremtiden. POVcastene ligger der jo stadig på diverse platforme. https://soundcloud.com/mediano_music medianomusic.nu https://www.janhaveeriksen.dk/podcast/ Og selvfølgelig kæmpe stor tak til alle, der har støttet undervejs: Peter Brüchmann, Peter Rubek Nielsen, Tanja Brinks Toubro, Thomas Nørskov Hansen, Lasse Yde Hegnet, Jens Jam Rasmussen, Per Wium, Thomas Ulrik Larsen, Steffen Jungersen, Henrik Tuxen, Thomas Trolle Hemdorff, Arno Guzek, Dennis Greis Lydom, Andreas Hemmeth og Anna Lidell.

Pligten Kalder har netop udsendt EP'en 'Til afståelse'. Under deres seneste turne optrådte Johan Olsen - også kendt fra Magtens Korridorer - Torben Steno, Peter Jessen og Søren Mikkelsen flere steder for udsolgte huse. Orkestret, der egentlig begyndte som en værtshusjoke, har i sit eget rolige tempo opbygget et stort stampublikum. Man kan roligt sige, at intet andet i Danmark lyder som Pligten Kalders kabaretagtige chanson og poppoesi. Torben Steno er kendt for sit journalistiske virke som radio, podcast- og tv-vært, men i denne i POVcast handler det altså om musikken. Steno og Jan Eriksen taler blandt meget andet om Pligten Kalders nye EP – og diverse andre plader i Stenos eget navn. Bl.a. ældresagspop-nummeret ”Kun kommunen kender din krop,” (oprindelig skrevet til Mette Horns teaterforestilling ”Damen med de blå tænder”). Sangen handler om livet som gammel på den sidste station, plejehjemmet, og den haft ret svært ved at trænge igennem lydmuren. ”Man kan skrive og fremføre sange om hvad som helst, men åbenbart ikke om at gå med tung voksenble på et plejehjem,” som Steno siger, og tilføjer: "Nu ved du jo, at dem, der i dag sidder på plejehjemmet, er dem, der var unge, da Jimi Hendrix var på toppen." Men hvorfor har ældresagspoppen trange kår? Det taler Torben og Jan om i POVcasten. Lyt med og hør: - om at sætte ord på det, som 'man' ellers ikke synger om. - inspirationen til Pligtens Kalders dansktophit 'Tre ældre kvinder på en tom bøssebar i november'. - om Torben Stenos ikoniske elastikoptrukne Optigan-orgel, som han frelste fra et kummerligt endeligt i Svendborg, og som nu spiller en særdeles central rolle i Pligten Kalder. - hvilken rolle Sidse Babett Knudsen og for den sags skyld også Amanda Lear spiller i en af Stenos mange sange. - en uforbeholden hyldest til John Mogensen, der med Stenos ord "flyder i hans årer". - Guitaristen Ivan Horns sidste indspilning nogensinde - Pligten Kalder-musicalen ”Emhætte og ulven”, hvor Johan Olsen spiller figuren Emhætte, der besidder en glidende kønsidentitet et ubestemmeligt sted mellem de p.t. kendte 74 køn. - ”Det eneste, der er en stensikker kommerciel succes lige nu. Det er musicals,” som Steno siger. - Steno, om end lidt skeptisk, give et lille indblik i arbejdsprocessen i Pligten Kalder. "Hvad er der så mere?," for nu at citere den ene af to John Mogensen-sange, du kan høre i POVcasten. Ja, der er så bare det at lytte med her:

I denne POVcast taler Jan Eriksen med en af de første kvindelige danske kvindelige sangskrivere med succes, Pia Raug. Album som ”Hej lille drøm”, ”Saga”, ”Det” (med Inger Christensens digte) og ”Iskrystaller” satte en gang for alle pioneren på det musikalske danmarkskort. Efter et par årtier som fagpolitiker oplever hun nu et sent comeback. Unge kolleger som bl.a. Tina Dickow og især Kresten Osgood og Signe Høirup Wille-Jørgensen, som Raug har optrådt sammen med, viser deres respekt. Alene i marts har Pia Raug og hendes faste medmusikant og nabo Søren Thuesen syv job. I begyndelsen af marts kørte POVs Jan Eriksen til Omø - med bare 152 indbyggere - sydvest for Sjælland, for at tale med ”Den danske Joni Mitchell”, som hun engang blev kaldt. Om historien og vejen tilbage til scenen og hvad, der blev af den lille drøm. Pia Raugs ”Regnvejrsdag i november” – den med ”Jeg vil male dagen blå” - er for længst folkeeje og optræder i adskillige sangbøger – også Højskolesangbogen. Den kan findes i et hav af versioner på sociale medier. Det skulle vise sig at blive en humørfyldt, meget ærlig og til tider følelsesladet samtale i det gamle husmandssted på Omø. I årevis havde Pia Raug følelsen af at være ude af sync med sin samtid. ”'Hej lille drøm' blev enormt populær, men det har også været den, der kunne skille mig fra mine samtidige musikere. De kunne godt nok brække sig i lårtrykke stråler over den plade. Det har jeg som sanger været ked af. For man drømmer om at have et fællesskab.” I forbindelse med udgivelsen I 2015 af bokssættet "Fugleflugt" lyttede Pia Raug for første gang i årevis til "Hej lille drøm". ”Pludselig kunne jeg forstå, hvad de mente. Men samtidig kunne jeg høre, hvor afsindigt flot akkompagnementet er. Jeg kunne forstå, at det var den, der satte min karriere i gang, og som har gjort at jeg kunne blive ved indtil nu,” siger hun, og tilføjer: ”Jeg har opdaget, at der har været en del mødre som har tvangsstoppet deres børn i lange perioder, flere år, med Pia Raug-sange – i dag møder jeg nogle af dem, hvis mødre har introduceret dem til en anden måde at tænke musik på, som kunne få dem til f.eks. at blive malere, fotografer og hvad ved jeg." Så det handler om anerkendelse og genkendelse. Men det handler også om: - arbejdet og succesen med Raugs musik til Inger Christensens langdigt ”Det”. Og det menneskelige grundvilkår, angst – og poesien som den eneste rigtige medicin. - de tidlige år, hvor hun bl.a. var med til at starte Midtfynsfestivalen. - Joni Mitchell, som hun engang var til bal i den borgerlige sammen med. Betalt af ABBA. Kan man sige. - Raugs arbejde i diverse faglige råd og foreninger, i Danmark og internationalt. - samarbejdet med og begejstringen for diverse musikere og især lydtekniker og producer Flemming Rasmussen, der ubesværet skiftede fra indspilninger med Metallica til Pia Raug. - Forholdet mellem kunst og krig – for 30 år siden og nu. - myten om Achilleus og skildpadden … I slutningen kan du høre den endnu uudgivne sang "Flaget", en sang Pia Raug skrev til sin gode veninde Lisbeth Kirk, der var gift med den nu afdøde EU-parlamentariker Jens-Peter Bonde. Sangen fortjener en bedre indspilning end via Jan Eriksens telefon. Men optagelsen giver en fornemmelse af, hvad det er for en sang.

"I arrangementerne på de fleste numre findes en hjerteligt intim og tidløs atmosfære, som jazzvokalist er hun meget varm og blid og en af de bedste, der findes." (Anmeldelse i det svenske musikmagasin LIRA). Den danske jazzsanger og -guitarist Mette Juul høster store roser verden over for sit seneste album, ”Celeste”. Herhjemme har Gaffa givet det fem stjerner. De seneste tre-fire år er POV Mediano Musics Jan Eriksen i stigende grad begyndt at lytte til jazzmusik. Først og fremmest blå jazz – cool jazz, bossa nova. Læs evt. mere her: https://pov.international/kind-of-blue/ Så tiden er inde til jazz i en POVcast – der har dog tidligere været besøg af Cæcilie Norby, Fredrik Lundin og Trinelise Væring. Denne gang handler det altså om Mette Juul. Det er historien om en kunstner, der voksede op i østjyske Hornsyld, mødte et vendepunkt, da hun som 13-14årig tilfældigt hørte en percussionist (formentlig Marilyn Mazur) i Horsens. Et senere vendepunkt var et kassettebånd med Joni Mitchells album ”Don Juan's Reckless Daughter”, som en kæreste sendte til hende. ”Jeg malede meget dengang, og røg i øvrigt også - så der stod jeg og malede og røg og lyttede til Joni Mitchell,” som hun siger… Når jeg lytter til hende, har jeg det som om det er mig, alene hun rammer i hjertet. Men det samme kan masser af andre jo sige.” Derfra gik det videre gennem undervisning – bl.a. på musikkonservatoriet – til en karriere som solist. Efter sejren i en musikkonkurrence i Estland har Juul optrådte meget rundt omkring i Europa. På det nye album, ”Celeste”, er der versioner af diverse jazzstandarder og numre, hun selv har skrevet. Det er klassikere, ja, men i det musikalske rum, der opstår mellem Juul, den amerikanske guitarist Mike Moreno og den svenske bassist Lasse Danielsson er der intet, der lyder helt, som det plejer. ”Celeste betyder himmelsk eller at være tæt på himlen. Et sted, hvor lytteren inviteres til at drømme sig væk fra tidens intense verden og ind i et håbefuldt sfærisk lydunivers,” som det er skrevet om det nye album. Et eksempel er ”Nothern Woods”, som kan høres i POVcasten. ”Jeg tror på, at der sker noget med én, når man kommer ud i en skov. Hele ens sanseapparat, duftene – man bliver påvirket af luften, også øjet. Det grønne. Det kan være, at jeg har skrevet Northern Woods, fordi jeg har en længsel efter noget mere natur,” siger Mette Juul. I denne POVcast handler det om sang, musikalsk proces, at finde sig selv i en kreativ verden, at kaste sig ud i sange fra den såkaldte The Real Books, der er sunget hundredevis af gange før – og om at finde sine ben, når man ankommer fra en lille jysk provinsby til jazzland med firetoget. ”Jazz holder dig openminded. Det slår mig, at det sgu er et meget godt drug. Det er sundt, der er god næring i. Musikken er levende, du kan ikke tage den i hånden. Den vil hele tiden komme glide ud gennem fingrene og komme ud i nye formationer."

Vi kender alle lyden af korsangerne, der besmykker og bringer harmoni og luft i musikken. Vi hører dem løfte omkvæd efter omkvæd, men hvem er de? Mange af de såkaldte korsangere arbejder i skyggen af stjernerne. I denne POVcast taler Jan Eriksen med Gry Harrit, der medvirker på mere end 100 danske plader. Efter en pause i 0'erne vendte hun tilbage som korsanger nu kun for Sebastian – og ellers som solist. Foreløbig har Gry Harrit udgivet en del singler, et album og en EP. Den aktuelle anledning, medio februar 2024, er Gry Harrits rolle som primus motor i en hyldestkoncert d. 25. februar i Amager Bio til ære for en anden af Sebastians musikere, bassisten Michael Friis, der døde lillejuleaften 2023. Det siger en del om Friis mangeårige karriere og betydning for den danske musikscene, at legendariske bands som Kenneth Knudsens Anima og Culpeppers Orchard er gendannet til lejligheden. Af andre navne ved koncerten kan nævnes Sebastian, Kenneth Knudsen, Paul Banks, Lasse & Mathilde, Ole Fick, Jesper Haugaard, Anne Eltard, Klaus Menzer, Esben Just, Søren Frost, Henrik “SP” Schou Poulsen, Perry Stenbäck, Ole “Fessor” Lindgreen, Søren Rislund, og Gry Harrit selv. Plus mange flere. "Det er meget sjældent, at man kan have et venskab på tværs af køn og som spænder over en stor aldersforskel. Jeg er stolt over, at Michael og jeg kunne sige, at vi elskede hinanden uden, at det handlede om, at vi skulle være kærester," siger Harrit. POVcasten er også en historie om hårde arbejdsvilkår i musikbranchen, hvor alle er freelancere og kun få er bedre end deres seneste hit. Som datter af saxofonisten Niels Harrit er Gry nærmest født ind i branchen. "Når man laver musik, bruger man afsindigt mange timer og økonomisk er det også store udlæg. Indtjeningsmulighederne bliver færre og færre. Jeg er et ret handlingsorienteret menneske, og har også mange ressourcer, men jeg har også spildt mange ressourcer og lavet sindssygt mange fejl. Og forsøger på at undgå at gentage mine fejl," siger hun grinende. Det er en historie om arbejdsvilkårene i en hård branche, hvor Gry Harrit bl.a. har oplevet at ”blive lagt ned i en skuffe i tre år” på et pladeselskab. Så det handler om tvivl, misogyni og modstand. Men det er også en historie om de gode ting, venskaber, samarbejde, støtte, kærlighed i musikbranchen. Harrit er aktiv i Foreningen Musikbevægelsen af 2019, en forening for kvinder, ikke-binære og transpersoner med virke i musikbranchen. Med andre ord kønsminoriteter i musikbranchen. Foreningen arbejder bl.a. for at sprede budskabet, at – for nu at låne af Sebastian – du er ikke alene. Gry har blandt mange andre sunget kor på plader med og/eller optræde med bl.a. Lene Siel, Svenne & Lotta, Birthe Kjær, Michael Falch, Nikolaj Christensen, Peter Belli, Björn Afzelius, Ivan Pedersen, Anne Linnet, Big Fat Snake, SPJustFrost, Allan Olsen, Szhirley, Henning Kvitnes, Sebastian, Krebs – inden en selvvalgt pause. Nu udgiver hun selv musik og er engageret er altså en del af Sebastians band. "Det er magisk for mig. Mange siger, at det er en stor ære. Og det er det også. Og så siger jeg bare, "Tak, Knud"," siger Gry Harrit. Denne POVcast er Gry Harrits historie – det er en hyldest både til sangerne i baggrunden uden hvem musikken ville miste en dimension – og det er en hyldest til Michael Friis. Og måske også lidt til Knud Christensen aka Sebastian. Og kan sagtens lyttes til efter mindekoncerten 25. februar 2024.

I år er det 45 år siden, Pink Floyds foruroligende storværk "The Wall" udkom. At historien om Pink og muren stadig er relevant blev bevist med teaterkoncerten "The Wall", der netop har kørt for fulde huse i Østre Gasværk og Musikhuset Aarhus. På verdensplan er "The Wall" det ottende mest solgte album nogensinde. Afhængig af, hvem man spørger, har det solgt mellem 23 og 30 mio. vinyler. Jan Eriksen købte albummet den dag, det udkom – 30. november 1979 - i Guf på Skt. Hans Torv på Nørrebro. Det gør ham ikke til ekspert i ”The Wall”, men det er foredragsholder og musiker Thomas Ulrik Larsen til gengæld. Så i årets første POVcast hjælper han Jan med at bryde mammutværket om muren ned. Thomas Ulrik Larsen har tidligere bl.a. medvirket i en POVcast om et andet Pink Floyd storværk, ”The Dark Side of the Moon”. I den nye POVcast sætter vi bl.a. fokus på disse spørgsmål: - Sådan helt ærligt, Larsen: Er “The Wall” et Pink Floyd eller Roger Waters-album? - Hvad inspirerede Roger Waters? - Hvor meget Rogers Waters er der i Pink? - Er der tråde tilbage til det oprindelige Pink Floyd på albummet? - Hvad er det i al grimheden på ”The Wall”, der tiltrækker? - Hvordan var rollefordelingen mellem Waters og de tre andre medlemmer og producer George Ezrin? - Hvordan er historien om Pink struktureret på albummet? - Hvilken rolle spiller Waters forhold til mor og far, der døde i Krigen? - Hvor mange "mure" er der i historien om "The Wall". - Hvad er "The Wall"s relation til Waters soloalbum "The Pros and Cons of Hitch Hiking". - Hvorfor blev ”Another Brick in the Wall, part 2” et hit – og så endda et diskohit? Og hvilken diskoklassiker inspirerede især producer Georg Ezrin? - Hvor kom David Gilmours signaturnummer og -solo i ”Comfortably Numb” fra? Eller rettere soli. Der er to. - Hvilken er den bedste udgave på plade af ”The Wall”? - Hvad var det med den samtidige punkscene og Pink Floyd – og specielt ”The Wall”? - Hvad har vært Jan Eriksen – noget overraskende – til fælles med David Gilmour? Dette og meget mere i denne POVcast:

Mange forbinder sikkert navnet René Wulff med bandet C.V. Jørgensen, hvor han var trommeslager. Det ganske lille band udgav tre album i perioden fra 1976 til 1979. ”Storbyens små oaser”, ”Vild i varmen” og ”Solgt til stanglakrids” er milepæle i dansk rockmusik. Der var næppe noget i dansk rock på det tidspunkt, der swingede så tæt som dét band, og så med de tekster. ”De senere par år har jeg været ude med nogle foredrag. Og i den forbindelse, har jeg mødt rigtig mange mennesker, der har fortalt, hvor meget C.V. Jørgensen dengang betød for dem. Det nærmest fremkalder tårer i øjnene,” siger René Wulff i denne POVcast. Men det var trods alt bare fire-fem år i alt og René Wulff var og er meget mere. Faktisk kunne hans rejse gennem dansk rock i 70'erne være foregået bag trommerne i Gasolin', da hans ven, Bjørn Uglebjerg forlod bandet, men Wulff takkede pænt nej. Hør mere om dét i podcasten. Jan Eriksen har besøgt Wulff i hans hjem i Gudme på Fyn, bl.a. for at tale om det nye album ”Small Steps – High Spirit”, som han har indspillet med en håndfuld rutinerede danske musikere. Men det handler også om det livsforandrende øjeblik i barndommens Hvidovre, da en stemme en dag lød fra storebrorens grammofon: ”You ain't nothing but a hounddog!!!” Derfra gik bl.a. turen gennem bandet Hutlihut – det hed det! – Sensory System, Barbarella – og C.V. Jørgensen. Og da det band stoppede, fortsatte rejsen i den Police inspirerede trio Tass, efterfulgt af et par begivenhedsrige år i USA med bl.a. zydeco legenden Queen Ida og bluesmusikeren Sonny Rhodes. Hjemme igen i Danmark gik det en tur omkring bandet Sidewalk, der blev hyret af ”Den femte ABBA”, Stickan Andersson til Polar Music. Sprutten flød, hvor Stickan gik, og sådan var det også i Wulffs næste band The Intellectuals, det nærmeste Danmark kom et PUB-rock band i stil med det desværre kortlivede Rockpile. Uden at overdrive kan man sige, at bandet med Wulff, Niels Maetoft og Lars Hybel spillede for de stoffer, de selv rendte rundt og indtog. ”Det er nok det mest sindssyge band, jeg har arbejdet med. Nogle af de ting, vi fik lavet, er jeg meget stolt af. Når vi var gode, var vi skidegode. Men når tingene kører med sprut og galar opstår der tit uenigheder.” René Wulff har udgivet to soloalbum, det første, ”Blue Rendezvouz” i 2010, det seneste er ”Small Steps – High Spirit”. Mediano Music har tidligere udgivet en podcast med René Wulff specifikt om hans år i C.V. Jørgensen og hans bog "Det Ganske Lille Band - mine år med C.V. Jørgensen". Den podcast blev optaget via Skype og lyder mildt sagt ringe. Ikke desto mindre er det POV Mediano Musics fjerde mest lyttede/downloadede podcast. Noter: Det skal understreges, at: - Wulffs ven, Bjørn Uglebjerg, ikke medvirker på indspilningen med Les Rivals i POVcasten. Uglebjerg var med til at starte Les Rivals. - René Wulff ikke medvirker på Queen Idas “Home on the Bayou”, som kan høres i POVcasten. - teksten til "Time Slips Away" fra Wulffs nye album er skrevet af Ray Weaver. Herboende amerikansk musiker og sanger med egen karriere og som ofte spiller i Nashville. - du kan følge Rene Wulff og albummet "Small Steps - High Spirit" på Facebook.

Denne POVcast dykker ned i et forholdsvis uopdyrket kapitel i dansk rockhistorie. Den er først og fremmest en hyldest til en af de store originaler i danskrockens tidlige år, Hans Vinding - og hans band, Hyldemor. Den aktuelle anledning er vinyl dobbeltalbummet ”Glem det hele – husk det live 1979 – 81”. Jan Eriksen har inviteret guitarist John Teglgaard i studiet. Han var medlem af Hyldemor og senere Bifrost og havde bl.a. et kort ophold i Lone Kellermanns band. Hans Vinding, der døde i 1999, var det absolutte centrum i Hyldemor. Bortset fra den nævnte hyldest er POVcasten en vandring gennem et kreativt musikmiljø i det dengang nyetablerede Christiania, hvor både Hyldemor og Tom Lundens Bifrost en periode slog rødder, og hvor Lunden skrev den ikoniske ”I kan ikke slå os ihjel”. Teglgaard etablerede øvehuset REBEFA (Rock er bedre end fast arbejde) i Christiania. ”Jeg kan godt se, når jeg tænker tilbage, var det ikke lige økonomien, jeg tænkte på. Men jeg havde set, hvordan mange voksne i Horsens, hvor jeg kom fra, var fuldstændig nedslidte af hårdt fysisk arbejde. Jeg ville en anden vej,” siger Teglgaard bl.a. I POVcasten fortæller han om sin vej ind i Hyldemor efter – i tidens ånd - bl.a. at have været i lære i Indien hos en sitarlærer og have etableret bandet Masala Dosa. Som Steppeulvene nåede Hyldemor kun at udgive ét album, ”Glem det hele”. Bandet har aldrig helt fået samme anerkendelse som Eik Skaløes band, men dykker man ned i Hans Vindings tekster, finder man indimellem guld af lige så høj karat som hos Skaløe. ”Hans var et af de mest empatiske mennesker, jeg har kendt – men når han var plaget af smerter, det kunne være efter et epileptisk anfald eller p.g.a. livets hårde realiteter, så led han meget. Så sad hans følsomhed helt uden på tøjet”. I perioden, hvor livealbummet er optaget, bestod Hyldemor af Hans Vinding, Steen Claësson (tidl. Furekåben og Burnin' Red Ivanhoe) på violin, Jens Breum (tidl. Alrune Rod, død 2014) på trommer og John Teglgaard på guitar. I POVcasten taler John Teglgaard og Jan Eriksen om: - Hans Vindings kontakt med kreative kilder, ingen andre kendte – og perioderne hvor han var fanget af mørket. - inspirationen fra jazz, jazzrock, indisk, afrikansk musik, britisk folkrock, ikke mindst Bert Jansch. - bevidsthedsudvidende stoffer og hvad de gjorde ved dem, der indtog dem. F.eks. dengang en mand stillede sig bag John og placerede en dolk mod hans strube. - lyden af Teglgaards sitar på en kultplade med Rudi og hans letbitre band. - cadeau til Uffe Lorentzen og Peter Sørensen, der begge har stor andel i den fornyede respekt, Hyldemor har opnået de senere år. - cadeau til de producere og lydteknikere, der var med til at løfte dansk rock til et nyt niveau i slutningen af 70'erne. - årene med Bifrost på rejsen fra udgangspunkt i Christiania til kommerciel succes. John Teglgaard var medlem fra 1978 til 1985. - ikke mindst den rolle Vivi Flindts guldtrusser spillede for Hans Vinding. - et Hyldemor-nummer der blev skrevet på Eiffelbar på Christianshavn af Tom Lunden og Hans Vinding. Lyt med her:

I denne POVcast er Jørgen Klubien gæst. For anden gang i POV Mediano Musics femårige historie. Første gang handlede det om Klubiens liv og karriere, denne gang tager han og Jan Eriksen udgangspunkt i en ny plade. Titlen på Jørgen Klubiens nye album, ”Wonderland”, er ikke tilfældig valgt. Dels er soulmusik i almindelighed og Stevie Wonder i særdeleshed fællesnævner for Klubiens samarbejde med den nye makker, multiinstrumentalisten Zacharias Celinder. Dels er ”Wonderland” en hyldest til smørhullet Danmark – som det ser ud på afstand for en udlandsdansker som Klubien. Albummet udkommer under navnet Dans'orkestret, som selvfølgelig er en forkortelse af det oprindelige band bag hits som ”Kom tilbage nu” og ”Regndans”. Det er især ment som en hyldest til percussionisten, salig Jacob Andersen, der for 40 år siden tid etablerede Danseorkestret – hvor Klubien hurtigt blev inviteret indenfor som sanger. ”Jeg opfattede Jacob som kapelmesteren og komponisten. Hvis jeg tænker Beatles, så var Jacob John Lennon, for det var ham, der startede det, og han var den kraft, der havde troen på det. Han stod fast. Jeg opfattede meget Danseorkestret som hans – i begyndelsen i hvert fald. Med tiden følte Jacob en mæthed, og det prægede ham måske også at de nye numre ikke rigtig kunne hamle op med de gamle hits,” siger Jørgen Klubien. Dans'orkestret består af yngre musikere. I podcasten taler Jørgen Klubien om det nye band og om det drive, der gør, at han stadig rejser hjem til Danmark for at udgive ny musik og holder liv i arven efter Danseorkestret. Det, der gør, at han bliver ved med at indspille musik, selvom han jo egentlig også har en imponerende karriere som animator og tegner, bl.a. i Disney-regi. Med et citat fra selveste Clint Eastwood, "I don't let the old man in" (når det værker i kroppen om morgenen), synger og fortæller Klubien om sit liv, der aldrig har været bedre end nu. ”Jeg har selv været der som ung og hot, og det var det, de syntes, de kunne sælge. Nu ligger jeg i kategorien ældre herrer på 65 med gråt hår og skæg. Skal jeg så bare holde op eller hva? Det, jeg godt kan lide at lave, det er det samme som da jeg var 15. At lave lidt tegnefilm og spille lidt musik. Så jeg bliver da ved.” Lyt med og hør Jørgen Klubien og Jan Eriksen tale om: - samarbejdet med Pixar-bossen Lasseter, der ikke nødvendigvis var rosenrødt. - kærligheden til Klubiens kone, som han bor sammen med i Los Angeles - at finde fornemmelsen af ro og sikkerhed i sit liv i en forholdsvis sen alder. - at holde fast i soulmusikken, selvom det er en ret smal genre i det kølige Danmark. - at optræde sammen med sin helt unge datter, der gerne så, at faren droppede sine ungdommelige moves. - at synge om sine håb og drømme for en bedre og renere verden. Kan man ændre noget med sin musik?

”Alle har en drøm at befri," synger Jens Unmack på et Love Shop-nummer. Indtil for nylig har en af Jan Eriksens beskedne, ubefriede drømme været en POVcast med Jens Unmack. Love Shop udsendte for nylig albummet "Blues Europa", det 14. Som samtidig er det 7. med Love Shop Mark II, bandet Unmack dannede efter Hilmer Hassigs og senere Henrik Halls død. At det efterhånden er et solidt sammenspillet band blev bekræftet under en uges koncerter i Hotel Cecil efter pladeudgivelsen sidst i oktober. I denne POVcast handler det især om Love Shop 2023. Men ikke kun. For som Unmack siger, ”flere af sangene har et erindringsagtigt fokus”. Nye sange som ”For blinde børn” og ”Tilbage til Viborg” peger tilbage mod det første album, "1990". Flere sange – bl.a. klassikeren ”En nat bliver det sommer” – tog udgangspunkt i Unmacks rejse dengang fra domkirkebyen Viborg til København, og alt det, der skete i den nye by. ”Jo ældre, jeg bliver, kan jeg ofte gå og have en dialog med mig selv, eller blive mindet om steder, jeg har boet eller har været. Har været til fester eller har kendt folk, der har boet. Jeg er bevidst om den forandring, København har gennemgået, når jeg går igennem byen. Eller om den pige, jeg kendte i London, som jeg engang besøgte hos hende og hendes ven, hvor hun spillede Enyas ”Orinico Flow” hele natten. Jeg boede sammen med en, der var helt besat af bandet Ballet Mécanique, derfor er den sang og det navn med i teksten til "For blinde børn". Hvad blev der af dem?” Dermed er vi inde på de hukommelsesfragmenter, inspiration, referencer og det stof, Jens Unmack tekster bliver skrevet på. ”Vi har altid dyrket intertekstualitet, som det hedder med et fint ord, i Love Shop. Hvor man blander referencer til film, musik, bøger ind i teksterne, hvor de optræder i et nyt lys. Hilmer prøvede at lære mig om David Bowies cut-up teknik, hvor jeg hellere ville fortælle historier. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg ikke havde historier at fortælle, fordi mit liv var ret begivenhedsløst som sådan.” Og så er der det klassiske grundvilkår i Love Shop. Der SKAL ikke være, men MÅ meget være en god melodi til at sætte stemningen, ofte med en melankolsk tone. Meget få på den danske rockscene kan pakke fragmentariske tekster, nuancerede musikalske arrangementer ind i så stemningsfyldte melodier som Love Shop. ”Jeg tænder på melodien i en sang, og det en melodi kan rent stemningsmæssigt. Jeg kan godt høre kunstmusik eller vanskelig rockmusik, men det er en kæmpe force, hvis melodien også er der.” Hør også Jan Eriksen og Jens Unmack tale om - Love Shops første koncert overhovedet – ”under det happy go lucky navn Lit de Parade” - som opvarmning for Velvet Underground-ikonet Nico. - krige og konflikter i det gamle Love Shop – og samarbejdet i det nye Love Shop. - så forskellige referencer som Kenyas nationalmelodi, Telegramstationen i Oslo, Norman Mailers roman ”De nøgne og de døde” og en af de nye sange, der blev ”helt Kim Larsen-agtig” og som viste sig at være svær at forløse. - Jacques Brels mesterværk "Amsterdam", alle havneby-sanges store modersang. - et citat fra forfatteren Scott Fitzgerald: "Jeg savner ikke min uskyldighed, jeg savner glæden ved at miste den." "Man kan godt savne intensiteten dengang, jeg var ny i København, men Gud, hvor var der også meget usikkerhed, skørlevned og dårligdom," som Unmack siger. - nævnte "Alle har en drøm at befri". Hvor med Unmacks ord: ”Hilmers talent stråler som en forstemmende sky på himlen.” Meget mere i POVcasten:

Oscar Mukherjee er en uhyre aktiv musiker. For nylig udsendte hans band, The Mukherjee Development, albummet ”Should I Dance For You?” – samtidig er 27-årige Oscar aktiv i bluesbandet Pay Day. Det begyndte med, at POV Mediano Musics Jan Eriksen hørte rygtet om en forrygende liveband. Så lyttede han til deres nu to album, gik til en koncert, som han forlod nærmest begejstret. Det lød som, hvis alt det bedste fra westcoast rock, sydstatsrock og britisk indierock blev forenet. Og nu er Oscar gæst i en den nyeste POVcast. Som i øvrigt ifølge SoundCloud er POV Mediano Musics podcast nr. 270. Det skal med, at omkring 50 af dem er Tanja Brinks musikalske julekalendere fra 2019 og -20. Som det fremgår af efternavnet, har Oscar Mukherjee indiske rødder - og han tilbragte de første år af sit liv i San Francisco. En opvækst der har sat sine tydelige spor i hans musik. Samtalen er ikke gammel, før kunstnere som Tom Petty, Crosby, Stills, Nash & Young, Grateful Dead, Janis Joplin, Jimi Hendrix og Creedence Clearwater Revival bliver nævnt. Netop flyttet til Danmark begyndte Oscar at opsøge bluesklubben Mojo i København. ”Vi flyttede hertil, da jeg var omkring 14-15 år. Min far spurgte, om man måtte have en dreng, der var yngre end 18 år med ind på Mojo, det måtte han godt, bare ingen alkohol. Det var op på scenen med det samme og spille med i så mange jamsessions som muligt. Jeg var derinde altid.” Oscar Mukherjee spiller stadig sin egen version af The Blues i Pay Day. The Mukherjee Development spiller i en stil, der i mangel af bedre kan beskrives som en blanding af roots, americana, alt-country. Pejlemærker kunne være kunstnere som Coldplay, John Prine, Kurt Vile, The Rolling Stones, Neil Young, The War Against Drugs og Jonah Blacksmith, hvor Søren Bigum (guitarer) og Søren Poulsen (trommer) fra Mukherjee Development også er medlemmer. De øvrige medlemmer er Henrik Poulsen, bas, og Jacob Holm, guitar. Vi taler om Oscars opvækst i San Francisco, om kulturel appropriation - at spille bluesmusik, når man ikke har rødder blandt sorte i de amerikanske sydstater. Om forholdet til det gamle hjemland. USA, hvor “I used to want to be American/I take that back now tenfold," som Oscar synger i en sang. Om den procesorienterede tilgang til musikken i The Mukherjee Development. Om arbejdet med at skabe sin egen musik i en stil, hvor melodi og sammenspil er omdrejningspunktet. Om den subtile, selvironiske humor, bl.a. i titelnummeret på det nye album, Should I Dance For You?” om hende til festen, man ikke kan tage sig sammen til at kontakte. Det er en selvironisk ”anti-popsang. Det er lidt demonstrativt sumpet, det tøffer og sumper omkring. Det er alt andet end et traditionelt dansenummer.” Og så er der dem, der har hjulpet med på vejen, bl.a. Poul Krebs, som Oscar kalder sin mentor. Han har bl.a. hjulpet i forbindelse med et skriveophold i Texas. "Der er mange ting at takke Poul for. For fire-fem år siden var jeg med ham ude at spille på en turne, hvor han gav mig lejlighed til at spille. Det var en kæmpe hjælp at stå på scenen med ham. I forbindelse med min EP "Sentimental Sleep" hjalp han mig i kontakt med nogle musikere. Det er rart, at der nogen højere op i hierakiet, der rækker hånden ud, og det minder en om, at man skal huske at gøre det samme." Hør meget mere i denne POVcast.

I november 2023 opfører Gangway albummet ”Happy Ever After” ved to koncerter i hhv. DR Koncerthuset (22.11) og Musikhuset i Aarhus (25.11). I den anledning – og fordi en podcast om Gangway længe har været en ønskedrøm – inviterede Jan Eriksen bandets guitarist og sangskriver Henrik Balling i studiet. ”Happy Ever After” udkom i 1992, så det er 30 års jubilæumskoncerter med en smule forsinkelse. Det er det mest solgte Gangway-album overhovedet og det afstedkom efterfølgende hele fire DMA-priser. Podcasten handler først og fremmest om ”Happy Ever After”, som i øvrigt har taget navn efter en Beatles-tekst, men Jan og Henrik kommer også omkring et par andre temaer, ikke mindst kæmpehittet ”My Girl and Me” – hvor det kom fra, hvad der inspirerede? F.eks. Monty Pythons ”Lumberjack Song”. Det samme gælder et andet af Gangways store hits, "Mountain Song" fra ”Happy Ever After”, hvor vi kommer omkring pentatone musik, den russiske komponist Modest Musorgskij og engelsk krigsmusik. ”Hvordan det blev til en popsang? Det er meget svært at svare på,” siger Balling. I det hele taget handler det om den kunstneriske proces og inspiration – som dengang i 1992 foregik på en af de første Akai samplere og en Atari computer. Og om teksterne. "Jeg vil helst ikke have, at der kun er et narrativ. Hvis noget ser forfærdeligt ud, så kan jeg godt lide at skrive om noget, der er positivt ved, at det ser forfærdeligt ud." ”Happy Ever After” blev indspillet i sommeren 1992, samtidig med, at Gangway-medlemmerne kunne sidde i et studie ved Trianglen og høre jublen - når Danmark scorede under fodbold-EM - fra tilskuerne ved storskærmsarrangementer i Fælledparken. Gangway stoppede oprindelig i 1998 efter at have udsendt syv album. I 2017 blev de gendannet for en turne, nu som en gruppe med seks medlemmer. Og i 2019 udkom albummet ”Whatever It Is”. I dag består Gangway af Allan Jensen på sang, Henrik Balling, guitar, Torben Johansen, keyboards og guitar, Janus Nevel, trommer, René Thaulund, keyboards og synthesizere og Carl-Eriks Riestra på bas og synthesizer. I denne POVcast handler det bl.a. om: - heavyrockguitaristen, der skulle blive det første og sidste egentlige idol i dengang tolvårige Ballings liv. ”Han var en halvgud for mig. Han var et overmenneske.” - at komme overens med og blive ven med sin angst. Og skrive en sang om det. - hvad er det egentlig er med den der fede coda i ”Didn't I Make You Laugh”: ”I Hope to God that no one will be late on 21st of May”. - filmmusik – der altid været et vist filmisk præg i Gangways musik. - sammenligningen i begyndelsen med The Smiths: ”Der, hvor The Smiths havde en indflydelse, var, at da vi startede var vi inspirerede af den mørke indiemusik som Siouxsie and the Banshees, Joy Division og det første The Cure – men The Smiths og The Cure efter ”The Lovecats” var med til at skubbe os i en lysere retning.” - valget af Katie Dahlstrom som lydtekniker på ”Happy Ever After”. Som havde stor betydning mht. at rydde op i tracks'ne. - samarbejdet med Anders Koppel på ”Happy Ever After". - hvad det er med den sære baggrundslyd af fransk café på nummeret "Manic Days?" Det husker Henrik ikke. Måske graver han og Jan sig frem til en løsning. Dette og alt muligt andet i denne POVcast.

En af de mest originale stemmer i dansk musik tilhører Bo Nørgaard Evers. Det gælder ikke bare hans karakteristiske stemme, men også teksterne, der er poesi på et smukt, hverdagsagtigt gadeplan. De er sjove, ofte tragikomiske – hvis ikke melankolske. Og ofte lidt dybere end de umiddelbart giver sig ud for. I denne POVcast har Jan Eriksen besøg af Bo Evers. I 2014 hittede han ud af det blå med storhittet 'Fred' og senere især med 'Barry White'. ”Det var dengang, jeg var i heavy rotation,” som han siger. Siden har der ikke været den store medieopmærksomhed omkring Bo Evers – men nu er han altså aktuel med nyt album, 'Liv', og en turné. Efter han i fem-seks år har turneret landet tyndt med orkestret Gypsy Vendetta og Pyskow med roots versioner af sine sange. Bo Evers udtryk er flettet sammen af impulser fra svensk visetradition, jazz, folk, world music, roots, klassisk dansk sangskriverrock som Sebastian. Han har ligefrem fået det blå stempel af statsminister Mette Frederiksen. ”Jeg er stor fan. Vi kan ligeså godt få det på plads med det samme. Jeg kan godt li' den lidt mærkelige kombination af noget meget enkelt og så i virkeligheden det helt modsatte,” har hun sagt i radioprogrammet Diva og Dario. "Jeg er vokset til at acceptere min stemme, som den er. Jeg havde en ven, der er showmand på en helt anden måde end mig. Han fik lokket mig med i en musicalforening, hvor alle havde store stemmer. Det var svært at stå der og føle, at min kvækkende stemme var noget, man skulle satse på. Hvis man ikke kan lyde som de andre, kan man i det mindste udvikle sit eget udtryk." Siden har Evers udviklet et udtryk som ingen andre, hvor ærlighed er udgangspunktet. Derfor er de fleste af hans tekster meget direkte. Ikke mindst de tekster, der handler om liderlighed og sex. Og dem er der en del af. ”Det er en bestræbelse på at være så ærlig som muligt. At tage paraderne ned. En god sang skal vække følelser, og hvis man skal være 100 pct ærlig, skal man være ærlig på hele registret,” siger han, men erkender at der også kan være dilemmaer. Jan og Bo taler om at balancere humor og alvor – flere af sangene på 'Liv' har et mørke og dybde under humoren. Og de taler om Christiania, der i årevis har fyldt en hel del i Evers liv. Han og hans band medvirker med 'Balladen om staden' på pladen 'Christiania – stik dem en plade', der udkom i 2020. ”Jeg har fået nuanceret mit syn på Christiania med de seneste ting der er sket i ”gaden”. Man må konstatere, at nogle af dem, der står og sælger i gaden, der ikke er byens bedste børn. Det er ikke en støttesang til gangstere, det er en støttesang til Christiania – ideen om at lave et kreativt samfund er ekstremt god,” siger han. De taler også om den – igen – originale, ligefrem søde sang 'Mor' fra det nye album. Og så er der sangen 'Alt det der', der prøver at indgyde lidt optimisme i hverdagen, mens vi ser de voldsomme klimaforandringer omkring os. Som han synger: "For verden er som verden er og enden nær og alt det der men vi kan klare mer' for ellers var vi ikke her". Dette og meget mere i denne POVcast.

POV Mediano Musics Jan Eriksen er taget en tur ud til Frelserkirken - et stenkast fra Dæmonernes Port. Franz Beckerlee er aktuel med biografien ”Franz Beckerlee – Stonefree et liv med og uden Gasolin'”. I den anledning har han været så venlig at invitere indenfor i sin lejlighed. I bogen beskriver Beckerlee sit liv som menneske og en kunstner, der for alvor så lyset, da han hørte Louis Armstrongs ”Basin Street Blues”. I mange år udtrykte han sig som jazzmusiker, indtil han som så mange andre så hørte Jimi Hendrix. Overskriften var abstrakt ekspressionisme – som jazzsaxofonist, maler og skulptør. ”Der var en stor jazzscene i Danmark dengang. Der var mange mennesker i Montmarte, men så kom tidspunktet, hvor Beatles og Stones kom ind i billedet. Så var der mange, der røg over til den form for musik. Så der blev ret ensomt inde i Montmarte efterhånden,” siger Beckerlee i POVcasten. Rockmusikken eksploderede i 50erne, men kom først til Franz senere i slutningen af 60erne. ”Vi hørte dog lidt Elvis til vores andendagsgilder efter konfirmationerne – så skulle der jo danses med damerne, og der var Elvis godt.” Selvfølgelig taler vi også om Gasolin' og fascinationen af USA, specielt New York. Allerede under sit første ophold i The Big Apple tog tennisspiller og musiker Torben Ulrich Beckerlee til sig, og blev en form for mentor i begyndelsen. Eriksen og Beckerlee forsøger at tage en tanketur tilbage til Gasolin's øverum for at nærme sig en forklaring på, hvad det var, Gasolin' havde, der skulle gøre dem til det største danske rockband – som mange stadig anser dem for at være. ”Vi troede på os selv. Vi øvede hver eneste dag. Vi stod op, sent på formiddagen. Så spiste vi frokost. Så gik vi ned spillede hele eftermiddagen. Så gik vi hjem og spiste aftensmad, og så øvede vi hele aftenen, indtil vi kunne nå den sidste øl på Eiffel Bar, inden vi hjem i seng – på et tidspunkt måtte det komme ud af knappehullerne. Det virkede næsten som om, at det var forudbestemt,” siger Beckerlee. Man kan ikke tale Gasolin' uden at tale om deres producer på flere album, Roy Thomas Baker. ”Det er lige til at blive overtroisk af at tænke på, at vi havde samme producer som Queen - samme producer som manden, der producerede "Bohemian Rhapsody,” siger Beckerlee. Roy Thomas Bakers betydning for de fire christianshavnere kan ikke overdrives, selvom Gasolin's pladeboss Poul Bruun stod klar i kulissen. ”Poul så jo helst selv at det var ham, der fik lov til at være i studiet, jeg er da lykkelig for, at vi havde Roy,” siger Franz Beckerlee. Det handler også om - inspiration. F.eks. om et nummer, der er direkte inspireret af Gasolin's møde med Ramones. - millionbeløbet , Roskilde Festivalen tilbød Gasolin for et comeback. Og som de sagde nej til. - Beckerlees andel i Kim Larsens hitalbum ”Midt om natten”. - kampene med Lone Kellermann i Christianshavns Blues Band. Dette og meget mere i denne POVcast.

”Bad cowgirls go everywhere,” synger Tamra Rosanes på sit nye album. Og for nylig lagde hun vejen forbi POV Mediano Musics kontor/studie. Især for at tale om sit nye album, ”New Better Day”, som hun udsender i anledning af sit 50 årsjubilæum som dansk bosiddende kunster – jubilæet fejrer hun i øvrigt med en turné her i sensommeren og efteråret. På ”New Better Day”, der er indspillet på Samsø, i København og Nashville, bevæger den danske first lady of country sig gennem forskellige genrer indenfor countrymusikken. For fire et halvt år siden optog Rosanes og Jan Eriksen en POVCast, der handler om hele hendes dengang 45 år lange karriere. Find den på medianomusic.nu, Soundcloud eller din foretrukne podcast platform. I denne omgang handler det især om New Better Day og Tamras baggrund og virke som countrymusiker. POVcasten sætter fokus på et forholdsvis ufortalt kapitel i hendes karriere og udvikling fra folke- og popmusiker til countrymusiker - de talrige rejser til Nashville. Hvordan hun for godt og vel 35 år siden blev taget under vingerne af en gruppe musikere med udgangspunkt i studiet The Cowboy Arms Hotel And Recording Spa. Det gælder især studieejeren Jack Clement. Bare for at sætte ham i perspektiv, var det ham, der i 1954 inviterede Elvis Presley på scenen i klubben Eagles Nest i Memphis - mindre end en måned efter "That's All Right" var udkommet. En af Elvis allerførste optrædender. Det var Charles Cochran, der bl.a. en periode arbejdede tæt sammen med Neil Young, guitarist m.m. Marty Stuart, trommeslager Kenny Malone, guitarist Chris Leuzinger og lydtekniker Dave Ferguson. Ferguson var blandt meget andet tekniker på og stod for mixning af Johnny Cash American Recordings plader. Bl.a. er der er et nummer, ”Wrong Road Again”, på Tamra Rosanes nye plade, indspillet for godt og vel 30 år siden med Marty Stuart på guitar. Vi taler en smule om den fantastiske koncert, Stuart og band sommeren 2022 gav i Gimle, Roskilde. ”Jeg blev accepteret som en pige, ligemand, en del af familien,” siger Tamra om de garvede countrymusikere omkring Jack Clement, som hun lærte at kende for tre-fire årtier siden," siger Rosanes, der siden har rejst flere gange om året til Nashville. ”Det var fantastisk, fordi jeg følte mig ikke som en flue på væggen, men som en del af dem. Det var det, der var så godt, for så fik jeg noget selvtillid, der gjorde, at jeg kunne komme tilbage til Danmark og vide, at jeg havde kunne præsentere noget countrymusik, der var ægte.” Tamra Rosanes rolle som ambassadør for countrymusik i Danmark er indiskutabel. I dag er der en ganske stor rootsscene her i landet. Og det glæder Tamra. ”Det blomstrer, og det er virkelig, virkelig godt. Okay, ikke for at blære mig, men jeg er amerikaner, så det må man godt … men jeg er også dansker, så jeg skal passe på. Steffen Mørk (Nashville Songwriters Festival) har fortalt nogle af dem fra Nashville om min karriere, og at country er mere accepteret i Danmark nu. Og så har de takket mig.” På det nye album er der sange som Tamras (delvis) egne “A Lot of Honky Tonky to Catch Up On”, “Love Love Love Love Love Love”, “Rusty Old Arrow” og Townes Van Zandts “The Catfish Song". ”Rusty Old Arrow” er en meget personlig sang. Jeg ville gerne skrive en autobiografisk sang. Jeg tog afsted fra USA som 19-årig og forlod alt, fordi jeg var blevet forelsket i en dansker. Sangen handler om de mange udfordringer, man møder undervejs. Jeg tror, at en af grundene til at jeg kan holde 50 årsjubilæum er, at jeg har optimisme og positivitet." Efter 12.20 er der et medley med direkte og indirekte bidrag af nogle af de musikere og teknikere, der blev Rosanes mentorer i Nashville. Marty Stuart: The Whiskey ain't Working Cowboy Jack Clement: Beautiful Dreamer John Prine: Sweet Revenge - trommer Kenny Malone U2: Angel of Harlem - lydteknikere Jack Clement og Dave Fergusson Johnny Cash: Would You Lay With Me (On a Field of Stone) - lydteknik Fergusson

Husker du ”I Count the Minutes”? Det gør vi. Siden begyndelsen for snart fem år siden har vi på POV Mediano Music talt om at lave en podcast af den klassiske ”hvad blev der af?”-type. Med en eller flere kunstnere, der pludselig brød igennem, stjal alle radioflader, hitlisteførstepladser, vandt grammyer/DMA, optrådte på alle tv-shows og festivaler - og siden, ja, så hørte offentligheden ikke så meget. Så da Jan Eriksen blev spurgt, om han kunne tænke sig at tale med den pladeaktuelle Susanne Ørum skyndte han sig at sige ja. I 1995 brød Susanne (dengang Marcussen) sammen med Trille Palsgaard og Pernille Dan igennem under navnet Me, She & Her med "I Count the Minutes". I halvandet år var de her, der og alle vegne, og så var det slut. Siden har Susanne Ørum udsendt musik alene og sammen med andre, produceret for andre, etableret hele fem kor – og nu er hun altså langt om længe klar med sit album ”Get Real”. ”Me, She and Her gav en masse helt ubeskriveligt gode oplevelser,” siger hun i POVcasten om den nærmest surreelle periode medio halvfemserne. ”Vi vandt grammyer indenfor de første fire måneder. De spillede jo ”I Count the Minutes” i radioen hver eneste dag. Det gør de stadig indimellem. Vi var i gang med plade nr. to, da, tror jeg, det gik op for os, at vi alligevel var mere forskellige, end vi havde troet. I hvert fald følte jeg, at de andre ville andet end det koncept, jeg var hevet ind i. Den ene måske mere rocket, den anden mere jazzet. Jeg skulle lige sluge det – men selvfølgelig måtte jeg respektere, hvad der var det rigtige for dem. Jeg står jo selv på mit eget,” siger Susanne Ørum. Siden har hun forfulgt barndomsdrømmen om at arbejde som sanger. Stædigt har hun som solist fastholdt sit udgangspunkt i soul, gospel og jazz, selvom det ikke er kommercielt gangbare genrer i Danmark. I POVcasten taler vi om de mange kunstnere, Ørum og de to andre fra Me, She & Her arbejdede sammen med i sidste halvdel af 90'erne. Om hendes arbejde som korleder, underviser og coach, der bl.a. ført hende på scenen sammen med Mariah Carey i Royal Arena og ved en koncert i Sverige. Om oplevelser i USA, der bl.a. første til et tilbud om en kontrakt – som hun dog takkede nej til. ”En af mine veninder spurgte mig engang, hvor i al verden, jeg ikke gjorde det. Jeg turde simpelthen ikke,” siger Susanne Ørum. Nu udkommer albummet "Get Real" altså langt om længe. Undervejs har Ørum mødt indtil flere benspænd. En periode mistede hun sin stemme. Hun blev skilt. ”Jeg havde det, som om solen forlod månen. Hvordan kunne verden overhovedet eksistere, når det skulle ske, at jeg skulle skilles?”. Men der har også været positive vendepunkter. Som da en kendt engelsk DJ, efter Ørum gennem ti år havde forsøgt at komme i kontakt med ham, ringede til hende. "Jeg kan huske, at jeg stod på Hvidovre Station en kold tirsdag, og for mig var det bare en wouw, ham her radioværten ringer til mig. "Vi er vilde med din musik, du er ”ugens uundgåelige”". En mand jeg har skrevet til gennem ti år, pludselig ringer han." Alt dette og meget mere i denne podcast. OBS - de fem sange i medleyet med sange, hvor Me, She & Her synger med på kor, er: Flemming Bamse Jørgensen: “Suzanne” Michael Learns to Rock: “I'm Gonna Be Around” Ib Glindemann Orchestra: ”My Heart Belongs to Daddy” Lars H.U.G: "First Love in Space" Lis Sørensen: “Kærtegn”

Som The Beatles havde The Quiet Beatle, George Harrison, havde – og har – Shu-Bi-Dua den stille guitarist og producer, Claus Asmussen. Det handler som regel om Michael, når man taler Shu-Bi-Dua, men i denne POVcast er Claus i centrum. I år fejrer Shu-Bi-Dua 50 års jubilæum – Shu-Bi-Læum, som Michael Hardingers band selvfølgelig kalder det. Egentlig har der ikke eksisteret et Shu-Bi-Dua, siden Michael Bundesen blev syg i 2011. Bundesen er ikke længere iblandt os – men musikken lever videre på alle platforme, ikke mindst i Hardinger Band og Claus Asmussens band, Shubberne. Begge bands er på jubilæumsturne. Udover jobbet som guitarist i SBD gennem 30 år var Asmussen Shu-Bi-Duas lydtekniker – og, tør vi godt sige, producer. I denne podcast fortæller Asmussen om sin karriere, der begyndte med bandet Noblemen, senere blev han headhunted af Tommy Seebach til Sir Henry & His Butlers, spillede med på guitar under de første opsætninger af "Hair" og "Jesus Christ Superstar" i Danmark - derefter blev han lydtekniker på de to første Shu-Bi-Dua album – og medlem af bandet fra 1975 til 2005. Du får et indblik i Shu-Bi-Duas historie. Særligt de numre, Claus Asmussen bar med ind i studiet, bl.a. klassikere som f.x. ”Emma”, ”Rosita”, ”United Steakes” og ”McArine”. ”Allerede til to'eren kom Hardinger med ”Vuffelivov”, men den blev droppet. Vi synes simpelthen, den var for tåbelig. ”Jeg har en hund med fire poter.” Yes, kunne det være meget anderledes? Så den blev droppet på 2'eren.” Men da der manglede numre til fireren, kom både ”Vuffelivov” og Asmussens ”McArine” med. Lyt med, og hør om de mange timer, der blev brugt i studiet til at forfine andre klassikere som ”Rom & Cola” og ”Minus til plus”. Hvis mellemstykke med musik af faren, Svend Asmussen, og Claus selv, han har et helt specielt forhold til. - Er det rigtigt, at SBDs første plader blev indspillet på Danmarks første ottespors båndoptager? - Hvorfor lyder Asmussens dobbelte solo på "Krig og fred" – som, ja, krig uden fred? - Hvorfor blev SBD's studie i Kbh. K kaldt "en schweizisk bank". - Hvor hentede Shu-Bi-Dua deres inspiration? - Hvordan var deres arbejdsproces? - Hvorfor stoppede Claus Asmussen i Shu-Bi-Dua i 2005, da bandet udsendte H.C. Andersen 200 års albummet. - Hvorfor stopper Asmussen og den anden gamle SDB-kæmpe, Willy Pedersen, nu i Shubberne? - Hvem har kaldt Shu-Bi-Duas plader de bedste westcoast rock-plader, produceret udenfor USA? - Hvilke SBD-numre er hyldestnumre til Kim Larsen? - Er det rigtigt, at det er Claus selv, der spiller guitaren på Jarl Friis-Mikkelsens SBD-parodi med Kester, "Bare man kan logre". Disse og mange andre spørgsmål bliver besvaret.

"Mine album udkommer tæt. Der er ikke mere end 20 år i mellem dem," siger multikunstneren Søren Kragh-Jacobsen selvironisk i denne POVcast. Og sandt er det, at hans bidrag til den danske musikskat er forholdsvis få. Til gengæld er de kendt af mange. De seneste to album, ”Isalena” og det nye, ”Tranedans”, har manifesteret Kragh-Jacobsen som sangskriver og formidler med sit eget udtryk og dybde - som et sted mellem en dansk Mikael Wiehe, Leonard Cohen og idolet Charles Aznavour. Kragh-Jacobsens ikoniske – og her giver ordet mening – værker, sangene ”Kender du det” og ”Hej Claus” og filmen ”Vil du se min se min smukke navle” er blevet en form for sindsbilleder for flere generationer. "Jeg har det godt med hende Mona. Hun har været min flittigst brugte sang. Jeg har det ikke spor dårligt med den, og det har jeg faktisk aldrig haft. Det eneste, der trækker søm ud i dag, er, at det jo er som at løbe en maraton at synge den. Jeg kan aldrig huske mine tekster, men lige med Mona har jeg det, som Otto Brandenburg havde det. Han affotograferede en side, og så kunne han huske den”,” siger Søren Kragh-Jacobsen. Især Dogme-filmen, "Mifunes sidste sang" manifesterede Kragh-Jacobsen som international instruktør. "Jeg synes, det er lidt korrumperende at have masser af succes. Jeg synes, jeg blev drevet rundt i verden i årene efter Dogme på presseture og den slags. Kørte limousiner og vandt Sølvbjørn i Berlin. På en eller anden måde begrænsede det min kreativitet." Han fortæller ærligt og humoristisk om sine to spor som hhv. filmmager og musiker, om inspirationen, musikalsk og fra alt det, der foregår omkring ham, musikkollektivet i Sjöryden i Sverige, naturen, rejser, sit private liv. Det nye, aktuelle album, ”Tranedans" sange, er, som POV.Internationals Henning Høeg skriver: "Sange, der handler om alt det, 76-årige Kragh-Jacobsen går rundt og tænker på – alder, kærlighed, ensomhed, lykke og øjeblikkets magi." Der er bl.a. en sang til hans egen generation, der gennem de seneste fire-fem årtier ofte er stået for skud – ofte under overskriften: "I har været r..forkælede". ”Jeg har ofte hørt, at min generation har fået det hele forærende. At vi har været utroligt heldige. Jeg synes, vi fortjente en sang, der en lille smule handler om, at vi sgu godt han ranke ryggen, når vi en gang stiger ned fra den store scene. Det er en hyldest til min generation.” Lyt her til samtalen mellem to mænd, hvis stemmer for længst har været i overgang: Om Søren Kragh-Jacobsen – fra dfi.dk: Hans to første spillefilm 'Vil du se min smukke navle?' (1978) og den prisbelønnede 'Gummi Tarzan' (1981) fornyede den danske børne- og ungdomsfilm med frisk fabuleren og charmerende præstationer. 'Guldregn' (1986 - først udsendt som tv-serie) og 'Skyggen af Emma' (1988) er raffineret komponerede spændingsfilm for både unge og ældre. Kragh-Jacobsen var en af de oprindelige Dogme-brødre sammen med Lars von Trier, Thomas Vinterberg og Kristian Levring. Flere af hans senere kritikerroste film handler om børn, men Dogme-filmen 'Mifunes sidste sang' (2000) blev den mest kendte internationalt. Filmen vandt Sølvbjørnen ved Berlinfestivalen. Også 'Isfugle' (1984), 'Skagerrak' (2003) og 'Det som ingen ved' (2008) handler om rodløse voksne - den sidste i thrillerform. 'Drengene fra Sankt Petri' (1991) er en 2. Verdenskrigshistorie om den første danske modstandsgruppe, bestående af skoledrenge. Også den engelsksprogede 'Øen i Fuglegaden' (1997) om en efterladt dreng i en jødisk ghetto har 2. Verdenskrig som baggrund. I nyere tid har Kragh-Jacobsen stået bag film som 'Det som ingen ved' (2008), 'I lossens time' (2013), mens han også har været konceptuerende instruktør på DR's dramaserie 'Borgen' (2010-13) og episodeinstruktør på første sæson af 'Bedrag' (2016).

For præcis 40 år siden udkom The Polices album ”Synchronicity”, som skulle vise sig at blive trioens sidste. I den anledning har Jan Eriksen inviteret musikeksperten Thomas Ulrik Larsen i POVs studie, hvor han splitter "Synchronicity" ad og forklare alt det, der ligger bag et af musikhistoriens mest intellektuelle rockalbum. The Police forstod at få hitliste tilgængelig pop, dissonans, personlig fremmedgjorthed og dybdepsykologi til at hænge sammen. ”Fuck” ”Off” ”You” ”Cunt” stod der på Copelands fire tam-tammer (trommer). På den måde var det let for ham at forestille sig, at han hamrede løs på Sting, når han slog på sine trommer. Ja, det slog gnister, når The Police spillede og indspillede. 0- ”Det var måske The Polices største succes – at de havde det så svært med hinanden, at deres spændinger udløste nogle fantastiske plader. Og det mest anspændte af dem var "Synchronicity", fordi det var det mest uafklarede. Det er en psykologisk rejse ned ikke bare i en enkelt persons bevidsthed – men også for at se, om der fandtes noget fælles kollektivt ubevidst, der kan holdes os sammen på et tidspunkt, hvor alt var splittet.” I podcasten fortælles historien om Gordon Sumners, Stewart Copeland og Andy Summers trio. Efter Summer havde erstattet den oprindelige guitarist, korsikaneren Henri Padovani. Musikerne havde baggrund i pomprock, psykedelisk rock, folk og jazz, men begyndte at spille new wave - på falske forudsætninger. "Med ”falske forudsætninger” menes, at gruppen, alders- og miljømæssigt intet har med punken at gøre. De bliver også derfor ugleset af de autentiske punkbands,” siger Thomas Ulrik Larsen i podcasten. ”Selvom der er knald på, selvom der er baglæns rytmer, er der også en litterat og en stor tænker inde i The Police,” siger han. I podcasten inviterer Thomas lytteren ind i The Polices øverum. Hvad var det, der skabte den evigt fornemmelse af kant og uro i deres musik. "Jeg kan ikke komme i tanke om et eneste langsomt Police-nummer. Der er en konstant uro, rastløshed og hyppig dissonans i deres musik. Som i høj grad var motiveret i Stings kroniske flugt fra sin dysfunktionelle arbejderklassebaggrund." Hvad var gruppens vision. Hvem skrev musikken – hvor kom reggae-inspirationen fra. Hvad med Stings sang, der, som Thomas siger, især i begyndelsen lød som Mickey Mouse i et ondt lune. Hvordan opstod kommende klassikere som ”Roxanne”, ”Message in a Bottle”, ”So Lonely”, ”Can't Stand Losing You”? The Police var jaget vildt i den engelske musikpresse – og blandt musikere. ”Man skal ikke underkende at mange af de musikere, der har street credibility har fået deres instrumenter af mor og far. VI andre har måttet arbejde for føden, som Stewart Copeland har sagt. The Police havde en professionel selvsikkerhed,” siger Thomas Ulrik Larsen. Han går i dybden med "Synchronicity" og fortæller om inspirationen fra især den skoledannende psykolog C.G. Jungs teori om det kollektive ubevidste - og forfatteren Arther Koestler. "Synchronicity" er et album med mange, mange lag.

En af de store sangskrivere på den danske musikscene, Anne Dorte Michelsen, har udsendt albummet ”Thumbs Up” – og så har hun i øvrigt modtaget Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse. I anledning af det nye album har Jan Eriksen inviteret Anne Dorte Michelsen i POV Mediano Musics studie. Det handler selvfølgelig om det nye album, hvor der bl.a. er et par sange, der hver på sin måde tager udgangspunkt i MeToo – nemlig ”Det var de år vi var mest vrede” og ”Fucking feminister”. Desuden er der nærmest en lille podcast i podcasten - en samtale om Carole Kings album "Tapestry". Ja, det er feministiske sange, men så alligevel måske ikke sådan 100 pct. Som ofte med Anne Dorte Michelsen er de sunget både med tongue in cheek og med dyb alvor. Hvilket er Michelsens særkende. ”Vreden er destruktiv og kan gøre dig ensom, men ikke desto mindre er det befriende, berettiget og nødvendigt at udtryk for sin vrede. Som menneske skal man finde ud af, hvor man skal finde nødudgangen, ellers bliver man spist af sin vrede," siger Anne Dorte Michelsen, og fortsætter. ”Det er sådan noget, man som kvinde har fået tudet ørerne fulde af: hvis du viser denne her vrede, hvis du viser de her følelser, så er du bare ikke sexet. Rødstrømperne var bare IKKE sexede. Det er jo sådan, man har plaffet kvindebevægelsen ned. De går med lilla ble, de har hængepatter. Det er en form for mobning, men det er også en magtkamp,” I årene mellem 1979 og udsendte Tøsedrengene seks album og et hav af singler. Man kan sige, at Anne Dorte Michelsen og fx kollegaen Elisabeth tog den videre fra det fundament, som bl.a. Shit & Chanel, Trille og Hos Anna skabte i 70erne. Sangtekster med et kvindeligt perspektiv. Som Michelsen også har videreført i cabaretgruppen Venter på far. Det gav en del knubs i det meget testoteronfyldte mandlige anmelderkorps. ”Det var hårdt,” siger Anne Dorte i podcasten, der dog både som solist og medlem af Tøsedrengene kunne varme sig ved et enormt pladesalg og den ene succes efter den anden. Podcasten handler også om, som i et par af de bedste sange på "Thumbs Up" - om at omfavne, at livet blev det, som det blev og er. Det er okay, det er godt nok "Efter en lang periode med mange bryderier og mange mørke stunder og fortvivlelse og utilfredshed med min egen manglende evne til at håndtere ting i tilværelsen, som er kommet imod mig, og som jeg ville ønske, at jeg havde kunnet gribe anderledes an. Men det kunne jeg ikke. Så bliver det sang om det utroligt smertefulde med, at man hele tidens synes, at man burde kunne gøre det bedre. Det her optimeringsvanvid." Og det handler om som plus 60-årig at lytte til yngre generationer og samtidig sige fra, når man ikke synes, at man personligt kan tage det kollektive ansvar for klimakrisen. Som hun - igen med et glimt i øjet - synger: "Jeg har hørt, I kalder mig for boomer, jeg aner ikke, hvad det er. Jeg fatter ikke jeres humor. Og lytter ikke så meget mere. Jeg kører bilen i garage og skænker mig et glas bordeaux. Jeg hører I kalder mig for boomer. Jeg lærte kun at riste runer, og det er der ingen fremtid i." I podcasten taler Anne Dorte Michelsen og Jan Eriksen desuden om … - Anne Dortes og Maria Bramsens comeback i duoen Michelsen og Bramsen, hvor de synger de gamle sange. - inspirationen fra Anne Linnet og Holger Laumann, dengang Michelsen som 13-årig drømte om selv at komme til at stå på scenen. - samarbejdet med Poul Bruun og Billy Cross. - noget så eksotisk som lykkelige sange. - den bizarre begejstring for Barry Manilows "Mandy".

I 1999 lærte alle med et radioapparat nærmest fra den ene dag til den anden Marie Frank at kende. Sange som "Symptom of My Time", først og fremmest, "Save a Little Love", "Worth it" (2001) og "Under the Water" i et remix blev spillet igen og igen. Også i udlandet. Nu, 24 år senere udsender Marie Frank en EP med titler som "Det bedste ud af alting", "Hvem ved hvad vej det går" og "Stenslag". POV Mediano Musics Jan Eriksen har besøgt Marie Frank i Langå, hvor hun med en fantastisk udsigt til Langå sø bor sammen med sin mand, musikeren Anders Pedersen og deres to børn. I podcasten taler de om alt det, der skete dengang, hvor hun rejste rundt i verden, og bl.a. øvede sit håndværk i New York – og hvad der er sket siden og, hvor de nyeste sange kommer fra. ”Måske havde Danmark brug for en pige med en guitar dengang,” siger hun selv som en mulig forklaring på det pludselige gennembrud. I USA havde de Sheryl Crow, Suzanne Vega og Joni Mitchell. Det handler om tilfældige møder som blaffer bl.a. med bossen for Spot Festivalen og en DR radiovært, der skulle komme til at hjælpe hende videre. Indspilningen af debut-albummet ”Ancient Pleasures” i et studie i New York med det funky navn Dan's House of Love. Det handler om en turne, som Marie måtte gennemføre i en kørestol og på krykker. Efter et par hektiske år i begyndelsen af 0'erne blev Marie Frank selvstændig – hverken hun eller det tidligere pladeselskabet havde særlig travlt med at forhandle ny kontrakt – og selvstændig har hun været siden. Så det er også historien om kampen for at bevare sin integritet i en branche hvor alle flår i en. ”Jeg følte, at jeg blev modarbejdet af mit pladeselskab, der gerne ville flytte rundt med mig. Du bliver hele tiden stillet overfor det spørgsmål: hvis du bare vil det og vil det. Det konstante pres. Der var så mange, der havde en holdning, vi synes du skal gøre det og det. Jeg synes på en måde det er en barsk måde at henslæbe sine tyvere på.” Det handler om et gedigent benspænd, da festivalen Wig Wam krakkede med et brag og efterlod en række uskyldige musikere uden penge. Men det handler Ikke mindst om mødet med Howe Gelb, lederen af et af første markante alt-country bands, Giant Sand, og andre amerikanske musikere som Grant Lee Phillips og legenden Lucinda Williams. Møder som naturligt har påvirket hendes sangskrivning og betydet en masse gode oplevelser og rejser. Albummene "Where the Wind Turns the Skin to Leather" og "Kontinua", Franks første dansksprogede album, er ganske udmærkede danske americana-album. Og selvfølgelig taler Marie og Jan om arbejdet med at etablere et musikmiljø i Langå. "Det er en lille smule mere hillbilly-agtigt herude i Langå," som hun siger. Dette og meget mere i denne podcast.

Efter en pause på et par måneder, hvor POV Mediano Musics Jan Eriksen bl.a. har skrevet roman og holdt ferie, er vi tilbage med en ny podcast. Denne gang er gæsten rockveteranen Henning Stærk. Også han har holdt en længere pause – en album pause. Faktisk har han ikke udgivet en plade siden 2009. Han har overvundet gigtproblemer, men er nu fit for fight og aktuel med "Big Boss Man", opkaldt efter et af de numre, der var med til at give Elvis Presley et comeback i 1968. Flere numre på den nye plade er inspireret af Cash's "American Recordings"-plader. Bl.a. en flot version af Tina Dickows "Someone You Love". Henning og Jan taler om Stærks sanglærer Elvis Presley, der lærte ham at synge i barndomshjemmet i Holstebro. Om den første koncert, hvor Stærk sang iført en nyindkøbt Stones-trøje (rullekravebluse). Og om drømmen om at undslippe Holstebro, der resulterede i ”flugten” til Aarhus, hvor han til sin overraskelse bestod første år på jurastudiet, indtil der blev fuldt fokus på musikken. De taler om de første pionerdage med pigtrådsmusik, og miljøet i Aarhus, hvor musikere som Lars Hybel, Lars Muhl, Per Frost, Georg Olesen, Lis Sørensen og Hans Erik Lerchenfeldt spillede og jammede sammen på byens scener. Inden Stærk for alvor blev solist i 1982, var der årene med Jackie Boo Flight, Spillemændene og Gnags, der havde brug for en en "anden-trommeslager" model Allman Brothers. Gennem de sidste 40 år har Stærk etableret sig som en af landets bedste fortolkere af den klassiske, autentiske rockmusik, country og soul. Og han har arbejdet sammen med producere som Mike Vernon (som bl.a. producerede en legendariske John Mayall & The Bluesbreakers plade med Eric Clapton i 1966) og Joe Hardy (ZZ Top). Det har ført til hits som signatur americana-sangen, Poul Krebs ”Sweatheart” og Niels Maatofts ”Tender Care – Tender Touch” og fortolkninger af bl.a ”Fire”, ”Switchboard Susan”, ”Hard to Handle” og ”Heart of Gold”. Der er nørdesnak om bl.a. Johnny Cash (som Stærk har mødt en enkelt gang), Hank Williams, Maetoft, Micky Jupp, Kris Kristofferson, John Prine og Elvis gamle samarbejdspartnere, gospelkoret The Jordanaires, som medvirker på flere Stærk-numre på "Dreams to Remember", der blev en kæmpe kommerciel succes. ”Det var en overraskelse, at det blev et gennembrud. Det var et resultat af mange tilfældigheder, en af dem, at The Jordanaires kom til at synge kor, som var et stort historisk vingesus for mig. Fordi jeg er gammel Elvis-fan. Da vi hørte det kor, de lagde på, kunne vi bare høre, hold kæft hvor lyder det svinefedt, det her,” siger Henning Stærk blandt meget andet.

Denne POVcast består af fire kapitler eller sekvenser, alle med læge, professor og musiker Michael Krogsgaard i hovedrollen. Det er historiefortælling med visse elementer af nørderi. 69-årige Michael Krogsgaard er aktuel med albummet ”Ready For Fun”. Gennem de sidste godt og vel 40 år har han vekslet mellem sit arbejde som læge og arbejdet som Bob Dylan dokumentarist med tre bogudgivelser på sit CV. I dag regnes han for en af de førende Dylan-eksperter i verden. Hvilket siger en del. Der er mange dylanologer derude. Helt eksklusivt har han over en tiårig periode haft mulighed for at begrave sig i tusindvis af Bob-arkivalier i en nedlagt bunker nær Woodstock. Det blev bl.a. muligt, da Dylan og hans forretningsfører blev vred på Mariah Careys daværende mand, Tommy Mottola. Hør mere om dette og meget andet Dylan i podcasten. Derfor tager podcasten udgangspunkt i Bob Dylans andet album, ”The Freewheeling Bob Dylan”. D. 27. maj er det præcis 60 år siden, pladen med det ikoniske cover med Dylan og hans daværende kæreste Suze Rutolo udkom – bl.a. med sange som ”A Hard Rain's A-Gonna Fall” og ”Blowing in the Wind”. Jan Eriksen og Michael Krogsgaard taler desuden om sidstnævntes seks år i 70'erne som ejer af pladeselskabet Hookfarm (Krogsgaard på danlish), som bl.a. udgav de første to, ikoniske C.V. Jørgensen-album, ”En stynet strejfer” og ”T-shirts, terylenebukser og gummisko” - og bl.a. også plader med Buki Yamas og Buffalo. Det handler om samarbejdet med Carsten Jørgensen, som han hed, indtil han og Krogsgaard fandt på et mellemnavn. I podcasten taler de bl.a. om de første demooptagelser og videooptagelser med de to Lyngby-drenge, som de to optog i Krogsgaards barndomshjem ved Fortunen ved Dyrehaven. Disse optagelser eksisterer selvfølgelig stadig, og er sammen med et tidligt livealbum klar, hvis CV skulle få lyst til at dokumentere sin karriere. Endelig handler det om sangene på Krogsgaards nye bluesrock album, og det handler om at springe ud som solist i en alder af 69. På pladen synger han om partnervold, alderdom, Alzheimer, traficking, krigstraumer, sex og savn. Som i nummeret ”Miss You”, som er en dedikation til den nu afdøde musikjournalist og ven Jan Sneum. Dette og meget mere i denne podcast.

Efter en længere pause er Nikolaj Christensen tilbage med ny musik - foreløbig tre singler og snart et helt album. Efter et larmende gennembrud i slutfirserne/starthalvfemserne med hits som ”Du er min” og ”Kommer nok hjem” – og senere en del job som skuespiller – er det gået op og ned og op igen for Nikolaj og hans piloter. Altid har han holdt fanen højt, selvom, eller måske fordi, det indimellem har lydt som om, han var den sidste musiker i Danmark med et sikkert greb som arven fra classic rock. Nikolaj Christensen var teenager, da han mistede sin mor. Efterfølgende måtte han til dels selv finde en vej gennem livet. Og den vej blev musikken. ”Jeg var med min far inde og tale med en vejleder på et HF-kursus, og sprugte: Er der musik? Ja, der er en times musik om ugen. Der var jeg bare sådan: forget it. Jeg har aldrig set mig tilbage.” Fremefter var det som som at sidde "på en raket nu”- og han kom som noget ret usædvanligt til at opleve to gennembrud. ”Jeg var jo åben over for nye eventyr, totalt modig, hidsig og let antændelig. Jeg var en lille lort, jeg vejede under 60 og hvis der nogen, der sagde noget, så slog jeg til.” Men omkring 2010 satte en mere eller mindre kronisk angst og pludselig døvhed midlertidigt Nikolaj ud på sidelinjen. Men nu har piloten genfundet sin plads i cockpittet – og i den hvide stol i POVs podcaststudie, hvor Jan Eriksen interviewede ham. Som altid med Nikolaj Christensen blev det til en ærlig og selvironisk snak. Om klassisk rock, inspiration, om fejl, om det brændstof, der har drevet ham, kompromisløsheden - og kompromiserne - om det, der gik godt, og de fede øjeblikke på scenen. Om fortrydelser. Lyt med og hør mere, om: … da Nikolaj fandt sit første band i Politikens Kom Frit Frem – og hvordan musikanmelderen Torben Bille hjalp ham videre. … inspirationen fra John Mellencamp, Bruce Springsteen, John Hiatt, The Rolling Stones, Arne Würgler – og svenske Cornelis Wreswijk. … dengang, trommeslageren i Nikolaj og Piloterne, Flemming Rothaus boede sammen med Guns'N'Roses – og inspirationen fra dem og Aerosmith … dengang af Nikolajs kærester arbejdede som babysitter for Keith Richards og hans kone. … da en rejse med to kvinder i Italien blev til en af de mange, mange sange om forsmået kærlighed. … at "mangle sin hjerne – jeg har aldrig været særlig udspekuleret eller velovervejet. Det eneste jeg ville, var at skrive en sang til".

Den 25. februar 2023 ville George Harrison være fyldt 80 år. Selvom det er lidt mere end 21 år siden, The Beatles guitarist døde, og hans aske for længst er strøet ud over de hellige floder Ganges og Jamuna, virker det nogle gange som om, han og de tre andre er stadig er lige så fab som for 50 – 60 år siden. I denne podcast hylder Jan Eriksen og foredragsholder, musiker og forfatter Per Vium George Harrison som medlem af The Beatles. Der kommer senere i år en POVcast om Harrison som solist. Det er fjerde gang, Per Vium gæster POV Mediano Music for tale om John, Paul, George og Ringo – men denne gang er det altså George – og de andre. Det handler om George Harrisons karakteristiske, økonomiske spil på sin Rickenbacker og de andre guitarer. Og en smule om hans muse dengang, Patti Boyd. Det handler om hans fortsatte kamp for at få plads i og påvirkning af The Beatles. En påvirkning, der efter Sgt. Pepper ikke bare var begrænset til studiet på Abbey Road, men også kom til at omfatte rockmusikken som sådan. Harrison var den mørke, spirituelle beatle, der bragte inspirationen fra østerlandsk filosofi ind i den vestlige ungdomskultur. Jan og Per taler om hans kompositioner, der i stigende grad blev mere centrale på The Beatles skelsættende album – hvad der kendetegnede hans sang, stil og guitarspil. De taler også om Peter Jacksons film ”The Beatles: Get Back”, som Per Wium mener er særdeles unfair overfor George Harrison. Playlist: Do You Want To Know a Secret Don't Bother Me I Need You Think For Yourself Taxman I Want To Tell You Within You Without You While My Guitar Gently Weeps Something I Me Mine All Things Must Pass

Sort Sol-legenden Steen Jørgensen er aktuel i en helt anden sammenhæng, end man normalt forbinder ham med. Da Jørgensen og hans partner, pianist og billedkunstner Marina Botes, forsigtigt sendte de første par numre fra deres fælles pladeprojekt til pladeselskabet var de i tvivl. Ramte de for langt fra den musikalske skive anno 2022/23? Hvad den så i øvrigt er. Steen Jørgensen er kendt som en af de helt store i dansk rock'n'roll. Projekt ”Jørgensen Botes” er alt andet end rock. Men de blev modtaget nærmest overstrømmende på pladeselskabet: gør, hvad I vil, og vi udsender det. 10. februar udkom så pladen, hvor de med egne ord undersøger ”felterne mellem klassisk musik, elektronisk musik, rock og danske tekster”.   Jan Eriksen inviterede dem i POVs studie til en samtale om samarbejdet. Hvordan opstod musikken i det intime rum i deres hjem ved den klassisk uddannede Marina Botes klaver? Hvordan er albummet opstået - musikalsk og tekstligt, hvordan er deres samarbejde - og hvor kommer den musikalske inspiration fra. Og hvordan er det at synge på dansk på et helt album? ”Jo, det er lidt grænseoverskridende at synge på dansk, men jeg har haft lyst til det i mange år. Det skulle løsrive sig fra det, jeg ellers har lavet i mange år, Sort Sol og andre projekter, og blive fuldført med Marina,” siger Steen Jørgensen i podcasten, og tilføjer om den turne, der følger op på albummet: "Jeg har heldigvis altid nerver på, men det er gode nerver. Der skal helst være nerver på." "Vi ville undersøge, hvordan det ville gå, hvis vi byggede bro mellem vores respektive verdener," siger Marina Botes. Nummeret "Dråberne" peger på et af albummets temaer, tiden - og hvordan vi bruger den, og måske ikke bruger den: ”Nummeret er et stille, diskret opgør med, at tingene går så stærkt. Det er virkelig rart at give sig selv lov til at gå i ring. At man kan forsvinde og miste tidsfornemmelsen. Det ligger også indlejret i teksten, for når sommerregnen falder går man ofte i ring indenfor. Eller går udenfor og dufter til den." "Maskemand" handler om de masker, vi iklæder os, ofte mange i løbet af dagen. Og for den sags skyld også masken, Steen Jørgensen selv iklæder sig, når han stiller sig op på scenen som midtpunkt i Sort Sol, som solist eller nu med Marina Botes. ”Det er jo også et rollespil at stå på scenen. Masken er også en måde at overleve på. At man kan træde ind i en rolle og have noget for sig selv. Og jeg mener også, at man har ret til det,” siger Steen Jørgensen. I podcasten kommer Steen, Marina og Jan Eriksen en tur omkring et ørkenlignende område i Sydafrika, der eftersigende ser ud, som da jordkloden var beboet af dinosaurer, og Rudolf Tegners skulptur Herakles og Hydraen ved Kronborg og tegneren og grafikeren Palle Nielsen. Desuden lidt nørdesnak om bl.a. ”uafrystelige” Leonard Cohen, The Beatles "Eleanor Rigby" og såkaldt barok pop, Richard Strauss' ”Vier Lezte Lieder”, Moody Blues og Roxy Music.

Da Infernal i slutningen af 2022 udsendte jubilæumsalbummet ”Hormesis”, skete der noget ret overraskende. De fik flere, meget positive anmeldelser i de store medier – ”For første gang nogensinde,” som Lina Rafn grinende siger i denne POVcast. I anledning af jubilæet har hun og Paw Lagermann besøgt Jan Eriksen i POV.Internationals studie. Infernal var og er et af Danmarks første electroniske danceacts med kommerciel succes, ”da vi først fik hovederne ud af vores undergrundsmåse,” som Rafn også siger. De er still standing med stoltheden i behold, optræder stadig til festivaler og fester landet over, og plejer med succes imaget som feststartere. I podcasten taler Lina og Paw om 25 års jubilæet, som de markerer med ”Hormesis” – et anderledes, ambitiøst musikalsk konceptalbum. Noget andet end det, man normalt har hørt fra duoen. Til dels inspireret af filmen ”Tron Legacy” fra 1982. På albummet ser Infernal ind i fremtiden og ser tilbage til den første spæde musikalske forelskelse i Underworld, Prodigy og Chemical Brothers, dengang Paw og hans venner indspillede musik i et skoskab i en kælder. Og til dengang det begyndte med ”gimmick dance”, sækkepiber og S/M outfit på Club In i Nørregade. Det var dengang, ”vi var for hårde til Crazy Daisy og DR og TV-2”. Vi kommer selvfølgelig omkring Infernals helt store succes, singlen ”From Paris to Berlin”, der førte en stribe andre hits med sig i store dele af Europa. Efter gruppen var kylet ud af pladeselskabet EMI – som må have ærgret sig senere. ”Vi havde bare brug for at vise de andre, at de havde hovedet oppe i røven, at vi var den fedeste artist de kunne få. Den følelse af at blive overset og underkendt den sidder stadig lidt i kroppen på os,” siger Lina Rafn. Altid ærlige Lina og Paw fortæller lige ud og der er plads til selvransagelse og selvkritik. Eller som Lina siger: ”Jeg lød for pompøs, for overkorrekt, for skoleengelsk agtig, jeg kan ikke holde ud at høre de tidlige sange. Det er for karikeret. Min tekstskrivning i dag er et parløb med at gøre det mere troværdigt, komme ud af det at lyde som en musicalsangerinde – hen til et menneske.” Lyt til podcasten og hør nærmere om : - da Infernal bevidst søgte det homoseksuelle publikum i deres disco ”Electric Cabaret”-periode, men til sidst måtte bevæge sig videre musikalsk og æstetisk. ”Der er folk, der tror, at jeg er homo. Det har jeg ikke noget imod, jeg havde det fint med det - men det blev kørt meget langt ud og til sidst var det for meget,” siger Paw Lagermann. - historien om, hvordan en skitse, oprindelig skrevet af Tommy Seebach endte på et Infernal album – efter at have været en tur omkring Kylie Minogue- Forhandlingerne med Seebachs sønner var hårde. - samarbejdspartneren, der kom til at skrive ”Horemis” i stedet for ”Hormesis”. - deres hyldestnummer til Kenneth Bager, der i sin tid gav dem deres første kontrakt.

Den 1. marts er det 50 år siden, det ikoniske "The Dark Side of the Moon" udkom. Mange tal taler deres eget sprog om albummets popularitet og blivende status som et af rockhistoriens vigtigste album – her er bare et enkelt: Gennem 24 år lå albummet på den amerikanske album top 200. I anledning af jubilæet har POV Mediano Musics Jan Eriksen inviteret Pink Floyd eksperten Thomas Ulrik Larsen i studiet. Blandt sine mange meritter er Larsen tidligere guitarist i det danske hyldestband Pink Floyd Project. Altså har han været den danske David Gilmour i en periode. Eriksen og Larsen taler da blandt meget andet også om Gilmours guitarspil i podcasten. "Gilmour er bluesguitarist. Det er nogle relativt enkle figurer, men der er noget med anstrøget. Noget af det, man ofte glemmer, når man taler guitarsoli, er at man er ilde stedt, uanset hvad man laver, uden rytmik. Han er en fantastisk rytmeguitarist, og det hører man også, når han spiller soloer," siger Thomas Ulrik Larsen. "The Dark Side of the Moon" er det første Pink Floyd album med Roger Waters som eneforfatter til teksterne, og det første, hvor de enkelte numre hænger sammen i suiteform. Med andre ord er det Pink Floyds første konceptalbum. For første gang taler Waters direkte til sine lyttere uden flyvske metaforer. Det handler om alt det, der truer med at påføre det moderne menneskes ”Brain Damage” - penge, dødsangst, fobier, identitetskriser, nationalisme samt samfundets manipulation af vores tanker og holdninger. I dag står "The Dark Side of the Moon" med Thomas Ulrik Larsens ord som: ”Den langsommelige kæmpe, der ikke vil gå væk. Det der med, at det trisser afsted fra start til slut. Der er et enkelt nummer, nemlig "Money", hvor de kommer op i omdrejninger. Det er den langsommelige dinosaurus, som har været her siden tidernes morgen, og vi hører den stadigvæk. Det har noget at gøre med dens langtidsholdbarhed, at den har fået denne her status." Og selvfølgelig kommer podcasten omkring ”The Gig in the Sky”, der har givet sangerinden Clare Torry en evigt lysende plads i rockarkiverne med sin udtryksfulde sang – som nogen har kaldt "en dødskantate". Ifølge Thomas Ulrik Larsen kan det nu ligeså godt handle om sex. "Det siges, at "The Great Gig in the Sky" blev brugt som lydspor til de såkaldte liveshows i Amsterdam, hvor man kan se par dyrke sex," siger han. NB – POV Mediano Musics aftale med rettighedsorganisationen KODA, som vi selvsagt respekterer, at vi kun spille uddrag af de enkelte numre. Desuden forekommer de enkelte numre ikke i samme rækkefølge som på albummet. Så meget desto mere grund til sætte albummet på grammofonen, CD-afspilleren eller finde det på pc, iPhone e.lign., når du er færdig med podcasten. I podcasten taler Thomas Ulrik Larsen og Jan Eriksen bl.a. om: - det stiftende medlem af Pink Floyd, Syd Barrett – er det rigtigt, som myten siger, at Waters tekster direkte handler om Barretts psykiske sygdom? - sammenhængen mellem "The Dark Side of the Moon" og tidligere Floyd-album, specielt "Meddle". - udviklingen fra psykedelisk band til en del af den voksende engelske bølge, progressiv rock, også kendt som prog rock. Eller var Pink Floyd overhovedet et prog rock band? - hvad det var for noget med Wrights joystick? - et eller rettere flere bud på, hvorfor albummet har opnået sin status som et af de vigtigste rockalbum nogensinde.

Uden store armbevægelser har duoen Maja Og De Sarte Sjæle manifesteret sig som et af de mest krøllede og personlige popacts i Danmark. Alene navnet siger noget om en skæv tilgang til musikken. Man kunne også nævne titlen på deres nye album, ”Vroom Vroom”. Faktisk findes der ikke en kunstner på den danske musikscene, der ligner sønderjyske Maja Og De Sarte Sjæle. Det skulle være Annika Aakjær, som gruppen har turneret med. Det er en påstand, men hvem kunne ellers finde på at inddrage Egon Olsen i en sang om eksistentiel udlængsel. Det gør Maja og de sarte sjæle i ”Olsen Bandens sidste bedrifter”. Hvor Maja bl.a. synger: Hun havd' en chef i SuperBrugsen / Som hun havd' lyst til at spark' i struben / Så en dag sagde hun op og sagd' / Maja, ville du ha' min ryg / Hvis jeg sku' bruge en Gajol, et bat og en hamburgerryg? Som i Olsen-bandens sidste bedrifter / Hvor de til sidst stikker af til Mallorca Eller tekstlinjer som: Jeg har aldrig ku' li' fantasy / Og jeg har aldrig ku' li Game of Thrones / Der er alt for mange karakterer / Plottwist og incest og barnemord / Men du elsker det crap / Og jeg elske at se de med dig. POV Mediano Musics Jan Eriksen bemærkede første gang for alvor duoen, da de stillede op i Melodi Grand Prix med en sang med titlen, ”Den eneste goth i Vejle”. Andre titler som det seneste hit, ”Euro 92”, ”Wittgenstein”, ”Den værste jul ever” og ”Din bodycount T-shirt” og ”Game of Thrones” siger noget om en duo, der står helt på deres egne ben. I anledning af det nye album tog Maja toget fra Haderslev gennem det dengang sneklædte Danmark for at medvirke i denne podcast. Her fortæller hun om, hvordan de to fandt sammen om deres popduo med de på en gang sjove og meget hverdagsnære og realistiske tekster. Og om: - deres udgangspunkt i Sønderjylland, som de ikke har planer om at forlade. - inspirationen – måske – fra Marie Key. - Nørre Nebels rolle i dansk Melodi Grand Prix's historie - at synge duet med sit helt store ungpigeidol og føle sig lidt fangirl-agtig - arbejdet med at følge op på det første hit, Uden dig. - hvordan Maja og de sarte sjæle er blevet 'adopteret' af de succesrige producere Pitchshifters (Andreas Odbjerg, Medina) og Lasse Lyngbo (Vinnie Who, Hjalmer, mfl.). - en pause, der var nødvendig på grund af stress, bl.a. - at skrive en uuofficiel fodbold til EM 2021, som blev et stort hit. - drømmen om at kunne leve af musikken, der blev tændt allerede i pigeårene.

I denne episode af POV Mediano Music har Jan Eriksen besøg af Bjørn Fjæstad, der netop har udsendt albummet ”Uncovered”. Fjæstad er multikunstner – eller med hans egne ord: ”Jeg er lidt af en kludetæppe-dude”. For godt og vel 30 år siden var han med til at skabe Baal, der lød som intet andet på den danske rockscene, dengang ofte sammenlignet med David Bowie og Queen. Siden har Baal udgivet otte studiealbum og to livealbum og turneret flittigt. Samtidig er Fjæstad blevet en dansk Mr. Teaterkoncert – indtil videre har han været med i 13, fra Bob Dylan over Mozart til Bowies "Lazarus". Du kender ham sikkert også fra tv, ikke mindst "Rytteriet". Som det ligger i titlen, er ”Uncovered” en samling coverversioner af sange, der har haft stor betydning for Fjæstad siden drengeårene. Som han siger: ”Sangene er en mikroskopisk lille del af soundtracket til min ungdomsforelskelser og den ulykkelige kærlighed. Sangene som satte lyd på drømme og fik mig til at glemme hverdagen for en stund.” Det er sange som Bee Gees' "To Love Somebody", The Cars' "Drive" og The Korgis' "Everybody's Got to Learn Sometime". Og som altid i POV Mediano Musics podcast dykker vi også tilbage i historien, til dengang Baal blev dannet i resterne af et andet band. "Vi lavede sådan en selvspunden mytologi om os selv, som vi kaldte Baal manifestet. Når jeg taler om det i dag lyder det helt skørt, men det var dels for vores egen skyld, dels for sjov. Det var noget med, at vi havde fundet hinanden i Krakow, nogle af os." Lyt med og hør Fjæstad fortælle om: - inspirationen fra Bertolt Brechts teaterstykke Baal om en kvindeglad outsider. - den musiker, han mener skal have æren for, at Baal stadig eksisterer. - dogmet bag indspilningen af "Uncovered": afstå, afstå, afstå. - hvad der første frem til, at han indspillede en version af Dolly Partons evigt grønne ”I Will Always Love You”. - sine to møder med David Bowie, det første gang tilfældigt som dreng i Grøften i Tivoli, anden gang backstage i Vega. Hør hvordan det spændte af. - hvad musikken kom til at betyde for ham, da han som dreng så sin far tæve moren indimellem. - dengang han og barndomsvennen Lars hoppede i fløjssofaen med hver sin badmintonketcher og spillede luftguitar til Meat Loafs ”Bat Out of Hell”. - hvilken Baal-tekst, Bjørn Fjæstads datter har tatoveret på sin arm. - baggrunden for "sorg"-solopladen "Du kender intet til mig". ... og meget andet.

I denne POV Mediano Music podcast har Jan Eriksen besøg af Billy Cross og Rasmus Dissing. Den dansk-amerikanske guitarist har slået sig sammen med trioen Dissing, Dissing, Las – til lejligheden udvidet med Dan Hemmer på keyboard og Jesper Elnegaard på trommer. Det har resulteret i albummet ”Copenhagen Skyline” med sange af Billy Cross. Dog er to af dem skrevet af Bob Dylan (den ene sammen med Helena Springs), som Cross arbejdede sammen med på albummet ”Street Legal” og den efterfølgende turne – foreviget på ”At Budukan”. Den ene sang, ”Legionaires Disease”, har Cross før indspillet med Delta Blues Band – den anden, ”More That Flesh and Blood Can Bare”, er aldrig indspillet før. ”Der gik kun et kvarter efter, jeg bad om Bobs tilladelse til at indspillede den, før jeg fik svar,” siger Cross i podcasten. I podcasten slås en del cirkler frem og tilbage i Cross og Dissings samarbejde. F.eks. fortæller Rasmus, at hans salig far Povl, der i sin tid blev inspireret af Dylans første plader, lige akkurat nåede at se sine sønner optræde sammen med Dylans gamle guitarist. I denne podcast taler Jan Eriksen med Cross og Rasmus Dissing om samarbejdet, som de kalder lykkeligt. Det opstod efter Cross havde set Dissing, Dissing og Las optræde i en kirke. De taler om at skrive og indspille musik, der er trofast over den organiske rocktradition. ”Gud holdt fridag, den dag han gav mig sangstemme. Rasmus er den perfekte mand til at synge mine sange,” siger Billy Cross. Nogle af sangene har ligget i årevis og ventet på den rette sanger. En af dem handler f.eks. om den eksistentielle ensomhed, der bebor de fleste kreative mennesker, og altså også Billy. Og selvfølgelig handler det også om Cross og Dylan. Vidste du, at: - B-stykket i en vis dansk rocksang, der handler om livet på den spanske sydkyst (den er ikke skrevet af Thomas Helming...) er planket fra sangen, der har lagt navn til Billy Cross' trio, Everybody's Talking. - Billy Cross var en af de første overhovedet, der hørte Dylans album ”Highway 61 Revisited”. Hvordan kan du høre i podcasten. - Billy Cross sad ved siden af Dylan i en turbus, da han skrev ”Slow Train”. Dette og meget mere i denne podcast. Rasmus Dissing udstod sin første musikalske læretid hod faderen Povl. Sammen med broderen Jonas medvirker han på flere af faderens album og på tre album under navnet Dissing, Dissing, Las og Dissing. Sideløbende dannede de sammen med Las Nissen trioen Dissing og Las. De har udgivet en håndfuld album. De seneste år har de blandt meget andet optrådt med fortolkninger af Bob Dylan-sange, på det seneste suppleret af Billy Cross. I 2022 udgav de sammen albummet ”Copenhagen Skyline” bestående af Cross-sange af Cross-sanger med Rasmus som sanger. Billy Cross begyndte som studiemusiker i USA i 1960'erne og medvirkede bl.a. på album med Sha Na Na og Topaz. Han besøgte Danmark i 1974, hvor han spillede to koncerter i København. Herefter vendte han ofte tilbage til København samtidig med, at han arbejdede sammen med Bob Dylan og Meat Loaf i USA. I 1979 indspillede han ”No Overdubs” sammen med Delta Blues Band. Kort efter blev han fast medlem af dette band, som efter navneskifte til Delta Cross Band udgav fire albummer mere. Han har produceret plader med C.V. Jørgensen, Johnny Madsen, Anne Dorte Michelsen, Søs Fenger, Pretty Maids, Dr. Hook, Mikael Wiehe, Björn Afzelius, Allan Olsen, Henning Stærk, Lars Lilholt, Dalton og flere endnu. Han har udgivet tre soloalbum. Optrådt med flere bands og udgivet en kogebog og erindringsbogen, ”Så langt så godt – et liv med rock”.

Som datter af Annisette og Thomas Koppel er Naja Rosa Koppel er født ind i musikken. I denne podcast, der tager udgangspunkt i Naja Rosas nye album ”Closer to the Sun”, slår hun og Jan Eriksen indtil flere cirkler frem og tilbage til dengang i begyndelsen af årtusindet, da hun blev medlem af forældrenes The Savage Rose. Efter Thomas Koppels død i 2006 er Savage Rose i høj grad blevet Najas, hendes kæreste Anders Holms og selvfølgelig Annisettes fælles projekt. Sammen med søsteren Billie Koppel har de oprettet selskabet South Harbour (aka Sydhavnen), som bl.a. udsender Najas ”Closer to the Sun”. Så Naja Rosa fører altså faklen videre både som solist og som medlem af The Savage Rose. Efter 16 år i USA er hun og Anders Holm flyttet hjem til Sydhavnen – sammen med deres datter Rita Uma, der nu er med ude på koncertstederne, når mor og far optræder. Endnu en cirkel, der er sluttet. Også som sanger fører Naja Rosa depechen videre. Hun har sit eget stærke udtryk, men nu hvor chancen er der, må spørgsmålet stilles: Du har været tæt på Annisette i lidt over 40 år. Hvor kommer magien, der strømmer ud fra hendes stemme, hver gang, hun åbner munden, fra? "Det er vildt, hvad den lille kvinde rummer af store ting. Hun blæser altså mig omkuld, hver gang hun åbner munden. Det er vildt, hvad den lille kvinde rummer af store ting. Hun blæser altså mig omkuld, hver gang hun åbner munden. Vi er blevet virkelig et makkerpar både i venskab og i musik og kærlighed og forældreskab,” siger Naja Koppel, der efterhånden er kommet overens med tabet af sin far for 16 år siden. "De første mange år var han virkelig tæt på hele tiden, han kommer stadig forbi, ikke mindst i musikken, nogle gange står vi i cirklen – er det ikke ligesom om der mangler nogen, hvem er det, der mangler? Nåeh joeh, det er Thomas." I podcasten fortæller Naja Rosa om: - da hun satte sig ved klaveret, som ikke havde været i brug efter Thomas Koppels død, og opdagede, at hun havde ham i sig og kunne komponere. - samarbejdet og samværet i ”familien Savage Rose”. - det desværre lidt underkendte album ”The Place I Call Home”, der blev til under en rejse rundt i USA stort set uden forudgående aftaler, og hvor Holm og Naja Rosa bl.a. mødte bluesmusikeren Coco Robicheaux, der var med til at sætte sit aftryk på deres album. - en tid, hvor Naja Rosa og hendes kæreste måtte træffe nogle vigtige valg sammen for hver for sig for at kunne komme videre sammen. - mødet med produceren Brian Batz, der har været med til skabe et nyt og anderledes, meget storladent udtryk på ”Closer to the Sun”, der trækker tråde tilbage den gospel-følelse, der altid har været i Savage Rose og samtidig er mere eller mindre 100 pct. elektronisk som på det nye album. - de mange tanker og refleksioner, delvis som følge af en selvudviklingsproces, der ligger bag teksterne på det nye album.

I disse dage er det præcis 50 år siden, Steely Dans debutalbum ”Can't Buy a Thrill” udkom. Egentlig skulle de to belæste nørder fra Bard College i New York have skrevet numre til andre, men en fremsynet pladeselskabsmand indså hurtigt, at deres mærkeligt nok BÅDE akavede OG groovy, jazzede rockmusik kun kunne spilles af Donald Fagen og Walter Becker selv. Det var musik, der er for de få og de mange på samme tid, og svært at forestille sig Barbra Streisand i pailletkjole synge "Rikki Don't Lose That Number". Så de dannede Steely Dan, opkaldt efter en ståldildo, der optræder i beatforfatteren William S. Borroughs roman ”Nøgen frokost”. I Beckers og Fagens musikalske laboratorium skulle de komme til at skrive og indspille hits som ”Rikki Don't Lose That Number”, ”Hey Nineteen” og ”Reeling in the Years” og dermed overskride grænsen fra kult til mainstream. Selvom foredragsholder og musiker Thomas Ulrik Larsen nok også har en pointe, når han i denne podcast siger: ”De, der elsker Steely Dan, dyrker det meget, meget intenst – og så er der de andre 99,9 pct. Der er næsten større sandsynlighed for at være transkønnet i Danmark end fan af Steely Dan. Vi er nede i promiller.” I podcasten taler Larsen og Jan Eriksen om Steely Dan fra den spæde begyndelse over de succesfulde 70'ere, hvor duoen/gruppen mere eller mindre godvilligt blev en del af West Coast Rock-bølgen - og deres comeback i 90erne efter en pause. Især var der et vist slægtskab med Doobie Brothers, hvis sanger Michael McDonald også i en periode spillede og sang med Steely Dan, live og i studiet. Thomas Ulrik Larsen og Jan Eriksen taler bl.a. om - Steely Dan's tekster, der bl.a skildrer mord, utroskab og ludomani og et persongalleri, der består af prostituerede, kriminelle, stofmisbrugere, seksuelle afvigere og mennesker som anden vis er kørt af sporet eller lever på kanten. Ofte med et humoristisk islæt. Hvis de ikke ironiserer over aldrende mands forhold til en yngre kvinde. - den litterære påvirkning fra bl.a. science fiction og klassisk græsk litteratur. - hvorfra Steely Dan hentede deres inspiration. - det for sin tid måske paradoksale, at to intellektuelle æggehoveder som Fagen og Becker gjorde så meget ud af groove og musikkens kropslige aspekt. De arbejdede bl.a. tæt sammen med den legendariske trommeslager Bernard Purdie (Aretha Franklin, James Brown), der har lagt navn til The Purdie Shuffle. - albummet "Gaucho", der blandt meget andet er kendt som det første rockalbum, hvor der optræder en samplings-redigeringsmaskine til trommer, kaldet ”Wendel” - opfundet af Steely Dan's lydtekniker. - hvad ligger der bag Steely Dans eget udtryk om deres musik, "junk sculpture"?

For næsten 40 år siden fik Cæcilie Norby sin debut som medlem af gruppen Street Beat, der en periode hærgede de danske livescener. Senere skiftede hun til Frontline og så var der jo rockbandet One Two. I dag kan hun se tilbage på en imponerende karriere, der har etableret hende som internationalt anerkendt og berømmet jazzsanger, i en periode med tilknytning til det prestigefyldte pladeselskab Blue Note Records. Cæcilie Norby optræder i mange kroge og hjørner af verden. I denne podcast møder hun Jan Eriksen, og den direkte anledning er det nye album ”Earthenya”, som hun udgiver på sit eget selskab Loud Lady Music. Med sine soul-, rock og singersongwriter inspirerede sange er pladen er en slags frikvarter fra jazzen. Et storyteller-album. Med udgangspunkt i flere af albummets sange, taler Cæcilie og Jan både om karrieren og nuet, og de fordele, der kan være i at have nået en alder, hvor man er blevet bedre til at sige nej til bullshit – ud fra princippet, at det gælder om at få det bedste ud af livet. "Der er også en befrielse i det at blive lidt ældre – man lærer at sige, "ja, ja, altså pyt"." ”Jeg eksperimenterer med nogle genrer – jeg har ikke tidligere gjort mig i R&B eller soul. Jeg kunne godt tænke mig at være i nogle grooves. Jeg har spillet meget ballader og jazz som har en fremadrettet energi. Og det elsker jeg. Men jeg kunne godt tænke mig at prøve det tilbagelænede moody groove,” siger hun om sin nye plade. Hun kalder selv sine nye sange små “film” i ord og toner. En 'film' er fra hendes tidlige barndom i halvfjerdserne om vennen med de forpinte øjne. I podcasten kan du blandt meget andet høre om: - hvordan Nordbys medvirken i ”Toppen af Poppen” inspirerede til ”Earthenya”. - dengang One Two blev lagt for had i Vejle og omegn. - hvad der skete, da hun havde så travlt med at shoppe jeans i New York, at hun glemte sin aftale med selve topchefen for Blue Note Records. - samarbejdet med jazz-ikoner som Diane Reeves, Curtis Steigers og Brecker-brødrene. - hvordan Nordby finder styrke i sine relationer til barndomsveninder og livsvidner – bl.a. Nina Forsberg, som hun delte liv og job med små ti år i One Two. - hvad der egentlig skete, da Cæcilie Norby mødte Spice Girls. - mødet med en gammel, umulig kæreste, der kortvarigt tændte en ild og blev til en sang. - at tænke tilbage på barndommens bedste ven, som man nu i dag ved gemte på historier om dysfunktion.

I denne podcast møder Jan Eriksen Fallulah, aka Maria Christina Apetri - sangskriver, artist, iværksætter, aktivist og rollemodel. Den 8. oktober afholdes der Hej Søster Fest i koncertstedet Vox Hall i Aarhus. Blandt mange andre aktiviteter er denne årligt tilbagevende festival blevet til på initiativ af Fallulah. I år optræder bl.a. Anne Linnet, AySay, Annika Aakjær og Rebecca Lou i løbet af aftenen. Oprindelig var Hej Søster en playliste på Spotify bestående af danske kvindelige artister og bands, efter Fallulah havde set Gramex' 2018 opgørelse af top 10-afspilninger i danske radioer. Der var ingen kvinder på den liste. Derom og om Fallulahs markante stemme i kønsdebatten i øvrigt i musikbranchen taler hun og Jan. Og de taler om Fallulahs nyeste single “Autumn Leaves”. Helt usædvanligt udkommer den ikke på Spotify, men kan downloades fra crowdfunding platformen Patreon. Efter uheldige erfaringer med pladebranchen har Fallulah valgt at gå sin egen vej. Som hun skriver på Patreon: “The traditional music industry way is so dated, has a screwed up power and money balance and is sometimes even dangerous. It has killed off many artists' love for music and creativity, which in my opnion is a tragedy.” I podcasten uddyber hun bl.a.: ”Jeg er også sangskriver for yngre kunstere, og jeg kan se, hvor det skrøbeligt, det bliver, hvis der kommer forkerte holdninger til deres arbejde, men som de alligevel føler at de er nødt til gå nedad. Lige så snart du gør det, har du tabt dig selv – lige så snart du gør det mister du din identitet,” siger hun: Og om det nye Patreon-initiativ: “Igennem nogle år har jeg følt mig fjern fra mit publikum på en mærkelig måde. Min musik blev spillet i radioen, også det nyere, hvilket er vigtigt, og jeg kunne godt se at de streamede godt, men jeg fik ikke noget feedback fra folk. Men det var en mærkelig vakuumagtig fornemmelse.” Lyt til podcasten og hør nærmere om: - vigtigheden af rollemodeller i en ”på mange måder rådden branche”. - Hvorfor repræsentation (det som nogle kalder kønskvotering) er så vigtig. - opgøret med det, hun kalder, en sygelig sammenligningskultur. - vigtigheden af musik, når samfundet er i krise. - dengang Spice Girls invaderede Marias pigeværelse og skulle få enorm betydning for hendes voksne persona, Fallulah - da en tidligere musik-booker gav Fallulah en offentlig undskyldning. En gestus, som hun i dag har et ambivalent forhold til. - vigtigheden af at ære dem, der gik forrest – som fx Anne Linnet og Trille, der oprindelig udsendte singlen og albummet Hej Søster. - inspirationskilderne, 60'er ikoner som Dusty Springfield og senere Fiona Apple og måske lidt Kate Bush.

Under pandemien reagerede Aura Dione lidt anderledes end så mange andre. Hun begyndte at optræde så meget som muligt – først digitalt, senere lidt på gader og stræder, på små steder. Ud af disse koncerter opstod ideen om at genindspille en stribe gamle sange i nye mere autentiske, 'pure' versioner, hvor Auras vokal om muligt står endnu tydeligere frem end på de oprindelige. De udkommer nu på albummet "Life of a Rainbow". I den anledning mødte Aura Jan Eriksen i studiet. Med udgangspunkt i "Life of a Rainbow" fortæller Aura ærligt og reflekteret om sin rejse fra debutalbummet "Columbine" til nu, 14 år senere. En rejse, der har budt på lidt af hvert – store hit med bl.a. "I Will Love You Monday", "Song for Sophie" og "Columbine". Med mere end 2.600 optrædener de første år, 138 flyrejser bare et enkelt år, en flytning til Los Angeles, en meget omtalt skilsmisse – og et langt ophold på et buddhistisk kloster i Nepal, som inspirerede hende til at finde et nyt menneskeligt, spirituelt ståsted. ”Jeg gik igennem en rigtig speciel skilsmisse – jeg kom lige fra L.A. i USA og fra et jetsetliv med privatchauffør og et fuldstændig crazy liv til lige pludselig at sidde med en kuffert og se ud over dette helt anderledes sted, hvor der ikke var kontakt med nogen. Jeg tænkte, at det kunne være, at jeg kunne bruge det helt anderledes liv til at genoprette balancen. Og det sluttede da også med, at jeg flyttede ind i Klosterstræde i København og landede på begge mine ben,” siger hun bl.a. Og som hun også siger: "Man kan frarøve et menneske alt, men du kan ikke tage det, der er genetisk givet. Så da jeg følte, at jeg var på grænsen til ikke at vide, hvad jeg skulle i mit liv efter nogle vilde år, så var det musikken, der sagde: jeg er her stadig. Det gav mig den største power og styrke. Jeg har aldrig følt mig så rig, som da jeg opdagede, at musikken var en uudtømmelig kilde inden i mig. Selv da jeg ikke ville mig selv eller ville verden, var musikken en indre kraft. Den tanke havde jeg lyst til at give videre til verden." Det handler om at finde ind til kernen: "Det er ikke mit kald at stå på scenen at synge "Geronimo" som karaokemaskine." Aura Dione og Jan Eriksen taler bl.a. også om: - den i første omgang skræmmende og intimiderende oplevelse at skrive sange sammen med Rick Nowell, der har bl.a. arbejdet sammen med Madonna, Lana del Rey og Stevie Nicks. - at søge ud om aftenen og natten i country-klubberne i Los Angeles og blive hængende sammen ”gamle mænd med skæg til navlen” og tale om mandolin og banjo. - drømmen om at skrive en klassiker som ”Jolene”. - at balancere sine feminine og maskuline sider. - at finde sin indre Sound of Music på Færøerne, hvor Aura har familie og hele syv videoer til det nye album er indspillet. - at turnere i Rusland og Kasakhstan og optræde nogle steder, som "jeg aldrig nogensinde har lyst til at optræde igen".

I denne podcast møder Jan Eriksen den danske ”rock'n'roller by heart”, Mike Tramp, og journalist og forfatter Lars Daneskov – sikkert kendt af mange for sine mange år som vært på DR Radio. Kimen til deres venskab opstod for mere end 30 år siden, da Daneskov rejste til Lund i Sverige for at interviewe Tramp - dengang kommercielt på højden af sin karriere med heavyrock bandet White Lion. De to har tidligere skrevet biografien ”Vagabonden – Historien om Mike Tramp” sammen – og nu albummet ”For første gang”. Daneskov har skrevet teksterne og Tramp musikken. Mike Tramp kalder det sin mest personlige plade nogensinde. I podcasten kan du høre dem fortælle om venskabet og processen. Som har resulteret i en plade, der på den ene side handler om et stærkt venskab mellem to mænd, hvor musikken, livet, omverdenen bliver behandlet, og hvor de i kritiske stunder har spurgt hinanden: ”Var det virkelig, hvad livet havde til os?”. Glæder, opture, nedture, dybde som i de fleste nære venskaber. Hør Daneskov og Tramp komme hele vejen rundt i denne podcast. På albummet synger Tramp varmt Daneskovs tekster om sine rødder på Vesterbro. Der er en hyldest til Tramps afdøde bror, barfly'en Kim Trempenau. Om fordommene, Mike gennem årene har mødt i den danske presse og om lukkede porte og fundamentalisme i hård rock – og den latente følelse af hjemløshed hos en musikalsk kosmopolit. Om en af teksterne, ”Drømme”, siger Lars Daneskov: ”Jeg tænkte, at det bliver nok en up tempo glad popsang, for den er kæk og glad og et glad lille omkvæd. To dage senere talte jeg med Mike, og du sagde. Jeg går lige og prøver at finde en vej ind i det, så det ikke bliver Kurt Ravn eller Poul Bundgaard. Og jeg tænkte, hvad er det for isflage, du har bevæget dig ud på? Så kom der en pianovals, hvor det eneste akkompagnement udover piano er strygere - og der har du sgu aldrig været.” Som det ligger i albumtitlen ”For første gang” er det første gang Mike Tramp synger på dansk, siden han og Mabel vandt Det danske Melodi Grand Prix for 44 år siden. Som en form for understregning af, hvor langt, vi kommer rundt i denne podcast, bliver der nævnte kunstnere som fx The Carpenters, Bee Gees, Osvald Helmuth, Gasolin', Kim Larsen, Slade, Sweet, The Walkers, Bruce Springsteen, Tom Petty, The Beatles, Elvis Presley.

I denne episode af POV Mediano Music handler det om at møde djævlen i skikkelse af en håndfuld lovlig smarte pladeselskabschefer. Egentlig var Joe Johansen, kendt som B-Joe, tæt på at opfylde den klassiske rock'n'roll barndomsdrøm om stjernestatus, flotte piger og hus i Los Angeles. Hans band havde underskrevet en international millionkontrakt, albummet "Ready to Ride" var indspillet, udkommet internationalt, bl.a. med stor succes i Tyskland. Efter at have opbygget et ry som et af landets bedste klubbands, bl.a. i Lades Kælder i København, havde B-Joe oplevet at spille i rockmusikkens eget land, USA. Han og hans band levede rocklivet med piger og sprut – og en aften fandt B-Joe sig selv på et luksushotel i Los Angeles, hvor det vrimlede med jakkesæt – og bullshit. Han blev bedt om at komme ind på en af pladebossernes hotelværelse, hvor han blev truet på livet. B-Joe har i årevis været fascineret om rock'n'roll ur-legenden om bluesmusikeren Robert Johnson, der ved en korsvej efter sigende solgte sin sjæl til djævelen mod til gengæld at få succes. Den aften i L.A. stod B-Joe der selv. Denne podcast handler om albummet "Ready to Ride", der udkom i 1992. ”Har jeg lyst til et liv, hvor jeg jeg tager stoffer og brænder hurtigt ud som menneske, eller vil jeg gå den anden vej? Det måtte jeg spørge mig selv om,” siger han bl.a. Historien om det 30 års jubilerende ”Ready to Ride” er en af de mest dramatiske historier om et dansk rockalbum. Den involverer feministiske demonstrationer i Texas, svindel, tyveri, kokain, mordtrusler, løfter om verdensherredømme og fame and fortune, millionkontrakter, videoindspilning i Los Angeles og, ja - sex, drugs & rock'n'roll. Hør hele historien i denne podcast. B-Joe og hans gamle band fejrer 30 årsjubilæet med et par koncerter i september, måske flere koncerter. Derudover har B-Joe Johansen mange andre jern i ilden. Han har netop produceret et nyt album med Erik Grip, spiller med sin blues-trio, han har etableret eget pladeselskab, der bl.a. udgiver en ny plade med Jens Rugsted – og han er guitarist i Michael Hardinger Band, der spiller det gamle Shu-Bi-Dua guld over hele Danmark.

I januar 2020 sagde en læge til Morten Kærså: ”Du har nok ikke mere end et par tilbage at leve i”. Fire år forinden havde han fået konstateret prostatakræft i stadie 3. Det var altså alvorligt. Det har været en hård omgang for Morten Kærså, de sidste seks år, men heldigvis har han gjort lægernes ord til skamme. ”Jeg har aldrig været så frisk og rask,” som jeg er nu, siger han i denne podcast. Også Moonjam lever i bedste velgående – har optrådt hele sommeren. De seneste tyve års tid har Morten Kærså boet i en usædvanlig hyggelig 'luksusødegård' i nærheden af Tyringe i Sverige. Inspireret af de mange koncerter på Kærsås Facebook-profil kørte Jan Eriksen en tur langt ind i en den svenske skov og mødte musikeren, komponisten og forfatteren Morten Kærså til en snak om karrieren, om at sætte en ny barre for dansk rock med Sneakers. De talte bl.a om: - et knust hjerter i Paris, der blev grundlaget for Sneakers. - da Sanne Salomonsen erobrede Kærså og dermed pladsen som forsanger i Sneakers. - hvad der skete i maskinrummet, da fusion, jazz, funk og rock blev til dansk poprock. - Sanne og Mortens unikke samarbejde – med tekstforfatter Hans Henrik Kolze som tredje kreative hjul. - lyden af Sankt Peders Stræde. - ærgrelsen over de internationale muligheder, der brast, da Sanne Salomonsen og Kærså - og dermed Sneakers – splittedes. - et kort møde med Quincy Jones. - Kærsås helt specielle samarbejde og venskab med Sebastian gennem mere end 40 år. - om dengang underboen Kim Larsen lånte et tema fra Kærså. - Moonjams bizarre rejser til Nordkorea, Nevada og Thailand. - da Kærså efter Minnesota behandling for stof- og alkoholmisbrug besluttede at flytte til Sverige. - kræftsygdommen, der naturligt nok har stjålet en stor del af Kærsås fokus de senere år. - livet på Havgårdsnäs – hvor Kærså endelig har fundet sin lykke sammen med kæresten Majbrit.

Så er POV Mediano Music tilbage efter sommerferien. Gæsten denne gang er musiker og komponist og ”ham, der kæfter op om klima”, Jens Lysdal. Han, der med rimelig god samvittighed kan kalde sig bæredygtig musiker, udsender meget snart et nyt album, ”Paradis til låns” i sin karakteristiske stil – hvor visetradition, blues, americana, latin, jazz, pop og world møder hinanden. Alene albumtitlen, "Paradis til låns" fortæller om Lysdals engagement i miljø og klima. Det samme gør titler som ”En varmere sommer” og ”Festen er forbi”. Et meget smukt nummer i øvrigt. Desuden har han skrevet melodien til miljøsangen ”For vist vil de komme”, der blev optaget i Højskolesangbogen, selvom selveste Bent Fabricius-Bjerre egentlig havde skrevet en anden. Statements som "Charterindustrien skal da lukke nu" og "Vi pisser på vores børn og børnebørn" er skarpe. Men som han også siger: "Hvis musikken kun har det politiske lag, bliver det for agiterende. Hvis det kun har det personlige lag, bliver det for navlebeskuende." Podcasten handler om Lysdals musik, den musikalske proces i hans værksted, om forholdene for musikere i dagens Danmark og om at vælge musikalsk frihed fremfor musikalske begrænsninger – og så bringer vi en nyhed: Sammen med bl.a. tidligere Roskilde Festivalen-boss Leif Skov og tidligere pladeselskabsdirektør Michael Ritto, har Jens Lysdal dannet foreningen Grønnere Musik med formålet at stå til rådighed for festivaler, spillesteder og musikere med rådgivning om bæredygtighed. Hør mere i podcasten. Jens Lysdals første album, "A Matter of Time", udkom i 1995. Han fortæller om sit mangeårige venskab og samarbejde med den uforlignelige bassist, salig Hugo Rasmussen, og selvfølgelig er der et par anekdoter om travle Hugo. I podcasten fortæller Lysdal om sine optrædener og arbejde i lande som USA, Tyskland, Holland, England Canada og Portugal. Og han fortæller om sit samarbejde med to af rockmusikkens mest berømte session- og studiemusikere, trommeslageren Danny Frankel og steelguitaristen "The Impeccable Greg Leisz", der har indspillet hele fire album med Joni Mitchell og arbejdet med k.d. Lang, Emmylou Harris, Alison Krauss, Bon Iver, Bruce Springsteen, Daft Punk, Eagles, Emmylou Harris, Eric Clapton, Grant Lee Buffalo, Haim, Sheryl Crow … og… ”Clapton pays me a ridicolous amount of money," sagde Leisz - så Lysdal kunne sådan set bare betale, hvad han havde lyst til. Og sådan vrimler det med anekdoter.

Nu bliver det nørdet. Beatles-nørdet. Lørdag 18. juni fylder Paul McCartney 80. I denne podcast taler Jan Eriksen med den danske Mr. Beatles, Arno Guzek – kendt af Beatles-fans verden over. Sammen hylder de Sir Paul, gennemgår de forskellige faser i hans karriere – så meget, der kan nås på en time og et kvarter. Tilbage i 1976 udsendte Guzek ”Beatles Discography”, der er af mange anses for den ultimative guide til The Beatles plader. Ja, Jan købte den selv for sine sparepenge kort efter, den udkom. Her er der faktuelle oplysninger om mere eller mindre ALT, der foregik under optagelserne ikke mindst i de ikoniske Abbey Road studier. Så stor er Guzeks viden om The Beatles historie, at Paul McCartney selv har brugt ham som konsulent i forbindelse med udgivelsen af opsamlingsalbummet 'Wingsspan'. Og Arno er i øvrigt i jævnlig dialog med McCartneys selskab om diverse sjældenheder. I podcasten forsøger Arno blandt meget andet en gang for alle at forklare, hvad det med McCartney og Michael Jackson og rettighederne til Lennon/McCartney-sangene egentlig handler om. Vidste du, at der findes optagelser af koncerterne d. 6. juli 1957 ved og i Woolton Parish Church i Liverpool, hvor 14-årige Paul første gang så John Lennon og hans Quarrymen spille. Optagelserne ligger i en bankboks et eller andet sted. Vidste du, at det meste af den med god ret berømmende Peter Jackson dokumentarserie ”Let it Be” har kunnet høres – og delvis ses - på diverse ikke helt legale bootleg-optagelser, inden optagelserne med Scotland Yards mellemkomst vendte hjem til familien Beatles? Alt dette og meget mere i denne hyldest til fødselaren.